Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
(Dear Friends in India and abroad)

Alle ved vi, at anbringer man en plante i et rum, der kun er forsynet med et ganske lille vindue, vil planten, inden der er gået 24 timer, have drejet sig imod rummets i dette tilfælde beskedne lyskilde. Alt levende har i sig evnen til at søge imod lyset, enten så flette er af fysisk eller psykisk beskaffenhed. Desværre kender gennemsnitsmennesket kun den første af disse sandheder, selvom vel nok de fleste aner den andens eksistens. Dybest set er imidlertid alt "lys" psykisk i den forstand, at det udgør den regulerende kraft for ethvert levende væsens længsel efter behagsoplevelse. En sådan udtalelse kan synes både ordinær og overflødig, men dette er nu ikke tilfældet, idet begrebet "behag" absolut ikke er ens for alle levende væsener, noget vi allerede har berørt under den første beskrivelse af tilværelsens kontrastprincip. Når det påny nævnes her, er det fordi, der dybt i planteriget finder en åndelig proces sted, hvis virkninger har indflydelse på vor livsoplevelse den dag i dag. I begyndelsen udstrålede plantevæsenet kun lys og salighed i form af farver, form og dufte. Men på et givet tidspunkt finder der en forvandling sted i dets livsoplevelse. Nye kræfter af en helt anden og langt mere aktiv karakter end de blot skøn­heds­frem­bring­ende begynder at røre på sig i det bag den fysiske plante eksisterende åndelige kraftcentrum. Disse kræfter er ikke af livgivende, men derimod af absolut dødbringende karakter. Resultatet af disse kræfters virke kender vi i form af den såkaldt "kødædende plante", der på én og samme tid både rummer inspirerende liv og grusom død. Liv i kraft af vidunderlige farver, dufte og former, død i kraft af, at de samme former, dufte og farver i virkeligheden er grusomme dødsfæller for de insekter, der lader sig lokke af al denne skønhed.

Det er yderst vigtigt at kende det her berørte forhold, for det er med den kødædende plante, at den proces begynder, der sekler af tid senere kulminerer i form af skabelsen af de dræbende atom- og raketvåben, der idag sætter os i stand til at udslette alt liv på jordens overflade. Det, Martinus har betegnet som "det dræbende princip", har således hverken sit udspring hos dyrene eller hos det jordiske menneske, men derimod i det planterige, der ellers tilsyneladende repræsenterer livets virkelige uskyldighed.

Hvad er nu den dybestliggende årsag til dette forhold? Simpelthen den, at den underliggende kosmiske udviklingsspirals overdådige lysoplevelse toner ud i den livszone, vi har givet navnet "planteriget". Her fuldbyrdes den "mæthed" af lysoplevelsen i en underliggende udviklingsspiral, der udgør forudsætningen for den "sult", der gør dette at dræbe, ødelægge og destruere til liv, lys og salighed for dyret og det primitive jordiske menneske. Det dræbende princips udfoldelse i den udviklingsspiral, vi nu befinder os i, strækker sig således fra den kødædende plantes domæne og frem til det jordiske menneskes evne til, via nutidens geniale våben, at udslette alt liv. Spiren til denne altomfattende destruktion finder vi således i det tilsyneladende så uskyldige planterige, medens dette princips "blodrøde blomst" kommer tilsyne i vor egen verden.

Da det dræbende princip i sin dybeste natur repræsenterer det guddommelige skabeprincips mørkeudstråling eller det, Martinus udtrykker med ordene: det ubehagelige gode, har den specielle livsoplevelse, denne mørkeudstråling i sig selv bliver årsag til, intet som helst med ondskab eller djævelskab at gøre. Denne livsoplevelse udtrykker blot den nødvendige konsekvens af et liv levet imod de kosmiske love og principper, på hvilket det, vi idag forstår ved lykkeoplevelse, beror. Uviljen imod denne specielle livsoplevelsesform findes hverken hos den kødædende plante, dyret eller hos det jordiske menneske, der endnu anser "døden på ærens mark" for livets dybeste og sandeste mening. Denne uvilje kommer først frem der, hvor denne livsforms konsekvens: smerten, har nået en sådan udviklingsgrad, en sådan styrke, at en dyb længsel efter kontrasten til denne permanente smerteoplevelse er modnet i sjælen. Og det vil i denne forbindelse kun være udtryk for direkte tåbelighed at tro, at alle mennesker i verden af idag ønsker fred. Der findes stadig jorden over utalte tusinder, for hvem tanken om had, hævn og forfølgelse imod "anderledes tænkende" er identisk med "retfærdighed", "åndelig sundhed" eller, for at sige det tilstrækkeligt drastisk "Gud velbehageligt!" Eksisterede disse utalte tusinder af uudviklede sjæle ikke, var jorden forlængst blevet skuepladsen for et helt andet liv end det, vi idag er vidne til. Men de eksisterer og udgør ved deres forenede styrke den magnetiske kraft, der vil blive den udløsende årsag til den tredie verdenskrig, alle frygter, og alle i virkeligheden forbereder sig på at opleve.

