Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
(Dear Friends in India and Abroad. )

Medens vi i plantevæsenet står over for et levende væsen, hvis hele tilværelse hviler på ren kosmisk automatfunktion, ændrer billedet sig allerede i samme øjeblik, vi begynder at rette vor bevidstheds lys imod den forunderlige verden, vi har givet navnet "dyreriget". På samme måde, som kun de allerfærreste mennesker har gjort sig klart, at planteriget i virkeligheden strækker sig dybt ned i en anden livsform, nemlig den verden vi har givet navnet "mineralriget", – det må i denne forbindelse bemærkes, at det absolut ikke er nogen " tilfældighed", at utallige former for krystalliseringer antager planteformer, – så strækker dyreriget sig – tilsvarende helt ned i det såkaldte planterige. I den guddommelige verdensplan findes der ingen bratte overgange. Udviklingen går aldrig i spring. Tværtimod holder det, vi har kaldt "udvikling", sig i den mest intime kontakt med selve evigheden. Det smertefulde ved vor livsoplevelse er netop, at vi er så tilbøjelige til at tænke i vore egne tidsbegreber og anse disse tidsbegreber for noget meget virkeligt. Ved at udmåle alt det, vi er i berøring med, i rent jordiske tidsbegreber, kommer vi meget let til at ignorere det eneste tidsbegreb, der har virkelig værdi, nemlig det Martinus kalder "Guds eget tidsbegreb" eller den evighed, der alene kan udgøre den sande baggrund for de kosmiske kræfters passage af begreberne: begyndelse, kulmination og afslutning. Netop fordi vi er opdraget til kun at regne med fysiske tids- og rumbegreber, med fysiske mål- og vægtforhold, forledes vi altfor ofte til at gøre ting til "sande virkeligheder", der intet som helst har med sand virkelighed at gøre. Thi en plante er i sig selv ingen plante, et dyr intet dyr, og et jordisk menneske intet menneske. I den store kosmiske plan er der intet af det, vi ser, måler og vejer, der er det, det ser ud til at være, det er altid noget ganske andet. Thi hævet over materien står materiens herre: det levende væsen. Og det vi er vidne til i det fysiske liv, er udelukkende dette levende væsens operering med de kosmiske kræfter og de deraf flydende virkninger koncentreret i det, vi har givet navnet: "Det levende væsens skæbne".

Som berørt i tidligere breve udgør plantevæsenet et levende væsens "underbevidsthedsfunktion". Den fysiske plante udtrykker i virkeligheden kun et levende væsens længsel efter livet i en ny tilstand. Men forudsætningen for oplevelsen af denne tilstand er erobringen af herredømmet over de kræfter, der betinger den kulminerende oplevelse af den. Og her er det, at vi oplever, hvorledes der bag plantevæsenet arbejder kræfter, der synligt for enhver, der kan "se" og "høre", har kurs imod den verden, vi kalder dyreriget. For at denne kurs kan blive holdt, er det nødvendigt, at det levende væsens begær er koncentreret på den. Men begær er vilje, og vilje er aldeles værdiløs, om den ikke har organer, den kan udløses igennem. De "organer", der her er tale om, er altså de i den underliggende kosmiske udviklingsspiral udviklede dagsbevidste intuitive talenter, der nu i form af automatisk virkende "instinkt" dirigerer den nye udvikling, den nye længsel eller hunger frem imod kontrasten til den livsoplevelsesform, der beherskede den sidste del af livet i den førnævnte underliggende udviklingsspiral. Jeg er mig fuldt bevidst, at alt det, jeg her skriver, er vanskeligt at forstå for den kosmisk uindviede, men som mit eget studium af disse problemer har gjort mig fuldt bevidst i dem, ved jeg, at enhver, der følger dette studium op, vil erhverve den samme indsigt. Når jeg har valgt at kaste et strejflys ind over disse store kosmiske panoramaer, er det, fordi jeg ønsker, at enhver en dag skal forstå den vidunderlige sandhed, Martinus har udtrykt med ordene: "Sålænge der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud!" Thi blomsten er den fuldkomne åbenbaring af tilværelsens mest guddommelige kraft: intuitionen! Blomsten er simpelthen selve inkarnationen af denne universets mest strålende energi midt i en verden af råhed og simpelhed. Uden denne åbenbaring ville vor verden være umulig for os at udholde. Hvad betyder ikke blomsternes former, farver, duft og ynde for os, når vort sind er sygt af livets modgang! Er en vandring henover en duftende blomstereng ikke det samme som et koncentreret guddommeligt kærtegn? En varmende hilsen fra en oversanselig verden, – en skjult appel til os om aldrig at give op! Jo mere lidelsen sætter spor i vort sind, og i vor sjæl fremelsker ydmyghed og følsomhed, desto mere lærer vi at forstå det guddommelige budskab, enhver blomst, fra den mindste til den største, har at bringe vor sjæl.

