Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af de første dage efter min ankomst bragte en ven mig en bog, som han mente ville interessere mig. Dens titel var "India's Message of Peace", og forfatterens navn var A.N. Purohit, hvilket faktisk sagde mig mindre end intet. Stor var derfor min overraskelse, da jeg på omslagets inderside ikke alene så et billede af forfatteren, men så ham sidde i ivrig samtale med Martinus, hvem han i sin bog beskriver som "the eminent saint of Europe". "Denne mand", sagde min ven, "har ivrigt afventet din ankomst, og han vil besøge dig, så snart du ønsker at modtage ham!" Sådan gik det til, at jeg en af de første dage efter min ankomst havde den store glæde som gæst at se Indiens måske mest berømte jurist og den første inder, der har haft den ære at blive udnævnt til vice-præsident for The Congress of Comparative Law, der blev holdt i London i 1950 og senere fortsatte i København, hvor mr. Purohit opsøgte Martinus og havde en to timer lang samtale med ham.

Mr. Achyutananda Purohit er indbegrebet af, hvad vi forstår ved ordet "elskelig". Han omfavnede mig meget hjerteligt og bad mig på et formfuldendt engelsk velkommen til Indien og udtrykte som sin dybeste overbevisning, at Martinus arbejde var kommet herud i det psykologisk absolut rigtige øjeblik. Gennem venner havde han hørt om mit arbejde og kom nu for at tilbyde mig al den hjælp, det var ham muligt at give mig. Vi havde en meget lang samtale om de problemer, der nødvendigvis må optage mig meget, og han var lykkelig ved at erfare, at vi med hensyn til vort arbejdes vækst i Indien så absolut er indstillet på et "langtidsprogram". Jo flere jeg drøfter denne sag med, desto lykkeligere og desto mere taknemmelig er jeg for, at Forsynet lod mig møde mr. Mathur straks ved min ankomst til Delhi for to år siden. Thi havde jeg ikke mødt ham og lyttet til hans råd – og fulgt dem – kunne jeg meget vel allerede i starten have ødelagt alt for mig selv. Indien er ikke Europa, så langt fra, og man kan ikke her anvende vore vesterlandske "praktiske" metoder. Ved at gå frem, som jeg har gjort, har jeg aftvunget en lang række betydende indere den dybeste respekt for Martinus arbejde – og æren for dette arbejde tilkommer mr. Mathur alene. Intet under, at han og jeg er blevet så stærkt forbundet, som tilfældet er, han er virkelig "den rette mand på den rette plads!"

Gennem mr. Purohit vil vort arbejde nu nå ud til nye kredse. Vi har haft adskillige sammenkomster siden den første, og han er nu gået i gang med et virkeligt studium af Martinus tanker. Som fremragende jurist ønsker han, som han selv udtrykte det, "at kunne give en uangribelig fremstilling af hovedlinierne i Martinus verdensbillede", og det har været en meget stor glæde for mig at opleve, hvor glødende inspireret Martinus syn på de vigtigste livsproblemer har gjort ham. Han bor ikke permanent i Delhi, men derimod i Orissa, temmelig fjernt herfra, så vi har besluttet os til at anvende så megen tid som muligt sammen, inden han igen vender tilbage til sin hjemstavn.

Meget er hændt siden jeg sidst forlod Delhi. På en af mine vandringer gennem byen så jeg pludselig i et boghandlervindue et stort billede af Martinus i et magasin. At det ikke varede mange minutter, før jeg stod med dette magasin i hånden, tror jeg, De forstår. Det var Indiens fineste vegetariske tidsskrift, udgivet af min meget gode ven mr. Jindal, og det indeholdt det første kapitel af: "Den ideelle Føde". Jeg traf mr. Jindal nogle få aftener senere, og han følte sig meget elendig over, at han ikke havde fået sendt mig et eksemplar, men første oplag var blevet revet fra ham, og nu var jeg altså kommet ham i forkøbet. Denne unge inder har besluttet sig til at vie sine kræfter til kamp for vegetarismen, og han fandt i studiet af "Den ideelle Føde" netop det fundament for sine tanker, han søgte. Jeg ved, at alle dette store lands betydende mænd har modtaget det første eksemplar af hans magasin, der er et meget smukt udstyret blad, så navnet Martinus er ikke længere ukendt herude. På den anden side rummer vort arbejde så mange nye tanker, at de nødvendigvis må have deres tid for at bundfælde sig. Vi ser det af vor korrespondance, der, om jeg kunne overkomme det, meget hurtigt ville føre til et nat-og-dag-arbejde, så mange spørgsmål stilles jeg overfor. Mr. Mathur er her aldeles utrættelig. Vi mødes hver dag og gennemgår alt, hvad døgnet har bragt os. Udsorterer det uvæsentlige og besvarer alt det væsentlige. Til stor morskab for os begge har han i mellemtiden helt tilegnet sig min form, hvad der gang på gang fører til, at jeg dårligt ved, hvem af os der har besvaret de indkomne breve. I sandhed, mødet med ham har været ikke så lidt i retning af et mirakel for mig!