Mentalt er verden af idag opdelt i to blokke, nemlig i en meget omfattende gruppe af sjæle, der endnu ikke er tilstrækkeligt mættede af krigens, drabets og hadets grusomme konsekvens, og en gruppe der forlængst, gennem selvoplevede erfaringer er nået til i den grad at tage afstand fra det dræbende princips indflydelse, at de end ikke vil spise kød. Disse mennesker er livets sande humanister, idet de ikke alene hylder den humanistiske ide, men i alt søger at praktisere den i deres daglige liv, ofte på trods af omgivelsernes forsøg på latterliggørelse af deres tænkemåde og levevis.

Det er disse to grupper Nazaræeren hentyder til i sin beskrivelse af "Fårene og Bukkene". "Fårene" er alle dem, der både på legeme og sjæl har oplevet det dræbende princips virkninger indtil en sådan grad, at de hellere selv foretrækker at dø, fremfor at lade andre dræbe. At dette udviklingstrin endnu ikke er stærkt repræsenteret i menneskeheden af idag, ændrer ikke den kendsgerning, at det eksisterer og øver en stadig voksende indflydelse. Det er bl.a. denne kendsgerning, der ligger til grund for, at på samme måde som det guddommelige skabeprincips mørke udstråling har sine helte, sine verdensgenløsere, har det guddommelige skabeprincips lyse udstråling også sine helte og sine verdensgenløsere. Forskellen mellem disse helte, disse verdensgenløsere er blot den, at de første har hersket så længe og udøvet deres indflydelse over et så mægtigt tidsafsnit, at deres indstilling er blevet vane for os i modsætning til de sidstnævnte, hvis livsindstilling, tanker og ideer endnu kun står som en skøn teori for de fleste.

Men livet marcherer, og vi oplever i vor tid, direkte for vore øjne, at se, hvorledes verden er ifærd med at blive mæt af krig, af hævn og af det tilsyneladende aldrig hvilende had. Nye evner er begyndt at vokse frem i den jordmenneskelige mentalitet, og selvom disse evner endnu kun formår at gøre sig gældende i form af drømme og længsler, er disse drømme og længsler dog idag så stærke, at de i stedse højere grad formår at påvirke offentligheden verden over og tvinge de respektive politikere til større varsomhed med den sabelraslen, der før var det fornemste kendetegn på deres styrke. Trangen til hadefuld gengældelse eksisterer stadigt, men den har mistet terræn i verdensbevidstheden. Folkeslagene begynder at forstå krigens inderste natur, og dette er det første virkelige lyspunkt i den enorme evolution, der påbegyndtes i planteriget, og nu, i vort eget liv, nærmer sig sin endelige afslutning.

