Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Intet sted oplever man tilværelsens kosmiske rytmeprincip så stærkt, som når man er på rejse. Til tider går dagene stille, den ene dag efter den anden, for så pludseligt at blive afløst af en serie oplevelser, der næsten tager vejret fra en. En sådan "oplevelsesbølge" har vi netop passeret her i Delhi under den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower's besøg. Det er helt mærkeligt at skrive hans virkelige navn, eftersom man ikke hørte andet end navnet "Ike" under hele besøget. Jeg går ud fra, at De hjemme har hørt om den fantastiske modtagelse, han fik. Da det imidlertid ikke er hver dag, man ser mere end 2 millioner mennesker på benene og på nærmeste hold oplever massebegejstring, vil jeg ridse denne oplevelse en lille minderune. Det var som bekendt første gang i Indiens historie, at et statsoverhovede fra U.S.A. besøgte landet, og det "lå i luften", at han skulle have en alle-tiders-modtagelse. Bag i erindringen eksisterede jo minderne om Bulganins og Krushchews besøg, og selvom det officielt var usagt, vidste vi alle, at dette skulle overgå, hvad russerne havde oplevet. Ingen skul le være i tvivl om, hvor sympatien var. Jeg kunne have undt Dem at se både Old- og New Delhi netop den aften, hvor Eisenhower ankom. Det var ikke en by, det var et férige af lys og eventyrlige dekorationer. Kun få forstår som inderne at dekorere både private og offentlige bygninger. Og eet er de altid sikre på: vejret! Dybsort mørke og vidunderlig mild varme er netop den baggrund, man må have, for at det, vi her oplevede, skulle få den helt store sukces – og netop disse to ting var man på forhånd garanteret!

Jeg havde sådan set været indstillet på at gå i stilhed og nyde alt dette. Jeg har intet gjort denne gang for at lade myndighederne vide, at jeg er her. Alligevel modtog jeg dagen før Ike's ankomst et fornemt udseende brev fra "The Ministry of External Affairs" med en invitation "to join the reception of His Excellency Dwight D. Eisenhower, President of the United States of America, on his arrival at the I.A.I. Station, Palam, on Wednesday the 9th December at 4.30 p.m." Invitationen var ledsaget af alle de papirer, der var nødvendige for at komme ind i det specielt afspærrede område for VIP's – og, oprigtig talt: hvem vil ikke gerne have den oplevelse at se på allernærmeste hold to verdensberømte præsidenter og en ikke mindre verdensberømt premierminister møde hinanden? Jeg var på pletten, og for mine øjne udfoldedes det forunderligste skuespil, jeg endnu har set. Det var ikke synet af de fremmødtes strålende uniformer – her var alt, hvad fornemt tænkes kunne – nej, det var stemningen, begejstringen, der betog mig mest. På vejen ud til flyvepladsen føltes det, som hele Indien var på vej for at modtage denne mand, der næppe nogen sinde er kommet til et land i et mere psykologisk rigtigt øjeblik. Overalt vajede bannere med inskriptionen: "Welcome to the prince of peace!" Tusinder af amerikanske og indiske flag dannede en fantastisk allé fra Delhi og helt ud til flyvepladsen – 14 miles – og overalt var der lavet skønne blomsterrabatter. Fra nær og fjern kom folk. Vi krydsede gennem endeløse kolonner af bullockcars – bøffeltrukne vogne – forbi majestætiske rækker af kameler og endeløse rækker af scootere, biler, og meget andet, Havde vi ikke haft vort "grønt-lys-pas", var vi aldrig kommet igennem. Men ustandseligt sørgede politiet for, at vi kom frem, og vi indtog vore strengt reserverede pladser i god tid. Dobbelt god, fordi Ike's plan var en halv time forsinket. Lange rækker af æreskompagnier stod opstillet, og alt var gjort klar til en modtagelse, næppe nogen fyrste i verden har modtaget magen til. På slaget ankom præsident dr. Prasad, Nehru og en lang række officielle personer, af hvilke især Indiens forsvarsminister Krishna Menon altid udgør en seværdighed, lang, mager og besynderlig høgeagtig som han er. Han har netop været overordentlig hårdt kritiseret for sin Kina-politik, men red stormen af. Nu stod han der, lænet til sin stok – han er faktisk en meget syg mand, men har åbenbart en vilje, der trodser alt. Tidspunktet var lidt vanskeligt for mig, for naturligvis ville jeg gerne filme denne modtagelse, jeg næppe kommer til at opleve magen til. Solen begyndte at synke, og der var stadigt intet at se på den skyfri himmel. En højtstående politiofficer havde lagt mærke til mit kamera og kom hen og spurgte mig meget venligt, om jeg troede, det ville lykkes mig at få en god film, forklarede ham, som sandheden var, at min film var i farver og behøvede stærkt lys. Han forlod mig, men vendte kort tid efter tilbage og bad mig følge med sig. Og sådan gik det til, at jeg blev placeret lige foran den tribune, hvor de to præsidenter skulle mødes og tale til hele Indien – og vel at mærke blev placeret i et hav af projektørlys.

