Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Dybt inde i sig selv ved ethvert menneske, at livet er et eventyr, Men kun altfor fa erkender det i det daglige liv. For langt de fleste bliver livet meget hurtigt rutine og kommer til at bestå af hundreder af små trivielle gentagelser. Men dette er ikke livets skyld, for livet selv gentager sig aldrig. Vil vi – og det kan lade sig gøre! – kan vi i os selv opøve en evne til ikke alene at gøre hver dag til en ny dag, men også til et helt nyt liv. Måske er mit sind anderledes indrettet end andres. Jeg ved det ikke, for når alt kommer til alt, ved vi uendelig lidt om hinanden. Jeg ved blot, at jeg dybt i mig selv føler en meget stor angst for at gøre mit eget liv til rutine. Og jeg tror, at det er denne min indstilling, der, ihvert fald indtil nu, har ladet mig fornemme lidt af det, man så poetisk kalder "evig ungdom".

For alt for mange er dette at være "ung" udelukkende et rent fysisk spørgsmål, men det er en barnlig indstilling. Vort legeme må følge de love, der gælder for alt skabt, men ikke vor ånd. Vil vi, kan vi bevare vor evne til at se "ungt" på alt det, vi møder. Og gør vi det, vil vi hurtigt opdage, at livet med største beredvillighed vedbliver at åbne sig for os, som det gjorde, da vi var fysisk unge og livet et umådeligt, et uoverskueligt hav af kommende fremtidsdage.

Jeg er ganske klar over, at en og anden kan indvende, at jeg langt mere end de fleste har haft og stadigt har chancen for at betragte tilværelsen under nye synsvinkler. Men dette er ikke helt rigtigt. For hvor jeg end har været i mit liv, har det altid været således så langt tilbage, jeg kan erindre. En af mine venner overraskede mig engang ved at spørge mig, hvornår jeg havde i sinde at blive voksen. Jeg har aldrig glemt dette spørgsmål og den reaktion, det udløste i mig. Og jeg erindrer meget tydeligt, at jeg for mig selv besvarede hans spørgsmål med et "aldrig"! – såfremt dette at være "voksen" skulle være ensbetydende med den form for åndelig modenhed, der ytrer sig ved fornem konservativ forkalkning. Jeg har altid begæret et levende liv, og når jeg elsker Martinus kosmiske analyser så højt, som tilfældet vitterligt er, skyldes det udelukkende, at de for mig har været den "nøgle" til det virkelige liv, jeg så brændende begærede.

Årsagen til denne lille filosofiske indledning er den, at mit liv, siden jeg skrev til Dem sidst, faktisk har været een lang kæde af små og store inspirerende eventyr. Jeg rejste ned til Kotagiri, fordi dét var meget nødvendigt for mig at tale med Anna Ørnsholt om vort arbejde herude. Anna Ørnsholt har ikke alene snart oversat fire bind af Livets Bog til engelsk for os, men hun er, sin høje alder tiltrods, så levende og så fuld af viden om Indien, at jeg har anset mine besøg hos hende og mine samtaler med hende for livsnødvendige for vort arbejde herude. Vi ved aldrig, hvornår vore fysiske veje skilles for bestandigt, men så længe Anna Ørnsholt er iblandt os i Indien, vil hun altid indtage en "nøglestilling" i vort arbejde her, og jeg har aldrig haft en samtale med hende, uden at den har givet mig en dybere forståelse af livet i dette Østen, der ustandseligt formår at åbenbare nye sider af sit eget væsen.

Var den indre side af mit ophold i Kotagiri således uhyre værdifuldt for mig, var den ydre side af det samme ophold ikke mindre lærerigt. Årets sidste dag fejrede vi på den måde, at Anna Ørnsholt, hendes anden danske gæst og jeg besluttede os for en tur, først ned til byen Conoor, der ligger ca. 1000 fod under Kotagiri, og siden hen op til Ooty, der ligger ca. 1000 fod over Kotagiri, der selv er placeret ca. 6.500 fod over havets overflade. Vejret var simpelthen himmelsk, som den allerbedste sommerdag hjemme. Vi si artede tidligt og nåede Conoor før middag. Turen nedover var et eventyr i sig selv. Området, hvor Anna Ørnsholt lever, havde fået megen regn, så alting så dejligt forårsgrønt ud. Gule gyvelbuske blomstrede overalt, og allevegne så man de skønne, hvide, kræmmerhuslignende daturablomster hænge ud over vejen. Hvor som helst der var mindre vandløb, så vi store klynger af skønne kallablomster. Selve busturen, både op og ned, er i sig selv lidt i retning af et mareridt. Vejen er smal, og indiske buschauffører kører i almindelighed, som om en vis person med horn og hale er lige i hælene på dem. Den eneste trøst, man normalt har, er, at enhver buschauffør med respekt for sig selv har mindst eet gudebillede placeret lige over sit hoved. I vort tilfælde havde han to, et af Kristus og et af Krishna, hvilket formentlig skyldtes, at hele egnen omkring Kotagiri er overbroderet med missionsstationer, Inderne er yderst tolerante på deres egen facon!