Men medens planten er ren intuition, inkarneret i grov materie, så udgør det meget fremskredne dyr både intuition, – og noget andet! Dette "andet" er indslaget og virkningen af tilværelsens mest brutale energi, tyngde- eller eksplosionsenergien. I det vi kalder "dyret", begynder en ny livszone at tage form. Det egentlige plantevæsen frygter ingen. Det er kun kærtegn for sjæl såvel som for legeme. Men allerede i denne skønne verden spirer frygten frem. Den kødædende plante er i virkeligheden et slumrende rovdyr. Bag dets ofte strålende form lurer en helt ny kosmisk kraft, som fuldt udviklet fører det levende væsen ind i tilværelsens eneste eksisterende virkelige helvede, nemlig den verden, vi kalder "vor verden", den verden, der idag omgiver os på alle sider. For oplevelsen af helvede er kun én eneste ting: oplevelse af frygt. Er vi uden frygt, er vi lykkelige. Men er frygten i os, er glæden borte fra vort sind. Da er solens skin slukket og kun grå skyer synlige. Da oplever vi lysets kontrast. Da er vi i mørket!

Og betragter vi meget nøgternt udviklingen fra den kødædende plantes tilstand og frem dertil, hvor vi nu lever, kan ingen af os bestride med vor kølige forstand, at vi simpelthen betragter en udvikling af begrebet frygt, fra dets spæde kimtilstand og frem til dets kulmination. Thi hvilket væsen evner at frygte mere, end vi gør? Dyret? Absolut nej! Thi dyret har endnu ingen "farefantasi". Dyret kan kun forestille sig øjeblikkelige frygtsituationer, vi, derimod, kan "skabe frygt" både i vort eget liv og i andres. Det, som gør livet til en kulminerende helvedesoplevelse for det jordiske menneske, er ikke dets ydre rammer, thi de er fra Guddommens side skabt så skønne, som tænkes kan. Jorden kunne virkelig være et paradis for os alle, om ikke frygten eksisterede. Og frygten har rod i vort eget sind, i vor egen sjælelige struktur. Thi vi er dræbere, både fysisk og psykisk, og lykken, freden eller den indre harmoni har ikke sit hjemsted i dræberens sjæl! Der hersker derimod frygten, angsten, uroen eller det, vi i daglig tale har givet navnet "den dårlige samvittighed". Thi alle føler Vi, at vi på en eller anden måde er skyldige i den åndelige elendighed, vi hver dag ser os omgivet af. Alle forstår vi, at om vi hver for sig rent bevidst skabte lidt mere åndeligt solskin, lidt mere åndelig tryghed, lidt mere sand fred og åndelig skønhed for hinanden, kunne verden hurtigt ændre sig. Men selve livskampen er for de fleste så hård, at den mere avler bitterhed end fred og glæde i den enkeltes sind. Det egentlige dyrs mistro, mistillid og åbenlyse mistænksomhed er blevet en del af vort sind og skaber automatisk en mørk åndelig atmosfære omkring os. Vi må vide dette for at forstå vor næste. Vi må vide, at der ikke på hele jorden eksisterer ét eneste ondt menneske, men at det vi kalder ondskab, kun er uvidenhed. Ethvert menneske må bruge det sind, det indtil nu har udviklet. Det må simpelthen handle i overensstemmelse med dette sind. Og da dette sind kosmisk er rodforbundet med dyreriget, med den livszone hvor tilværelsens eksplosive kraft har herredømmet, har intet menneske ret til at vente sig noget andet af livet end netop det, det er vidne til.

