Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Med sine mere end fire og en halv million indbyggere er Bombay en af verdens største byer, og det mærkes. Trafikken i gaderne i centrum er enorm, men den er det også i yderdistrikterne, for Bombay er en lang og meget smal by. Men den er på en måde en af Indiens skønneste byer, selv om den naturligvis har en meget stor slum. Fattigdom og rigdom ses således overalt. Ingen anden by i Indien har så skønne moderne kvarterer som Bombay, så pragtfulde hoteller og så fine klubber. Men heller ingen anden by, det skulle da lige være den endnu større Calcutta, kan fremvise så mange fattige. Der er over titusinde tiggere i Bombay, og mange hundrede tusinde er så fattige, at man aften efter aften kan se dem ligge i endeløse rækker og sove på fortovene. Dette kan sagtens lade sig gøre om vinteren, hvor temperaturen er vidunderlig om natten, ca. 28-30 grader. Men i regntiden er det ensbetydende med døden for utallige, for monsunregn er noget andet end det, vi kalder regn. Det er simpelthen floder af vand, floder af iskoldt vand

Det var en vidunderlig oplevelse for mig at vende tilbage til denne by, der står mit hjerte meget nær. Bombay: "the Gateway of India", er selve "indfaldsporten" til Indien, og det mærkes. Den er ubestridt landets mest kosmopolitiske by. Alle racer og afskygninger af alle racer lever her. Der findes hele kvarterer med kinesere, og overalt mærker man den raceblanding, der på en og samme tid frembringer så skønne mennesker, men også så uendelig komplicerede skæbner. For det lyder altid så romantisk, når hvid, brun, sort og gul blander sig med hinanden, men livet er andet og mere end "hvedebrødsdage", og man skal ikke være alt for længe i Indien, før man mærker virkningen af disse blandede ægteskaber. De romantiske dage i vort liv er korte imod de lange rækker af hverdage, og det skærer ofte en i hjertet, når man ser, hvad der kom ud af den megen romantik. At høre til anglo-indernes store gruppe her i Indien eller eur-asiaternes store grupper i de resterende dele af Asien vil for langt de fleste sige at høre til i et slags åndeligt ingen mands land. Disse mennesker synes ikke at høre til nogen steder. Her i Indien lever de for det meste isolerede, fordi de i kraft af deres halvt hvide herkomst ofte føler sig "bedre" end inderne selv. Og europæerne på deres side blander sig meget nødigt med disse mennesker, der ofte som en bitter " arv synes at have fået det dårligste af begge deres ophavs egenskaber. Jeg nævner alt dette, fordi man stadigt oplever, at mennesker synes, det er så storartet, at racerne blandes. Og det er det også i det store spil, men det ændrer ikke den kendsgerning, at langt de fleste enkeltskæbner inden for dette område er betydeligt mere komplicerede, end de fleste forestiller sig.

For mig selv, rent personligt, vil Bombay altid lyse i min erindringsverden. Her fik jeg mine første virkelige venner, og de gange, jeg siden hen har fået lov til at vende tilbage til denne store by, har altid været ensbetydende med oplevelser, der sætter sig dybe spor i min bevidsthed. Og således gik det også denne gang. Hvordan Jeg blev modtaget, ved De, og jeg kan fortælle Dem, at dagene siden hen gik på samme måde. Allerede dagen efter min ankomst tog jeg ned i byen for at hilse på den mand, der først bød mig velkommen til Indien: Mr. Mankar, den berømte generalsekretær for "The Bombay Humanitarian League". Han vidste ikke, jeg var i byen, så han var faktisk nær faldet ned af stolen, da jeg pludselig stod i hans kontor. Han omfavnede mig på det hjerteligste, og meget hurtigt var vi inde i en dyb samtale om, hvordan jeg bedst kunne udnytte mit ophold i byen. Mr. Mankar er et godt stykke oppe i halvfjerdserne, men virker meget, meget yngre. Han indtager en fremragende stilling i Indiens åndsliv af idag og er en meget stor beundrer af Martinus, som han konsekvent omtaler som "the Famous Danish Saint". Han var villig til at sammenkalde til et stort offentligt møde, men fandt, at det var meget bedre for vort arbejde, om jeg istedet ville gå med til at tale i en lang række store hjem i byen. Da dette var min egen plan, varede det ikke længe, før jeg var "gennemorganiseret", idet jeg selv havde en række invitationer, som måtte have førsteret. Og sådan gik det til, at mine to uger i Bombay blev én lang række af forelæsninger, næsten fra tidlig morgen til sen nat. Men det var det, jeg besøgte byen for, så det var, som det skulle være.