I det hele taget er jeg næsten blevet slynget ind i en malstrøm af begivenheder. Gamle venner bringer nye venner, og jeg må ærligt sige, at familien Advani's gave til mig: eget hus med egne tjenere, simpelthen er uvurderlig. Jeg bor meget nær centrum og dog alligevel så fredfyldt som kun få i denne urolige, myldrende hovedstad, der nu er stærkt på vej til at huse 3 millioner sjæle. Men livet her er ikke så nyt for mig mere, selvom jeg indrømmer, at det først er nu, at svælg og gane er kommet over det "hudløse" stadium. Bevar mig vel, hvor maden sved og brændte de første dage, men nu går det! Også vi har jo "vinter" nu, men den er overkommelig. Vi har 26-29 grader i solen og lidt mindre i skyggen. Men nætterne er velsignet kølige. Aldrig en sky på himlen og tusinder af skønne sommerblomster i haverne. Bananerne hænger overalt i store klynger, og appelsinerne har netop nu deres hovedsæson, – jo Delhi er faktisk for os nordboere den drøm om sommer, vi alle bærer i vore hjerter!

En morsom – og sjælden – oplevelse havde jeg for få aftener siden, idet jeg var inviteret til den marokkanske ambassade for at fejre Marokkos nationaldag. Her mødte jeg igen samtlige landes ambassadører, af hvilke jeg kendte de fleste. Når det første ydre glimmer ved disse sammenkomster har mistet deres glans, bliver der tilbage den kendsgerning, at man her ligesom oplever en slags kosmiskkemisk "dessert", idet man næppe andre steder har lejlighed til at møde intellektuelle farvede fra alle dele af Asien og Afrika. Alene studiet af de enkeltes ansigter er en fantastisk oplevelse. At vor verden endnu er meget ung, ses af den meget åbenlyse usikkerhed, der præger mange af de deltagende. De er nu virkelige ambassadører for deres nye riger, men rollen er så ny for dem, at man faktisk har lidt ondt af dem, for de ved i virkeligheden ikke helt, hvordan de skal klare den. Nogle er faldet for trangen til at optræde meget nedladende, medens andre – gudskelov – har valgt at være, som de er. Den marokkanske ambassadør så herlig ud i sin lyseblå dragt, der præcis lignede en af de natskjorter, vore bedstefædre optrådte i. Med fez på hovedet og snabelsko stod han og tog imod os, medens et utal af tjenere vimsede rundt og bød på mærkværdige retter, af hvilke de fleste – af hensyn til de indiske gæster – var vegetariske. Jeg havde den meget store glæde, at den indiske hærs nuværende øverstkommanderende, general K.S. Thimayya, ikke alene bød mig velkommen tilbage til Indien, men også gav udtryk for håbet om, at Martinus tanker hurtigt måtte blive spredt ud over det ganske Indien. Han er meget interesseret i filosofi og udgør, trods sin høje militære position, alt andet end typen på det englænderne så træffende kalder "a die-hard Cononel". Vi mødtes allerede sidste år, og jeg kunne naturligvis ikke lade være med at spørge ham om hans syn på den nuværende situation. "Vanskelig", svarede han, "men ikke så slem, som aviserne gør den til!" Og dette syn på tingene dækker meget nær mit eget. Inderne er ikke et folk, der let lader sig ophidse. Bevares, vi har demonstrationer her, og selvfølgelig fører de yderliggående blade et voldsomt sprog. Men "mand-og-mand-imellem" skjuler ingen, at flertallet synes Kina har båret sig direkte dumt ad. Det var ret spændende at se de tilstedeværende kineseres optræden. Under hele receptionen stod de i en samlet klump og lignede mest af alt en samling skoledrenge, der var "sat på gangen". Ingen tog sig af dem, alle ignorerede dem komplet. Indien har jo hidtil ene af alle ikke-kommunistiske lande kæmpet for, at Kina skulle optages i United Nations, og alle her finder, at ved at optræde i Tibet og ved de indiske grænser, som tilfældet er, har Kina mistet langt mere, end det har vundet. Dette synspunkt kom også frem ved en anden oplevelse, jeg netop har haft, og som gjorde et stærkt indtryk på mig. Jeg var i går aftes inviteret til sammen med en gruppe intellektuelle her i Delhi at møde den verdensberømte amerikanske journalist Walter Lippman, der er her for et meget kort besøg. Walter Lippman viste sig at være en mand på omkring 70 år. De mange års rejser verden over havde naturligvis sat sine spor i hans ansigt, men han havde usædvanligt milde øjne, og hans sprog var det modne menneskes dæmpede tale. Han gav os en kort oversigt over verdenssituationen idag set fra hans synspunkt. Kina karakteriserede han som værende på "Stalinstadiet" med dets udprægede trang til expansion. På mange inderes spørgsmål om hans syn på Kina-Indienproblemet svarede Lippman, at han ikke så nogen grund for Indien til at tage altfor tungt på situationen. Personligt fandt han, at problemet Kina-Rusland indeholdt langt mere sprængstof end noget andet problem i verden af idag, med undtagelse måske af problemet Vest- og Østtyskland som, om det ikke blev behandlet tilstrækkeligt klogt, kunne give anledning til rystende begivenheder. Når jeg nævner dette for Dem, er det fordi, Jeg jo ved, i hvor høj grad også den hjemlige presse puster problemerne herude op til mere, end de faktisk har krav på. Den, der for tiden har det sværest, er naturligvis Nehru, for hvem Kinas optræden har været en uhyre personlig skuffelse. Alle ved, hvor højt han har sat Kinas premierminister Chou-en-Lai. Jeg har selv, i hans eget hjem, set den fornemme plads, han har givet billedet af denne kineser, alle her idag frygter mere end nogen anden. Muligvis er det denne skuffelse, der har fået Nehru, der netop er fyldt 70 år, til for alvor at tænke på at trække sig tilbage. At alle under ham at blive fritaget for sit vanskelige job, ved man, men – og dette "men" optager alle alvorlige indere, hvem skal blive hans efterfølger? Hvem herude kan overhovedet bestride dette uhyre vanskelige og farlige job på samme overlegne måde, som Nehru har gjort det? En forkert mand på den plads – og Gud se i nåde til hele Asien! Men her møder man igen indernes urokkelige tro på et Forsyns eksistens, "for", siger de, "Gud vil altid beskytte Indien!"

