Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På eet specielt område afviger livet her i Østen så stærkt fra livet i Vesten, at mennesker fra vor verdensdel uundgåeligt må føle forskellen, og det er i spørgsmålet om vort evige liv. Medens vi er vokset op i den forestilling, at vi kun har dette ene liv, og at vor evige tilværelse helt afhænger af vor optræden i dette, kosmisk set, sekundagtige tidsrum, er hovedparten af Østens mennesker vokset op i forestillingen om utallige forudtilværelser her på det fysiske plan og altså også i forestillingen om, at vi genfødes her, kort sagt: reinkarnationslæren. Nu må det indskydes, at reinkarnationslæren ikke er ene om at påvirke mennesket i Østen. Ved siden af den står Muhammedanismen, som jo her har millioner af tilhængere og også Kristendommen, hvis virkelige indflydelse imidlertid må siges at være minimal i forhold til de to andre åndelige strømninger.

Rent umiddelbart er reinkarnationslæren langt mere fornuftbegrundet end nogen anden livsopfattelse, thi uden den mister sætningen: "Som et menneske sår, skal det og høste" sit virkelig logiske indhold. Ethvert menneske kan jo – hvad livet ofte viser – på tærskelen til sin rent fysiske død begå handlinger, som, uden reinkarnation, mister enhver mulighed for sand gengældelse. Handlinger med rent fysiske konsekvenser må nødvendigvis også "gengældes" rent fysisk. Dette problem berører imidlertid ikke gennemsnitsmennesket ret meget, så sandt som hverken det kristne menneske, hinduen eller den almindelige muhammedaner lader sig overvældende genere af gengældelsestanken. Som en meget fremragende hindu en dag bemærkede til mig: "Du vil blandt os finde akkurat lige så mange virkelige hinduer, som du i den kristne verden vil finde virkelige kristne!" – og jeg tror ham!

Men det ændrer ikke den kendsgerning, at det er meget lettere at tale om kosmiske problemer her end hjemme, tale i den forstand, at den, man her taler til, er langt mere positivt indstillet, idet tanken om flere liv så at sige er en medfødt del af hans livsmønster. Det falder ingen hindu ind at opponere mod denne tanke. Det, han ønsker nu, – og jeg tænker her på den aktivt levende hindu – er en videnskabelig forklaring på reinkarnationstanken. Religiøst set er hinduen og buddhisten langt mere logisk i sin indstilling til det evige livs problemer end flertallet af selv aktive kristne mennesker, der ofte affejer reinkarnationstanken med ordene! "Vorherre bevares for flere liv. Vi har mere end nok i det ene, vi oplever nu!" Mod en sådan stupiditet kæmper selv guderne forgæves.

Netop før jeg forlod Danmark, læste jeg i avisen om to børn af en almindelig arbejdsmand, der så aldeles åbenlyst var fødte "superbegavelser", og som følge deraf voldte skolemyndighederne en del hovedbrud. Disse børn havde medfødte evner så fremragende, at de allerede nu, hvad tænkeevne angik, lå så langt foran deres små kammerater, at man faktisk ifølge den her nævnte artikel ikke rigtigt vidste, hvad man skulle stille op med dem. At der skulle være tale om et reinkarnationsproblem, faldt ikke een eneste ind, – og Gud se i nåde til den, der ville være letsindig nok til at fremsætte en så uhyrlig tanke offentligt!

