Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ovenstående citat af vor store humorist stammer fra tiden umiddelbart efter den anden verdenskrig, da "freden brød ud", og folk fik travlt med igen at koncentrere sig om de indre stridigheder, som man i kampen mod den fælles fjende havde ladet ligge. De indre stridigheder var et udbrændt bål – troede nogle, men det viste sig snart, at der var gløder under asken, og det varede ikke længe, før alle de indre kriges bål flammede "naturligt" igen, næret af det "sunde had", den "retfærdige harme" og den "hellige vrede". Mange var skuffede over, at freden ikke blev nogen fred, og i deres skuffelse og bitterhed bar de måske selv ved til bålet, som blusser kraftigt den dag i dag i form af alle mulige slags stridigheder, intolerance, had, vrede og bitterhed over, at livet er, som det er. "Det er meningsløst og håbløst det hele", siger man, "krig og ufred dominerer overalt, og verden bliver værre dag for dag".

Mennesket er vred eller skuffet over, at det finder livet meningsløst, for det har virkelig et ønske om at finde en mening med livet. Men det kan ikke finde den der, hvor det søger, og så bliver det, ligesom et utålmodigt barn, skuffet og fornærmet eller vred og bitter i stedet for at søge efter meningen et andet sted. Men hvor skal det søge? Ja, hvor har det søgt forgæves? I den ydre verden. Det synes, at livet er uretfærdigt, at naturen er grusom og baseret på tilfældigheder, at andre mennesker så ofte opfører sig så meningsløst (specielt, når de ikke tænker og gør, som man selv ville gøre). De har søgt ud i stjerneverdenen og ned i materiens verden, i makro- og mikrokosmos, men der har ikke vist sig at ligge en mening dér og vente på at blive fundet, og så er der vel ingen mening, siger man, ligesom en blind ville kunne sige, at der intet lys er, og en døv, at der ingen lyde findes, og man synker ned i sløvhedens stillestående vanedynd, der kun af og til sættes lidt i bevægelse af materialistiske småglæder eller irritation over andres væremåde.

Men mennesket lever i to verdener, og har det søgt forgæves i den ene, er det naturligt at begynde at søge i den anden, i den indre verden. "Hvad er menneskets indre verden andet end et kaos af tanker, følelser og instinkter, af drifter og begær, som netop ofte udløser meningsløse handlinger, stifter krig og bliver årsag til al slags uro og lidelse", vil man måske indvende. Og dertil må man svare, at det er menneskets indre verden også, men den er mere end det. Det er også menneskets indre verden, der er årsag til geniale tekniske konstruktioner, som befordrer mennesket af sted gennem tiden og rummet, det er menneskets indre verden, der er årsag til strålende kunstværker, arkitektur, billedhugger- og malerkunst. Det, vi kalder litteraturen, som rummer så vidunderlige skatte, er også menneskets indre verden materialiseret i tryksværte og papir, og musikken, den mest abstrakte af alle kunstarter, er den ikke et vidunderligt vidnesbyrd om, at et menneskes indre verden kan være så rig og skøn, at andre menneskers sind påvirket deraf kommer i en tilstand, hvor både tiden og rummet og sorgerne og irritationen glemmes for en stund? Er det ikke også fra menneskets indre verden kærligheden udspringer? Kærlighed er betagelse. To unge mennesker er i deres gensidige forelskelse betaget af hinanden, og så længe de ser gennem forelskelsens tågeslør, er de også betaget af livet, blot fordi de lever det sammen. Men der findes en større kærlighed end forelskelse i ét andet menneske. En sådan forelskelse kan forvandles til Jalousi, had og dermed krig, men den kan også vokse og blive til ren kærlighed, til forelskelse i hele livet, til betagelse af livet. En sådan kærlighed er sjælden, men den findes, og det er i virkeligheden den, alle mennesker, mere eller mindre uden at vide det, søger, når de søger meningen med livet og længes efter freden.

