Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Solen skinnede fra en absolut skyfri himmel, da vi – en nyankommen dansk ven og jeg – den 22. december forlod Palam Airport i Delhi med kurs mod Madras. Da ruten Delhi-Bombay var totalt udsolgt, måtte vi i sidste øjeblik ændre vore planer og bestemme os for at tage ruten Delhi-Hyderabad-Madras, en rute der næsten deler Indien i to lige store dele og på sin vis en rute, jeg ofte har ønsket at opleve. Maskinen, der var en moderne turbor propeljet, hvis fire skinnende motorer giver en højst ubehagelig hvinende lyd fra sig i starten, var hurtigt i luften, og så sad jeg da igen ved en god vinduesplads og betragtede det Indien, der aldrig synes at kunne trætte mig. Hvidt og udtørret lå det underlig og afslørede den kamp, den indiske bonde må udstå i tørkeperioden. Floderne lignede et udtørret blodkarsystem, kun de største havde i midten en svag strime af vand, Jeg tror, man skal opleve dette ved selvsyn for helt at kunne forstå den indiske regerings desperate kamp for at bygge reservoirer, det eneste der vil kunne redde dette stadigt voksende folk, nu 415 millioner, fra hungersnødens permanente trussel, Da vi nærmede os Hyderabad, begyndte vi at øjne junglen – tigrenes og elefanternes land. Terrænet var bakket, men bjergene havde de norske fjeldes vilde natur. De var træbevoksede, og deres former var blide og afrundede. Til min store glæde så jeg, hvorledes fugtigheden nu tog til. Markerne begyndte igen at blive grønne, og overalt havde junglen et frodig-grønt udseende. Vi gik ned i Hyderabad for at skifte maskine. Opholdet var kun kort, men alligevel langt nok til at fornemme lidt af stedets atmosfære. Lufthavnen var moderne og området meget smukt beplantet med træer, hvis strålende blomster lod os forstå, at vi nu var i det virkeligt tropiske Indien. Det føltes også på temperaturen, som var omkring 30 gr. Påny gik vi ombord i en maskine af samme type og satte nu kursen direkte mod Madras.

Sydindien er anderledes end Nordindien, mere frodigt og med en befolkning, der afviger lige så meget fra nordinderne, som nordeuropæerne afviger fra sydeuropæerne, Sydinderne er meget mørke og meget små, men deres skikkelser er både for mænds og kvinders vedkommende meget, meget smukke. At se en sydindisk pige i sin strålende sari "svæve" hen over jorden er et syn, man aldrig glemmer. Og dette syn fik vi rig lejlighed til at opleve i Madras, For mig var mødet med denne skønne by jo en gentagelse, men en gentagelse jeg havde set frem til, for ingen indisk by ser så skøn ud fra luften som netop Madras. Vi fløj nu lige ind i "foråret", selvom Sydindien også nu har "vinter", Men i modsætning til delhiområdet lyste markerne vidunderligt lysegrønt op imod mig. Rismarkerne så dejligt frodige ud; inddelte som de er i felter, der er "aftrappede" på grund af den vandmængde, de nødvendigvis må have, udgør de et syn, der er typisk for denne del af verden, Og endelig noget andet, noget der altid vil gøre madrasområdet meget tiltrækkende for os danskere: de små hvidkalkede bøndergårde med de røde tegltage – faktisk et syn, der varmer én om hjertet!

Madras lufthavn var smukt pyntet med svenske og indiske flag, så vi følte os næsten som "ventede", Årsagen var den svenske statsminister Tage Erlanders besøg. Han var åbenbart ankommet med en maskine lige før os, for blomsterne var endnu friske. I øvrigt havde vi den morsomme oplevelse at møde ham på vejen ind til byen, idet al trafik pludseligt måtte standse. Og der kom han i åben vogn med hylende motorcykler både for og bag. En kedelig skik, som verden åbenbart har arvet fra amerikanerne. Vi oplevede det oppe i Delhi under Eisenhover-besøget, og nu oplevede vi det igen. Som om det kunne tænkes, at blot ét af disse elskelige brune mennesker kunne forestille sig at myrde noget så fredeligt som en svensk statsminister!!! Men ikke sandt, kan det glæde os, så skal vi minsandten have den glæde med!