Ganske anderledes her. Vore aviser diskuterer netop for tiden to hver for sig uhyre interessante tilfælde, som volder modstandere af reinkarnationstanken meget store kvaler, fordi begge tilfælde kun føles naturlige, når reinkarnationstanken opfattes som den regulære baggrund, hvor imod enhver "intelligenskonstruktion" baseret på fysiske arvelighedslove falder ynkeligt fra hinanden. Det første og på sin vis mest interessante tilfælde drejer sig om en lille pige, der nu er 10 år. Hendes navn er Swarnlata, og ligervis som Shanti Devi begyndte hun allerede som 3-årig at tale om sit tidligere livs oplevelser. Forældrene slog hendes ord hen som "babysnak", men moderen blev alligevel meget chokeret, da hendes dengang fireårige datter pludselig ytrede ønske om at synge nogle sange for hende og ledsage dem med danse. For til hendes forfærdelse sang barnet i et for hende aldeles uforståeligt sprog og dansede nogle danse, moderen aldrig havde set, og som barnet derfor ikke havde haft antydning af chance for at lære der på stedet. Moderen blev så forfærdet, at hun tilkaldte en "heksedoktor", fordi hun mente, barnet var besat. Denne "doktor"s behandling hjalp naturligvis ikke, og længe varede det ikke, før snakken om dette mærkelige barn begyndte at gå med det resultat, at det kom direktøren for "The Seth Sohanlal Institute of Para-psychology, Ganga-Nagar, Rajasthan" for øre. Direktøren, mr. Banerjii tog til barnets fødested Chatarpur nu i marts 1959 for at undersøge denne lille "wonder-girl". Han stillede Swarnlata en mængde spørgsmål, hvis svar blev tape-recorded. Andre videnskabsmænd gjorde det samme, og det yderst nøgterne resultat er blevet, at disse mænd, for hvem reinkarnationstanken er en naturlig tanke, alle er kommet til det resultat, at vi her igen står over for et tilfælde, der synes uomdiskutabelt. Hvad kan Swarnlata da erindre? Hun kan faktisk erindre to på hinanden nær følgende liv, selvom især det ene volder hende kvaler, fordi hun blev dræbt ved en motorulykke 9 år gammel. Dette liv har kun sat sig tågeagtige spor i hendes erindring, hvorimod livet før står meget skarpt, idet hun der døde ca. 40 år gammel. En meget nøgtern undersøgelse foretaget af en kyndig læge afslørede, at de sange og danse den kun fireårige Swarnlata rent automatisk udførte, alle var af assamisisk oprindelse, et sprog ingen i hendes hjem kendte. Lægen erklærede, at mentalt var Swarnlata akkurat så sund, som ethvert andet barn. Som i tilfældet Shanti Devi blev også dette barn ført til sit tidligere hjem og blev konfronteret med de mennesker, hun så længe havde talt om. Og igen skete det samme, at hun ikke alene genkendte dem alle, selvom de var blandet op med en masse fremmede, men til alles forbløffelse ud af mængden udpegede husets gamle tjener og tiltalte ham med hans eget navn og i hans eget sprog. Desuden spurgte hun om, hvad der var blevet af et stort Neemtræ, der før stod foran huset, og som i mellemtiden var blevet fjernet. Barnet genkendte en masse af sin tidligere familie, idet hun ud af en bunke gamle fotografier udpegede alle og nævnte dem ved navn.

Jeg er ganske klar over, at mange i vor verden vil sige "sludder og vrøvl" o.s.v., men disse mennesker vil jeg gerne spørge, om de tror, det er sandsynligt, at mennesker som mr. D.P. Mishra, tidligere vicekansler for The Saugar University, tidligere minister for indenrigske anliggender mr. Madheya Pradesh, mr. Seth Govind Das, M.P., ekspræsident for The M.P. Congress Committee og en lang række andre fremtrædende indiske videnskabsmænd virkelig vil gøre sig selv til grin ved offentligt at erklære dette tilfælde for så betydningsfuldt et bevis for reinkarnationstankens virkelighed, at det må siges at være uomdiskutabelt? Swarnlata er nu ti år, og lykkeligvis er hun begyndt at glemme alle disse oplevelser. Videnskabsmænd ønsker hendes sange og danse tonefilmet, inden hun glemmer dem, da det vitterligt er en kendsgerning, at hun synger og danser på rent assamesisk vis med disse folks specielle rytmer,– uden nogen sinde at have lært dem i dette liv, og uden nogen sinde før undersøgelsen blev sat i gang at have overskredet grænsen til den stat, hvor hun levede i sit tidligere liv.

Det næste tilfælde omhandler en dreng, der idag kun er fire år, og som selv kategorisk ikke alene hævder at være reinkarnationen af en tidligere indisk poet, men som også, akkurat som i de to forannævnte tilfælde, har været i stand til at udpege alle sine tidligere slægtninge og nævne dem ved navn. Desuden har han givet en klar og uimodsigelig beskrivelse af sit tidligere hjem indtil de mindste detaljer. Da han fik besøg af mennesker fra sit tidligere hjem, råbte han henrykt til sine forældre: "Vi får gæster fra Pawayan!" Og da gæsterne var kommet, og han blev spurgt om, hvem den ene (en kvinde) var, svarede drengen omgående: "Det er Indra, min datter", hvilket var korrekt. Derefter spurgte han en anden kvinde, mrs. Bajpai, om hun havde fundet de penge, han havde gemt i en bestemt æske. Denne kvinde, der havde været hans hustru, indrømmede, at hun havde fundet pengene, som hun forud for hans død intet kendskab havde til. Drengen fik lov til at følge med disse mennesker tilbage, og til alles overraskelse førte han dem ad veje, han ikke i dette liv havde betrådt, men som han kendte ud og ind.

