Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Før jeg påny vender tilbage til den form for Kontaktbreve, der er den mest naturlige for mig, nemlig den, i hvilken jeg behandler rent åndelige problemer, føler jeg trang til nogle afsluttende bemærkninger om den epoke af mit liv, jeg har gennemlevet med mine tre rejser til det fjerne Østen, Alle lever vi jo en tilværelse mellem drøm og virkelighed. Hver for sig har vi håb og ønsker, som ofte tvinges til at leve deres eget liv bag den facade, vi bærer til skue for enhver. I mit eget liv var drømmen den at få lov til at se verden og gennem mødet med det fremmede, med det uvante, at få mulighed for at afprøve det tanke- og idemateriale, vi undet et kalder "Martinus Verdensbillede".

Man kan leve så længe i en bestemt forestillingskreds, at man ikke selv længere er i stand til at afgøre, om den helt er den virkelighed, man tror, den er, eller om den, en selv uafvidende, er blevet et nyt "mentalt fængsel". Om man med andre ord er kommet ind i tanker og ideer, som afskærer en fra den kontakt med andre, der må være livets inderste mening og bestemmelse. Ingen kan bestride, at langt de fleste mennesker lever i afsluttede mentale cirkler. Opdragelse og milieu fører så langt de fleste mennesker ind i både fysiske og åndelige "kaster" som påvirker dem så stærkt, at de simpelthen ikke orker at rive sig løs. Det er jo nu engang lettere at leve sammen med mennesker, som bygger deres liv på samme idemateriale som en selv, end det er at "stille sig ind" på andres tanker og forestillinger og derigennem møde den korrektur af egne opfattelser, der ofte vil blive resultatet af netop denne specielle form for liv.

Livet sendte mig ud i en verden, der både hvad det ydre og det indre angår, er så væsensforskellig fra den, jeg kom fra, at det i begyndelsen næsten føltes, som var man afgået ved døden og født til et nyt liv. Intet i Indien var som det, jeg kom fra. Hermed være ikke sagt, at man ikke i Østen kan leve omtrent som her. Jeg har oplevet, hvorledes langt de fleste fra vor del af verden derude slutter sig sammen og fortsætter med at leve så nær det gamle liv, at der næsten ingen forskel synes at være. De har deres egne klubber og fortsætter næsten uhindret et liv i overensstemmelse med egne traditioner, de tager kort sagt livet hjemme med derud og lægger ikke skjul på, at de ikke ønsker at kontakte det nye område mere end allerhøjst nødvendigt. Og taler man endelig med dem om den nye forunderlige verden, man er havnet i, ser de næsten forskrækket-forundrede på en og afbryder som regel en med udtryk som: "Disse mennesker lever dog meget primitivt i forhold til vores verden o.s.v.!" De er, moderne udtrykt – "underudviklede"!

Ja, teknisk er det fjerne Østen "underudviklet", men er det også åndeligt underudviklet? Står vi, hvad tænkning og praktisk humanisme angår, på et højere trin end for eks. inderne? I det ydre kan det godt se således ud, for i vor verden er det sociale liv langt højere udviklet, end det er i alle Østens riger, der på dette område endnu er langt tilbage. Østen mangler så godt som alle de sociale institutioner, der er blevet dagligliv for os, hvorfor man der ser langt mere direkte fysisk lidelse, end vi er vant til på vore breddegrader, For en ren umiddelbar betragtning kan det derfor godt se ud, som om vi på en måde er "bedre mennesker", end de er, for vi tillader jo hverken fattigdom eller sygdom at få den forfærdende indflydelse på det enkelte menneskes liv, som tilfældet er i både det nære og det fjerne Østen.

