Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg er netop kommet ind fra en lille visit i "min" have, hvor jeg har siddet en stund og forsøgt at samle mine tanker til et nogenlunde klart billede af de mange begivenheder, jeg har oplevet, siden jeg torsdag morgen forlod Danmark. Det er endnu tidlig morgen her i New Delhi, men solen varmer allerede stærkt, Temperaturen er imidlertid ganske vidunderlig. Vi har kun ca. 25 grader, hvilket er 5 grader under det normale. Natten er dejlig kølig, helt nede på ca. 15 grader, så overgangen fra Danmark føles ikke særlig voldsom, selvom det naturligvis altid vil være en forunderlig oplevelse på få døgn at gå fra Nordens begyndende kulde og mørke til Sydens kolossale lys og varme.

Men lad mig starte med begyndelsen! Vejret var ualmindeligt smukt i København, da jeg kom ud til lufthavnen, så jeg glædede mig allerede over, at rejsen syntes at kunne foregå normalt. Overraskelsen var derfor stor, da højttalerne uafbrudt bragte bud om forsinkelser på alle ruter. Samtlige maskiner syntes at være forsinkede, og årsagen var den altid frygtede tåge, luftfartens værste fjende. Jeg skulle have startet kl. 9,55, men først kl. 11,30 gik vi på vingerne mod Moskva. Vejret var stadigt meget fint og forblev det lige til det øjeblik, vi gik gennem "jerntæppet" over Riga. Jeg havde valgt denne rute dennegang fordi jeg meget gerne ville have et personligt indtryk af Sovjetrusland. SAS har en maskine til Moskva, hvorfra man efter et døgns forløb kan fortsætte til Indien med en indisk maskine, en på sin vis mere naturlig rute end turen nedover Europa til Beirut og Karachi. Stemningen i Rusland over for Vesten er p.t. mildnet så meget, at man kan opholde sig uden visum i Moskva eet døgn, og det var denne chance, der havde fået mig til at ændre rute. Men eet er vore planer, et helt andet det livet selv har for. Vi ankom til Moskva kl. ca. 16, men kun for at cirkle rundt over byen en god halv time. Nedenunder os herskede tågen, og det var en temmelig nedslået kaptajn, der derefter meddelte os, at vi måtte gå tilbage til København. Vi var ialt 17 passagerer fra temmelig mange nationer og havde til vor rådighed et af SAS' mest luksuriøse fly, idet vor maskine efter sin tilbagevending skulle fortsætte til Los Angelos med en gruppe rige amerikanere. Det normale antal sæder var derfor blevet halveret, og dejlige sofaer var placeret i hjørnerne, så vi havde ingen grund til klage. At være 17 passagerer i en DC.7.C., som er den største maskine, SAS råder over, er en oplevelse for sig, – det er faktisk kun en oplevelse for millionærer. Og vi blev behandlet som sådan! Dette, at vi skulle returnere til København, rystede os vældigt sammen, så det var et yderst fornøjet selskab, der kl. ca. 20 igen var i København. Selv havde jeg haft den store glæde at træffe mr. Menon, chefen for India Airline International i Moskva, der sammen med sin frue havde været i København for at købe møbler. Da vi havde fælles venner i Indien, var kontakten hurtigt oprettet, så tiden var intet problem.