– – – – – –

En stille gæst trådte i går formiddags ind ad min dør. Den blide danske "Saddhu" Aksel Sørensen! Klædt i sit simple gevandt og med sin store turban om hovedet lignede han helt og aldeles det, han ønsker at være: en navnløs og ukendt. Men jeg var chokeret ved gensynet, for Aksel Sørensen så syg og elendig ud, nærmest en skygge af sig selv. En voldsom dysenteri angreb ham i sommer og har ikke siden villet slippe sit tag i ham. Han havde hørt om min ankomst, og da han selv netop var ankommet fra sit lille hjem i Almora, var hans første tanke at opsøge mig og høre nyt fra den verden, han nok har forladt, men alligevel gerne vil høre om. Vi satte os i den varme indiske sol, og det var mig igen en stor glæde at lytte til hans kærlige stemme, der berettede om de næsten endeløse vandringer i dette vældige land. Aksel Sørensen er det eneste menneske, jeg har mødt på min vej, der virkelig har brudt alle broer bag sig og helt realiseret sit eget ønske om intet at eje og intet at være. Fandt han den lykke, han søgte? Ingen ved det, og ingen vil få det at vide, for Aksel taler ikke om sig selv, men kun om det liv han har mødt og erfaret. Men at hans øjne har set meget, ved man, når man blot een gang har set ind i dem. Sorger ingen kender eller vil komme til at kende, har mejslet dybe furer i dette ansigt, der, brændt brunt af Indiens sol, dog bærer umiskendelige spor af den verden, hvor han blev født. Efter vor samtale fulgtes vi ad til byen, hvor vore veje skiltes. En mærkelig følelse kom over mig, da jeg til afsked stod med hans magre, benede hånd i min, fremkaldt af hans egne sidste ord: "Ingen af os ved, hvornår rejsen er endt, men du ved, at jeg er vel forberedt!"