Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Før jeg igen går over til at fortsætte den i november afbrudte gennemgang af de kosmiske love og principper, der betinger vor nuværende fremtræden som såkaldt "moderne menneske", vil jeg i det efterfølgende ganske kort resumere det allerede gennemgåede stof. I brev nr. 19, 1959 berørte jeg tilværelsens kosmiske kontrastprincip og påviste, hvorledes begreberne "lys" og "mørke" hele tiden er undergivet en forvandling, således at meget af det, fortidens mennesker opfattede som "lys", som retfærdighed, lov og orden, idag af os forlængst er blevet stemplet som "mørke", som uretfærdighed eller som handlinger og opfattelser udsprunget af barbarisk tænkemåde. Men jeg påviste ydermere, at tilværelsens kontrastprincip dækker et langt større område end det, vi historisk er i berøring med, idet vi kosmisk set endnu kun befinder os inden for dette princips mørke udløsning og først nu begynder at blive i stand til at danne os visse anelsesmæssige forestillinger om, hvordan livet vil blive den dag, det jordiske menneske i sin udvikling er nået til hundrede procent at kunne leve i overensstemmelse med de love, på hvilke sand kosmisk retfærdighed er baseret.

I korte rids gav Jeg et første-indtryk af den udvikling, vi har været undergivet fra det tilsyneladende så fjerne planterige og frem til idag, og påviste, hvorledes mange af de kosmiske automatfunktioner, der bærer både plante- og dyrerige, fremdeles gør sig gældende i vor åndelige struktur og bl.a. har ført til, at menneskeheden idag groft kan opdeles i tre fra hinanden afvigende grupper, af hvilke den første består af rent uintellektuelle mennesker, der endnu evner blindt at tro på opsatte dogmer og påbud som udtryk for "højeste autoritet", medens den anden gruppe består af de intellektuelle, for hvem den første gruppes religiøse tilstand er væsensfremmed på grund af deres tilknytning til tilværelsens intelligensenergi, der betinger en klar afstandtagen fra enhver form for blind tro eller autoritetsdyrkelse. Og endelig en tredie gruppe, de højintellektuelle, der i kraft af en vis tilknytning til tilværelsens intuitionsenergi er i stand til at fornemme en dybere kosmisk mening bag ethvert handlingsforløb og derfor, i modsætning til flertallet af de intellektuelle, accepterer tanken om en Guddoms reelle eksistens.

Derudover gav jeg mine læsere et første indblik i det dræbende princips virkelige udfoldelsesområde fra den kødædende plantes domæne og frem til A- og B-bombernes tilblivelse og påviste, hvorledes det guddommelige skabeprincips mørkeudstråling i form af "det ubehagelige gode" har sin egen livsnødvendige mission i vor nuværende bevidstheds tilblivelse. Omend fragmentarisk, idet disse breve naturligvis ikke på nogen som helst måde hverken kan eller skal erstatte Martinus egne analyser i "Livets Bog", gav jeg læserne et første indblik i plantevæsenets kosmiske struktur og påviste, hvorledes det, vi kalder "instinkt", i virkeligheden udgør frugten af en uendelig fjern dagsbevidst oplevelse af intuition, og hvorledes dette instinkt nu i form af en vidunderlig kosmisk automatik bærer det levende væsen frem imod ny strålende former for livsoplevelse. Gennem denne analysering nåede vi frem til at se, hvorledes tilværelsens kosmiske "hunger- og mættelsesprincip" nu har bragt det jordiske menneske dertil, at det på én og samme tid er begyndt at hade krig og vold samtidigt med, at det, netop på grund af sit totale ukendskab til sin egen evige eksistens, ved hjælp af sit strålende intellekt er i færd med at forberede en krig, som i sin udløsning vil blive selve det dræbende princips absolutte kulmination. Men vi så også, at nye kræfter er begyndt at gøre sig gældende, kræfter som, når de kommer under menneskets dagsbevidste kontrol, ikke alene vil føre det ud af krigens og hadets mørke domæne og ind i en verden af fred og en hele kloden omfattende sameksistens, men også ind i en verden af ånd, kunst og den næstekærlighed, der er målet for al dyb og ægte religiøsitets forkyndelse.

