Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind stk. 705 og 706.

"Idet vi er kommet så langt, at vi nu har set vort eget Jeg som det dybeste ophav eller evige årsag til vor eksistens eller fremtræden, bliver det derigennem til kendsgerning, at dette jeg altid må være forud for en hvilken som helst af dets skabelser og oplevelser. Det kan ikke være disse, der er forud for jeg'et. Thi hvis jeg'et ikke eksisterer forud for sine oplevelser, var der jo ikke noget til at opleve og frembringe. Men når det således bliver en kendsgerning, at jeg'et er forud for sine oplevelser og manifestationer, bliver det derigennem også en kendsgerning, at det netop må have været forud for sin nuværende organisme og fysiske tilværelse. Til denne eksisterer jeg'et altså som den "årsagsløse årsag". Det er rigtigt, at den materialistiske videnskab endnu anser vore forældre for at være det dybeste ophav til vor eksistens, men det skyldes kun den omstændighed, at nævnte videnskab kun kan tænke i mål- og vægtfacitter. Dette vil igen sige, at den kun kan analysere skabte ting. Men analyser af skabte ting kan aldrig i noget som helst tilfælde blive andet end "virkningsgrader", hvilket igen vil sige facitter som: alder, tæthedsgrader, bevægelsesgrader, varme- og kuldegrader, rumforhold o.s.v., altsammen facitter, der kun udtrykker et eller andet kombinationsforhold imellem energi eller stof. Til at finde sådanne facitter er den nuværende moderne videnskabs ophav ligefrem eksperter, ja, denne evne er en så altdominerende "C. viden" i deres bevidsthed, at de betragter det som absolut givet, at der kun kan eksistere sådanne facitter. De er i kraft af denne deres dogmatiske indstilling endnu bundne i den endeløse årsags- og virkningskæde, hvoraf ingen som helst forsker nogen sinde kan blive fri, før han indtil trivialitet har opdaget denne sin mentale march på stedet og af hele sit hjerte hungrer og tørster efter en anden facitart, der virkelig kan give løsning på den kendsgerning, som de andre facitter evigt vil lade uberørt, nemlig: selve livet.

At et stof måler den eller den tæthedsgrad, at en ting har så og så lang levetid, at noget bevæger sig med den eller den hurtighed, udtrykker kun indbyrdes forhold imellem stof eller energi. At vor nuværende organsime kan dokumenteres at være virkningen af en seksuel akt hos vore forældre udtrykker også kun et særligt kombinationsforhold imellem energierne. Nævnte dokumentation kan altså kun udgøre en erkendelse af energivirkninger. Et "barn" udgør således energivirkninger af en seksuel akt. Det er slet og ret en kombination af energi, sat i beværelse eller start ved den seksuelle akt. Det, der udtrykkes som "barn", kan altså ikke udgøre noget livsfacit. Det er et mål- og vægtfacit. Da "årsagen" til "barnet" udgøres af den seksuelle akt, og denne igen også kun kan være et kombinationsforhold imellem energier eller stoffer, bliver samme akt også kun udgørende en virkningsgrad eller et mål- og vægtfacit. Den seksuelle akt kan altså i sin analyse kun udtrykke en energikombination og kan således heller ikke udgøre noget livsfacit. "Årsagen" til den seksuelle akt er som bekendt "forældrene". Men hvad er da "forældrene"? – Ja, de er hver for sig i virkeligheden kun udgørende den energi- eller stofkombination, vi kalder "barnet", men i en fremskreden tilstand. De er hver for sig kun udgørende stof- eller energikombinationer, hvis oprindelse også leder tilbage til stof- og energikombinationer, hvis oprindelse også leder tilbage til "en seksuel akt", der igen leder tilbage til "forældre" og således fremdeles. De nævnte foreteelser: "forældrene", "barnet" såvel som "den seksuelle akt" udgør således hver især i sit princip nøjagtig den samme ting, nemlig; en energisammensætning, er hver for sig kun en "skabt ting", er noget, der er frembragt og kan således aldrig i noget tilfælde være identisk med "frembringeren". Det, vi kalder "forældre", "børn", "mennesker", "dyr" og "planter" o.l., udtrykker altså hver for sig særlige energi sammensætninger, særlige virkningsgrader. Begrebet "forældre" vil således i virkeligheden kun være et udtryk, ved hvilket vi tilkendegiver en særlig energimanifestation, en særlig skabt foreteelse, akkurat på samme måde som man med begrebet "solskin" udtrykker en særlig stofkombination eller energiudløsning. Hvad enten vi siger: "mennesker, "dyr", "planter", eller vi siger: "mineral", "jord", "luft", "vand" og "is", så udtrykker vi i realiteten med hvert enkelt udtryk kun betegnelsen for en særlig energikombination. Disse betegnelser er altså kun virkningsgrader for energi, er mål-, vægt- eller rumfacitter og udtrykker i sig selv således absolut døde facitter, idet de kun udtrykker "skabte ting" og ikke i et eneste tilfælde giver udtryk for "skaberen" eller selve "det levende", "tænkende" ophav til den logik, uden hvilken de pågældende skabte ting aldrig ville være blevet manifesteret og i dag oplevet som dominerende kendsgerning."