Men livet er nu engang ikke, "hvordan man har det", men derimod "hvordan man ta'r det!" Og evnen til at "tage livet", hvilket frit oversat almindeligvis vil sige "tage modgang", udgør i virkeligheden den sande afprøvning af det åndelige livsfundament, der bærer ens tilværelse. Og her behøver Østen bestemt ikke at føle sig "underudviklet" – og gør det heller ikke! Hvad der i mange europæeres øjne ser ud som sløv resignation og fatalistisk "given op", er i virkeligheden et resultat af en anden livsindstilling end vor. Naturligvis kan selve det fysiske liv blive så håbløst, at det berøver selv den af natur meget aktive enhver lyst til at fortsætte, men det kan det også i vor verden, og det er da heller ikke det, jeg her tænker på. Nej det, jeg tænker på, er, hvordan det indiske menneske i forholdsvis gode kår reagerer, når modgangen sætter ind. Og her lærte livet derude mig, hvor stærkt det menneske står, for hvem reinkarnationstanken er blevet det bærende i al livsoplevelse. Det udviklede indiske menneske, der allerede fra fødslen er blevet opdraget til en langt større ansvarsfølelse over for livet, end vi er, og har lært, at hans nuværende liv kun er ét i en evig kæde bagud og fremover, reagerer i almindelighed helt anderledes over for skæbnebestemt modgang, end vi gør. Modsat os er han opdraget til at forstå, at årsagen til hans modgang ligger i ham selv, ligger i handlinger han har udløst i tidligere liv, og han retter derfor langt hurtigere, end vi gør, brodden mod sit eget hjerte og får også derved langt hurtigere sin smerte under kontrol. Ligeså almindeligt som selvmord er i Vesten, ligeså sjældent er det i Østen, ligeså almindelige og selvfølgelige skilsmisser er i vor verden, ligeså ualmindelige er de i Østen. Og endnu mere: ligeså dagligdags nervesammenbrud er hos, ligeså usædvanligt er det i alle Østens lande. "Selvmord, skilsmisser og nervesammenbrud" siger Østens Vismænd, "er frugten af et liv uden indre mening, uden kontakt med det egentlige, det virkelige i tilværelsen. Hver for sig udgør de en flugt fra det ansvar, vi alle ved vor fødsel er blevet pålagt, og afslører, at den, der udløser disse handlinger, almindeligvis endnu er åndelig meget umoden!"

I vor verden spiller livets materielle baggrund en altdominerende rolle. Og dette ville være helt i sin orden, om vi derigennem formåede at vise Østens mennesker, at denne vor baggrund evner at gøre os alle til lykkelige og tilfredse mennesker, for hvem dette at sprede mentalt lys og solskin omkring os er ligeså selvfølgeligt som at drage ånde. Og endmere formåede at vise dem, at vi, takket være denne solide materielle baggrund, evnede at møde de sorger, alle nu engang må møde, med åndelig overlegenhed, Men her har vi for altid "tabt ansigt" i orientalerens øjne. Langt de fleste mere fremskredne indere opfatter os indbyrdes som barbarer, som mennesker, der i et grådigt begær efter magt har tabt kampen om vor egen sjæl. Paradokset i Østen er, at vi har dyb medlidenhed med disse mennesker, fordi fattigdom simpelthen "bor" i Østen, medens Østens mennesker på deres side har dyb medlidenhed med os, fordi vi har mistet kontakten med livets dybe virkelighed. Sig selv imellem siger de åbenlyst omtrent således: "Giv os 40-50 år, og vi vil have al jeres teknik og derigennem vise jer, at vi udmærket evner at omskabe vor verden til én såkaldt "moderne verden". Men denne nye og sikkert udmærkede verden vil aldrig komme til at koste os vor sjæl!" Fysisk er de dømt til at lære af os. Men åndeligt – ?

Jo, også åndeligt. Og de ved det! Men aldrig af kristendommen, aldrig af det åndelige fundament, der idag "bærer" vor verden. For inderen har forlængst gennemskuet dette "fundament" og ved, at det eneste, Vestens mennesker aldrig har forstået, er – Kristus! Og det var netop på dette område, at livet gav mig en vidunderlig lejlighed til både at føle og forstå, at min egen tanke- og ideverden intet som helst havde med noget nyt mentalt fængsel at gøre. Thi overalt åbnede Martinus tanker og ideer de indiske døre for mig. Åbne arme ventede mig overalt, og utallige er de timer, Jeg hele Indien over har tilbragt sammen med disse blide og af natur så uendeligt kærlige mennesker i dyb samtale om det, som den meget "kloge" hvide mand opfatter som "unyttigt", ja ofte direkte "skadeligt", nemlig samtaler om det, der var, før vi fødtes, og det, der vil være, efter at vi forlængst har lagt dette liv bag os.