– – – – – – – – – – – – – –

Medens både planter og dyr i deres daglige livsoplevelse helt er henvist til at lystre deres medfødte instinkter og endnu er uden virkelig dybtgående evne til bevidst at skelne mellem begreberne "behag" og "ubehag", stiller forholdet sig her helt anderledes for det jordiske menneske, der i kraft af den egenskab, vi har givet navnet "vilje", på store områder selv bevidst er i stand til at regulere sine ønsker og begær. Læg mærke til udtrykket "store områder"! For selv om det jordiske menneske er sig sin vilje bevidst, er det også bevidst i den kendsgerning, at det ikke har en hundrede procents fri vilje. Livet har her, i kraft af det i enhver civiliseret nation opbyggede lov- og retsvæsen, sat en grænse for vore begærs frie udfoldelse, men det er her værd at lægge mærke til, at vort lov- og retsvæsen alene sigter imod at begrænse virkningerne af de af det jordiske menneskes begær, der forvolder skade på Næstens liv og ejendom. Det er mod "dyret" i mennesket, at vort lov- og retsvæsen er rettet, ikke imod de menneskelige egenskaber i vor natur. Var det os en medfødt egenskab at "elske vor Næste som os selv", kunne vore fængsler omgående nedlægges. Men vi er ikke Guder. For det store flertal gælder det, at det stadig er "sig selv nærmest". Men ingen kan være dette, uden at der står en vilje bag. Derved afslører livet, at vor vilje kan ledes i to fra hinanden diamentralt afvigende retninger. Dirigeres denne vilje af de kræfter eller begær, der udstråler fra vor medfødte kosmiske automatik, altså den fra dyreriget nedarvede side af vor natur, sigter den alene imod at beskytte os selv. I det egentlige dyrerige kender vi denne kraft som "selvopholdelsesdrift", og der er den endnu i renkultur og som følge heraf i kontakt med denne livszones natur og moral. Det er den derimod ikke hos det jordiske menneske, som ofte "udvider" denne selvopholdelsesdrift så meget udover dens naturlige bestemmelse, at resultatet hændelsesvis kan blive fængsel på livstid. Ordet "rovmord" er jo i denne forbindelse såre oplysende. I sin skarpe belysning af viljesbegrebet skelner Martinus derfor mellem "begærledet vilje" og "forstandsledet vilje", idet han ved det første begreb forstår alle de handlinger, hvor det jordiske menneskes begær efter at opnå dette eller hint, ligervis som dyret, sætter alle hensyn til side for sit begærs tilfredsstillelse, medens han ved det sidste begreb forstår den kultivering af det enkelte menneskes begær, der lader det fremstå som et højtudviklet menneske.

Men hvad er et højtudviklet menneske andet end et menneske, der har bragt sine medfødte primitive instinkter under sin forstands kontrol, således at dets adfærd i en udstrækning, der endnu ikke er almengældende, bliver til glæde og velsignelse for dets omgivelser? Vi ser således her, at desto højere viden et menneske har, desto dybere indsigt i tilværelsesmysteriet det er i besiddelse af, desto mere åndeligt modent eller højtudviklet er det. Et sådant menneske afviger fra "barbaren" ved, at det er i stand til for sit indre syn at se konsekvenserne af sine begær, se den lidelse, disse begærs konsekvenser vil påføre andre og derigennem afstå fra at aktivere dem, Det er altså ikke således, at kultiverede eller udviklede mennesker ikke har de samme begær, som alle andre har, forskellen er udelukkende den, at det udviklede menneske formår at beherske disse begær, Den dybereliggende årsag til dette bestemte forhold har intet med den fysiske videnskabs berømte "arv og milieu" teori at gøre. Den må alene søges i det enkelte menneskes evige fortid, i de selvoplevede erfaringer, der udgør ethvert medfødt talents regulære moder. Det er kun på de områder, hvor vi selv har lidt, at vi evner at danne os billede af vor Næstes lidelser indtil en sådan grad, at vi af livet selv føler os tvunget til at gøre en indsats for at lindre dem. Teoretisk er de fleste højtudviklede mennesker, fordi flertallet hylder den idealisme, der går ud på at lindre enhver form for nød. Men i praksis viser det sig, at de fleste har mere end nok i deres eget og udmærket formår at leve dør om dør med selv den bitreste nød.

Som vi her vil se, afslører udødeligheden sig dagligt for vore øjne i form af vor Næstes mere eller mindre udviklede væremåde. Det er på denne livets evige slagmark, at mange mennesker, der troede sig selv store, må opleve den bitre sandhed bag Jesu berømte ord om, at "hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder!" eller "hvo som sig selv ophøjer, skal fornedres!" Tilværelsens kosmiske lovmæssighed holder her alle ting i balance og sørger simpelthen for, at "intet træ vokser op i himlen". Vort ydre fysiske liv synes så realistisk og ondskaben i verden så omfattende, at mange mennesker har svært ved at fatte en kærlig Guddoms eksistens. Men opdrager man sig selv til at forstå sandheden bag Martinus ord om, at "intet, af det vi ser eller oplever, er det, det ser ud til at være", vil vi i selv den mest smertefulde modgang fornemme en fast klippe under vore fødder. Thi da vil vi i glimt kunne fatte det, der er vågen dagsbevidst viden for den kosmisk indviede, at det liv, vi ser og også selv oplever, udgør det ypperste produkt af vor evige fortid og det fornemste fundament for den evige fremtid, vi er på vej imod. Det er ikke os, der hersker over tilværelsens kosmiske love og principper, men dem der hersker over os og leder vort liv frem imod en tilstand, hvor vor eneste angst er den ikke i alle livets forhold at handle efter HANS vilje, men derimod efter vor egen. Endnu er vort ansvar over for livet uhyre begrænset, arresteret som vi er i forestillingen om vor egen høje position som verdensaltets ypperste produkt. Sandt nok behersker vi snart alle den fysiske verdens både åbenlyse og skjulte kræfter, og rent intellektuelt har vi nået bjergtinder, vore duknakkede, behårede og lavpandede forfædre end ikke evnede at forestille sig. Men er vi dem virkeligt så moralsk overlegne, som vi ynder at forestille os selv? Lad os se på dette problem i et følgende brev!

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere jorden over.

 

P.S. Dette brev såvel som alle de efterfølgende udgår i oversættelse til engelsklæsende interesserede verden over, deraf den ændrede hilsen.