Vi kom ned til Conoor i god behold og nød synet af denne typisk indiske by, der både rummer skønne hindutempler, en stor moské og en stor, meget smuk kirke, der er placeret på en overordentlig skønt beliggende plads i byens midte. Efter at have set, hvad der var værd at se, tog vi bussen op til Ooty, og jeg må ærligt sige, at havde turen ned rummet visse øjeblikke, hvor man i hast bad en ekstra bøn for at slippe fra det med livet, rummede turen op, sådan syntes det mig, endnu flere af disse sekunder, hvor man foretrækker at lukke øjnene i stedet for at stirre ned i de svimlende afgrunde, der i netop de øjeblikke udgør ens eneste udsigt.

Ooty er en af de skønneste byer i "de blå bjerge", og her bor guvernøren for Madras i den varme tid. Anna Ørnsholt har tidligere hersket uindskrænket over den vældige tjenerstab i guvernørboligen, der er bygget af englænderne, og det var hende naturligvis en stor glæde at vise øs alle herlighederne. Men er bygningen skøn, er parken omkring den det ikke mindre, Der findes i den træer, vi ikke kender på vore breddegrader, og som er så kæmpemæssige og så velformede, at man næsten taber vejret ved synet af dem. Det var jordbærsæson i Ooty, og vi kunne have fået jordbær med fløde på årets sidste aften, om ikke Anna Ørnsholt havde frarådet det. Renligheden i Indien er jo visse steder så som så og Anna Ørnsholt ønskede ikke, at vi skulle starte det nye år sengeliggende. Luften er tynd i Ooty, så vi var alle meget trætte, da vi begav os på nedturen, der på grund af mørket føltes, nå ja, som ikke så lidt i retning af modbydelig tortur. Men ned kom vi da og fejrede årets sidste aften foran den blussende kamin med en dyb samtale om det arbejde, vi alle elsker og er villige til, hver på sin plads, at gøre det mest mulige for.

Den første dag i det nye år var akkurat lige så skøn som den sidste i det gamle. Anna Ørsnholt og hendes anden danske gæst havde besluttet at følge med en indisk læge ind i junglen, hvor denne læge udfører et enestående og aldeles uselvisk arbejde for at redde en lille gruppe uhyre primitive mennesker. Jeg kendte dette arbejde og besluttede derfor at vandre " på må og få" ud i omegnen. Kotagiri er et meget ejendommeligt sted, idet der her stadigt lever flere forskellige og fra hinanden afvigende folkestammer, som det er uhyre interessant at studere på nærmeste hold. Pludseligt befandt jeg mig på den kristne kirkegård og havde her en oplevelse, jeg næppe vil kunne glemme. Kirkegården er på en måde den rene ynk at se, den har intet tilfælles med en almindelig dansk kirkegård, består nærmest af en række råt opkastede små tuer, dækkede med sten for at de allestedsnærværende hyæner ikke skal grave ligene op. En lille nytildækket grav påkaldte sig min opmærksomhed, fordi der på dens top var arrangeret en smuk hjerteformet blomsterkrans, i hvis midte jeg så en lille drengehue, en lille drengeskjorte og tilsvarende trøje, alt sammen meget laset og meget fattigt. Sådan et syn gør uvilkårligt et stærkt indtryk og sætter tanker igang. Hvor kristne er disse mennesker egentlig? Jeg besøgte senere på dagen Anna Ørnsholts tjener Raju's lille hjem. Raju, der selv er kristen, og hvis stue er fyldt med billeder af Kristus og en lang række katolske helgener, havde ikke desto mindre en lille hylde, på hvilken der stod to små glas, hvoraf det ene indeholdt vand og det andet kaffe. Forsigtigt spurgte jeg Raju om meningen med disse små glas, og lavt og halvt undskyldende svarede han, at "det var Josephine" – hvormed han mente, at hans søde lille kone, der også er kristen, havde anbragt disse glas for at deres lille afdøde dreng Edwin, dersom han kom på besøg, ikke skulle føle, at han var glemt. Personligt føler jeg, at indernes rod i deres egne ældgamle forestillinger om liv og død er så dybtgående, at den kristendom, vi har at give dem, aldrig vil formå at udrydde disse forestillinger. På mit spørgsmål om tøjet på den lille drengs grav svarede Raju, at "sådan gør man altid, for hvis – !"