Vi ved alle, at magtsyge avler had og trods, avler en atmosfære, der er gennemsyret af selve kærlighedens modsætning: livslede. Det almindelige jordiske menneske er endnu langt mere et dyr end et menneske, men som der i det strålende plantevæsen fandtes spirer til en helt ny livsform, findes der også i hver eneste menneskesjæl en spire til et højere, et langt mere vidunderligt liv end det, vi som dyremenneske må opleve. Og den guddommelige verdensplan er så vidunderligt indrettet, at intet som helst menneske behøver at blive i "helvede", i det mentale mørke ét eneste sekund længere, end det selv vil! Ingen os skal vente på de andre for at gå fremad i vor sjælelige udvikling. Vil vi arbejde i kontakt med højere åndelige energier eller kræfter, kan intet levende væsen hindre os deri. Vil vi møde livet, og det vil i dette tilfælde ofte sige: vor egen modgang! – med et smil, kan ingen tvinge os til at græde! Og vi kan møde vor modgang, hvor tung den end synes andre at være, med et smil, den dag vi forstår, at den dybest set slet ikke er modgang, men derimod blot det, Martinus har givet navnet: "Det ubehagelige Gode"! Thi al modgang er, hvor svært det end kan være at forstå i begyndelsen, kun camoufleret medgang. Camoufleret af hvem? Af Guddommen selv! Thi vi er alle gudesønner, og hver eneste af os er undergivet HANS personlige opdragelse og vejledning! Mere favoriseret kan ingen af os være! Det var HAM, der fuldkommengjorde os i alle de livsformer, vi gennemlevede i den underliggende kosmiske udviklingsspiral. Det var HAM, der mættede os af "lyset" og gjorde, at vi blev draget mod dets modsætning, og det er atter HAM, der nu igen drager os imod en ny og efter vor mættelse af det, vi idag kalder "mørke", skønnere livsform. Altid er det HAM, der leder vore skridt, HAM i hvis spor vi følger. Men medens den kraft, der førte os ind i det, vi idag kalder "mørke", var vort eget begær efter modsætningen til en nu forlængst svunden verdens strålende lysoplevelse, må det også blive vort eget begær, der fører os frem til en ny verdens endnu mere strålende lysoplevelse. Og denne nye lysoplevelse kan ikke blive til virkelighed for os, før vi får skabt de organer, der udgør betingelsen for dens oplevelse. Og disse organer er det, vi nu er ifærd med at skabe, dennegang under vor egen bevidste viljes kontrol. På samme måde som evnen til at blive den kulminerende dræber ikke blev os foræret, men tværtimod er et resultat af en uhyre koncentreret intelligensudvikling, vil evnen til at blive den fuldkomne livselsker heller ikke blive os skænket. Den må vi selv fortjene! Og denne evne får vi ikke uden hård træning! Men medens de dyriske sejre blev vundet på udvendige slagmarker, skal de menneskelige sejre vindes på vor egen sjæls indre front. Og enhver der ærligt vil vurdere sit eget daglige liv, vil da også straks indrømme, at denne "krig" allerede nu raser med fuld styrke næsten hver eneste af det vågne, daglige livs timer. Thi ustandseligt møder vi ting, der bringer os i "oprør"! Oprør? Mod hvad? Mod det i os der mener at vide det rette, kende det rette, altså mod det i os der føler sig klogere end livet selv! Men livet er stærkere end vi! Vor bevidsthed er lille, og vor fysiske tid er kort. Guds bevidsthed derimod omfatter alt, og hans tid er – evigheden! Alle er vi derfor dømt til at komme tilkort med vore "egne meninger", vore egne selvretfærdige opfattelser. I den store kosmiske verdensplan, den i hvilken "alt går op", findes alene de løsninger, som evigt vil bestå på grund af deres absolutte rigtighed, deres absolutte retfærdighed. Det er i denne verdensplan, at "ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guds vilje", og at endog "alle vore hovedhår er talte"! Den dag vi indser det, går vi ikke længere i krig med livet. Da begynder vi at forstå det – og rette os efter det! Rette os efter det? Hvordan? Jo, da begynder vi at blive ydmyge og afholde os fra at dømme, thi da forstår vi! Forstår, at livet må være netop, som det er, for at Guds plan kan blive fyldestgjort. Men denne forståelse kræver indsigt, kræver nye evner, og det er her, at Martinus' kosmiske analyser træder ind i vort liv som den mest strålende guddommelige håndsrækning, jeg selv har mødt, og derfor glæder jeg mig til i et følgende brev at skildre de muligheder, livet i dag giver os for bag alt det forvirrende og kaotiske, alt det nedbrydende og triste, vi er vidne til, at se det guddommelige lys, der på det nuværende tætte mørkes baggrund virker så uendeligt opløftende og sjæleligt befriende!

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere i Danmark, Sverige, U.S.A., Canada og Indien!