Pludseligt gik der ligesom et elektrisk chok gennem forsamlingen. En tordenlarm i det fjerne varslede, at nu skete det. Og der kom han. Ledsaget af 18 indiske jetjagere strøg den vældige Boing 707 Jet ned over os. Bevar mig for en larm! Få minutter senere tog den cementen, og der, i skærende projektørlys, stod Ike og vinkede til os. Det må være mærkeligt for et menneske at modtage en sådan hyldest. Amerikas præsident var dybt rørt, så rørt, at det kneb ham at tale. Langsomt kom han vandrende hen imod os, smilende, hilsende, tilsyneladende helt overvældet.

Venligt hilste han på alle, gav sig god tid til det hele, og så stod han da endelig på den interimistisk opbyggede talerstol sammen med præsident Prasad. Først talte Indiens præsident, også han var meget bevæget, og det kneb ham flere gange at få sagt, hvad han ville. Og så talte Amerikas præsident for første gang: til det indiske folk. De har sikkert selv læst hans tale, der blev holdt i en klar og til tider meget myndig diktion. Slutningen var den mest charmerende, jeg har hørt en officiel taler anvende, Ike var en halv time forsinket, og han vidste, at det måtte have voldt vanskeligheder for de tilstedeværende myndigheder, så han sluttede med at bede dem undskylde forsinkelsen med ordene: "– Jeg kunne ikke gøre for det!" – det lød nøjagtigt som en skoledrengs forsøg på at glatte over en fæl fadæse, og sætningen vakte stor jubel og gjorde ham med eet usandsynligt populær – så lidt – eller så meget – skal der til!

Havde der været vanskeligheder med at komme ud til Palam, var det intet imod det, der ventede os på hjemvejen. Trafikken på vejen til Delhi brød totalt sammen, og det har siden givet anledning til voldsomme dønninger i parlamentet. Det indiske politi er overhovedet ikke trænet i at dirigere trafik, og ingen havde regnet med en deltagelse af det format, der blev tale om. Over tusinde busser havde hele dagen bragt gæster til Delhi, alle tog var dublerede – alt det vidste man. Men ingen havde skænket okserne og kamelerne en tanke. Og her var de og blokerede al trafik. Det tog os 3 timer at nå tilbage, og jeg vil aldrig kunne glemme den tur. Ustandseligt sad vi fast og så os omgivet af et menneskehav, der, det skal siges, forsøgte at tage det hele med et smil. Men forestil Dem selv i en bil, omgivet af okser, kameler, heste, cykler og så videre, på alle sider, og De har et billede af det, jeg oplevede. Mørket havde sænket sig totalt over os og bevirkede, at alt så fuldkommen håbløst ud. Sommetider kørte vi ti meter, og sommetider følte vi os som en prop i et hvirvlende vandfald. Nå, os kunne det sådan set være lige meget med, selvom vi naturligvis havde set hen til oplevelsen i Delhi, hvor alt var gjort klar til en modtagelse helt uden sidestykke i indisk historie. Det blev den også, men noget anderledes end tænkt, for også Ike's vogn kørte fast. Og Nehru's med, hvad der på en måde var værre. For Nehru har et temperament, som, hvis det tager sig en tur på egen hånd, minder en hel del om en orkan. For at svale det lidt, stod han ud af sin vogn og gik ved siden af. Situationen måtte naturligvis gå ham på nerverne, eftersom alt var planlagt på minuttet, Ike selv tog det yderst gemytligt. Hans livvagt var rent illusorisk. Fnhver kunne have dræbt ham uden antydning af vanskelighed. Folk var ellevilde. Ingen havde regnet med at have ham så meget "for sig selv", som tilfældet blev her, Men han nåede dog igennem. Det gjorde vi andre også, – men så trætte, at vi havde mistet enhver lyst til at rode os ind i mere "modtagelse".

