Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Den "hvide sol" er igen over Indien, og hvad det betyder, skal man vist være her for helt at forstå. Det er ikke det, at vi nu har mere end 30 graders varme, der er det svære. Nej, det er ørkenens umiddelbare nærhed, der gør luften brændende på en måde, vi aldrig oplever hjemme. Ganske vist har de også et helvede nede i Calcutta og i Bombay, men der er luften fugtig på grund af havets nærhed med det resultat, at der sveder man, så man må skifte tøj flere gange om dagen. Heroppe derimod sveder man ikke, der brænder man bare – og den fornemmelse kan man bestemt undvære. Jeg prøvede igår, hvor længe jeg kunne sidde i solen! Tre minutter, så var det som om, der var ild i hele kroppen. På den anden side er de tidlige morgener og afterne ubeskriveligt skønne, endnu da. Dette at gå en stille tur under den dybsorte indiske himmel, hvor stjernerne funkler på en helt anden måde end hjemme, hører til en af de uforglemmelige oplevelser, Indien giver en. Stjernebillederne er anderledes placeret her end hjemme, også det gør et vist indtryk.

Jeg er allerede så småt i færd med at pakke og føler derfor trang til, inden eventyret helt er forbi for denne gang, at ridse mit daglige liv herude en beskeden minderune. For livet i Indien er anderledes end i Danmark, meget anderledes! Til at begynde med næsten hjernelammende, for det er ikke alene det, at menneskene er anderledes at se på i hud såvel som i klædedragt. Nej det er mest det, at deres sind er så anderledes. Jeg har engang fortalt Dem om, hvorledes inderen elsker at love. At love et eller andet, han aldrig i sin vildeste fantasi agter at holde, er en så selvfølgelig ting for næsten enhver inder, at man til at begynde med er "helt rundt på gulvet"! De ser så uendeligt ærlige og oprigtige ud, at man ikke et øjeblik skænker det nogen tanke, at en inder kun lover, fordi det er den behageligste og på sin vis mest kærlige måde at sige nej på! Det er tonefaldet, der afgør, om et løfte har værdi eller ej, – og hvilken begynder kan regne det ud. Nuvel, vi må alle betale en pris, når vi er gæst i et nyt land. I visse sydamerikanske lande er det f.eks. således, at hvis man uforvarende kommer til at rose et eller andet i huset, et smykke eller et smukt maleri, får man det omgående foræret. Og ve den, der vover at sige nej. Han vil aldrig blive inviteret mere. Ergo må en sådan gæst forlade huset med den ting, han har rost. At værtens tjener næste morgen stiller på pletten og afhenter det "forærede", ændrer ikke værtens store glæde ved for en stund at have spillet rollen som "den ædle giver". Og tilsvarende har Indien en masse små indviklede regler, man ingen idé har om, når man ankommer her. Og jeg tror heller ikke, nogen kan forklare dem til en fremmed. De skal simpelthen opleves i det daglige liv. Og her er det, at de fleste europæere synder slemt. For de kommer til Indien med den tanke, at de forstår alting, medens sandheden som regel er den, at de ikke alene intet forstår, men ofte rejser herfra uden at have forstået noget som helst. Hvilket iøvrigt ikke hindrer dem i at skrive bøger om dette mærkelige Indien. Det, der måske nok i begyndelsen forvirrer de fleste europæere mest, er det hav af tjenere, man finder i de fleste lidt større indiske hjem. Nu er ordet "tjener" et tosset ord, fordi det uværgerligt bibringer den, der hører om det, forestillingen om en liberiklædt person, der står bag ens stol og på det mindste vink er til disposition. Nuvel, jeg har oplevet det også, men det er ikke noget billede på "tjenerskabet" i Indien. Det sande billede er en række luset klædte personer, der farer rundt om en hele dagen igennem. For i den retning er Indien det fattigst tænkelige land. Mange af disse mennesker har kun et yderst snavset lændeklæde om sig og i den kolde tid en kasseret, usandsynligt snavset melsæk. Og behandlingen af dem svarer ofte til deres usle klæder. Intet sted har jeg mødt så megen hårdhjertethed, som den gennemsnitsinderen udviser i sit forhold til det utal af tjenende ånder, der, endnu da, gør hans dagligliv til et af de mest luksuriøse i verden. Jeg har oplevet at se selv små drenge kalde på deres tjener, for at han kan give dem det glas vand, der står lige foran dem. Den slags kan nok få det til at koge inden i en. Men ikke i inderen. Thi for ham rummer hans daglige livsvaner den trøst for ham selv, at han i det mindste beskæftiger disse mennesker, der ellers intet har at tage sig til – og følgelig intet at leve af. Her i mit eget lille hus på Babar Road har vi, som jeg tidligere har fortalt Dem, et hav af tjenere. Vores have er præcis så stor som en pæn dansk rabat i et normalt rækkehus. Men til at passe den har vi vores egen "mali" eller gartner, der troligt kommer hver dag og fjerner hver eneste lille vissen blomst. Vi har et hold "sweepere" – gulvfejere – tidligt om morgenen, og et andet hold senere på dagen foruden husets faste tjenerstab, der dog er fordelt mellem familiens to hjem. Men alligevel – vi har tre af dem. Så har vi "dhobien", vaskemanden, der lurer på hvert et stykke linned – jo, vi er velforsynet. Og alle ser de ud til at være lige til ladegården. Men så fattige de end er, så har også de deres "rangsforordninger", og ve den der overtræder disse usynlige grænser. Det hænder, at der pludseligt opstår en råben og en skrigen mellem dem, så man må ud og stifte fred. Og hver gang er det det samme, der er sket: en har grebet ind i en andens domæne og rettigheder.