Det var med en lidt mærkelig følelse, jeg genså København. Afskeden havde ikke været altfor let, så jeg var næsten glad for, at den hjemlige telefon ikke svarede. Vi havde kun en halv time til vor rådighed, før vi igen var på vej. Dennegang mod Stockholm med maskinen fra Paris, der netop var landet, da vi ankom. Kl. 22,30 landede vi i Stockholm, hvor vi på SAS's regning blev bragt til et udmærket hotel med den besked, at vi ville blive hentet næste morgen kl. 9,45. Straks da jeg vågnede den følgende morgen, satte jeg mig i forbindelse med vor gode ven ingeniør Sigge Westerlund, der blev noget forbavset over at høre min røst og ikke anede, hvor jeg ringede fra. Da han blev klar over, hvor jeg var, kom han omgående, og vi fik en dejlig morgen sammen, før jeg igen skulle afsted. Påny gik vi ombord i en af SAS's store maskiner. Himlen var igen skyfri, så alting tegnede akkurat lige så lyst som dagen før. Men ak! Da vi nåede ind over russisk territorium, var jorden under os påny dækket af tunge, mørke skyer, som, selvom de i det strålende sollys, vi fløj i, tog sig eventyrligt skønne ud, dog var netop den hindring, vi frygtede. Og ganske rigtigt. Da vi nåede Moskva og igen havde cirklet en god halv time over byen, meddelte kaptajnen, at vi måtte vende tilbage til Stockholm. Stemningen blev ligesom lidt mat efter den oplysning! Vi vendte om, men en god halv time senere fik vi at vide, at der var kommet ordre til os om at gå til Helsingfors i Finland i stedet for. Der ankom vi ved ca. 18-tiden, cirklede rundt over byen, der så meget smuk ud fra luften, og gik så ned. Men kun for at blive der til kl. ca. 22, hvor vi igen gik mod Moskva, men dennegang i en lille maskine, der skønnedes at have større chance for at lande.

Men i Helsingfors fik jeg mit første møde med det Rusland, jeg gerne vil vide noget regulært om. Vi hører så meget og læser så meget, men hvad er sandhed? Tro ikke, at jeg kan besvare spørgsmålet, tanken i sig selv er latterlig, men nu stod jeg i det mindste over for mennesker fra dette rige, der indgyder os så mange blandede følelser. Kort fortalt mødte jeg en russisk professor i fysik, der netop vendte hjem fra en kongres i U.S.A. sammen med flere kolleger. Vi havde allerede bemærket hinanden i Stockholm, og jeg kunne mærke, han gerne ville tale med mig. Helsingfors' lufthavn er ikke altfor spændende, en lang, baraklignende bygning med lange gange. Medens jeg vandrede rundt i bygningen, kom han hen imod mig og hilste mig på engelsk. Han var en mand på omkring 60 år, lille af vækst, men med et dejligt smilende ansigt. Da han fik at vide, hvad jeg var beskæftiget med, udbrød han meget interesseret: "Det vil jeg gerne høre noget om, jeg har altid været meget interesseret i filosofi, vil De have noget imod, at vi går her frem og tilbage og taler sammen?" Jeg forstod ham. Hvilken fortvivlet verden at leve i for et menneske af hans type. Naturligvis var det ikke meget, jeg kunne nå at fortælle ham, men et to-timers foredrag fik han da og skjulte ikke, at han var meget glad for at høre det. Om sit eget liv fortalte han, at han var beskæftiget med eksakt fysisk forskning, men også, at selvom denne forskning optog ham meget, så var den uden virkelig næring for sjælen. "Vi russere" sagde han, "er af naturen meget religiøse, men vort religiøse liv er forældet, og vi savner nye impulser. Martinus tanker er frapperende nye, og jeg har været meget, meget glad for at høre om hans eksistens. Her, tag min adresse, og lad mig senere høre fra Dem!"

I maskinen blev jeg placeret ved siden af en ældre russisk ingeniør af en helt anden type end professoren. Han begyndte meget høfligt at spørge om, hvor jeg kom fra, og hvad der bragte mig til Rusland. Da han hørte, at jeg var meget interesseret i filosofi, blev han meget tavs en stund, hvorefter han spurgte mig, om den interesse ikke var lidt upraktisk i en verden som vor. Jeg kunne kun svare ham, at ethvert menneske jo havde sine interesser, og at dette nu var min. Så holdt han et langt foredrag for mig om begrebet "teknik" og dets enorme betydning for verden, noget jeg naturligvis var enig med ham i. Da han var færdig og tydeligt ventede, at jeg skulle dele hans begejstring, blev han meget forvirret, da jeg stilfærdigt spurgte ham, om han virkelig troede, at et menneske kunne dø på en sådan interesse? "Dø" sagde han, "det er da ikke døden, man skal interessere sig for, men livet". Og igen kunne jeg kun sige: "Jamen, hvis livet fortsætter efter døden, vil det da ikke være så temmelig tåbeligt at ignorere alle de problemer, der kan knytte sig til en sådan mulig overleven af den rent fysiske død?" Han så længe på mig og gav mig så et svar, jeg næppe vil glemme, nemlig: "Man skulle næsten tro, at De var Russer!"