Sandt nok har den gruppe, der repræsenteres af de mennesker, Nazaræeren betegnede som "Bukke", endnu den største indflydelse i vor verden, men dette er kun en naturlig sag, som kun livet og livet alene er i stand til at ændre. Intet demokrati, ingen regering og ingen folkestemning kan ændre dette forhold, Det kan alene livet selv i form af selvoplevede erfaringer, men, og det er i dette forhold det afgørende, disse erfaringer er på vej i et tempo, menneskeheden aldrig før har oplevet magen til. Ustandseligt inddrages vældige nye landområder i dette blodige skæbnespil, der tilsyneladende synes uden indre mening, grusomt som det er i sin forfærdelige udfoldelse. Men meningen er der, så sandt som at intet, absolut intet levende væsen forgår ved den fysiske døds indtræden. Legemer forgår, og fortidige livsformer udslettes. Men dette er kun skæbnespillets rent ydre side. Bag denne ydre side findes de kosmiske love og principper, af hvilke også drabet og undergangen er et resultat. Hungeren efter at dræbe afløses gradvist af hungeren efter at give liv, og allerede nu ser den tilstrækkeligt klarsynede tegnene på, at en ny tidsalder stunder til, en tidsalder, der betyder det dræbende princips endelige og definitive undergang til fordel for kærlighedsprincippets virkelige indtræden i vor tankeverden, i vort daglige liv og væremåde. Begrebet "de gode gamle dage" var alle tider en illusion. Men de kommende lyse og skønne dage er en urokkelig realitet i den forstand, at menneskeheden langsomt er begyndt at få kontrol over de kræfter, der tidligere så ukontrolleret hærgede den menneskelige sjæl. Overalt møder vi en større og større forståelse af, at hverken den enkeltes fred eller verdensfreden kan blive dikteret os af ydre kræfter. Begge realiteter vil i alle tilfælde og under alle forhold være et produkt af vor egen måde at administrere de kræfter på, vi benytter i vor dannelse af meninger og opfattelser, eller kort sagt, i det vi kalder "tænkning". Kunsten at tænke er derfor begyndt at blive et mål i sig selv, men denne kunstform kan lige så lidt som nogen anden kunstform skænkes den enkelte som en medfødt gave. Den udtrykker en evne, man må begære at få, før man kan begynde at opøve den. Og her er det, at lidelsens mission træder ind i billedet og med al ønskelig klarhed viser os, at vil vi undgå at opleve smerten, må vi kende dens inderste natur, må vi kende de årsager, af hvilke den er en konsekvens.

Vejen frem til en livsoplevelse, i hvilken smerten kun spiller en ubetydelig og underordnet rolle, går alene gennem dette at kende sin egen kosmiske struktur. Det er ikke i den verden, der er udenfor vor sjæl, at gådernes løsning findes, men derimod i den verden, der findes indenfor den verden, der i virkeligheden udgøres af det, vi kalder vor sjæl, vor ånd eller, hvad vi vil foretrække at kalde den: vor bevidsthed. Thi denne bevidsthed er ikke endelig i sin natur. Den er en frugt af vore ønsker og begær. Idag er denne frugt "bitter", fordi vi i vor ukendskab til de kosmiske kræfter, principper og love "blandede" disse kræfter på en sådan måde, at smerte både for os selv og andre blev resultatet. Men gårdsdagens fejltagelser udgør morgendagens åndelige arbejdsmateriale. Livets eneste virkelige "guldgrube" er vore selvoplevede erfaringers kostelige skat. Rigtigt udnyttet udgør denne skat den kraft, der kan hæve os op over tågernes verden og bag den urolige og larmende timelighed skimte den evighed, der udgør hvert eneste levende væsens sande og urørlige kerne. Uden sandt kendskab til denne evige verdens eksistens danner vi uigennemsigtige puppehylstre omkring vor sjæl og forveksler larmen og støjen med liv. Men liv – dette "at leve" – har intet med jag og støj at gøre. Det er en proces af en ganske anden natur. Børn og gamle mennesker kender lidt til den. De første, fordi de netop kommer fra en verden, hvor den udgør selve fundamentet for al oplevelse, de sidste, fordi de endelig, om de da ellers har forstået noget, er begyndt at forstå ensomhedens indre mening. Thi hævet over livsoplevelsen i den brusende og hvirvlende strøm står livsoplevelsen i det stille og åbne eller i den tilstand, hvor mennesket hændelsesvis oplever at møde Gud, som menneske ellers møder menneske. Sker dette, sker det også, at sjælen gennemstråles af et lys og af en fred, som i sin natur er "over al forstand". Det er denne oplevelse, Martinus ønsker at give os med sit verdensbillede, som for ham aldrig har været et mål i sig selv, men derimod ene og alene et middel, ved hvis hjælp han har ønsket at hjælpe hver den, der kan bruge hans hjælp til den fred, den indre strålende harmoni og tryghed, der nu snart gennem halvfjerds år har båret ham selv gennem alle hans nuværende fysiske livs mangeartede og ikke altid lige lysbetonede oplevelser.

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere i Danmark, Sverige, U.S.A., Canada og Indien.