Blomsterne spiller en stor rolle i vort liv her, men ikke som hjemme, hvor de fleste gror i haven. Her gror de i store, rummelige urtepotter uden alt for megen jord. Til at begynde med forstod jeg naturligvis ikke dette system med alle sommerblomsterne i urtepotter, men nu gør jeg det, for solen – "den hvide sol" – brænder alting hårdt og tørt på få timer. Men i de tykke lerurtepotter holder fugtigheden længere, selv om enhver blomst må have krukken fyldt op med vand to gange om dagen for blot at overleve. Gødning til haverne er et andet problem. I en by fyldt med hellige køer og så nær et agerdyrkende opland som Delhi, skulle det synes at være en smal sag at få al den gødning til ens have, man har brug for. Men nej, absolut nej, for al gødningen bliver, så snart den er "produceret", af små ivrige hænder samlet op, lavet til "klatkager" og klistret fast til en solbeskinnet mur, for lidt senere at blive solgt som brændsel. Og vel at mærke, noget af det bedste brændsel, der eksisterer. For indtørret kogødning har en hedeevne, der kun overgås af kullet. Men systemet med sommerblomster i urtepotter er strålende, og jeg giver med glæde ideen videre til enhver praktisk husmoder hjemme. Her er stuerne altid fyldt med vore sommerblomster, som, netop fordi de står i urtepotter, holder meget længere end afskårne blomster. Og afskårne blomster er dyre i Indien og meget sjældne. Netop nu, hvor det er rosernes tid, koster en almindelig buket roser ca. 10 Rupees, eller i danske penge 15,00 kr.! Afskårne blomster er således her en gave, de fleste end ikke drømmer om at give hinanden, medmindre man kan tage dem i sin egen have – og det gør man faktisk meget nødigt!