Tidligt den anden januar sagde jeg farvel til Anna Ørnsholt og hendes gæst og begav mig ned til Mettupalyam, der ligger ved foden af "de blå bjerge". Det var en vidunderlig skøn morgen, og turen fra Mettupalyam til Coimbatore var en forunderlig oplevelse for mig. Jeg var igen nede i lavlandet, i varmen, men også i foråret, for overalt så jeg skønne lysegrønne ris- og majsmarker, af og til afbrudt af vældige banan- og popajaplantager. Sydinderne er elskelige mennesker, overalt mødes en fremmed med tindrende glade smil og en hjælpsomhed, som slet ikke kan beskrives. Altid er det en selvfølge, at man får den bedste plads i bussen, og altid mødes man af de få engelske gloser, de kan, som regel udtrykt så himmelsk ulogisk, som det er muligt. Det virker faktisk yderst oplivende at blive mødt med et strålende "Good evening" kl. 10 om formiddagen!

Ved min ankomst til Coimbatore opsøgte jeg straks en mand, jeg havde glædet mig uhyre meget til at træffe, nemlig Mr. K.D.S.Aiyer, der ikke alene havde modtaget og bekranset Martinus i 1954, men som siden hen har gjort meget for vort arbejde i denne store by. Mr. Aiyer er gammel og ser dårligt, men der var over hele hans fremtræden en sådan ydmyghed og sjælelig renhed, at det føltes som en stor begunstigelse at blive omfavnet af ham og budt velkommen til hans lille hyggelige og smukke hjem. Han var, indtil han trak sig tilbage, politiofficer, men er nu almindeligvis kun kendt under navnet Dhora Swami. Vi fik en lang samtale om Martinus arbejde, som han nærer meget stor beundring for. Med stolthed fortalte han mig, at hver gang Kontaktbrevene ankom, samlede han alle sine grupper og lod brevet og det medfølgende foredrag af Martinus læse højt for alle "ikke alene sætning for sætning, nej ord for ord min kære ven!" Efter at brevet og foredraget var blevet grundigt kommenteret af ham, fik hans venner lov til at få det til gennemlæsning og afskrivning, men kun på den betingelse, at det vendte tilbage til ham selv. Som alle, med hvem jeg har drøftet dette spørgsmål, var han overbevist om, at Martinus arbejde går en strålende fremtid imøde i Asien. "Det er", som han selv udtrykte det, "født til at sejre!" Ved afskeden bad han mig bringe alle venner af Martinus i Skandinavien hans kærligste hilsen og velsignelse, – hvilket hermed være gjort!

Fra Dhora Swami kørte jeg ud til Coimbatore's flyveplads for at flyve til Bangalore, hovedstaden i staten Mysore. På vejen derud passerede jeg vældige bomuldsmarker, hvor bomuldsplanterne netop begyndte at vise deres karakteristiske frugter, de små hvide uldtotter. Coimbatore's flyveplads er meget lille, den mindste jeg endnu har set, men til gengæld var dens funktionærer de hjerteligste og mest hjælpsomme, jeg nogen sinde har truffet« Flyvepladsen er uden radiokontakt med maskinerne, så ingen vidste, om der var plads til mig i den ventede maskine, hvad der unægtelig skabte en vis spænding. Der var plads, og ingen var gladere end de to stationsledere, der ikke alene fulgte mig ud, men omgående sørgede for, at jeg fik den bedste vinduesplads. Da alt var i orden, trykkede de mig i hånden og bød mig farvel, som var jeg en meget nær og kær slægtning.

Bangalore er berømt som "Indiens haveby", og den er overordentlig smuk. Anlagt som den er på en højslette, er dens klima meget behageligt i vintertiden, selvom mange danske måske vil finde ca. 30 gr. C. lidt vel rigeligt. På vor rejse op til Anna Ørnsholt havde vi mødt et umådelig venligt indisk ægtepar, der havde været i København og aldrig siden hen havde kunnet glemme al den hjertelighed, de havde mødt i vor hovedstad. Vi havde måttet love at underrette dem, såfremt vi kom til Bangalore, og dette var årsagen til, at jeg, så snart jeg havde fået mig selv installeret på et lille vegetarisk hotel, telefonerede til Mr. Kuppuswamy. Til min store glæde svarede han mig, at han ville komme omgående og hente mig. Således gik det til, at jeg kort efter min ankomst blev afhentet af denne venlige inder, der gav sin chauffør ordre til at køre til et utal af steder, "for", som han sagde, "nu skal De få Bangalore at se, som ingen anden kan vise Dem denne by!" Og det gjorde han; ustandseligt dirigerede han sin chauffør til nye steder og nye skønne udsigter; alt forklarede han, og utallige steder var vi inde at se ting, som, det ved jeg, senere i mit liv vil bringe de skønneste erindringsbilleder frem for mit indre syn.