Mon ikke enhver af os i perioder kan have en vis indre fred og harmoni? Og mon ikke vi alt for hurtigt kan komme ud af den igen? En tilsyneladende lille begivenhed kan virke som ormen, der gnaver i æblet: "Hvorfor sagde han forresten sådan?" – "Hvad kan der ligge bagved, at hun gjorde sådan?" "Det var da en mærkelig måde at opføre sig på", o.s.v. Freden er brudt, irritationsmomentet spiller atter en rolle. Måske irriteres vi så grænseløst, at det bliver til vredesudbrud og hidsighedsanfald, måske er det blot ormen, der stille gnaver og forvandler æblet til ormstukken råddenskab. I begge tilfælde er freden forbi, og den kolde eller varme krigs vibrationer flænser i nervesystemet hos os selv og vore omgivelser. Den ro, vi mangler, som Storm Petersen talte om, er ikke blot noget vi mangler i hverdagen omkring os i det moderne samfund, hvad vi Jo erfarede i tilstrækkelig grad efter krigen, det er noget, det enkelte menneske mangler i sit sind, hvorfra tanker, følelser og handlinger stråler ud i hverdagen. Derfor mangler den i samfundet, og derfor findes den heller ikke i den store verden, hvoraf vi er en lille, men nødvendig del i helheden. Menneskehedens situation idag, hvor man tilsyneladende tror, at freden kan skabes som en ydre ramme om menneskenes liv, gennem en slags diktatur, en bestemmelse om fred, minder mig om en villa, Jeg engang cyklede forbi. Den hed, som så mange villaer hedder, "Pax", altså "fred", og man skændtes bravt for åbne vinduer derinde. Menneskehedens villa "Pax" kan virkelig blive et fredens hjem, men ikke før dens enkelte beboere anstrenger sig for, at freden skal komme fra hans eller hendes indre verden eller bevidsthed, uanset om det, han eller hun møder i den ydre verden, er behageligt eller ubehageligt. "Hvad du sår, skal du høste", denne læresætning er blevet terpet ind i vor bevidsthed i umindelige tider uden at være blevet opfattet i sin fulde betydning, nærmest kun som et dogme. Det er som noget, vi ser hver dag, og derfor slet ikke rigtigt ser. Men ligesom tingene kan blive nye for os, hvis vi virkelig prøver at se dem i et lidt andet perspektiv end det sædvanlige, kan også selve livet og dets love blive helt anderledes for os ved at blive set i et nyt og større perspektiv. Vor mening om livet og andre mennesker kan blive anderledes, og dermed også vor tænke- og handlemåde, så begrebet sæd og høet forenes med vor længsel efter freden i en evne til at så den gennem tanker, følelser og handlinger i hverdagen. Måske er det det, der er meningen med livet; ikke noget, som findes i den ydre verden, men noget, som skabes i den ydre verden af det væsen, som i sig selv bærer muligheden for at realisere livets mening: at være til gavn for helheden.

Martinus lærer med sine kosmiske analyser det søgende menneske, at vejen til freden, som mennesket længes så stærkt efter, går indad mod dets egen indre verden i koncentration på den guddommelige realitet, uden hvilken der hverken fandtes nogen ydre eller indre verden. Kontakten med Guddommen giver fred i sindet, men fra denne tilstand går vejen atter udad mod omgivelserne for gennem tanker og handlinger at så freden der. Det er i og for sig ikke noget nyt, det har vismænd søgt at lære menneskene gennem tusinder af år. Men det er ofte blevet enten escapisme eller fanatisme, der er blevet resultatet af, hvad de har lært menneskene. Det kan ikke bebrejdes de store lærere, som godt vidste, at menneskene ville have svært ved at tage imod det budskab, de kom med. De måtte tale i lignelser og billeder, som man taler til små børn, men de vidste også, "at kommende slægter skulle forstå det". Mange mennesker i vor tid er virkelig modne til at tage imod det budskab, som er kernen i alle de store religioner, men de må møde budskabet i den form, som er naturlig for det bevidsthedsniveau, de repræsenterer, og det vil sige en form, som ikke blot taler til deres følelse, men også til deres intelligens og begyndende intuitive evne. Derfor er det en "fredens videnskab", Martinus giver menneskene, en videnskab, som viser den søgende forsker den indre verdens struktur såvel som den ydre verdens samt mulighederne for at skabe harmoni mellem de to Verdener udfra den lovmæssighed, som er fundamentet for dem begge.

