Kontaktbrev 1959/22 side 9
MARTINUS
LIVETS BOG
Citat fra tredie bind stk. 707 og 708.
"Hvis en energi- eller stofart kunne omgives med et absolut "tomrum", ville dens forbindelse med det øvrige stofocean dermed for evigt være afbrudt. Skabelsen af en ny forbindelse ville være absolut udelukket, thi hvilke energier skulle kunne gå igennem et absolut "tomrum"? – Et projektil? – En raket? Nej, og absolut nej. Thi i det øjeblik en sådan foreteelse passerede "tomrummet"s grænse, ville den øjeblikkelig blive til – "intet", ligesåvel som den af tomrummet omgivne stof- eller energiart, på hvilken den var sigtet, allerede forlængst ville være gået over i det samme "intet". Og vi ville her have en situation, til hvilken der kun fandtes et eneste sidestykke, nemlig dette, at hele det øvrige stofocean var overgået den samme skæbne. Da dette jo også grænsede op til "tomrummet", ville det dermed have mistet den kontrast, der gør dets tilgængelighed for sansning mulig. Alt var således blevet til – "intet". Man må her huske på, at stof eller energi kun kan eksistere i kraft af nævntes berøring med andre energier. Hvis en energi kunne være totalt omgivet af absolut "tomrum", ville en sådan berøring umuligt kunne finde sted, og følgelig kunne der heller ikke opstå nogen reaktion. Og uden denne ville al sansning eller oplevelse af liv være en umulighed, ligesom "Det treenige princip" ville være en illusion. Og der, hvor livet nu eksisterer suverænt som et eksisterende "evigt noget", ville et absolut "intet" fremtræde i et uforanderligt domæne.
Men takket være den omstændighed, at frigørelse af en stof- eller energiart kun kan eksistere – ikke som et ophav – men udelukkende som en forandring af dens forbindelse med stofoceanet, kan et sådan "døden"s domæne umuligt finde sted. "Døden" bliver derved ikke en tilintetgørelse af liv, men er en i allerhøjeste grad fremtrædende viderebefordring af dette altets "evige, suveræne noget".
Som her påpeget er døden således ikke andet end en i kontakt med livslovene fremtrædende frigørelse af energi eller stof, uden at dette derved bliver løst fra sin tilknytning til universets eller altets øvrige stof. Alt, hvad der kommer ind under begrebet adskillelse af stoffer, alt, hvad der eksisterer som opløsning, ligegyldig om denne foregår som en langsom nedbrydning af et gammelt hus, eller det er klipper, der sprænges af et lynnedslag, er udgørende nøjagtig samme princip som det, vi kalder "døden". Døden er således en temmelig almindelig foreteelse. Vi arbejder med den hvert eneste sekund af vort liv. Vi kan ikke foretage os nogen som helst handling uden i kraft af dødens princip. Ja, selv vor intimeste nødtørft kan kun eksistere som udtryk for frigørelse af energier og er således i sig selv en dødsproces. Det samme gælder naturligvis vore tanker. Hvorledes skulle vi komme til sandheds erkendelse? – Hvorledes skulle vi kunne forædle vort sind eller bevidsthed, hvis vi ikke blev i stand til at opløse de uædle sindelag eller tanker? Al udvikling sker jo udelukkende kun i kraft af en opløsning af det mindre fuldkomne til fordel for det mere fuldkomne og er i sig selv også en dødsproces, selv om den naturligvis ikke kan unddrages også at være en opbygningsproces. Alle opbygningsprocesser er således samtidig dødsprocesser, og dødsprocesser er opbygningsprocesser og udgør slet og ret kun opløsning og sammensætning af energier eller stoffer og har ikke noget som helst med udslettelse eller ophør af "noget virkeligt levende" at gøre.
Men en sådan erkendelse har det jordiske menneske ikke af sammensætnings- og opløsningsprocessen eller den samlede skabelse, der hvor det gælder dets egen fysiske organisme. Grundet på det mentale perspektivforhold, i hvilket det i øjeblikket ser livet, har det fået den forestilling, at dødsprocessen umulig kan være andet end ophør eller tilintetgørelse af "noget levende". Og denne forestilling ligger i dag til grund for den bevidste eller ubevidste stærke mentale foreteelse hos samme væsen, vi i dag kalder "dødsfrygt"."