Hvor gerne jeg end ville beskrive hele det væld af oplevelser, disse to uger gav mig, må Jeg dog prøve at vælge nogle enkelte ud, der kan give Dem et lille indtryk af vort arbejdes vækst i Bombay. Indisk liv er jo anderledes end dansk. Selvom kastevæsenet officielt er afskaffet, så er der ingen inder med respekt for sig selv, der ikke fremdeles tilhører sin egen gruppe langt mere, end han tilhører det for ham uendeligt abstrakte begreb, vi andre kalder "Indien". Dette vidste Mankar ligeså godt som jeg, og derfor var jeg glad for, at han var enig med mig i, at det er bedre at møde mennesker på deres egen "hjemmebane", end det er at møde dem i en sal, hvor de alle er "officielt venlige" imod hinanden. Ud af den meget store mængde af mennesker, jeg i disse to uger mødte, er der især to, jeg ønsker at omtale for Dem. Den enes navn er Mr. H.O. Setna, og han er en mand på min egen alder. Gennem lang tid har han nu modtaget vore kontaktbreve og er så interesseret i vort arbejde, at Jeg næppe tager fejl, om han bliver den kommende leder af centret i Bombay sammen med en anden fremragende mand i denne store by, dr. Nasikvala, lederen af et stort ingeniørfirma. Jeg kendte kun disse mænd gennem vor korrespondance men vidste, at de var uendeligt interesseret i Martinus tanker. Medens Mr. Setna er fri og uafhængig, er dr. Nasikvala allerede leder af en stor gruppe åndeligt interesserede mennesker. Begge disse mænd er imidlertid hver for sig fødte ledere og organisatorer, så jeg nærer ingen tvivl om, at de hver på sin plads kommer til at spille en rolle i vort arbejde herude. Vi fandt meget hurtigt hinanden og havde rig lejlighed til at mødes, idet de ønskede at høre mest muligt om Martinus – og stille flest muligt spørgsmål! Der opstod et meget hjerteligt venskab mellem os indbyrdes, et venskab sagen – derom er Jeg overbevist – vil få stor glæde af.

Gennem de mærkeligste kanaler er vort arbejde vokset frem herude, og den samlede aktive "gruppe" i Bombay er nu langt over tohundrede mennesker fordelt mellem de forskellige kaster. Jeg har talt for grupper i meget, meget rige, og for grupper i fattige hjem – overalt er jeg blevet modtaget, som man kun bliver det herude. I praksis virker vort arbejde her som hjemme, blot med den forskel, at man sidder på gulvet med korslagte ben, omgivet af sine tilhørere. Men princippet i arbejdet er helt det samme: gennemgang af et eller flere symboler, her mest brugt som introduktion til Martinus tankeverden. Og derefter spørgsmål som, hvad indhold angår, ofte hæver sig langt over, hvad man må være forberedt på hjemme. Inderne er trænede i filosofi, og da reinkarnationstanken udgør selve deres åndelige livs baggrund, er det klart, at de har problemer på områder, hvor vi hjemme først må skabe disse problemer.

En aften var lidt udover det sædvanlige. Jeg havde lovet at tale for en gruppe oppe fra Sind, det nuværende Parkistan. Efter delingen af Indien måtte tusinder af mennesker fra Sind flygte udover hele Indien. En meget stor gruppe kom til Bombay, hvor de, takket være deres store dygtighed, idag spiller en meget fremtrædende rolle i byens liv. De er i virkeligheden blevet en meget stor konkurrent til parserne, som før helt beherskede Bombays handelsliv. For mig rummer mødet med disse mennesker det rent personlige, at jeg på en måde "tilhører" dem, eftersom T.P. Advani oppe i Delhi er fra Sind og højt respekteret af alle. Og her i Bombay vidste de, at han er min "bror", så alene af den grund stod alle Sind-døre åbne for mig. Det hjem, i hvilket jeg skulle tale, hørte til et af Bombays største, så jeg følte det mere, som jeg skulle tale offentligt end privat. Jeg blev præsenteret foren masse mennesker og måtte holde et meget langt foredrag for dem. Efter foredraget havde min vært en overraskelse til mig, jeg ikke var forberedt på. Pludseligt blev alt lys dæmpet ned, en interimistisk scene blev indrettet midt på gulvet, og ind kom en gruppe musikere, der gav sig til at prøve deres instrumenter. Ingen fortalte mig noget, alle så blot på mig med miner, som ville de sige: vent og se!

