Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
(Dear Friends in India and abroad)

At der bag plantevæsenets rent fysiske tilsynekomst må eksistere en psykisk kraft eller regulator, altså en slags "bevidsthed", er alle enige om. Plantevæsenet er ingen "død ting". Det kan reagere overfor kulde og varme, overfor lys og mørke og demonstrerer derigennem, at det er istand til at fornemme forskel mellem begreberne "behag" og "ubehag". Men nået dertil hører enigheden som regel op, idet man normalt afslutter enhver videre diskussion om dette problem med at klassificere plantevæsenets reaktioner som udtryk for "instinkt", et af de mest udefinerede begreber i verden. Da vi i virkeligheden selv udgør, i hvert tilfælde rent kropsligt, en slags "forlængelse" af plantevæsenet og som dette reagerer stærkt over for varme og kulde, over for fysisk lys og mørke, er det naturligt, at vi her ønsker at kende Martinus syn på dette problem, ønsker at få en rent kosmisk definition af det så omdiskuterede instinktbegreb.

For Martinus udgør det jordiske menneske ikke alene en fysisk, men også en psykisk forlængelse af plantevæsenet. Gennem sine analyser har han klart påvist, hvorledes langt de fleste af vore rent fysiske sanseorganer har deres første tågeagtige udformning i plantevæsenets struktur. Han har klart vist os, hvorledes plantens meget følsomme "lysceller", der betinger dens evne til at dreje sig efter lyset, udgør begyndende "øjne", og hvorledes saften i den kødædende plantes dekorative blomster udgør begyndende "mavesyre", men også hvorledes selve blomsten udgør en begyndelse til den første "mavesæk". For Martinus udgør plantevæsenets rent fysiske reaktioner nok et udslag af instinkt, men medens dette begreb for de fleste henregnes til livets mest primitive reaktion, udgør det for Martinus langt mere. For ham udgør det den sidste udklang af en fortidig intuitionsoplevelse, nu koncentreret i en kosmisk automatfunktion, der med hundrede procents sikkerhed leder plantevæsenet fremad mod nye og langt mere omfattende livsoplevelser end de, der kan blive det til del på den plads, det nu, bundet af sin midlertidige udviklingstilstand, kan opleve. For Martinus er den kødædende plante andet og mere end et interessant eksperiment fra naturens side. For ham er det simpelthen et levende væsen på vej. På vej imod hvad? Imod den form for livsoplevelse, der i øjeblikket bliver os til del. Thi for Martinus udgør de rent fysiske livsfunktioner udelukkende den "nøgle", der fører ham til det område ved det levende væsen, der er skjult for de fleste, nemlig det kosmiske eller det område, hvor selve tilværelsesplanen åbenbarer sig for den, der "har øjne, der kan se" og "øren, der kan høre".

For Martinus eksisterer der ikke én eneste evne hos det levende væsen, der er "blevet til af sig selv"! Ejheller plantevæsenets evne til at dreje sig efter lyset eller skelne mellem kulde og varme, lys og mørke! Alle disse funktioner har for ham deres udspring i det levende væsens psyke, der oplever dem, et udspring, der ligger uendelig fjernt fra den verden, vi er fortrolige med. For ham er hverken plantevæsenet eller det væsen, vi almindeligvis kalder "dyr", færdigskabte væsener. De er levende væsener, der er "på vej" i den forstand, at de hver for sig udtrykker underbevidsthedstilstande for et væsen, der skjult bag disse former nu langsomt nærmer sig den virkelige, den vågne, dagklare bevidsthedsoplevelse af livet. Disse væsener evner endnu kun, i forhold til os, instinktivt eller anelsesmæssigt at fornemme det virkelige liv. I et endnu dybere mørke end det, vi oplever, stræber de frem imod det samme lys, som vi stræber imod. Forskellen mellem dem og os er kun den, at det sollys og den solvarme, planten instinktivt erkender, må eksistere, det oplever vi bevidst igennem de organer, plantevæsenet endnu kun har i fostertilstand. Og den evne til at overvinde og dræbe, som udgør fundamentet for dyrets liv, har vi ført frem til kulmination. Det er ikke dyrene, der er geniale dræbere. Det er os! Dyret er moralsk i sit drab, for det dræber normalt kun for at leve og kender ikke til bevidst had og bevidst ondskab. Det er endnu åndeligt rent i den forstand, at drabet simpelthen udgør en eksistensbetingelse for det. Det dræber normalt kun af selvopholdelsesdrift. Vi derimod, vi dræber af grunde, dyret endnu slet ikke kender, grunde, der fører os lige ind i selve det dræbende princips kulminationsområde.