Kl. ca. 3 morgen tog vi cementen i Moskva lufthavn. Jeg har nu været gæst i snart de fleste lufthavne i Europa, men den, jeg nu så, tog alligevel vejret fra mig. Aldrig har jeg set så mange fly samlet på eet sted. I lange rækker så jeg kæmpemæssige russiske jetmaskiner holde klar til afgang. Dette her var virkelig den såkaldte "jetalder". Hvorhen man end så i det skarpe elektriske lys, mødte øjet synet af maskiner, ikke alene jet, men også alle andre typer. En yderst tillukket russisk politiofficer kom ombord og tog alle vore pas, hvorefter vi vandrede over mod lufthavnens enorme bygning. Her fik jeg min næste store overraskelse. Lufthavne verden over har altid imponeret mig ved deres pinlige renlighed og internationale form. Men lufthavnen i Moskva er det mest snavsede, jeg endnu har set, og med en lugt så modbydelig, at man uvilkårligt så sig om efter årsagen. Inventaret, hvis man ellers kan kalde det sådan, var lurvet som på en fjerdeklasses restaurant og så udelikat, at ingen af os kunne bekvemme os til at sidde ned. Vi blev stående og ventede på, hvad der nu ville ske. Professoren kom hen til mig og sagde "farvel", og det gjorde de andre russere også, hvad der virkede lidt forvirrende, da jeg jo ikke var præsenteret for nogen af dem. Men det var, som om de gerne ville takke for den oplevelse, mødet med vor verden havde givet dem. I flok og følge forlod de os, og vi stod ærlig talt og følte os en smule desorienterede. Så kom en yngre kvinde og førte os hen til tolden, hvor vi måtte udfylde de sædvanlige papirer, hvorefter vi gik ind i transithallen, hvor en anden kvinde tog imod os og forsynede os med kuponer, som vi kunne anvende som betaling for "kost og logi" på et nærliggende hotel. Det var alt! Klokken var nu godt 4, og lidt senere befandt vi os uden for lufthavnen, uden pas og med kun nogle uforståelige russiske kuponer i hånden. En meget venlig dame forklarede os på et meget mangelfuldt engelsk, hvor vort hotel lå, og så begav vi os på vej. Det var bidende koldt, og overalt lå snebunker, som regnen havde gjort til et syndigt ælte. Til alt held var der kun ca. To minutters gang til hotellet, som, udefra set, lignede et mindre palads. Indvendigt var det forbi med den illusion. Øjet mødte en stor hall fyldt med sovende mennesker. Ved et lille bord sad to ældre kvinder, som, det skal siges, tog umådeligt venligt imod os. De kunne kun tysk, men de medbragte papirer gav dem al fornøden oplysning, og jeg for mit vedkommende blev fulgt op på 2. sal og hen til et værelse, hvis dør jeg hørte lukke sig efter mig. Jeg fumlede lidt rundt i mørket og fandt endelig en kontakt, tændte, og så foran mig et ret stort rum med een seng og noget, der skulle gøre det ud for en seng. I den gode seng sov en russer tungt og fast. Nuvel, hvad gør man i en sådan situation? Hygger sig, så godt det kan lade sig gøre. Jeg var mere end træt, så jeg smed mig simpelthen på den sengelignende tingest, trak min frakke op over mig plus et tyndt tæppe, den anden ikke havde okkuperet, og så faldt jeg i søvn og vågnede først ved en fantastisk larm ved godt otte-tiden.