Pludseligt stod hun midt iblandt os, som var hun en åbenbaring fra "Tusind og een nat". Trommerne begyndte deres besynderlige rytmiske musik, og påny var jeg vidne til dette ældgamle Indien, der formår at materialisere sig på, synes det mig ofte, sekunder. Foran mig dansede en af Bombays kendte danserinder. Iklædt den skønneste dragt hvirvlede hun rundt i det mærkelige lys og udtrykte med hver eneste af sine bevægelser de tanker, der gennem tusinder af år har bevæget hvert eneste indisk menneske. Hjemme kan man måske opleve dette fra en teaterscene, men den oplevelse har ikke meget at gøre med den, der bliver en til del en dybsort nat i Bombay. Her sad vi, dødsensstille, med korslagte ben og fulgte enhver af hendes bevægelser. Så hvorledes hendes arme bugtede sig som slanger, og hendes hænder udtrykte billeder, som jeg kun kunne ane. Og igen oplevede jeg dette mærkelige, at tiden ligesom stod stille et sekund, for så at hvirvle tilbage – tilbage til en tid så fjern fra den nuværende, at ord næppe kan beskrive den. Ustandseligt skiftede musikken, og ustandseligt ændrede hun sine bevægelser. Hun var en mester i de gamle religiøse danse og dertil underskøn at betragte. I over en time underholdt hun os, en time der på en og samme tid føltes som en evighed og som et sekund. Jeg har oplevet dette før og vil komme til at opleve det flere gange endnu. Men hver af disse oplevelser er en meget dyb inspiration for mig. Vi ved så lidt om os selv, så lidt om vort liv før dette, og så lidt om vor fremtid. At det for mig har været et meget stort eventyr at opleve Indien, har jeg aldrig skjult. Men langt mere end de ydre farver og det brusende liv, som i begyndelsen virker så voldsomt på en, er jeg optaget af det Indien, der alene af alt, hvad jeg har oplevet i dette liv, formår at bringe mig i berøring med noget i mit væsen, som er nyt for mig selv. Vi føler, vi er evige, og ved dog så lidt om den evighed, vi altid vil være "midt i". Herude har jeg mødt lidt af den kontakt med evigheden, vi alle så gerne vil opleve. Jeg oplevede igen den aften, at det jeg så, var noget jeg kendte, kendte på en helt anden måde, end når man oplever noget nyt. Dette var noget "gammelkendt", og det sendte gennem mine nerver en glæde så dyb og varmende, at jeg endnu kan føle den, blot jeg lukker mine øjne og koncentrerer mig om den.

Mødte jeg rigdommen og medgangen i Bombay, mødte jeg også fattigdommen og modgangen, Denne gang i skikkelse af en henrivende ung indisk pige oppe fra Sind. Hun er datter af en af mine venner, hvem livet har behandlet så hårdt, som kun livet selv kan gøre det. For kun godt ti år siden var han en mand så rig, at han havde tre automobiler og udstrakte jorder, havde et liv som kun den rige inder kan have det. På få døgn var alt revet ud af hans hænder. Indien blev delt, og kun med nød og næppe reddede han og hans lille familie livet og nåede ned til Bombay. Vi er nøjagtigt lige gamle han og jeg, men han virker allerede som en meget, meget gammel mand. To børn har han, en datter og en søn. Datteren – Dhuru – var sytten år, da dette skete, og oplevelserne, hun måtte igennem, gjorde et så dybt indtryk på hende, at hun har haft meget svært ved at komme over dem. Nu bad hendes far mig tale med hende og prøve at hjælpe hende ud af det tungsind, der hviler som et tryk over hende og får hendes familie til at ængstes for hende.