Vi tilbragte kun én aften i Madras, men det var til gengæld en ganske dejlig aften. At vandre i denne smukke sydindiske by og nyde både dens dejlige varme og dens livlige, farveglade befolkning er en oplevelse af særlig natur, Overalt var butikkerne åbne, og vi havde rig lejlighed til at beundre de mange kunstforretninger. Madras er jo centret for den sydindiske "hjemmeindustri", og overalt så man strålende håndvævede saries og stoffer, der gnistrede i de skønneste farver, Vore hotelværelser var med luftkonditionering, så søvnen var på forhånd garanteret. Men herligt var det nu at få et bad i denne temperatur, der for et øjeblik fik en til at mindes de allervarmeste dage hjemme i den sommer, vi dette år fik lov til at opleve. Næste formiddag var vi tilbage i Madras lufthavn og satte kursen mod vort foreløbigt sidste mål: Coimbatore, fra hvilken vi med vogn skulle nå det endnu så fjerne Kotagiri, hvor vi begge skulle fejre dansk juleaften hos vort arbejdes trofaste ven: Anna Ørnsholt.

Maskinen, vi fløj i, var en gammel "Dakota" uden trykluftkabine, men ellers i en ualmindelig velholdt stand. Flyvningen op over "de blå bjerge" i Nilgiris var en oplevelse, jeg meget nødigt ville have undværet. Det var forunderligt at se, hvorledes lavlandet med dets mængder af små, sirlige byer pludseligt blev afløst af et terræn, der betegnes som "jordens ældste bjerge", fordi de nu er i opløsning. Gradvis steg vi højere og højere, og under os i det klare sollys så vi nu udbredt for vore øjne et bjergterræn af ubeskrivelig skønhed, Ingen af disse bjerge er skarpe og afgrænsede i deres former, alle er de blødt afrundede og træbevoksede. Vi landede i Bangalore for en kort stund og gik så på vingerne igen for en god time senere at lande på den mindste flyveplads, jeg endnu er landet på: Coimbatore's. Flyverejsens første etape var endt, tilbage var nu turen op til Kotagiri, som foregik i bil. Det havde regnet vældigt i dette imråde, og jeg ser ingen grund til at skjule, at vi af og til lukkede øjnene ved synet af den afgrund, der ustandseligt åbenbarede sig, når vi så ud. Vi kørte ad en meget smal bjergvej, og jeg tror, vi begge altid vil erindre mødet med en bus, der kom oppefra. Vi kom omkring den, men hvordan vil altid forblive en gåde for mig. Det eneste, jeg husker helt bestemt, er den glæde, jeg følte ved, at vor vogn kørte på "indersiden"!

Anna Ørnsholt, der nu er 78 år men stadig syner, som om hun netop havde fejret sin 60-årsdag, tog imod os med den største hjertelighed. Det var en ejendommelig oplevelse for mig at gense villa "Fairview" – det sted, hvor jeg første gang i 1957 dannede mig mine første forestillinger om mit arbejde herude i dette mærkelige land. Påny stod jeg nu og så ud over disse "blå bjerge", der har mærket sig så dybt i min erindringsverden, både for deres egenartede skønhed og for den dybe fred, der synes at råde på dette sted – 6000 fod over havets overflade.