Inderen ved på en måde det, mennesket i Vesten endnu kun svagt aner, at en ny verden kræver et nyt åndeligt fundament. Han ved med hele sin rige intuition, at den dag vil komme, hvor mennesket i Vesten vil opleve, at selv den mest raffinerede teknik har sin grænse, og at der, hvor denne grænse går, begynder det virkelige åndelige liv. En gammel Swami sagde mildt til mig: "Vestens mennesker forstår vor materielle nød, og vi er naturligvis taknemmelige for den hjælp, de bringer os. Men vi er et dygtigt folk, og en dag vil vi selv magte vore egne materielle problemer. Men hvad kan Vesten bringe os af åndelige værdier?" Spotten levede bag hans ord, og Jeg forstår ham. For jeg har mødt en del af de mennesker, vi har sendt ud for at hjælpe dem, og set med egne øjne, hvor smukt de repræsenterer vor materielle standard – og hvor lidt de begriber af Østens ånd eller sjæl. Nej, inderen lader sig ikke bluffe af teknik eller af materiel velstand. De mest fremskredne af dem er fuldt vidende om, at verden er på vej ind i "velstandens årtusinde", og at selv ikke en krig, hvor forfærdelig den end vil kunne blive, vil kunne ændre denne kendsgerning. Men han ved også, at velstand uden ånd mere er en straf end et gode, og derfor vil faktorernes orden aldrig blive ham ligegyldig. Det var ånd, der bar dette rige gennem mere end tusind års besættelse, og det var ånd, der bar de mænd, der skabte det nye Indiens grundlov. Indien er et land med mere end 400 millioner mennesker på alle trin fra det laveste til det højeste, og det kræver ånd at føre denne uhyre menneskemasse frem til nye tilstande. Men Indiens ledere har denne ånd og vil altid have den. Livet derude gav mig rig lejlighed til at møde mange af dem, og den indstilling Martinus tanker har givet mig, gjorde mange af dem til mine venner for livet. Så når Jeg her forsøger i korte ord at give udtryk for de erfaringer, disse lange rejser har givet mig både med henblik på det livsfundament, Martinus har skænket os, og på disse tankers og ideers betydning for den fremtid, vi alle er på vej imod, ser jeg idag klarere end nogen sinde før, at det bliver disse tanker og ideer, der bliver en kommende verdens urokkelige, åndelige fundament. Mine indiske venner så dette meget hurtigt, og det er årsagen til vort arbejdes hastige vækst derude. Hvor vor "åndelige muld" endnu kun er lidet forberedt for disse høje og sublime tankers livskraftige sæd, er den indiske åndelige muld forberedt gennem årtusinder. Dette ved både en Mathur, en Advani og en Sharma. Derfor rakte de mig så uselvisk hånden, thi for dem er der ingen tvivl om, hvem Martinus er, og hvilken værdi hans budskab vil få, ikke alene for Indien, men for hele det Asien, der i dette århundrede venter en ny kosmisk impuls. Disse mænd står idag i Indiens forreste linie. De kender deres land og ved ganske nøje, hvilken værdi hjælpen fra Vest har – og hvilken den ikke har! De forstår, at Martinus måtte fødes i Vest, for hele Asien ser den vej. Men de ved også, at det bliver Østen, der først for alvor vil acceptere disse dybe tanker, fordi Østen simpelthen er prædestineret til at forstå dem.

– – – – – – –

I mit eget liv gik en drøm, næret fra mine tidligste år, med disse lange rejser i opfyldelse. Jeg har set, hvad jeg drømte at se, men mere end det har jeg fået bekræftet, at Martinus tankeverden er den kosmiske "nøgle", vi alle må have, om vi ønsker at møde mennesket i mennesket. Gennem den viden Martinus kosmiske analyser har givet mig, så jeg et andet Indien end det, flertallet møder. Det er dette Indien – det åndelige Indien – der altid vil stå mit hjerte nær, "religionernes moder" som det altid var, og som jeg dybt i min sjæl føler, det altid vil være!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!