Uden at vi vidste det eller havde gjort os det klart, var vi landet i Moskva på nationens største helligdag, nemlig på 42-årsdagen for revolutionens udbrud. Byen var stopfuld af mennesker, og overalt vajede røde flag. Da jeg havde nettet mig, så godt jeg nu kunne, gik jeg ned i hotellets restaurant, hvor jeg fik et virkeligt udmærket måltid på den ene af mine kuponer. Da jeg havde spist, vandrede jeg tilbage til lufthavnen for at få klaring på, om den indiske maskine havde været ude for samme uheld som SAS's! Det havde den, men den var netop landet, og glad var jeg. Man meddelte mig, at den ville starte præcis kl. 24 samme aften, og at jeg kunne gøre med dagen, hvad jeg ville. Moskva lufthavn ligger meget langt borte fra selve byen, men der går billige busser derind med korte mellemrum. Jeg tog en af dem og befandt mig en timestid senere inde i hjertet af Moskva. Byen var fyldt med mennesker, og det interesserede mig at se, hvor velklædte de alle var. Ikke overdådigt, nærmest som vi ser det i en almindelig dansk provinsby. Men hvor de mennesker dog smiler lidt! Det er, som om der hviler et eller andet på deres sind, som de ikke har mod til at gøre sig fri af. Jeg så det alle vegne, og de andre så det også. Men raske og sunde så de ud, og deres butikker var absolut ikke tomme. Tværtimod så jeg mange steder smukke udstillinger, og jeg gik også ind i et af de kæmpemæssige varehuse, hvor det bugnede med varer af alle slags. I et vindue så jeg til min overraskelse en pragtfuld udstilling af raffinerede aftenkjoler plus tilsvarende raffineret undertøj, formodentlig af nylon. Men priserne er svimlende – på alt! Mrs. Menon, hvis mand nu har været i Moskva et år, fortalte mig, at det næsten var umuligt at få pengene til at række, og de var dog ikke dårligt lønnet. Paraden på den røde plads var forbi, da jeg kom der, hvilket jeg var glad for. Ganske vist var der mange mennesker, men jeg fik dog et indtryk både af Kreml og den røde plads – ingen af delene er nær så imponerende, som jeg havde forestillet mig. Jeg så vagtskiftet foran Lenins og Stalins mausoleum, og det var præcist lige så komisk som vagtskiftet foran Buckingham Palace i London. Soldaterne trampede med fødderne og strittede med armene, som var de mekaniske dukker og ikke mennesker. Men folk kunne lide det, hvad de altså også kan i London! Fra den røde plads med dens fantastiske udsmykning af flag og portrætter af Sovjets heroer – helt uden Stalin! (jeg så ikke eet eneste billede af ham i hele Moskva!!!) – vandrede jeg videre, indtil Jeg kom til det berømte "Revolutionsmuseum", som jeg ønskede at se. Det var kæmpestort og fyldt med blodige malerier. Afdelingen for den rent tekniske udvikling siden revolutionen var meget imponerende. Hvilket syn man end har på russernes system, må man indrømme dem, at deres teknik er i en fantastisk udvikling. Overalt på gaderne så man store billeder af måneraketter og sputnik'er, og hver eneste udstilling af disse modeller samlede store opløb. I det hele taget blev der gjort stort væsen af de russiske triumfer med hensyn til måne- og rumrejser, hvad der vel er forståeligt. Fra revolutionsmuseet vandrede jeg hen til den meget berømte Maxim Gorkigade, en fantastisk paradegade, hvis huse var fyldt med flag, inskriptioner og de sædvanlige billeder af de magthavende. Det tog mig lang tid at nå til vejs ende, for jeg ville både se butikker og mennesker for dog at prøve på at danne mig et billede af denne for os så fremmede verden. For en ren umiddelbar betragtning synes der mig ikke at være nogen synderlig stor forskel på gadelivet i Moskva og i København. Folk er velklædte og butikkerne fyldt med varer. Men, som allerede bemærket, tøjet er pænt, men ikke hvad vi forstår ved fikst eller smart, hvad der jo i og for sig heller ikke er nødvendigt. Trafikken er meget beskeden sammenholdt med Vestens storbyer, men det kan jo hurtigt ændre sig. Fra Centrum tog jeg bus ud til yderdistrikterne af Moskva, hvor der bygges kolossalt. Husene, der bygges, ligner vore indtil forveksling. Hele verden synes at bygge "Kommodeskuffehuse" – her følger Vest og Øst pænt hinanden op!

