Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I mit sidste brev til Dem berørte jeg begreberne "begærledet vilje" og "forstandsledet vilje" og påviste, at medens det første udspringer fra de fra dyreriget nedarvede talentkerner, der i form af kosmisk automatik påvirker vor vilje i en selvkoncentreret retning og lader os fremstå som renlivede egoister, så udtrykker det sidste resultatet af vor egen vågne, dagsbevidste kamp med disse udpræget dyriske vanefunktioner. Der hvor de viljeførende kræfter i vor bevidsthed dirigeres af vor forstand, hvilket vil sige vor udviklede følelse i samarbejde med den nu hurtigt voksende intelligens, opstår det, vi kalder "humanitet" eller den "næstekærlighed", der er alle fremskredne religioners mål og hensigt.

Da det er dette forhold, der mere end noget andet har indflydelse på de jorden over eksisterende moralbegreber, er det klart, at disse moralbegreber må være undergivet en radikal forvandling eller omvurdering i akkurat samme grad, som de enkelte folkegrupper forvandles fra såkaldt uciviliserede til civiliserede, hvilket absolut ikke er det samme som de idag så moderne ydtryk "underudviklede" eller "højtudviklede", idet disse begreber udelukkende har relation til teknik eller rent fysisk levestandard. Noget andet er, at den rent åndelige udvikling uundgåeligt forceres inden for de teknisk meget fremskredne stater, idet den moderne civilisation overalt befordrer opløsning af de fleste af de fra fortiden overleverede traditioner, ideer og opfattelser. Det er dette forhold, der altfor let fører til illusionen om, at disse teknisk meget fremskredne områder også er mere åndeligt udviklede end de teknisk mindre udviklede, en illusion verdens farvede folkeslag fremdeles må lide stærkt under.

Da den udvikling, der her er tale om, imidlertid er et hele jorden omfattende problem, er det af stor betydning at gøre sig klart, at det, vi kalder "moral", ikke udgør et én gang for alle fastlagt begreb, der for tid og evighed drager en urørlig skillelinje mellem det såkaldt "onde" og det såkaldt "gode", men at det derimod er et begreb, der er forvandling og dermed udvikling undergivet. Dette forstås måske bedre, når vi ser, hvorledes hver af de store og i denne forbindelse også de mange mindre religioner verden over har skabt deres egne moralbegreber. Her i Vesten er vi alle opdraget til at respektere den kristne moral, der, hvad man end kan mene om den, aldrig vil formå at tilfredsstille hinduen, der er vokset op i helt andre moralske forestillinger. Det er derfor idag mere end nogen sinde før i vor historie vigtigt at få et sådant indblik i den kosmiske verdensorden, at det bliver muligt for hvert eneste menneske selv at afkonferere sin væremåde med de kosmiske love, således at han bliver i stand til selv at se, om han ved sine handlinger er med eller imod disse love. Og det er her, at det begreb, vi har givet navnet "ansvar", træder ind i billedet og med stor klarhed viser os, at også dette begreb er undergivet en forvandlingsproces, der vil få afgørende indflydelse på vore fremtidige handlinger.

Iagttager vi dyret og dets regulære forlængelse – det jordiske menneske –, kan vi ikke undgå at se, hvor nær fortidens mennesker i virkeligheden har levet op til de love, der behersker dyreriget. Da de forestillinger, man lever på, danner de vaner og dermed de talenter, der udgør ens midlertidige bevidsthed, er det let at se og forstå, at de første mennesker på jorden måtte blive akkurat så primitive og brutale i deres fremtræden, som tilfældet vitterligt har været. Deres moral måtte blive magtens moral, og deres moralske ansvarsområde måtte blive så nær dyrets som tænkes kunne. Dyret har som bekendt kun sine instinkter mest koncentreret i det, vi har givet navnet "Selvopholdelsesdriften". Men dyret er moralsk i den forstand, at det normalt kun dræber for at leve, hvilket vil sige: opretholde sin rent fysiske eksistens.

Men selv de mest primitive mennesker sprænger denne af ren kosmisk automatik frembragte indstilling. For mennesket er menneske derigennem, at det kan skelne mellem begreberne "jeg" og "det", hvad dyret ikke kan. Derfor kan mennesket hade bevidst, hvad dyret altså ikke kan, og hvad mere er, mennesket kan planlægge sin hævn over den eller de, det hader. Derved blev mennesket selv på de laveste stadier en større dræber end dyret. Da ingen handling imidlertid kan udløses uden en vis inspiration, en vis følelse af dens retfærdighed og dermed åndelige retmæssighed, fødtes magtmoralen som en ganske naturlig konsekvens af fortidsmenneskets kosmiske struktur. Det "så" jo med "egne øjne", hvorledes den stærkeste altid sejrede, altid fik herredømmet over andre, og måtte derfor i magten se en tilstand, der var Guderne velbehagelig. Magten blev derfor idealet, blev religion. Og da livet var et spil om fysisk sejr eller nederlag, blev dette at dræbe hellere end selv at blive dræbt det daglige livs største spørgsmål – og er det på sin vis endnu!