Sådan gik det til, at jeg en dag bad Dhuru gøre mig den glæde at drikke en kop te sammen med mig oppe i "de hængende haver", en af Bombays største seværdigheder, hvorfra man har en udsigt, kun få steder i verden har mage til. Dhuru er meget lille og spinkel, men selv efter vore begreber meget smuk. Hun er nu 27 år og skal snart giftes. Hendes ansigt er meget smalt og meget blegt. Hendes øjne store og meget mørke. Hele familien bor i en meget lille etværelses lejlighed, som jeg flere gange har besøgt. Alene lugten i huset får det til at kvalme for en, så jeg forstår, at det må være en meget deprimerende oplevelse for denne familie, der virkelig har oplevet den skærende kontrast til det at bo netop der. Dhuru selv har et job som socialhjælper, men den løn, hun får for dette arbejde, har intet med vore lønbegreber at gøre. Jeg vil ikke engang kalde det "påskønnelse". Dhuru vil så gerne smile, men det er, som om noget i hendes sind standser smilet, før det er født – hun virkede meget lille og ulykkelig, som hun sad der lige over for mig i det varme indiske solskin.

Dhuru havde deltaget i adskillige af mine foredrag, og hun havde læst alle Kontaktbrevene, så på en måde "kendte" vi hinanden. Som alle unge indiske kvinder af god familie er hun meget sky, men vi fandt hurtigt "melodien", og af sig selv gav hun sig til at fortælle mig om de oplevelser, der ustandseligt piner hende på grund af den grusomhed, de udtrykte. Dhuru er, som iøvrigt langt de fleste indiske kvinder, dybt religiøs. Men det, hun måtte igennem, var så svært, at hun ligesom syntes, at Gud blev borte i det. "Det hele var som et mareridt, onkel", sagde hun. "Vi hørte råben og skrigen og så vore venner blive slagtet som dyr omkring os. Alle var som vilde, og det skyldtes kun vore tjenere, at vi reddede vore liv. Muhammedanerne var som besatte og myrdede enhver, de kunne få fat på. Ved du, at de fyldte et stort tog med kvinder og børn og låsede dem inde i tre dage, hvorefter de myrdede dem alle og sendte hele toget til Indien med påskriften "Hilsen fra Pakistan". Da dette tog nåede Indien, det var oppe i Punjab, og sihkerne så deres myrdede slægtninge, standsede de et tog med muhammedanere, der var på vej til Parkistan, skar halsen over på alle passagererne og sendte toget videre med påskriften "Hilsen fra Indien" – sådan blev Indien og Pakistan adskilt!" Hun gemte ofte sit hoved i sine hænder, medens hun talte. Men Jeg afbrød hende ikke, lod hende blot tale, fordi jeg følte, at det var bedst således. Kun igennem ord får man kontrol over sine tanker, og hun manglede så åbenlyst en, til hvem hun kunne få luft for alt dette. Og det var mærkeligt at sidde og betragte hende og se, hvordan hun ligesom blev sig selv, medens hun i ord formede alle disse rædsler.

Jeg har hørt det meste af dette før, for jeg har været sammen med mange mennesker fra Sind. Alle har de været igennem dette helvede, og alle er de mærkede af det. I Dhuru's tilfælde gjorde det ondt, fordi hun ligesom har fået noget slået istykker dybt inde. Hjalp jeg hende? Jeg ved det ikke og får det vel aldrig at vide. For hvem af os er stærke nok til at samle et livs brudte dele til et nyt mønster? Men Jeg så i hvert fald Dhuru smile og også, at hun fik kontrol over sine meget ødelagte nerver. Efter, at jeg havde ladet hende få luft for alt det mørke, der havde hobet sig op i hendes sind, førte jeg forsigtigt vor samtale ind på et område, der fremdeles optager mig meget, selv om jeg nu har prøvet at forstå det fra næsten alle tænkelige synsvinkler, nemlig den indiske form for ægteskab. Jeg ved, at Dhuru snart skal giftes, og også, at hun endnu ikke har set den unge mand, hun skal giftes med.