Det er nu tredie gang, jeg har fejret min juleaften så langt fra det sted, hvor mine tanker, trods alt, er det meste af aftenen. Men medens jeg de foregående to gange fejrede denne aften oppe i Delhi sammen med rent indiske venner, var jeg i år sammen med både landsmænd og indere, idet Anna Ørnsholts lille tjenerfamilie naturligvis også var tilstede, Husets tjener Raju havde pyntet det smukkeste juletræ, og det var en stor oplevelse for os alle, da hans to små drenge kom og så det blive tændt. Meget små og meget mørke, som de er, men med de skønne sydindiske "stjerneøjne" stod de der med hinanden i hånden, dybt betagne, De skiftedes til at dele julegaver rundt iblandt os og fik naturligvis selv størsteparten, Iøvrigt skjulte der sig en menneskelig tragedie bag disse to små drenges liv. Sidst jeg var her, havde Raju også to små drenge, Vincent og Edwin, men Edwin døde sidste år, vistnok af lungebetændelse, Det var et frygteligt slag for den lille familie, og da Raju en dag fandt Vincent siddende skjult i et træ med hænderne for sine øjne og hørte sin lille dreng sige: "Edwin, hvor er du henne? Jeg ønsker at tale med dig. Kan jeg komme til dig, eller vil du komme til mig?" besluttede han og hans søde lille kone Josephine at adoptere en lille slægtning, som ikke havde det alt for godt. Dette var årsagen til, at vi nu så den lille Arthur, som Vincent omfatter med den mest rørende omhu.

– – – – – – –

Om få timer er vi ikke alene inde i et nyt år, men vi påbegynder også et ti-år, som efter alt at dømme bliver det mest skæbnebestemmende i jordklodens hidtidige udvikling. I det ti-år, der om få timer løber ud, har jeg jo haft den skæbne at rejse meget, både i Europa og Asien, og når jeg i denne stund forsøger at samle mine tanker til et billede af alt det, disse lange rejser har givet mig af indsigt og forståelse, står det ganske klart for mig, at sådan som det går nu, kan det ikke fortsætte. Spændingen i verden er ikke blevet mindre i disse ti år, tværtimod. Måske føles det ikke så stærkt hjemme som her, hvor man altid har på følelsen, at noget forfærdeligt kan hænde. Den største del af verdens mennesker lever i Asien, det glemmes ofte i Vesten. Og det gærer overalt i Østen, både her i Indien, i Kina og i Japan, men også i de mindre stater. Disse lande er på én og samme tid ældgamle folkeslag og nye, unge nationer, og unge nationer kan være farlige, for de har drømme i sig, som kræver realisation. I dag har Indien den helt ubegribeligt store lykke at være ledet af besindige mænd, der har dyb rod i gammel indisk kultur og tradition. Men de kan ikke leve evigt, rent fysisk. Og hvad så? For ingen bør være i mindste tvivl om, at en materialistisk bølge har rejst sig i Asien, og at ungdommen herude er umådeligt påvirket af Vestens høje levestandard. I Vesten havde vi århundreder til at forberede den nuværende økonomiske velstand og den tekniske standard, der præger vort liv. Men Østen har kun haft et ti-år! Intet sted i verden er kløften mellem far og søn dybere end her. Men Østens folk har en anden åndelig baggrund, end vi har haft. De var højt kultiverede mennesker, da vi endnu var rene barbarer, og dette forhold må tages med i betragtning, når man søger at vurdere den nuværende situation. Et højt åndeligt udviklet folk reagerer anderledes end et åndeligt uudviklet. Og mange mennesker i Vesten er rystende åndeligt underudviklede i sammenligning med mennesker her. Sandt nok er masserne herude også åndeligt underudviklede, men i Indien er de så religiøst prægede eller formede, at enhver tanke om et samfund her uden religion eller Gud er en umulighed.