Da jeg igen sad i bussen på vej mod Moskva Airport, blev jeg enig med mig selv om, at Moskva i og for sig er en smuk by, men absolut ingen glad by, hvad årsagen så end kan være. Dens lufthavn er ubeskriveligt snavset, over det hele! For jeg har vandret rundt og rundt i den store bygning, dels for at finde India Airlines kontor, dels for at få mit pas igen. Overalt kun snavs og triste mennesker. Men måske skyldes dette, at der flyves langt mere i Sovjetrusland end andre steder. Ustandseligt kommer der store jetmaskiner med mennesker fra alle dele af dette vældige land. Det myldrede med kinesere og mongoler af alle typer og i alle slags dragter. Ud af maskinerne væltede de med mægtige bylter på armene og børnene ved hænderne, et meget ejendommeligt syn. Og for disse gæster fra fjerne dele af det store russiske rige er Moskva sandsynligvis den helt store oplevelse. Ihvert fald skinnede deres øjne som stjerner, når de kom ind i den vældige hall. For dem går vejen hurtigt ned til nationens helligdom: mausoleet med Lenin og Stalin. Mon disse to renlivede ateister nogen sinde har forestillet sig, at de med deres død og balsamering i virkeligheden er gået hen og blevet helgener, til hvis grav man valfarter for at få inspiration til at leve videre? Jeg tvivler!

Selvom jeg gik en ny nat imøde uden ordentlig søvn og uden mulighed for at komme af tøjet, føltes det som en sand lise for sjælen at gå ombord i den store indiske Superconstellation. Alene det, at blive mødt af indisk høflighed, føltes som en fantastisk modsætning til den besynderligt sløve ligegyldighed, de fleste russere lagde for dagen. Mr. Menon havde sørget for en fin vinduesplads til mig og min sidemand, en forretningsmand fra Madras, der var så henrykt over at forlade Moskva, at han måtte have luft for sin glæde. Vi sludrede livligt om alle de oplevelser, vi hver for sig havde haft, og begge drog vi et lettelsens suk, da Moskva forsvandt under os. En smilende indisk stewardesse serverede et let aftensmåltid for os, – klokken var da 0,30 – og efter at vi havde nydt det, satte jeg mig så hyggeligt tilrette, som det kunne lade sig gøre, og slumrede ind.

Jeg vågnede ved, at solen skinnede ind ad mit vindue. Den havde netop hævet sig over horisonten, og jeg var med eet lysvågen. Under mig så jeg et vældigt ørkenagtigt terræn, øde og trist. Vi var nu nede i Sydrusland, på vej mod hovedstaden i Uzbekistan, Tashkent, den sidste station før Indien. Langsomt skiftede terrænet under os karakter, og henad klokken 9 begyndte vi at se de første spor af mennesker og af dyrket land. Kl. ca. 10 landede vi i Tashkent, hvis vældige landingsbaner vi havde set forude. Russerne er meget forsigtige, så al vor bagage blev taget ud af maskinen og kontrolleret endnu engang. Men det mærkede vi nu ikke meget til, for var lufthavnen i Moskva en rædsel af snavs og ilde lugte, var lufthavnen i Tashkent til gengæld en drøm af renlighed og komfort. Vi blev budt på den dejligste kaffe, og da vejret var himmelsk mildt, omtrent som en forårsdag hjemme, vandrede vi alle ud for at se os omkring. Jeg tog et billede af vor maskine og skulle netop til at tage flere, da jeg kom til at tænke og skyndsomt puttede mit apparat ned i mappen igen. For hele flyvepladsen var fyldt med store jet'er, de berømte TU-114 og et utal af militære maskiner. Tashkent er uden tvivl også en stor militærbase, og længe varede det da heller ikke, før en af besætningen kom og meddelte os, at vi endelig ikke måtte fotografere, da vi i så tilfælde ville få vore apparater konfiskeret, hm!