Også dyrelivet er anderledes end hjemme. Vore huse er jo ikke lukkede som hjemme. Rummene er normalt meget høje, op til 5 meter, og øverst oppe er der altid et eller flere luftvinduer, der permanent står åbne året rundt. I hvert rum har vi en "fan" – en ventilator –, som fra nu af og indtil oktober så at sige går uafbrudt. Men denne ventilator ender øverst oppe med en lille skål, og i alle vore rum her i huset bruges denne skål af gråspurvene som rede. I et værelse har vi glade unger, og i de andre har vi æg i rederne. Det værste er bare, at disse ventilatorer er anbragt midt i rummet – og det er kaffebordet som regel også. Og gråspurve er ikke særligt velopdragne, så det hænder, at gæsten får en klat i koppen, han ikke har regnet med, hvad ingen dog synes at tage særligt tungt. Alle dyr her reagerer anderledes end hjemme, fordi ingen dræber dem. Man kan se store fede, sorte rotter tøfle afsted på vejen uden at tage sig nævneværdigt i agt, og man ser de hellige køer lægge sig, hvor det passer dem. Min elskelige ven Ram, min vært, kom dog meget chokeret hjem en dag og fortalte mig om en oplevelse, der havde rystet ham. Han er leder af en stor radioforretning her i Delhi, og bedst som han sad og arbejdede, formørkedes indgangen til butikken af en kæmpestor hellig tyr, der trygt og, som Ram selv beskrev det, som "en ærværdig ældre herre" gik ned igennem butikken og ud i reparationsværkstedet, hvor personalet i hast forsvandt op på hylderne. Her lagde tyren sig til hvile og mediterede en stund, hvorefter den igen rejste sig og vandrede ud i solskinnet. At Rams hjerte hele tiden havde siddet oppe i halsen, forstod jeg på hans beskrivelse, for hvis –! Men dette "hvis" eksisterer ikke herude. Ingen ville finde på at gøre tyren noget som helst, og selv er den selve freden! Små glade egern farer ud og ind af huset, og en aften havde jeg en lille fornøjelig mus fussende rundt om mine fødder, medens jeg sad og skrev. Den var så lille, at man uvilkårligt kom til at tænke på den af dens slægtninge, der på en elefants bemærkning om dens lidenhed stilfærdigt svarede: "Jamen, jeg har også lige været syg"! Havde jeg nu dræbt denne mus, hvad mange hjemme vel ville have gjort, havde jeg helt og aldeles "tabt ansigt". Nå, det var end ikke i mine tanker at gøre det.

Livet her er også på de åndelige områder anderledes end hjemme, for hinduens åndelige baggrund er en helt anden end vor. For ham er reinkarnation virkelighed, og en virkelighed, der giver ham tid! Livet her har en behagelig stille rytme over sig, vi ikke kender i vor egen fortravlede verden. At man af og til kan blive en smule desperat over dette langsomme tempo, vil jeg ikke nægte, men Indien er jo landet uden nervesammenbrud, og ikke sandt: når alt kommer til alt, er det nu rart at komme igennem livet uden den slags. Jeg var på posthuset igår og skulle have et par luftpostbreve« "Vi har ikke flere", sagde postmesteren. "Jamen", indvendte jeg, "det er jo da kun midt på dagen!" "Meget rigtigt", svarede han mig smilende, "men det er for varmt lige nu til at hente flere!" – og så snakkede vi om varme og alt muligt andet. Ingen af os skulle have noget af at diskutere noget som helst om dårlig service eller den slags. Og det samme gælder alle vore trafikmidler. Spørg en indisk chauffør, om han forstår engelsk, og han svarer henrykt "Yes Sahib!" hvorefter han kører gade op og gade ned, indtil han finder en, han ved forstår engelsk. Så standser han og peger på en ganske fiks måde på én, hvorefter man giver den fremmede en forklaring på, hvor man ønsker at blive bragt hen. Alt dette udvikler sig ofte til en ganske hyggelig historie, for når den fremmede har hjulpet en, må man som regel forklare ham, fra hvilket land man er, og derefter tålmodigt lytte til en del af hans livshistorie – jo, Indien er et dejligt land, om man bare ikke har alt for travlt.