Men den virkelige overraskelse kom tilsidst, for ind imellem alt det, vi oplevede, benyttede han lejligheden til at "interviewe" mig om mit syn på livet. Og da jeg fortalte ham, at jeg hverken spiste kød, røg eller drak alkohol, opdagede jeg pludseligt, at han sad og betragtede mig meget nøje. Med et sagde han lidt tøvende: "Sig mig Mr. Larsson, hvorfor lever De sådan? De er jo ikke fanatiker, det ser man straks, så der må være en særlig grund for Deres levevis?" Meget forsigtigt begyndte jeg at fortælle ham om Martinus og mit arbejde, men her afbrød han mig og sagde: "Dette er så interessant, at min kone må høre det. Vil De tilgive mig, at vi nu tager til mit hjem?"

Således gik det til, at jeg lidt senere svingede op foran et af de skønneste private huse, jeg har set i Indien, Alene haven foran huset var et eventyr af kendte og ukendte tropeblomster. Og huset selv? Ja, det var en drøm i indisk luksus, men en drøm der vil forblive ukendt for de fleste mennesker af vor race thi i dette skønne hjem er der aldrig spist kød, aldrig røget og aldrig nydt alkohol. For den virkelige hindu er hans hjem et tempel, og ingen, der ikke ønsker at respektere dette hjems idealer, vil nogen sinde blive inviteret ind i dets indre gemakker. De vil i det højeste kun komme til den, det skal siges, meget, meget skønne hall.

Men her sad vi nu, Mr. Kuppuswamy, hans elskelige hustru og to dejlige drenge og talte om Martinus arbejde. Ustandseligt spurgte de, og ustandseligt måtte jeg ikke alene svare, men uddybe hvert eneste svar, indtil de helt forstod det. Jeg har jo gjort det så ofte nu, at det ikke længere volder mig nogen vanskeligheder. Timerne fløj, og det blev sent, inden Mr. Kuppuswamy bragte mig tilbage til mit hotel. Men vor afsked var ingen virkelig afsked, thi den indebar løftet om det samarbejde, for hvis skyld jeg er her i Indien.

Den følgende morgen tog jeg ud og så en nyindviet kæmpeudstilling af indisk kunst og nyskabt indisk industri. En venlig ung ingeniør stillede sig straks til min rådighed og tog mig rundt i dette pragtopbud af indisk kunst og teknik. For første gang i mit liv så jeg her et lille indisk privatfly på størrelse med vor egen K.Z., men med den store forskel, at skete der et eller ander brud på denne maskine, der gjorde en nødlanding nødvendig, behøvede piloten blot at trykke på en knap, og automatisk udløste maskinen selv en faldskærm stærk nok til at bære både den og dens to passagerer sikkert ned til jorden – det imponerede mig faktisk!

Det var søndag, og der var en masse mennesker på flyvepladsen, da vi gik ud til maskinen til Bombay. Der er meget langt mellem Bangalore og Bombay, tre timers flyvning, men jeg havde længe set frem til denne tur, så jeg var lykkelig over at få en fin plads. Vi fløj ind over staten Mysores vældige jungler, der er berømte for deres mange tigre, vilde elefanter og vilde bøfler. Videre fløj vi op over staten Bombays bjergfyldte områder, hvor Indiens sidste løver lever i delvis fredet tilstand. Jeg havde hørt om disse løver af to forstmænd oppe i Dehra Dun i Nordindien, og de havde fortalt mig, at der nu efter en periode, hvor man faktisk frygtede for, at løverne var helt udryddede, igen var ca. 100 eksemplarer, der øjensynligt alle trivedes vel.