"Svar mig nu ærligt Dhuru", spurgte Jeg hende, "er du trods alt ikke lidt betænkelig ved, at du sådan pludseligt skal give dig selv til en dig vildfremmed ung mand, du slet ikke ved, om du evner at føle noget for?" Dhuru så længe på mig, før hun svarede, meget længe og meget indtrængende. Så kom det: "Ærlig talt onkel, hvor meget kender jeres kvinder til de mænd, de gifter sig med? Jeg ved godt, at I hos jer starter kærligheden før ægteskabet, hvor vi starter den efter, men mon forskellen, når alt kommer til alt, er særlig stor? For mig at se har vi en langt større fordel, end kvinderne i jeres verden har. Du ved, at min far og mor har valgt for mig. Ikke således at jeg er tvunget til nogetsomhelst, men jeg har altid følt det sådan, at de kender mig langt bedre, end jeg selv gør det, og derfor er bedre egnet til at vide, hvad der tjener mig bedst. Når alt kommer til alt, er ens far og mor de mennesker, der mest er interesseret i at se en virkelig lykkelig. Jeg er i hvert fald absolut tryg ved deres valg." Og så, efter en lang tænksom pause: "Naturligvis er der det seksuelle, men her må du vide, at i vor kreds er alle unge mænd opdraget til at være meget hensynsfulde i det spørgsmål. Og endelig tror jeg, at den indiske kvinde på det område står meget stærkere, end jeres kvinder gør. For vi er opdraget på en helt anden måde, end de er. Fra ældgammel tid har det været en lov her i Indien, at en kvinde skal opdrages til at gøre en mand lykkelig. På en måde er vort erotiske liv nok mere bundet, end det er i jeres verden, men det er også mere frit. Det er sandt, at det er en lov hos os, at vi skal gå fysisk uskyldige ind i ægteskabet, men det er en god lov for os alle. Derimod ved vi langt mere om det seksuelle samliv, end Vestens kvinder ved, for hos os holder kvinderne sammen. Jeg ved jo ikke så meget direkte om livet i Jeres verden, men jeg har læst meget om det, og det forekommer mig, at jeres kvinder ofte står meget svagt, fordi de mere synes at tænke på den lykke ægteskabet skal give dem, end på den lykke de skal skabe for den mand, de knytter sig til. For, når alt kommer til alt, hvad er en mand andet end en dreng, der er blevet voksen? Og hvad behøver en dreng mest i sit liv? Sin mor! Det er måske nok sandt, at han også behøver en kvinde at sove sammen med, men hvor længe? For os er ægteskabet mest det at blive mor. Mor til vores mands børn – og mor til ham selv!" Jeg må have set lidt betuttet ud ved den sidste bemærkning, for hun 10 pludselig en høj og virkelig glad latter. "Nej, hvor så du forskrækket ud", sagde hun og fortsatte så sine egne tanker: "Naturligvis undervurderer vi ikke det erotiske samliv, men det er ikke for os det egentlige. Det er kun psykologerne, der gør en mand kompliceret. For en indisk kvinde er han det som regel ikke. Nej, vi har lært – og jeg tror, det er sandt –, at en mand altid har brug for en mor. Hans kone fortsætter jo trods alt blot hans mors job på en ny måde. Hun ser efter ham, ordner hans tøj og retter på hans manerer (hin) og frem for alt ser efter, at han ikke mister sine venner. Her i Indien ved vi, at en families liv altid afhænger af de venner, familien har, og derfor er vi opdraget til at forstå, at den hurtigste vej til et dårligt ægteskab er at være uvenlig imod vor familie og vor mands venner. Det er derfor, en gæst hos os er en gud og skal behandles som sådan. Vi har alle brug for hinanden, og vi kan aldrig få for mange venner. Det er derfor, du altid ser den indiske mor så optaget af at sørge for hendes børns venner. I jeres verden er kvinden så optaget af sig selv og den lykke, hun absolut vil have. Vi er opdraget til at indse, at Gud kun giver lykken til det menneske, der helt er optaget af at være lykken i de andres liv!"

"Men", indvendte jeg, "hvis nu en pige bliver gift med en rigtig skidt fyr, der behandler hende dårligt, hvad så?" Og her har De så Østens svar på dette spørgsmål gennem en henrivende Sindpiges mund: "Skulle dette virkeligt ske onkel, er vi opdraget til at forstå, at vi i et tidligere liv har båret os skamløst ad og nu må sone, hvad vi dengang forbrød. Bag alting eksisterer Gud, og når han lader os opleve dette, er det fordi, vi i dette liv både skal sone og lære!" Og efter en lille pause: "Det samme lærer Martinus os jo løvrigt. I et af hans foredrag læste jeg om begrebet "kosmisk beskyttelse", og vi var alle så glade for det foredrag, fordi hans tanker var som talte ud af Veda'erne!"