Egentlig eksisterer det, vi kalder "Indien" kun i vor fantasi. Landet består af et utal af "lande" med hver sit sprog og også flere steder med hver sin race. Disse "lande" består igen af et utal af kaster, og endelig er man der, hvor man finder det, man søger. For disse kaster er det virkelige Indien. Her lever mennesker sammen, som vi lever det i det, vi kalder en "nation". Hver af disse kaster har deres egne regler og love, som ingen, ligegyldigt hvor "frit" Indien end er blevet, tør bryde. Gifter man sig, er det med en af sin egen kaste, og et brud her volder familien lige så stor vanskelighed, som hvis f. eks. en dansk pige stiller med en farvet mand. Indien er fyldt med "jerntæpper", og ved man ikke det, kommer man meget let galt afsted. Men kender man spillets regler, er livet her en vidunderlig oplevelse. Selv går jeg nu ud og ind i en række kasteområder og nyder lige stor tillid og agtelse alle vegne. Morsomt er det at møde det gamle Indien i fuld udfoldelse, som det f.eks. sker ved bryllupper. Jeg har netop overværet et i Mathurs hus og traf der påny min søde Padma, der undseligt skred ind ad døren og med et gisp fik mig til at mindes salig Emil Årestrups berømte ritornel, let indisk tilpasset: "Hvor trist at Padma, som i fjor var så guddommelig, i år er gift og højt frugtsommelig!" Nå, Padma var meget stolt, så stolt, som jeg forestiller mig Shaen af Persiens nye kone netop nu er. Hun har lige besøgt Pakistan, og aviserne her har med pomp og pragt meddelt en undrende verden, at hun "venter sig". Må nu himlen være nådig og give hende den søn, det synes Persien så besværligt at få. Padma har for sit vedkommende samme ønske, velvidende, at får hun en dreng, er alle hendes problemer løst, alle sorger slukket!

Og her er vi igen tilbage ved det Indien, som fremdeles lever" bag lukkede døre". Indien er endnu uden virkelig social struktur. Alt er endnu baseret på familien som socialt begreb. Her tilhører man sin "familie" som intet sted i Europa. Alt drejer sig om familien, og ingen vover i almindelighed at bryde de bånd, der binder disse vældige familier sammen.

– – – – – – –

Og dog er det netop her, at Martinus arbejde har sin store mission. For Indien er i opbrud! Alle vegne syder og gærer det. Ungdommen føler det gamle, det for tusinder af år siden vedtagne indiske livsmønster som en fangedragt, den ønsker at gøre sig fri af. Mere end det bliver de fleste til del, har jeg lyttet til det begyndende oprør, der skaber angst og uro i titusinder af hjem. Indisk ungdom søger mod vor verdens idealer, og alt, hvad der blot smager det mindste "vesterlandsk", tiltrækker dem med begejstring. Dette ser de ældre, men de ser også, at de står magtesløse. Og netop derfor lytter man til mine ord om denne skikkelse, der i det meget fjerne land Danmark synes både at tale Østens og Vestens sprog. Lytter, fordi man frygter, at ungdommen her skal blive uden kontakt med den Guddom, der har båret Indien igennem alle dets kriser. Netop fordi Indien er i denne åndelige krise, går vore Kontaktbreve som en "budstikke" fra hjem til hjem, fra landsdel til landsdel. Disse breve studeres, som de næppe nogen sinde vil blive studeret hjemme. For baggrunden er en anden her, angsten en anden. Begæret efter at få disse breve vokser med en konstanthed, der viser, hvor meget man agter dem. Jeg kom her for at så en sæd. Ingen kendte mig, og jeg kendte kun få. Men opgavens første fase er løst nu, og sæden må have tid til at gro. Det ville være så let for mig at citere begejstrede indiske breve, men hvorfor skulle jeg det? Martinus verdensbillede tilhører ikke alene kommende århundreder, det tilhører kommende årtusinder. Jeg udgør kun ved mit eget liv en uendelig lille brik i en gigantisk verdensplan, og jeg føler ingen stolthed over det, der er hændt, kun en dyb, en meget dyb taknemmelighed imod Forsynet over, at jeg kunne bruges, Som Inderne er langsomme i deres daglige liv, er de også langsomme i deres beslutninger og især i deres tilegnelse af noget nyt. Men fra deres egen mund ved jeg, at sagen er blevet liv i deres sind. Et rent praktisk eksempel herpå mødte jeg, da jeg skulle have min opholdstilladelse forlænget. Der er uro i Asien, og man ser helst, at folk rejser til aftalt tid. Hele mit liv blev undersøgt, og det såkaldte "hemmelige politi" forhørte sig om min daglige færden. Så kom min sag op til politidirektøren – og han får Kontaktbrevene! Med et var alle som forvandlede. Jeg fik mine papirer bragt til døren, og betjenten bøjede sig og berørte mine fødder og sagde farvel med ordene: "Jeg skulle hilse og sige dig, at vi opfatter dig som en meget stor ven af Indien!" Den kompliment tog jeg imod. For den passer!!!