Medens det første tilfælde er gennemundersøgt, er det sidstnævnte nu til undersøgelse. Når jeg har nævnt det, er det for at vise Dem, at disse problemer optager sindene herude meget, og bølgerne går højt mellem tilhængere af reinkarnationstanken og modstandere af den. Da jeg forelagde begge disse tilfælde for min gode ven Mahabir Mathur, var hans eneste kommentar den: "Kære ven, vi har hundreder og atter hundreder af disse tilfælde over hele Indien. Men langt de fleste forældre og familier bryder sig ikke om at få dem offentliggjort!" Og dette er yderst forståeligt, især her hvor familielivet i langt højere grad, end tilfældet er hjemme, er noget næsten helligt. Og i langt de fleste tilfælde går det, som det også er gået i tilfældet Shanti Devi. Børnene glemmer disse oplevelser, og godt for dem, thi, som Shanti Devi en dag sagde: "Ethvert menneske har nok i smerterne og sorgerne fra det nuværende liv!"

Men dette ændrer naturligvis ikke den kendsgerning, at disse tilfælde rent åndsvidenskabeligt er af stor betydning, idet de, hvor nøgterne undersøgelser finder sted, klart bekræfter, at vi alle har levet før, og at vort nuværende liv er andet og mere end det, vi er vant til at forestille os. I tilfældet Swarnlata hændte der det, at denne lille pige kom ud for en følelsestragedie, idet hun følte sig bundet til begge grupper og ønskede at forblive hos dem begge, hvad jo var umuligt. Når inderne er så optaget af dette tilfælde, skyldes det formentligt, at så stærke videnskabelige kræfter står bag det og uden tanke for den rent personlige risiko at blive latterliggjort går ind for dets absolutte ægthed. Dette kan naturligvis ikke hindre, at mennesker, som ikke i sig har nogen indre mulighed for at forstå reinkarnationstanken, raser imod denne "overtro". Jeg mødte dette en aften, jeg var gæst hos en af Indiens generaler, hvis navn jeg ikke bør nævne. Medens min vært ikke kunne akceptere reinkarnationstanken, var han med fuld musik havnet i den nu så moderne overtro, at vi om ganske få år som noget ganske naturligt både besøger Månen, Mars og Venus. Hans meget smukke hustru, for hvem reinkarnationstanken er en selvfølge, afgjorde imidlertid diskussionen ved elskeligt at give udtryk for, at hun intet havde at indvende imod, at han næste gang blev født på Saturn eller et andet meget fjernt sted, når hun blot måtte vende tilbage til sit elskede Indien. Generalen så ærligt talt så lamslået ud, at vi skyndsomt talte "om noget andet".