Gensynet med Bombay var opfyldelsen af en drøm, jeg hemmeligt har båret i mit hjerte, siden jeg forlod denne dejlige by. Jeg er lykkelig for Delhi, for der har vi vort hovedcenter og også mange venner, men jeg elsker Bombay og kan ikke glemme den. Her landede jeg, første gang jeg kom til Indien, og her mødte jeg for første gang sand indisk gæstfrihed. Her er meget varmt, det er sandt, men varme generer mig ikke, kun hede. Og netop nu er varmen udholdelig, kun ca. 30 gr. C. Mange venner venter mig, de ved at jeg kommer, men endnu ved de ikke, at jeg er ankommet, det vil de først vide i morgen, og så begynder for tredie gang mit arbejde her i denne by, som, derom er jeg overbevist, næst Delhi vil blive vort største center i Indien.

Vi gjorde klar til landing i Bombay, netop som solen begyndte at synke, og gled ind over byen i det øjeblik, den sank i det arabiske hav, Solnedgang her og hjemme er to meget forskellige ting. Set fra maskinen lignede solen en hvidglødende kæmpekugle, og man ligesom ventede at se det arabiske hav give sig til at koge i det øjeblik, den druknede sig i dets dybblå vand. Der er langt fra Bombays flyveplads Santa Cruiz og ind til byen, og det var forlængst mørkt, da vi nærmede os Air Terminal. Men pludseligt genkendte jeg kvarteret, vi kørte igennem, og bad buschaufføren om at standse og sætte mig af. Egentlig havde jeg bestemt mig til at tage ind på et hotel og først opsøge mine venner næste dag, men følgende en pludselig indskydelse stod jeg nu her på gaden med mine sager og stirrede fortryllet op på et vindue, fra hvilket lyset strålede ud i den mørke nat.

Hvorfor gjorde jeg dette? Simpelthen fordi det vindue, sidste gang jeg var her, var "mit" vindue, og fordi jeg hele mit liv vil have en stående invitation til at vende tilbage til Mr. og Mrs. Lalvani's hjem i det skønne Marfat Lal Park lige ud til det arabiske hav. Den første, der fik øje på mig, var min gamle tjener Rajuh, der først stirrede lamslået på mig, som jeg dukkede ud af mørket. Lynhurtigt forsvandt han, og lidt efter hørte jeg hans henrykte råb: "Sahib fra Europa er kommet tilbage – Sahib fra Europa er kommet tilbage!" Og så kom alle mine venner fra mit sidste besøg myldrende ud og omfavnede mig og bød mig velkommen, som man kun bliver budt velkommen her i Indien – det kunne jeg nu godt have ondt Dem at overvære!

– – – – – – –

Og nu sidder jeg i denne meget, meget skønne indiske morgen og skriver til Dem. Uden for mit vindue ser jeg de lange dønninger fra den arabiske bugt brydes mod klipperne. Over for mig har jeg igen "mine" to smukke tempeltårne, hvis sprøde klokker med visse mellemrum lyder ind i mit værelse. Over mig svæver de indiske hawk's og under dem svinger svalerne sig kvidrende rundt i luften, Umiddelbart uden for mit vindue duver en mægtig kokospalmes brede blade, og op til mig stiger den bedøvende duft fra ukendte tropiske blomster. Om en uge begynder foråret i Bombay, og alle tegnene er der – Bombay er meget, meget smuk netop nu, det er virkeligt en velsignelse for sjælen at få lov til at opleve denne by på denne tid af året!

– – – – – – –

Jeg ved, at livet af mange mennesker opfattes som een stor forbandelse, men sådan har jeg aldrig oplevet det. Selv i mine sværeste stunder, og jeg er ikke blevet mere skånet end andre, har jeg altid følt, at det var mig selv og ikke livet, der var noget i vejen med. Engang var denne indstilling et håb og en drøm, idag er den en realitet. Den er simpelthen en ny evne, og jeg har intet større ønske end ved mit liv at bidrage til, at så mange som muligt får denne evne, Vi er så flygtige gæster på det fysiske plans skueplads, at det er mere end tåbeligt at forgifte den korte tid, vi er her, med tankearter og forestillinger, der kun kan gøre både os selv og andre ulykkelige. Tusinder af miles har jeg rejst det sidste tiår, og tusinder af mennesker har jeg mødt, Den slags ændrer et menneske, men gennem de mange oplevelser, livet har givet mig, ser jeg klarere end nogen sinde før, at kun den, der har mod til at give sig selv en virkelig kosmisk opdragelse, mod til at "gå bagom tingene", vil evne at gøre sig fri af den ulykkelige ensomheds byrde, der hviler på så mange menneskers skuldre, og gå ind i det, jeg kalder "den lykkelige ensomhed"s land – det land, hvor det, vi kalder "fred", alene hører til!

Med en kærlig hilsen til Dem alle fra Deres hengivne og taknemmelige