Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Afskeden med Indien var dennegang svær. Meget svær. Det var, som om vi alle følte, at ingen af os helt kunne vide, om vi nogen sinde mere mødtes igen. For verden af idag er en urolig verden, især i Østen, hvor store begivenheder så åbenlyst er under udvikling. Jeg havde denne gang valgt at rejse hjem over Teheran i Iran (Persien), og den store maskine, der skulle føre mig den lange vej til Irans hovedstad, startede meget tidligt søndag morgen den 6. marts, så jeg havde aftalt med mine venner at sige farvel til dem aftenen før. Kærlige som de af naturen er, gik de naturligvis ind på min tanke, hvad der imidlertid ikke hindrede dem i at være på Palam flyveplads om morgenen, endnu inden jeg selv ankom. Inderens måde at modtage en ven og at sige farvel til ham er anderledes end vor. Det sker altid med blomsterguirlander. Det er en meget smuk skik, men det kan være lidt vanskeligt, da man får en guirlande om halsen af hver af sine venner. Og er de mange, som i dette tilfælde, kommer der uvægerligt det øjeblik, hvor man simpelthen er forsvundet i blomster.

Det gjorde ondt at sige det sidste farvel, og jeg var faktisk glad, da Air France's vældige maskine løftede sig op i den azurblå luft, cirklede rundt et par gange og satte kurs mod Vest. For sidste gang så jeg ud over Indiens skønne hvide hovedstad, der lå badet i morgensolens gyldne lys. Må Forsynet holde sin hånd over den i tiden, der kommer. Gang på gang er den blevet jævnet med jorden af mennesker, der altid kom udefra. Men hver gang har den rejst sig igen – og denne gang skønnere end nogen sinde!

Hurtigt nåede vi Indiens grænser og fløj ind over Afghanistans vældige ørkener. Syv lange timer fløj vi hen over områder, der ikke syntes at kunne give fugls føde. Intet under, at mennesker, der har levet der og hørt rygterne om det rige sletteland langs Indus bredder, gang på gang har sat sig i bevægelse og væltet ind over det frodige Nordindien. For Afghanistans og Irans territorier synes, set fra luften, kun at bestå af endeløse gulgrå, triste ørkener. Pludselig fik en hård storm maskinen til at dirre fra snude til halespids. Foran os rejste der sig en kæde af sneklædte bjerge, og til min store forbavselse lød ordren til at spænde sikkerhedsbæltet fast. Vi havde nået Irans navnkundige hovedstad Teheran, der set fra luften så alt andet end imponerende ud. En ubehagelig overraskelse ventede os, da vi steg ud af maskinen – klimaet! Vi havde ca. 32 grader i skyggen i Delhi, og nu befandt jeg mig pludselig i + 15 grader, og det føltes mildest talt råkoldt. Dertil kom en hylende blæst, der gik gennem marv og ben – borte var mit sollyse Indien. Dette her var langt mere det, jeg var forberedt på at møde hjemme, men bestemt ikke i det Persien, der altid har stået for mig som selve den østerlandske romantiks hjemstavn. Årsagen til, at jeg havde valgt denne rute, var simpelthen den, at Indiens ældste og mest berømte klenodie, den berømte påfugletrone, befinder sig som krigsbytte i Shahens palads i Teheran. Man kan ikke være i Indien ret længe, før man ser, at påfuglemotivet går igen overalt. Det findes i vidunderlige smykker, og det kommer tilsyne i uendelige variationer i de broderier, Indien er berømt for. Så da livet gav mig den chance næsten vederlagsfrit at kunne se dette ældgamle, sangomspundne klenodie, ja så tog jeg naturligvis imod den med kyshånd.