Skal verden kastes ud i det, vi alt for let betragter som "en tredie verdenskrig" – og meget tyder på, at den kan bryde løs når som helst – vil Asien uden tvivl blive skuepladsen for en blodsudgydelse, verden aldrig før har set mage til. Men selv med dette for øje føler jeg mig overbevist om, at Asien, det åndelige Asien, vil overleve, og da vil vi få at se, hvorledes det, vi i fællesskab har gjort for at bringe Martinus verdensbillede herud, vil bære frugt, Den tid jeg har været i Indien, hører til mit livs rigeste, fordi jeg her har lært, hvad jeg ikke kunne lære hjemme, i hvert fald ikke på samme måde: den uhyre værdi af Martinus Kosmologi, Jeg ved, at Martinus kosmiske analyser' nu gror her for hvert døgn, der går. Selv om min opgave herude aldrig bliver løst, ved jeg, at den første del af denne opgave nu nærmer sig sin løsning. Vi har centret her, mennesker for hvem disse tanker betyder det samme, som de betyder for os, men mennesker af en lidt anden slags, De kender ikke Martinus person, sådan som vi kender ham, men de har "genkendt" hans ånd, og budskabet om hans eksistens løber Indien rundt. Thi også Indien er i dyb åndelig nød, noget mange hjemme måske har svært ved at fatte. Men det er sandheden. Det er ikke blot den del af "den gamle verdensimpuls", der omfatter kristendommen, der er på retur, det er hele den gamle verdensimpuls' udtryksformer, både kristendom, muhammedanisme, buddhisme og hinduisme – alle har de hjælpeløst tabt terræn og går deres undergang imøde. Det vides her, som det vides hos de mest fremskredne i Vesten, Og derfor lytter man til Martinus, som man lytter til den, der bringer virkelig sand føde for sjælen, Men Martinus stemme taler til årtusinder, Det er her, vi fra Vesten har noget at lære af Østen. For østerlændingenes tidsbegreb er ikke vort. I vor verden haster det! Herude er der intet som helst, der haster, intetsomhelst!!! Dette trængte jeg til at lære, og nu, da jeg begynder at kunne se afslutningen på dette mit tredie og formentlig foreløbig sidste besøg i Indien, er jeg lykkelig ved den erfaring, jeg her har fået. Den virkelige østerlænding lever altid "midt i evigheden", Han er sig denne sandhed umådeligt bevidst og vurderer enhver ting ud fra den; også Martinus arbejde. Han ser ganske klart, hvad det er, der er hændt højt mod nord, og han bøjer sig i dyb taknemmelighed for, hvad det er, han har set, Men han hverken overvurderer eller undervurderer. Han ser ud fra en årtusind gammel tradition, at Martinus arbejde er dømt til at sejre "i sin egen tid", og på den har ingen af os blot skygge af indflydelse, men det udtrykker ikke for ham nogen negativ holdning, tværtimod. For den virkelige hindu er der kun ét begreb, der virkeligt tæller, og det er pligtfølelsen. Han kender sin pligt, både over for sin familie, sine venner, men mest over for Gud! Det falder ikke én af vore venner her i Indien ind at svigte Martinus. Ikke én af dem! Hver for sig vil de føre budskabet om hans eksistens videre til deres bedste ven, og han igen vil gøre det samme – kæden vil aldrig standse. De er fattige, det er sandt, men det er kun på fysisk gods, ikke på ånd.

– – – – – – –

Når De sidder med dette brev i Deres hånd, er vi allerede langt inde i det nye år, og jeg vil igen være tilbage i Delhi, men modtag alligevel mine kærligste ønsker for Dem selv og for Deres kære for dette år! Og lad mig her få lov til at bringe de mange, der atter i år har sendt mig vidunderlige breve herud, min inderligste tak. Jeg burde besvare alle disse mange inspirerende breve, det ved jeg, men min tid her er så kort, og jeg har så uendeligt meget at gøre, at jeg håber, De alle tilgiver mig. Vær blot overbevist om, at hver eneste kærlig tanke og hvert eneste kærligt ønske i rigt mål er gengældt! På hver sin plads tjener vi alle de samme idealer, og alle har vi brug for den indbyrdes kærlighed, der lyser ud af de mange breve til mig. Jeg er meget lykkelig ved mit liv og mit arbejde her i Østen, men jeg føler ingen grund til at skjule, at jeg også er umådeligt lykkelig for mit arbejde hjemme, og at jeg glæder mig til gensynet med Dem alle, når opgaven her er løst!