Igen den 11. december lå der et fint brev på mit bord. Denne gang fra præsidentens sekretariat. Det indeholdt en invitation til at møde Amerikas præsident i den indiske præsidents hjem, påny ledsaget af alle nødvendige dokumenter. Jeg har før skildret "The Mogulgarden" for Dem, vel nok den skønneste have i Asien. Jeg mødte her påny alt, hvad der har betydning i denne store by, og det var naturligvis en oplevelse at se Amerikas præsident igen under langt mere private former. At være inviteret At-Home hos Indiens præsident er en oplevelse, det er svært at skildre i ord. Det var nu tredie gang, jeg havde denne i sig selv fantastiske oplevelse, så jeg kunne få alt det udbytte af den, som gentagelser giver. Jeg kendte haven og det hele ceremoniel, så jeg vidste, hvor jeg skulle anbringe mig for at få den film, jeg ønskede. Om jeg fik den, vil kun tiden kunne vise mig, men jeg gjorde mit bedste. Og medens jeg første gang var en fremmed, var jeg denne gang i omgivelser, hvor vort arbejde har mange venner. General Sharma, hvis kærlighed til Martinus tanker jeg tidligere har berørt, var der i fuld galla, og før jeg fik set mig for, var jeg introduceret til en lang række nye mennesker, der måtte høre generalen berømme Martinus, som den største åndelige personlighed Europa har frembragt, "Bare trist" sagde han, "at det skal være os herude, der skal fortælle hans egne landsmænd det!" Men jeg mødte mange andre og deriblandt et menneske, der på alle områder virker som en slags "skytsengel" for mig her, nemlig miss Vimla Sindhi, Nehru's privatsekretær. Hende er det, jeg har at takke for, at jeg modtager disse invitationer, der giver mig adgang til oplevelser, jeg ellers næppe ville have, oplevelser som, i hvad man ellers vil mene om dem, giver mig anledning til at slutte kontakter, der meget vel senere i livet kan få afgørende betydning for vort arbejde både her og andre steder i verden.

– – – – – – –

Medens de foran skildrede begivenheder hører til de mere glitrende overfladeoplevelser, jeg også denne gang møder, vil det efterfølgende være en beretning om et helt andet Indien, jeg oplevede en dag, jeg besøgte en meget syg ven. Bedst som jeg sad på hans sengekant og drøftede åndelige problemer med ham, formørkedes døråbningen og ind trådte Pandit Sundaram, en meget mørk Brahmin fra Sydindien. Næsten lydløst gled han ind i rummet, hilste på den sædvanlige ydmyge måde og anbragte sig på gulvet med korslagte ben. Han var en mand af helt ubestemmelig alder. Jeg fik senere at vide, at han var over de halvfjerds, men han så ikke sådan ud. Mager og benet med indfaldne kinder og næsten hvidt hår så han naturligvis gammel ud, men alt dette modsagdes af hans øjne, der skinnede med en glans, man ellers kun ser i unge menneskers øjne.