Kl. godt 11 var vi igen i luften, og nu gik det endelig mod New Delhi. Vi steg til 5.500 meters højde, og lidt efter var vi inde over den bjergkæde, der lidt østligere bærer det berømte navn: Himalaya. Det var en forunderlig oplevelse at se sletten forsvinde og bjergene tone frem. I mere end to timer fløj vi henover sneklædte tinder, den ene mere betagende end den anden. Vi gled ind over Afganistans klippefyldte område, så dybt under os Kabul og gled så endelig ind over den store slette, i hvis midte Delhi ligger og lyser som en skinnende hvid perle. Kl. 16 var vi fremme, og for sidste gang lød ordren til at spænde sikkerhedsbæltet fast, – den længste luftrejse, jeg endnu har oplevet, var endelig forbi

– – – – – –

Modtagelsen i Delhi kunne ikke være skønnere, end den var. Viftende tørklæder og arme og – da toldeftersynet endelig var klaret – hjertevarme omfavnelser af gamle venner. Familien Advani druknede mig i blomsterkranse, og Mathurs ansigt strålede om kap med alle de øvrige. Rejste jeg ud, eller kom jeg hjem – det var næsten ikke til at afgøre. Træt var jeg, meget træt, men en vidunderlig overraskelse ventede mig. Advanis yngste bror, Ram Advani, havde i mellemtiden fået eget hus i New Delhi's centrum, og der stod en nymalet lejlighed klar til mig. En gæst er i Indien en Gud, – det føler man, når man træder ind i et hus, der helt opfylder ethvert af ens ønsker. Advanis gamle tjener Shinto hilste mig hjerteligt. Sammen med en anden af familiens tjenere har han til opgave at hjælpe mig og gøre livet let for mig. Jeg er, kort sagt, tilbage igen.

Og nu er jeg så igang igen. Præcis kl. 10 mandag morgen stod Mahabir Mathur ved min dør med mappen under armen, og få minutter senere var vi dybt begravet i den stabel af breve, han medbragte. Arbejdet er vokset stærkt i den tid, jeg har været borte. Fra at være en drøm, er det blevet en virkelighed, men en virkelighed der begynder at kræve sin mand. Men også en virkelighed der rummer den skønneste inspiration for fremtiden – derom i næste brev!

– Uden for mit vindue gløder de skønne Bougainvillea i solen. Papegøjerne pludrer, og ungerne hviner henrykt. Solen stråler fra en skyfri himmel, og jeg er igen i det lettest tænkelige sommertøj. Endnu sidder trætheden fra den lange rejse i blodet, men nogle få dage til, og arbejdet vil opsluge mig. Det er rygtedes, at jeg er tilbage, og aftalerne begynder at hobe sig op. Men hvilken forskel fra den dag jeg første gang landede på indisk jord! Dengang sad angsten i blodet, angsten for at den opgave, jeg havde taget mig på, skulle mislykkes. Idag er Martinus arbejde ikke alene født i Indien, det er, som Tecku Advani udtrykte det: "Et træ, der har slået dybe rødder i indisk jord og i årene fremover vil brede sin krone udover det ganske Asien!" – og jeg tror ham.