Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
(Dear Friends in India and Abroad,)

For den, der ser livet i lyset af tilværelsens vældige kontrastprincip og oplever dette princip i hver eneste af de begivenheder, han kommer ud for, er der intet mærkeligt i den tanke, at alt det, menneskene kalder "mørke", i virkeligheden er camoufleret lys. Et meget begrænset historisk tilbageblik bekræfter denne tanke på utallige områder. Er vi ikke alle idag forfærdede over, at menneskene for mindre end hundrede år siden ikke alene akcepterede slaveri, men endog fandt, at det var en kærlig guddoms vilje, at man kunne købe og sælge mennesker på akkurat samme måde, som man idag køber og sælger dyr? Og der var her ikke blot tale om tilhængere af kristendommen, nej det var lige så godt tilhængere af muhamedanismen og andre store religioner, der dybest set var viet for humanismen. Sandt nok finder slavehandel stadig sted i verden, men oppositionen imod den er nu så stærk, at det er meget let at se, at vi her står overfor en foreteelse, der een gang var "lys", hvilket vil sige i kontakt med menneskenes moralske opfattelse, medens den nu er blevet "mørk" i den forstand, at vi finder den direkte afskyelig. Men gør det samme sig ikke også gældende i forholdet til begreber som "forbryder" og "straf"? Er vi ikke også her inde i en udvikling, der ikke alene vil føre til dødsstraffens endelige afskaffelse, men også til en langt større, en langt mere kærlig opfattelse af alle de, der forbryder sig mod vort samfunds mere eller mindre retfærdige love? Overalt er vi vidne til en udvikling, der forvandler tidligere "lyse opfattelser" til direkte "mørke opfattelser", altså en udvikling der med al ønskelig tydelighed viser os virkningen af tilværelsens kosmiske kontrastprincip, på hvilken al sansning, al livsoplevelse beror.

Vælger vi nu et kosmisk tidsområde fremfor et kort historisk tilbageblik, oplever vi det interessante, at vi, såfremt vi vælger det tidsafsnit, der strækker sig fra de allerførste primitive menneskers tilsynekomst og frem til idag, med egne øjne kan se virkningerne af to helt forskellige moralske opfattelser. Livet i det egentlige dyrerige leves på en rent destruktiv basis. Alle dræber, og alle dræbes. Livet er her een eneste permanent overtrædelse af det ældgamle bud: "Du skal ikke dræbe!" Men virkningen er, som vi ved, også permanent, idet så godt som ingen dyr dør en naturlig død. Betragter vi nu hvert eneste levende væsen som udødeligt, er det let at se, at al denne undergang, al denne dødsangst, al denne myrden og lemlæsten for det enkelte væsen må føre til en umådelig ophobning af lidelses- eller smerteerfaringsmateriale. Og så stort blev dette lidelseserfaringsmateriale, at det begyndte at udøve et tryk på det mere fremskredne dyrs sjælelige struktur. Der begyndte at opstå den første begyndende instinktive uvilje mod dette ustandseligt at blive forfulgt og dræbt. Men en uvilje mod noget, der udgør den fundamentale form for liv i en givet zone, er i virkeligheden identisk med en første, svagt vibrerende lysstråle fra en overliggende livszone. Hvor skulle den ellers komme fra? Bag dyrets liv findes kun drab og undergang. Skulle der findes en anden tilværelsesform, en anden slags liv, må den ligge foran. Og det gør den. Der vil altid være et "foran" i vort liv, altid være en verden "forude", der i sin kosmiske struktur udgør en kontrast til det, vi i øjeblikket oplever. Og denne verden vil altid virke på os som en magnet, i det øjeblik vi begynder at føle os "mætte" af den specielle livsform, vi i øjeblikket oplever. Det var "mætheden" af dette at dræbe, der langsomt førte det almindelige dyr over den grænselinie, der adskiller det åndeligt sovende liv fra det vågne, dagsbevidste liv. Og det vil blive "mætheden" af krig, der vil føre menneskeheden til den tabte fred. Men udviklingen går ikke i spring. Udviklingen passerer henover millioner af små, næsten usynlige trin, før den forvandling indtræffer, der er dens midlertidige mål. For det fremskredne dyr var målet den verden, i hvilken vi idag lever. Og på et givet tidspunkt blev lyset fra denne verden så stærkt, at der takket være det udaf sandsynligvis flere højtstående abegrupper fremstod væsener, der begyndte at kunne skelne mellem begreberne "Jeg" og "Det", mellem dem selv og tingene udenfor dem selv, mellem det, vi kalder "årsag" og det, vi kalder "virkning". I vor trang til selvhævdelse kalder vi disse nye væsener for "menneskelignende", idet vi i vor mangel på åndelig ydmyghed går udfra, at vor tilstand er så umådeligt afvigende fra disse første jordiske mennesker, at vi i os selv udgør en helt ny "art". Men gør vi det? Det er sandt, at vi ikke længere ligner disse vore forfædre rent fysisk, men behøver dette at være udtryk for det, vi kalder "fremskridt"? Kan det ikke ligeså godt være udtryk for det, vi kalder "degeneration"? Lad os prøve at betragte dette forhold med vort intellekts kølige, neutrale øjne.