Pandit Sundaram sad længe og lyttede til vor samtale uden at sige et ord, men jeg mærkede hans øjne hvile på mig, og jeg følte det, som om min sjæl blev dissekeret stykke for stykke. Jeg havde hørt lidt om ham og vidste, at han var kendt for sine "forudsigelser" og på en måde lidt frygtet på grund af disse evner til at "se ind i fremtiden". Efter en stunds forløb blandede han sig i samtalen, hans stemme var blød og behagelig og hans engelsk ulasteligt. Han havde rejst over det meste af Europa og havde talt ved adskillige universiteter om indisk filosofi. Han havde forlængst hørt om Martinus og havde mange spørgsmål at gøre mig, så tiden fløj på en for os alle behagelig måde. Jeg havde næsten glemt alt, hvad jeg havde hørt om hans evner som spåmand, så jeg blev derfor lidt chokeret, da han pludseligt spurgte mig, hvornår jeg agtede mig hjem til mit eget land. Jeg svarede, som sandt var, at jeg regnede med at forlade Indien i marts, men at jeg endnu ikke havde bestemt datoen. Han så længe på mig på en måde, jeg ikke var altfor glad ved. Det var, som om hans øjne så lige tværs igennem mig, og jeg kunne se på ham, at han både var nærværende og fraværende, og der blev usædvanligt stille i værelset, ubehageligt stille.

Så talte han igen, men ligesom langt borte fra, og her følger hans ord, som jeg erindrer dem. Og det er godt, for han tillod mig at notere hans udtalelser ned og ydermere afkonferere dem med ham. "Det er godt, du rejser omkring den tid", sagde han, "for store begivenheder er undervejs og vil muligvis indtræffe allerede i maj. Et stort opgør nærmer sig mellem Indien og Kina, og frygtelige ting til ske. Det hele kommer meget pludseligt. Måske bliver Nehru myrdet, noget frygteligt vil ihvert fald ske, det ser jeg. Kina vil gå under i blod og i en borgerkrig, man aldrig har set magen til. Man vil trænge ind i husene og udslette familierne, og Asien vil opleve en forfærdelig tid, men Indien vil bestå, og landene i vest vil kun flygtigt blive berørt. Alle vil ønske at hjælpe Indien!"

Jeg var temmelig lamslået; hans måde at tale på havde gjort mig iskold over hele kroppen, og jeg følte mig meget utilpas. Han var åbenbart halvt i trance og halvt ved bevidsthed, og jeg turde ikke afbryde ham eller spørge. Han fortsatte, men de billeder han oprullede, var så forfærdelige, at jeg ingen trang føler til at gengive dem. Hovedindholdet er beskrevet i det allerede citerede, det andet var blot en udpensling af disse begivenheder, der, set gennem hans sjæl, var mere end nok til at ryste mig til det inderste. Da han endelig standsede, og jeg igen følte mig nogenlunde herre over mine egne nerver, spurgte jeg ham, om han virkelig selv troede alt dette forfærdelige, og her mødte jeg påny det Indien, der altid vil være en verden uden for os. Med et skuldertræk affærdigede han mit spørgsmål med ordene: "Det er bestemt til at skulle ske. Du ved, at vi alle er undergivet Karmas lov, og disse ting vil hænde, uden at noget menneske kan hindre dem!" Vi talte længe om hans "syn", og han tillod mig at ned skrive de vigtigste ting, hvorefter jeg læste ovenstående citat op for ham til hans godkendelse. "Ja" sagde han, "sådan vil det blive!" Lidt senere rejste han sig, velsignede min ven og gled så igen næsten lydløst ud af værelset. Barbenet, mager og iklædt sin specielle dragt var han selve billedet på det Indien, der stadigt lever "bag lukkede døre".

Også min ven var meget chokeret, men også han er Inder. "Måske har han ret" sagde han, "men du ved, jeg vil ikke opleve det, jeg vil være død længe før maj, og i den verden, jeg går til, hersker freden". Og vi ved begge, at han har ret, for døden har forlængst mærket ham så eftertrykkeligt, at ingen kan tvivle på hans ord.