Men den ydre verden og dens love kender vi da i forvejen gennem den fysiske videnskabs resultater? Det gør Vi – til en vis grad. Der findes et moderne fysisk verdensbillede skabt af forskere lige fra Kepler og Newton til Einstein og Bohr. Men der er, som atomforskeren Schrödinger skriver, en fejl ved dette verdensbillede – det er dødt. Det beskriver ganske vist et utal af bevægelser i tid, rum og materie, så man skulle synes, det var levende med alle disse kredsløb inden i kredsløb, men det indeholder ikke selve det levende, som oplever og skaber. Men hvad er "det moderne verdensbillede", er det virkeligheden? Nej, det er noget, forskerne har skabt på basis af deres evne til at opleve den verden, de er omgivet af, og gøre sig deres tanker om den. Det levende er i verdensbilledet, for det levende er forskerne selv, der har oplevet det og skabt det. Hvad er i det hele taget et billede? Det er et fotografi, et maleri eller en illustration i en avis eller bog, vil de fleste svare og dermed skildre forskellige variationer af det, vi kalder billeder i den ydre fysiske verden. Men kosmisk set må et billede være ikke en fysisk men en åndelig realitet. Fysisk set er et maleri ikke andet end forskellige farvestoffer, der er smurt på et lærred eller et andet materiale. Om billedet er abstrakt eller naturalistisk kommer ikke den sag ved, fysisk set er det kun farveklatter. Billedet i avisen er raster, altså prikker af tryksværte på det hvide papir, hvad man vil kunne se med en lup. Rent fysisk er det ikke andet. Men vi oplever jo da noget ved at se billeder, og billederne er skabt af mennesker? Ja, både prikkerne og farveklatterne er ordnet på en bestemt måde af levende væsener, derved er de blevet til billeder og kan opleves som billeder. Men billedet eksisterer i skaberens bevidsthed, i hans indre verden, og det kommer til at eksistere i beskuerens bevidsthed eller indre verden. Maleriet eller den anden form for kombination af fysisk materie, der var mellemled eller medium mellem de to bevidstheder, er fysisk materie, som det er lykkedes et åndeligt væsen at ordne eller forvandle på en sådan måde, at den er udtryk for nogle af de bevægelser, der rører sig i hans eller hendes indre verden. Og måske er det lykkedes for vedkommende at gøre det på en sådan måde, at synet af denne materiakombination kan sætte beskuerens sind i en lignende bevægelse.

Er vi nu ikke kommet lige lovlig langt væk fra spørgsmålet om den ydre og den indre fred? Det er vi ikke. Eksemplet med maleriet viser noget, som gælder i alle tilfælde i det levende væsens forhold til den fysiske materie. Det må fra sin indre verden skabe freden, først da kan den også blive en oplevelse for andre. Men hvordan skabes den indre fred og harmoni? Ved at overvinde det, der skaber irritation. Følelsesmæssigt fortryder vi gang på gang, at irritationen løb af med os, når det er sket. Med følelsen alene kan vi ikke regulere vort bevidsthedsliv. Men Martinus viser os, hvordan vi med følelsen, intelligensen og intuitionen i samarbejde kan skabe en sådan regulator. Så må man jo også kunne forstå og erkende, hvad det drejer sig om, og det er netop en sådan erkendelse, man kan opnå gennem tilegnelse og praktisering af Martinus kosmologi. Man kommer til at se hele livet i et andet og større perspektiv end tidligere, og man lærer at tænke i kredsløb, ja endda i spiralkredsløb, i stedet for blot at tænke i rette linier. Når man er fuld af kritik og mener, at alt også i dette øjeblik burde være helt anderledes, end det er, tænker man i rette linier uden kontakt med det universelle kredsløbsprincip, som er årsag til, at alt er, som det er lige i dette øjeblik. Når menneskeheden oplever det, den gør, er det fordi, menneskene i følge universets kredsløbsprincip må høste, som de har sået. Og så længe det enkelte menneske fortsætter med at så krig, kan det heller ikke komme til at høste fred. Og når vi synes, at et eller andet menneske er en "forbistret idiot", så er han det, fordi han i dette øjeblik ikke kan være anderledes. Han må være, som han er, med de erfaringer og den oplevelse hans indre verden rummer, og kan ikke handle udfra erfaringer, han først gør imorgen eller næste år eller måske først i næste inkarnation. Her er også noget fundamentalt, som man gennem åndsvidenskaben får en logisk indsigt i: reinkarnationen i såvel makro- som mellem- og mikrokosmos, levende væseners kredsløb inden i levende væsener, og "sæd og høst" som en skæbnedannelse, der strækker sig fra liv til liv. Når man forstår, at "den forbistrede idiot" ( som altså i dette øjeblik ikke kan være anderledes, men engang skal blive det) blot er redskab for, at vi gennem ham møder noget, vi selv er den inderste årsag til, så falder den "lovlige undskyldning" for at blive irriteret bort. Det er netop i en sådan situation, det viser sig, om man har freden i sin indre verden og også kan så den i sin reaktion over for vedkommende. Hvis det viser sig, at man ikke har det, og bagefter inderligt fortryder, at man forløb sig, så viser det sig dog, at man besidder det element i sin bevidsthed, som ved tilstrækkelig træning vil sørge for, at der ikke bliver noget at fortryde. "Himmeriges rige er inden i Eder", og himmeriges rige er freden, som også kan komme til at stråle ud fra mennesket som det mest geniale kunstværk, der kan skabes, ikke blot et "billede", men en forvandling af hele den ydre verden udfra den indre harmoni, som det væsen opnår, der med sin bevidstheds svingninger kommer på bølgelængde med universets grundtone.