At det jordiske menneske er et dyr, ses af, at det på samme måde som pattedyrene har hår. Vore mælkekirtler er bygget på samme måde som pattedyrenes. Vi har de samme endokrine kirtler, der udskiller de samme hormoner som hos andre pattedyr, f.eks. adrealin fra binyrerne og thyroxin fra skjoldbruskkirtlen. Som hos andre højtstående dyr består vor hjerne af fem afsnit: forhjerne, mellemhjerne, midthjerne, baghjerne og efterhjerne. Som hos alle mere fremskredne dyr er også vor forhjerne, storhjernen, særlig udviklet. Og i lighed med alle andre hvirveldyr udgår der også 12 par nervestammer fra vor hjerne, såvel som også vor hjernebark, i lighed med alle højtstående pattedyrs, er stærkt foldet. Alt dette er kolde facts, som kunne suppleres med en mængde andre rent fysiske iagttagelser, der henfører det moderne jordiske menneske til østabernes store gruppe.

Men hvor vigtige disse rent fysiske observationer end er, er de dog sekundære overfor det egentlige i livet, nemlig den dybereliggende kosmiske mening med dette specielle tilhørsforhold. Spørgsmålet rummer to muligheder. Er vi blevet det, vi er, på grund af rent tilfældige mutationers opståen i disse højtudviklede abegrupper, eller følger vort liv en kosmisk plan, der sigter imod helt andre mål end de, det almindelige, jordiske menneske, her også indbefattet den nuværende fysiske videnskab, kender? Akcepterer vi den første tanke, nemlig den der går ud på, at vi – De og jeg – kun er et produkt af gener og kromosomer, eller en fra dyreriget overleveret "arvemasse", altså en rent stoflig foreteelse, der slutter med vort fysiske livs ophør, nuvel, så er der forsåvidt ingen grund til at reflektere over begreber som "moral" eller "udødelighed", endsige "sjæl" eller "ånd". Alle disse begreber udgør da kun mentale "opfindelser" uden rod i den eksisterende virkelighed, og filosofi er da i virkeligheden kun en hobby for fantaster. Skulle den anden tanke udtrykke den sande virkelighed, forekommer det mig, at det jordiske menneske af idag faktisk ved sin tænke- og væremåde, udgør en næsten uhyggelig bekræftelse på den sandhed, der er udtrykt med ordene: "Dåren vandrer trygt, hvor engle ikke tør træde!"

For den, for hvem det fysiske liv kun udgør en "nøgle" til det vældige kosmiske liv, han fornemmer bag enhver fysisk foreteelse, virker den almindelige mangel på respekt for tilværelsens åndelige side overvældende. Gang på gang spørger et sådant menneske sig selv, hvordan det dog er muligt at leve så åndeligt blind i en verden, hvor Forsynet ad alle veje og med alle midler søger at gøre det udviklede jordiske menneske opmærksom på sin sande natur som "søn af Gud" eller som et væsen, hvis kosmiske struktur simpelthen udgør livets største eventyr? Thi for et sådant menneske er det faktisk uhyre let at se, at dyret i sin første mentale opvågnen, i sin første skabelse af en virkelig klar og vågen dagsbevidsthed, måtte akceptere det, vi har givet navnet "magten" som tilværelsens mest betydningsfulde faktor og altså det eneste virkelige objekt for underkastelse og tilbedelse. Alle disse primitive menneskers erfaringer viste jo med al ønskelig tydelighed, at kun den stærke havde udsigt til sejr, havde udsigt til at nå det vidunderlige mål: at kunne bestemme over andre. Bag disse væsener lå utalte millioner af inkarnationer i en tilværelsesform, hvor magten alene havde domineret. Og nu så de endelig, med fuldt vågne sanser, at livet tilhørte den alene, der i kraft af sin styrke kunne slå enhver modstander til jorden. Det var på denne baggrund, at jungleloven blev livets åndelige lyskilde, og at religionens inderste inspirationskraft fandt udtryk i ordene: "Øje for øje. Tand for tand!"

Betragter vi, fra vor verden, de første primitive mennesker, må det slå os, at der dengang var langt større overensstemmelse mellem den ydre form og det indre åndelige liv, end tilfældet er idag. De første mennesker var muskuløse, lavstammede væsener med vældige øjenbrynsbuer og smidige, hurtige bevægelser. Deres "naturlige instinkter" fungerede helt anderledes fuldkomment, end tilfældet er med os. De var åndeligt hæderlige på samme måde, som f.eks. hunden er det. Hvad der boede i dem, afslørede sig omgående gennem deres rent fysiske reaktioner. De evnede ikke at forstille sig på samme måde, som vi gør det, for de havde ikke vor udviklede intelligens. Var de rasende, formåede de ikke at skjule det under en smilende overflade. De evnede ikke hykleriets fagre kunst og formåede ikke at bluffe deres omgivelser med en hjertelighed, de endnu ikke kendte. De var dræbere, og de vidste det. Deres kærlighedsliv var voldtægt, og deres daglige liv var en evig kamp imod den frygt, dyret simpelthen må føle for alt det, det endnu ikke forstår.

Men med skabelsen af den vågne dagsbevidsthed, af evnen til at skelne mellem sig selv og livet omkring en, mellem "Jeg" og "Det", satte udviklingens vældige hjul sig for alvor i gang. Former opstod og forgik. De vældige øjenbrynsbuer med de lave pander forsvandt og blev erstattet af kranier med høje "ædle" pander, og de tunge og grove skeletdele af fine opretgående skeletbygninger tilsyneladende uendelig fjernt fra dem, vi nu finder som fossiler i jorden. Formen forvandlede sig, den degenererede, blev forfinet, blev en mulighed for et langt højere, at langt ædlere liv. Men indholdet, det levende væsen bag formen, fulgte det med i denne udvikling, eller forblev det fremdeles en dræber, et væsen, der bag nye smukke talemåder fremdeles mere søgte sit eget, ligegyldigt hvilken pris denne egoisme så end måtte koste omgivelserne? Lad os undersøge dette problem i mit næste brev til Dem!

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere i Danmark, Sverige, U.S.A., Canada og Indien.