Men før en ny sjælelig tilstand kan blive til virkelighed for os, altså til en tilstand vi af hele vort hjerte begærer og derfor sætter alle vore kræfter ind på at nå, må vi have udlevet denne tilstands kontrast. Den sol plantevæsenet ikke ser, den ser vi, og det bytte dyret ikke kan nå med sine klør, det når vore rifler meget let. I forhold til både plante og dyr er vi uendelig fuldkomne. Thi vi har besejret de naturkræfter, der atter og atter destruerer dem. I den fysiske verden står vi som ubestridte sejrherrer og må være rene guder for væsener, der ikke som vi har oplevet smerten ved denne sejr. Hvad måtte en løve og en tiger ikke mene om os, om de kunne tænke, som vi kan? Hvor de må anspænde deres evner til det yderste for at få mættet den nagende sult i deres tarme, rører vi blot ved en aftrækker på en riffel, og straks styrter det bytte, vi jagede, død om uden måske at ane, hvorfra denne død kom. Jo, fysisk er vi store. Vi har virkelig, som digteren udtrykker det: "Bundet lynet og givet dragen vinger". Og alt sammen kun ved hjælp af en vis kultivering af de instinkter både dyr og plante også baserer deres liv på.

Kultivering af instinkter? Hvordan finder denne proces sted? Simpelthen ved hjælp af den fremadskridende proces vi har givet navnet "udvikling", og som fuldbyrder sig selv gennem det, vi kalder "selvoplevet erfaringsmateriale". Også vi var engang meget primitive dræbere, derom vidner vore stenøkser og flintestenspilespidser, vore spyd og vore buer. Men vi lærte af vore erfaringer, af vor modgang, lærte så godt, at vi idag er det dræbende områdes ubestridte mestre. Men vor modgang havde også andre virkninger. Tryk avler modtryk, og under trykket af de vanskeligheder, den omgivende verden betød for os, vågnede en ny kosmisk evne tillive, evnen til at kontakte tilværelsens intelligensenergi. Der går en usynlig linie gennem det, vi kalder "dyreriget". Denne linie markerer forskellen mellem det dyr, der endnu helt må leve på sine instinkter, sine kosmiske automatfunktioner og så det dyr, der gennem kamp med omverdenen er vågnet op til bevidsthed om sit eget selv. Det dyr, der kan skelne mellem "Jeg" og "Det", kort sagt det dyr, der bevidst kan "genkende" tingene udfra sine erfaringer om dem, genkende dem, sammenstille erindringerne om dem og derudaf danne nye kombinationer eller med andre ord: udløse den proces, vi kalder "tænkning". At vi har givet dette væsen navnet "menneske", har ikke meget med den sande virkelighed at gøre. Thi et menneske, et rigtigt menneske, afviger i virkeligheden ligeså meget fra det egentlige dyr, som dette afviger fra planten. Navnet "menneske" som betegnelse for det væsen, som rejste sig udaf dyrerigets rækker og ved sin væremåde, sit adfærdsmønster, afveg så stærkt fra det dyrerige, hvorfra det kom, at man der kan sætte en virkelig demarkationslinie, er på sin vis en tilsnigelse. Derfor bruger Martinus også et andet navn. Han kalder os "jordmennesker" til forskel fra "rigtige mennesker". Thi jordmennesket er hverken dyr eller menneske. Det er et overgangsvæsen mellem dyreriget og det rigtige menneskerige på samme måde, som den kødædende plante er et overgangsvæsen mellem plante og dyr, og som de krystaldannelser, vi om vinteren ser på vore vinduer, og som vi kalder "frostblomster", udgør overgangsvæsener mellem mineral- og planteriget. Medens vi ikke endnu kan beskæftige os såmeget med de sidstnævnte overgangsformer, idet vi først må have skabt forudsætningerne for at fatte virkeligheden bag ordene, kan vi derimod med udsigt til et strålende resultat beskæftige os med det overgangsvæsen, Martinus har givet navnet "jordmenneske". For dette væsen er os selv" er Dem og mig, er alle de mennesker, med hvem vi er i berøring. Og her er vi derfor inden for et område, hvor vort eget, bevidste selvoplevede erfaringsmateriale er "tættest", hvorfor vi her har langt bedre mulighed for at forstå Martinus analyser end på noget som helst andet område. Og vore egne erfaringer bekræfter da også her med al ønskelig tydelighed de kosmiske processer, Martinus beskriver for os i "Livets Bog", og som inden for dette afsnit viser os, at det blev dyrets overtrædelse af den lov, der kortest er udtrykt i budet: "Du skal ikke ihjelslå!", der satte den proces igang, der nu har ført os dertil, at vi selv er blevet bevidste medarbejdere i omskabelsen af vort eget sind fra at være dyrisk og dermed dræbende, til at blive menneskeligt og dermed livgivende. Det var de fra drabet tilbagevendende energier, der startede udviklingen af vor medfølelse, og det var vor udviklede medfølelse, der skabte uviljen mod drabets gentagelse og dermed startede vor kontakt med tilværelsens intelligensenergi. Vi var nok stadigt dræbere, thi vort sind forvandles ikke totalt fra dag til dag, men takket være intelligensen øgede vi afstanden mellem os selv og vore ofre. Af alle feje rovdyr er det jordiske menneske det fejeste. Ikke alene fordi det evner at dræbe sit offer uden at vise sig, men også fordi det, modsat dyret, evner at "fortynde" drabet til den mentale gift, vi alle kender under navne som had, hævn, bagtalelse, fornærmelser osv. osv. I et foredrag brugte Martinus engang de ord, at "intet menneske er mere, end det har grædt sig ind til!" Og det er sandt. For vor virkelige kvalitet som menneske har meget lidt med vore skønne ord at gøre. Denne kvalitets sande natur afsløres kun af én eneste ting: vor måde at være på! Og her er det, vi klart ser, at det kun er teoretisk, at mennesket har ret til at kalde sig menneske. I praksis adlyder vi endnu på utallige områder vore dyriske instinkter, selvom disse instinkter i vor bevidsthed, i modsætning til det egentlige dyr, nu fremtræder som strålende udarbejdede talentkerner eller evner, vi, om vreden er over os, formår at anvende på en sådan måde, at årelange lidelser for modparten kan blive resultatet. Hvor mange mennesker har vi ikke alle mødt, hvis ansigter er furede af lidelser, hadet og den gemene ondskab har påført dem? Og hvor mange lidelser har vi ikke selv, med vore ufuldkomne meninger og den heraf flydende adfærd, forvoldt andre? Jesus var i den dybeste kontakt med livslovene, da han formulerede de evige ord: "Dømmer ikke, thi med hvad dom I dømme, skal I selv dømmes!" Intet menneske har nogen sinde dømt udfra menneskelige sindelag. Kun fra de dyriske! Der, hvor vi selv har lidt og grædt, der forstår vi. Men på de områder, hvor lidelsen endnu ikke har hjemsøgt os, der føler vi os stærke, der dømmer vi. Der er vi kloge og selvsikre. Men atter møder vi her Jesu ord, der burde advare os. Ordene: "Hvo, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder!" udgør ingen advarsel til dyret i os, thi det vil ikke lytte til sådanne tåbeligheder. Det udgør en advarsel til mennesket i os eller til det, der så gerne vil det Gode, men ak, så altfor let falder som offer for de fra de dyriske instinkter udstrålende impulser.