Mange seværdigheder ejer Teheran ikke. Men alligevel må jeg indrømme, at Shahens palads i fremtiden vil høre til en af kronjuvelerne i min erindrings skatkiste. Jeg har snart set megen berømt skønhed, så jeg måber ikke længere ved det første det bedste, man viser mig. Men tronsalen og spisesalen i Shahens palads bibringer én følelsen af at blive placeret midt inde i en funklende diamant. Vægge og loft består nemlig udelukkende af kantstillede, slebne spejle, der simpelthen lammer en ved deres grænseløse pragt. Og for enden af tronsalen stod så Indiens skønne påfugletrone, helt bygget af tusinder af ædle stene. Røvet gods, det er sandt, men anbragt i omgivelser så skønne, at jeg tvivler på, at Indien selv vil være i stand til at gøre det bedre. Det var i denne sal, siddende i disse to underskønne tronstole, at Irans nuværende hersker og hans unge hustru for blot små tre måneder siden blev knyttet til hverandre. I spisesalen, som var bygget i samme stil, hang to meget skønne billeder af landets nuværende herskerpar, begge indfattet i slebent glas og indføjet i væggen på en sådan måde, at stilen helt var bibeholdt. Gulvene i begge sale var dækket af et utal af kæmpemæssige tæpper holdt i de skønneste farver, og alle kunstgenstande i begge rum var placeret på en sådan måde, at indtrykket af at være "midt inde i en diamant" intet øjeblik forlod en.

Men var Shahens palads således en åbenbaring af næsten ubegribelig skønhed, var selve Teheran til gengæld den mest gennemførte modsætning, som tænkes kunne. Bortset fra nogle få gader og et par semieuropæiske boulevarder, var det Østen i den forstand, at det var navnløs fattigdom. Og til denne fattigdom kom så, at man nu var i en muhamedansk verden. Hvad dette vil sige, får man at vide ved at betragte landets kvinder. Thi selvom purdaen er ved at blive afskaffet i det mellemste Østen, er kvindens frigørelse kun på sine allerførste spæde begyndelsesstadier. Det ses i Teheran, hvor kvinderne overalt går iklædt et besynderligt teltlignende sort slag, der dels helt skjuler deres klædedragt og dels efterlader i én indtrykket af menneskelige væsener presset ind i en utålelig primitiv religiøs form. For mig at se udgør den muhamedanske verden selve de mentale fængslers eldorado. Der hersker maskulin logik i et omfang som ingen andre steder i verden med det resultat, at alt forekommer en isnende koldt og brutalt. Jeg var sammen med et ungt svensk søskendepar, og da vi ville besøge den største moské i Teheran, skød en muhamedansk præst næsten op af jorden. Ingen af os så, hvor han kom fra, men han stillede sig tavs og indelukket foran den unge svenske pige og lod os utvetydigt forstå, at vi – mændene – kunne gå ind, hvorimod hun havde at forblive udenfor. Nuvel, vi gik ind, og stor var vor overraskelse, da vi lidt senere mødte hende igen – men denne gang tæt tilhyllet i et sort slør en havde lånt hende!

Jeg har nu på mine rejser haft rig lejlighed til at studere den åndelige atmosfære i de forskellige hovedreligioners områder. Og den er meget forskellig. Friest er vel nok de områder, der beherskes af protestantismen, kærligst de, der beherskes af buddhismen og hinduismen, og koldest de, der beherskes af muhamedanismen. Uden iøvrigt at ville være dommer i dette interessante spørgsmål forekommer det mig, at katolicismen har ikke så lidt af den samme kølighed over sig som den, man møder i muhamedanske områder, Også i den katolske verden synes det mig, at kvindens stilling er svækket ved en indstilling, der har lidt vel rigeligt rod i et maskulint overlegenhedskompleks. Sandt nok har også både buddhismen og hinduismen fejl inden for dette område, men de opvejes, forekommer det mig, at en mildhed og en tolerance, de andre har meget at lære af.