Jeg blev først helt mig selv, da jeg igen stod ude i den dejlige varme indiske sol, og jeg måtte gå mig en meget lang tur for at ryste indtrykket af denne oplevelse af mig. Nuvel, måske har han ret, hvad ved jeg? Men jeg tror det ikke! Jeg tror, at han som så mange af disse mennesker er faldet for trangen til at præcisere sine syner for meget, At frygtelige ting vil hænde i Østen, føler alle, men noget i mig nægter at tro mennesker, når de angiver datoer eller måneder. Disse mennesker ser begivenhedernes "skyggerids" og burde kun tale abstrakt om selve den tid, hvor begivenhederne vil udløse sig, men alt dette ændrer ikke, at jeg stadigt føler disse sviende, brændende øjne rettet imod mig og stadigt hører lyden af denne mærkelige indtrængende stemme, der næsten monotont berettede om endeløse myrderier, om endeløs elendighed.

– – – – – – –

Og ellers? Ja, ellers forløber mine dage med et hav af møder med mennesker, der ønsker at høre om Martinus tanker om livet. Som jeg har fortalt Dem, bor jeg denne gang hos en broder til mr. T.P. Advani, Ram Advani, der er ungkarl og bor i det dejligste lille hus nær ved New Delhi's centrum. Hele dagen har jeg huset for mig selv og kan modtage hvem som helst. Mr. Mathur er daglig gæst hos mig, får sin regulære undervisning og hjælper mig med de mange breve, centret her modtager. Mahabir Mathur er på en måde mit største "indiske mirakel", At møde netop ham blandt Indiens 400 millioner mennesker er en oplevelse, som kun kan forstås, om man bag min rejse herud akcepterer en større plan bag vort arbejde. Det er ikke det, at han er den fødte leder af dette arbejde, der har betaget mig så dybt, for det ser man næsten ved første øjekast, nej, det er den næsten hensynsløse flid, han lægger for dagen, både i sit studium af Martinus analyser og i sin trang til at hjælpe mig. Han er ikke velhavende, langtfra, men jeg vover end ikke at tilbyde ham nogen som helst økonomisk godtgørelse for det kæmpearbejde, han udfører og vil udføre i al fremtid. For ham udgør mødet med Martinus tankeverden selve kronen på hans åndelige søgen, og han vil ikke helme, før hovedcentret her i New Delhi ikke alene er konsolideret, men også kendt udover det ganske Asien. Hans indflydelse er langt større, end jeg tidligere har vidst, for han er ikke en mand af mange ord, og da slet ikke om sig selv. Men jeg kan jo ikke undgå både at se og høre, med hvilken respekt hans navn bliver nævnt, ikke mindst af alle de Swamier, med hvem jeg har været i berøring. Men Mahabir Mathur er ikke den eneste, for hvem Martinus tanker er blevet deres livs alfa og omega. Nye interesserede rykker ustandseligt ind i rækkerne, og alle her er enige om, at Martinus arbejde går en lysende fremtid imøde i Asien, men også, at det naturligvis må have sin tid. Her kolliderer Øst og og Vest måske nok i nogen grad, idet vi jo gerne ser tingene udvikle sig hurtigt. Det smiler østerlændingene af, de siger – som iøvrigt Martinus selv mange gange har sagt det – "at det gavner ikke et egetræ at blive gravet op og flyttet ind i et glashus, for at det hurtigt kan blive stort". Martinus arbejde kan aldrig blive en "forretning" – skal heller ikke blive det – selvom alle vi, der lever i dets centrum, naturligvis gerne så det hvile økonomisk i sig selv. Herude kræver det ofre af os endnu et stykke tid, men, derom er alle enige, kun et meget kort stykke tid, for stærke kræfter er sat i bevægelse. Men inderne er trænede tænkere, og naturligvis må de have tid til at sætte sig ind i Martinus tanker, før de tager stilling til dem på samme måde som vi andre. De udsendte Kontaktbreve har banet vejen for en bred forståelse, og ting er ved at ske, som kan ændre billedet herude meget hurtigt – hvis man altså ved ordene "meget hurtigt" vil lade være med at tænke i korte uger eller måneder! Jeg er jo "hjemme" i Indien nu på en måde, jeg aldrig havde drømt om at blive det. At jeg vil vende tilbage hertil atter og atter, tror jeg, fordi det på en måde udgør en del af opgaven her, men denne opgaves "første del" nærmer sig sin løsning. Efter denne løsning behøver arbejdet en periode til at vokse sig stort i, og den periode kan vore venner herude klare. Verden er, trods alt, idag meget lille, og afstanden København-Delhi bliver år for år kortere og kortere. Andre opgaver begynder at presse på, og også de må løses.