Vor bevidstheds tilblivelse er således ingen ringe sag. Den har strakt sig over fortidens årmillioner, og den vil strække sig langt ind i fremtiden, før det mål er nået, Martinus har udtrykt med ordene "Den store Fødsel" eller den kosmiske oplevelse, der udtrykker den sidste demarkationslinie mellem det egentlige dyrerige og det, han har givet navnet "Det rigtige menneskerige". Men vi er på vej. Utallige trin er passeret, og nye menneskelige evner vokser nu stærkt i dybet af vor sjæl. Det er disse evner, der har vor interesse. Efterforskningen og beskyttelsen af dem er vort mål. Thi alle vil vi gerne være bedre, end vi er. Alle fornemmer vi, bag alle mentale tåger, at livet har et større mål end dette kun at leve for os selv. Det er her, vi er lige med plantevæsenet, thi som det strækker sig imod den fysiske sol, fordi det fornemmer dens lys og varme som livgivende, strækker vi os nu mod hin kosmiske sol, hvis lys vi i tidligere liv intenst følte gennem de svundne tiders store Vise, og som vi nu, gennem nye udviklede sanser genoplever i mødet med Martinus kosmiske analyser, der alene sigter imod dette ene: at hjælpe os i vor kamp for at nå det strålende mål, der er udtrykt med det meget skønne ord: menneske!

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere i Danmark, Sverige, U.S.A., Canada og Indien.