– – – – – –

Når dette brev når Dem, er jeg formentlig på vej mod Sydindien, idet det er min plan at besøge byerne Bombay, Bangalore og Coimbatore, førend jeg tager på en kort visit hos Anna Ørnsholt i Kotagiri i "De blå bjerge" i Nilgiris. Vi har nu venner i alle større indiske byer og i et utal af de mindre. Jeg har det håb, at jeg på denne rejse kan konsolidere de stadigt voksende centre i de her nævnte byer og senere fortsætte op langs den Bengalske bugt til Calcutta. Hvordan min plan arbejder sig ud i praksis, kan jeg endnu ikke helt overse, da mit liv herude ikke kan organiseres på samme måde som hjemme. Jeg ved blot, at jeg har en mængde invitationer, og at jeg gerne opfyldte dem alle. Forholdene er imidlertid ikke helt stabile, selvom ingen af os her regner med drastiske forviklinger ved Indiens nordgrænse. Krig er et for den almindelige inder næsten uforståeligt begreb, selvom han på både sjæl og legeme har oplevet de langvarige besættelsers brutale virkelighed. Ingen er her virkeligt vrede på kineserne over det, de har gjort, nej, de er bedrøvede. De finder, at Kina bærer sig tåbeligt af, og at det meget hellere skulle lytte til Nehru's kloge ord og tilbud. Nægtes kan det imidlertid ikke, at uroen i Asien er voksende, og det umiddelbart forestående besøg af Amerikas præsident imødeses med en spænding, jeg aldrig før har oplevet på nærmeste hold. Han vil få en modtagelse, som overgår alt, hvad Indien tidligere har givet noget statsoverhoved. Vi ved jo alle, at vi netop nu oplever et af verdenshistoriens mest sælsomme " mellemakter", inden de processer sætter sig igang, der vil føre os gennem det dybeste mørke ud til det lys, vi alle drømmer om at få lov til at opleve. Menneskeheden længes efter fred, men forbereder sig ligeså desperat på krig. Intet sted ses dette mere tragisk end her i Asien, hvor hvert eneste land ikke alene har brug for fred, men brug for alle de midler, de nu så nådeløst tvinges til at anvende til et forsvar, der ofte synes rent illusorisk. Men Asien og Afrika er "unge" lande med en nyfødt, meget stærk nationalisme, der sikkert vil kræve megen lidelse, før den er udlevet. Selv om jeg rent personligt af natur er født optimist, skjuler jeg ikke et øjeblik for mig selv, at "meget kan hænde", som ingen af os har mod til at tænke til vejs ende. På den anden side udgør alt det, der nødvendigvis må komme, netop baggrunden for den verden, som Martinus har vist os, er i færd med at blive født. Derfor anser jeg skabelsen af hovedcentret her i New Delhi og de mange mindre Martinus-centre udover Indien for så uendeligt vigtige. Ingen, der for alvor har forstået dybden i Martinus mission, kan være i tvivl om, at vi med hans verdensbillede står over for det universelle åndelige fundament, verden en dag vil behøve indtil en grad, vi selv idag vanskeligt kan forestille os. For mig er Martinus tanker ikke tanker, der absolut og ubetinget vil sejre i vor egen tid; for mig er hans verdensbillede det fundament, kommende årtusinders åndelige liv og inspiration vil komme til at hvile pa og en forlængst erkendt sandhed, at Martinus sag vil behøve en "barndom" af en tidsmæssig udstrækning, vi kun kan gøre os svage formodninger om. Netop fordi jeg er mig dette forhold så umådeligt bevidst, føler jeg det som en uendelig stor lykke at være med til at skabe disse asiatiske centre. Thi den sæd, der sås her, vil gro sit eget liv i dyb kontakt med den åndelige rytme, der er over alt asiatisk liv. Indien var meget nyt for mig, da jeg for snart tre år siden landede i Bombay, og jeg selv var, det ser jeg klart nu, meget "grøn". Det er jeg ikke længere. Jeg ved ganske nøje, at Martinus arbejde vil vokse her på en måde, vi ikke kender hjemme, i hvert tilfælde ikke kender på helt samme måde. For selv om det i Skandinavien nok er gået "fra ven til ven", som det gør det her, så tvivler jeg på, at det er ret mange, der hjemme har tilbragt utallige timer med afskrivninger i flere kopier af Martinus foredrag for at give dem til deres venner. Men sådan gør man her, både fordi man har tid nok – ak, alt for megen tid – men også fordi man ikke kender nogen skønnere gave at give sin bedste ven end en åndelig sandhed, som har sendt sin glødende inspiration gennem ens eget nervesystem. At der har været og fremdeles vil være mange vanskeligheder at kæmpe med, ser jeg ingen grund til at skjule. Men det har der også været hjemme, og de er dog alle blevet overvundet. Det samme sker her. Om få måneder er den første etape af mit arbejde herude endt, og jeg vil næppe vende tilbage foreløbig. Opgaven herude går imod sin første løsning, derom er alle enige. Med mr. Mathur i spidsen og omgivet – som han er – af trofaste venner på alle sider, ved jeg, at vort arbejde nu er lagt ind i rammer, som byder på de allerbedste betingelser for dets videre vækst. Om få dage foreligger alle de hidtil udkomne kontaktbreve på engelsk i en nydelig lille bog, der udover det ganske Indien ikke alene vil fortælle om Martinus eksistens, men også danne grundlaget for utallige små Martinus-cirkler allevegne. Inderne har ikke alene denne gang beredt mig en modtagelse, jeg aldrig vil kunne glemme, de har også stillet sig ved min side på en måde, hverken jeg selv eller nogen hjemme kunne forestille sig. Det er sandt, at De hjemme har Martinus selv – i hvert fald indtil den grad, det er muligt for Dem at forstå ham – her eksisterer han alene ved sin ånds enorme spændvidde og ved den inspiration, hver eneste af hans analyser indeholder. Det første kendte jeg gennem mange år, men her, med de tusinder af mile hjem, har livet lært mig, hvad det er, vi virkelig er vidne til. For den lektie vil jeg aldrig kunne sige tak nok!