Og dog. Skal jeg i få sætninger prøve at give udtryk for, hvad disse lange rejser har lært mig, er det blevet således for mig, at jeg næsten frysende klart forstår, at verden af idag behøver et helt nyt åndeligt fundament. Et fundament, der er helt fri af de mentale fængsler, der fremdeles i form af utalte og tilsyneladende uendeligt varierede sektformer behersker verden. Friheden i verden af idag har onde kår. Overalt låser mennesker sig inde i særopfattelser, der gør livet uendelig trangt for de fleste. Og når mit hjerte fremdeles brænder ligeså glødende for Martinus verdensbillede som i mine unge år, er det, fordi livet selv nu i rigeste mål har bekræftet for mig, at det alene udgør den nøgle, der helt formår at åbne alle døre og give fuld forståelse af alle livssituationer. Takket være den indsigt i livet det gav mig, havde Indien ingen lukkede døre og ingen lukkede hjerter for mig! Fra Teheran fortsatte jeg rejsen til Bagdad i Iran og til Beiruth i Jordan. Derfra fløj jeg til Istanbul i Tyrkiet, som til min store forbløffelse viste sig at være dækket af sne. Gaderne var islagte og klimaet af en sådan beskaffenhed, at jeg hurtigst muligt fortsatte til Athen, der druknede i iskold regn. Først i Rom genså jeg det forår, jeg første gang mødte i Madras lillejuleaftensdag, og det var en velsignet oplevelse, Påny vandrede jeg en stille morgen ad Via Appia Antica og fandt senere mig selv dybt nede i de katakomber, der har rummet så megen kval. Da jeg bagefter sad i en lille restaurant med udsigt nedover Rom og gjorde disse tre lange rejsers facit op for mig selv, stod det mig klart, at mit arbejde i Østen kun må opfattes som en meget lille del af en plan, der var skabt, længe før jeg blev født, og vil fortsætte med at udvikle sig uendelig lang tid efter, jeg igen er borte. Men livet gav mig ikke alene lov til at så en kosmisk sæd i Indien, det gav mig også lov til at se denne sæds første spæde fremvækst, Om den rent praktiske side af mit arbejde derude henviser jeg til de vedføjede indiske rapporter. Til slut kun dette: jeg ved, at mit arbejde i Indien har været og endnu et stykke tid må blive en ren økonomisk udgift for os alle. Jeg gav inderne mit ord på, at de skulle få Kontaktbrevene frit i tre år, fordi jeg i samråd med mine bedste venner derude fandt, at dette tidsrum måtte til, for at man kunne danne sig et billede af vort arbejdes værdi. Ingen kan høste på en ager, de ikke har tilsået, heller ikke jeg. Men til min meget store glæde blev jeg ved min hjemkomst mødt med efterretningen om, at en af vore indisk-engelske venner, der i mellemtiden er gået over på det åndelige plan, havde efterladt en ret betydelig sum til mig. Både min hustru og jeg føler, at vi ingen adkomst har til disse penge og er lykkelige ved at kunne stille dem til rådighed for vore indiske venner. Fra min side kun en meget beskeden tak for den utrolige kærlighed, jeg overalt er blevet mødt med i dette land, der for altid vil stå mit hjerte meget nær, og i sagens tjeneste netop de midler, der vil gøre det muligt for os at indfri det løfte, jeg har afgivet.

Jeg er således nu hjemme igen og glæder mig meget til atter at bruge mine evner i sagens tjeneste her, indtil livet påny kræver min nærværelse andre steder. Personligt har jeg det håb, at jeg må blive hjemme nogle år nu. Livet i troperne er måske nok eventyrligt, men man skal have en anden hudfarve end den, vi har, for at holde til det. Og jeg føler desuden, at der herhjemme er opgaver, som skal og må løses, om vort center her i Norden skal blive det, der er dets bestemmelse: en lysende fredens fakkel i en verden, der påny befinder sig på randen af en katastrofe, hvis virkninger ingen fantasi evner at forestille sig.