Vi talte meget længe og om mange andre ting. Dhuru åbnede sig virkeligt for mig og gav mig lov at hjælpe sig så langt, mine evner rakte. Da jeg, efter at have fulgt hende til sit hjem, forlod hende, var jeg fuld af beundring over dette lille menneske, som livet har behandlet så hårdt. Jeg følte, at hun måske nok kunne komme langt ned, men at hun aldrig ville kunne knække. Det er i sådanne "heart to heart" samtaler, at man mærker Indiens vældige åndelige baggrund og føler, at dette folk altid vil overleve, hvad der så end sker. Rædslerne oppe i Sind tvang Dhuru langt ned, men hun vil komme over dem den dag, hun får sit eget hjem. Hun er simpelthen født til at leve, for hun ejer i sig den indre styrke, man så ofte møder hos den indiske kvinde, der altid må leve i angsten for "i morgen". Og her løb så igen en af de cirkler sammen, som Mathur har startet i mit sind med ordene: "Det er rigtigt, at manden spiller hovedrollen i Indiens ydre liv, men det er kvinderne, der har den virkelige magt i Indien, for de føder vore sønner og opdrager dem. Det ved vi her i Indien. Det er derfor, at vi agter vore kvinder højere, end mændene i Vesten gør det. Vi gør det blot på en måde, I ikke forstår, fordi jeres syn på kvinden, når alt kommer til alt, som regel er lavere end vort!" – en sandhed, man ikke er altfor glad ved at se lige i øjnene.

Dagen før jeg skulle rejse, havde jeg den store glæde at træffe vor gode ven Woodland Kahler, der netop er ankommet fra sit hjem i Paris. Jeg har før fortalt Dem om denne mand, der indtager en høj position i den franske hovedstad på grund af sin humane indstilling. Han er født amerikaner og præsident for en stor humanitær sammenslutning i Frankrig. Vore veje er krydsedes mange gange, og han fortalte mig, at der til efteråret vil komme en bog fra hans hånd både i U.S.A. og i Frankrig, som han har indledt med et citat af Martinus, hvem han beundrer meget højt. Vi mødtes denne gang i et parserhjem, hvis vært til min store forbløffelse modtog mig et rungende svensk: "Hej på dej, Gerner!" Det viste sig, at han havde været ni år i Sverige og mestrede sproget så fuldkomment, at han havde kunnet udgive en digtsamling, kaldet "Livet", på svensk. Hans navn er Dinshah Malegamvala, og han bad mig via Kontaktbrevet bringe alle svenske venner en kærlig hilsen, hvilket hermed være gjort! Min sidste aften tilbragte jeg i selskab med mine elskelige værtsfolk, Mr. og Mrs. Lalvani, hvis urolige gæst jeg har været i disse to uger. En strøm af mennesker er gået gennem deres stuer, men de har været enestående i deres trang til at hjælpe mig, og jeg vil altid stå i dyb taknemmelighedsgæld til dem for den hjælp, de både gav mig sidste gang, jeg var deres gæst, og nu igen.

– – – – – – –

Netop som solen hævede sin ildrøde skive over horisonten søndag den 17. januar, gik jeg på vingerne mod Delhi. I en stor kurve cirklede vi ind over byen, før vi gik mod nord, og det var faktisk med et stik i hjertet, jeg så denne store smukke by forsvinde under mig. Turen op over det nordlige Indien var ikke ny for mig længere, men dejligt var det at sidde og nyde dagens fødsel henover dette land, der er blevet mig så kært. Ram Advani mødte mig i lufthavnen, da jeg tre timer senere landede i Delhi, og jeg er så nu tilbage i mit lille hus her på Babar Road. Det er en lang rejse. Hvor lang følte jeg for alvor, da jeg om aftenen lå i min seng med tre tæpper over mig, for natten i Delhi er kold, når man kommer fra Sydindien. Med et smil mindedes jeg pludseligt, at mit lagen nede i Bombay føltes som en tyk dansk overdyne, og at jeg der nede måtte ud at tage et koldt bad flere gange i nattens løb for overhovedet at få søvn – det behøver jeg bestemt ikke her oppe, hvor dagen med sine 24-26 grader føles dejlig, men hvor natten med sine langt beskednere grader føles – tør man skrive – vinterlig?!

Mange ting var hændt i den måned, jeg havde været borte, så Mathur var henrykt ved gensynet og næsten fyldt til eksplosionspunktet med nyheder. Vi går en forrygende travl tid imøde her, men godt det samme. Meget er ifærd med at ske, som det vil glæde Dem at høre, det ved jeg – men lad det være til næste brev!