Om få dage flyver jeg mod syd ned til Anna Ørnsholt. Det lyder ikke af så meget, men afstanden herfra og ned til hende er som afstanden København-Kairo. Distancerne herude er store, for Indien er et vældigt land med flere racer og mange sprog. Især det sidste optager os alle, for vi ved, at den dag kontaktbrevene udkommer på hindi, urdu eller tamil, vil sagen vokse til et omfang, kun få hjemme kan forestille sig. Herude ved vi det, og vor eneste bekymring er at komme fremtiden i forkøbet ved at koncentrere os om at uddanne mennesker hele Indien over, der kan hjælpe til. En katastrofe vil ramme os, om kravet til vort arbejde blev større, end de mennesker, der nu er knyttet til det, ville kunne magte. Derfor beundrer jeg Mathur, Advani, Sharma og Kapur for blot at nævne nogle af de mænd, De allerede har hørt om. Alle som en ønsker de Martinus arbejde fremmet, og alle som en er de indstillet på at fare med læmpe. Havde jeg ikke mødt disse noble mænd, havde jeg været ilde stedt. De udgør en "kærlighedsmur" omkring vort arbejde her. Deres erfaringer, deres sociale position, alt har de stillet i sagens tjeneste. De frygter ikke "andres mening". For dem er Martinus simpelthen det åndelige lys, de har søgt imod, og alle taler de åbent om, hvor vigtigt det er, at dette arbejde kommer herud. Men samtidigt er de mænd, der kender deres eget land og ved, hvad livet hjemme også har vist os, at den tid er forbi, hvor mennesker ønsker at høre om åndelige problemer fra tale- og prædikestole. Indiens ungdom nærer samme aversion som ungdommen i den øvrige verden imod at lytte til "manden på platformen". Derfor tiltaler dette arbejde dem så meget. Og når den dag er nået, hvor endnu flere oversættelser er tilgængelige for dem, hvor udarbejdede kurser, skabt i deres eget sprog, er i deres hænder, vil ting ske, som vil åbne øjnene på mange hjemme, der idag nok ved, at vort arbejde eksisterer, men – ikke sandt – kan der komme noget nyt fra Nazareth?!

I sit evige kredsløb følger livet sine egne love. Vor egen tid er kort, meget kort endda, men hvad betyder det imod dette ene: at anvende denne kort tilmålte tid på rette måde? Ingen af os kan eller skal opnå andet i forbindelse med Martinus arbejde end den indre fred, der alene er forudsætningen for at kunne sprede kærlighed omkring sig. På historiens uendelige baggrund er dette vort nuværende liv kun en flaksende skygge. Overdriver vi denne skygges betydning, begår vi uret mod os selv. Menneskene taler så meget om kærlighed, men hvilken kærlighed er – når alt kommer til alt – større end den at gøre sin pligt mod den sandhed, man har erkendt? Her i Indien har jeg oplevet påny at se, hvad jeg i mange år har haft den lykke at opleve hjemme: at Martinus tanker smelter mennesker sammen, bundet af en indre dyb erkendelse af det evige bag det timelige. At være med i kampen for at fremme denne kosmiske sammensmeltningsproces der, forstået rigtigt, vil føre til skabelsen af en helt ny verden for menneskene, forekommer mig, alt vejet for og imod, at være både Deres og mit eget livs inderste bestemmelse!

Med en meget kærlig tak for de mange vidunderlige breve jeg har modtaget fra Dem, breve som er er meget stor inspiration for mig, beder jeg Dem alle modtage mine kærligste ønsker for det nye år!