Afstanden mellem vore barbariske forfædre og os selv er derfor ikke helt så stor, som vi ofte synes. I visse af vore handlinger og måske specielt: vore tanker, står vi dem fremdeles ganske nær, medens vi på andre områder er kommet i besiddelse af en viden og en indsigt, de end ikke anede eksisterede. Det er dette forhold, der har ført til og fremdeles vil føre til store komplikationer i vort daglige liv. Thi vi står ikke alle på samme mentale udviklingstrin, hvad der uundgåeligt fører til, at hvad der er moral for den ene, kan være absolut og klar umoral for den anden i den forstand, at han ikke er i stand til at udføre de handlinger, der er så selvfølgelige for den første part. Mere end noget andet er det dette forhold, der gør livet i vor verden til et helvede – iøvrigt det eneste helvede der virkeligt eksisterer! Thi at leve sammen med mennesker, hvis måde at tænke og handle på er så afvigende fra ens egen, at harmoni mellem disse to tænke- og handleformer er udelukket, er i sig selv en kulminerende helvedesoplevelse, og vel at mærke en helvedesoplevelse millioner af mennesker må igennem hver eneste dag af deres liv.

Sålænge verden kun levede under indflydelse af de to kosmiske impulser, der har udløst alt op til vor tid eksisterende religiøst liv, kunne det endda gå, fordi flertallet af verdens åndelige ledere indtil idag har evnet at tilpasse disse to kosmiske impulsers tanke- og ideindhold så meget til vore forfædres liv, at overgangene ikke blev altfor bratte. Nok lærte det jordiske menneske i vor verden at "du må ikke ihjelslå", men end ikke i sin vildeste fantasi evnede det at forestille sig, at dette bud havde relation til andet og mere end dets egen verden. Det end ikke undrede sig over, at budet ikke var formuleret: "Du må ikke ihjelslå mennesker!" Det tog det som noget aldeles givet, at de medvæsener, vi har givet navnet "dyr", af Gud selv var indsat i verdensordenen som den af ham bestemte føde for os. Væsener, hvis kropslige og også åndelige struktur grænser direkte op til vor egen, blev derfor ganske simpelt reduceret til "døde ting" analogt med alle andre "døde ting" i verden.

Men nu stråler en ny kosmisk impuls ind over verden, og i dens lys – der ikke alene er dyb følelse og strålende intelligens, men også blændende intuition – sker der det, at begreber og idealer, som hidtil har eksisteret i en slags tusmørketilstand, nu kommer ud i dagens klare lys. Sammenhænge, der før var skjult for tanken, åbenbares af livet selv, og det udviklede menneske ser sig pludselig konfronteret med en række krav, det endnu knap er moden til at honorere. Hvor det før levede på illusionen om, at kun "familien" havde det fulde krav på dets ansvar og, om absolut nødvendigt (som regulær selvopholdelsesdrift), nationen, så oplever det nu en sådan afklaring af tilværelsens kosmiske love og principper, at der intet er at sige til, om dets sjæl i første omgang forfærdes. Thi disse love og principper afslører, at loven for næstekærlighed ikke er en lov, der er begrænset i sin natur, men derimod er en alt liv omfattende lov, således at det jordiske menneske, om det tilfulde skulle opfylde denne lov, ikke måtte udløse det dræbende princip på ét eneste område. Men at se en sandhed er ikke det samme som at kunne leve den. Og Guddommen fordrer da heller ikke urimeligheder af gudesønnen. Det, der sker nu, er, at vi for første gang i vor lange udviklingshistorie klart er i stand til at se det mål, vi er på vej imod, og se de love, vi må respektere, om vi vil nå disse mål. Men ved hver af disse nye veje frem til en højere fuldkommenhed er der anbragt advarselstavler, der klart udtrykker den fare, enhver, der mod sin natur søger at vandre den, udsætter sig for. Og én sætning går igen på alle tavler, sætningen: BLIV ALDRIG FANATIKER!

Hele vort åndelige liv hviler på et spil imellem kræfterne "nedenfra" og kræfterne "ovenfra". Kræfterne "nedenfra" repræsenteres af alle de af vore medfødte evner og talenter, der som noget naturligt har drabet, hævnen – kort sagt: hadet som indikator, medens kræfterne "ovenfra" repræsenteres af alle vore ideale længsler og de heraf langsomt fremspirende talenter og evner for sand humanisme og næstekærlighed. Medens de første kræfter forlængst har konsolideret sig i form af medfødte evner og vaner, der dirigerer langt mere af vort tankeliv, end vi dybest inde synes om, så har de sidstnævnte kræfter i virkeligheden kun frembragt vor første spæde modtagelighed for fremtidens idealisme. Dette må man vide, om man ikke kommer til at overtræde den advarsel, der med flammeskrift er indtegnet på hver eneste advarselstavle ved indgangen til dette nye liv, der venter os forude. Thi den nye kosmiske impuls, der stråler indover vor verden af idag, er ikke en tågeagtig åndelig stemningsbølge. Den er noget uhyre konkret. Den er udformet i klare ideer, som påvirker hver eneste af os og gradvis vil ændre hele vor kosmiske struktur. Da livet imidlertid er således indrettet, at nogle mennesker er mere åndeligt følsomme end andre, sker det uundgåeligt, at visse af disse ideer gribes af dem med en kærlighed, som meget hurtigt nærmer sig den farlige fanatisme. Disse mennesker ved ikke, at den nye kosmiske impuls er at ligne ved en sol med tusinder og atter tusinder af livgivende stråler. De ser kun den ene stråle, deres sjæl evner at fatte, og i deres iver søger de at rive den ud af dens kosmiske sammenhæng og danne forening over den. Men en kosmisk stråle, enten man så giver den navnet "fred", "tolerance", "vegetarisme, "råkost" osv., evner kun at bevare sin livgivende kraft, så længe den eksisterer i et urokkeligt samarbejde med alle de øvrige stråler. Søger man at kapsle en sådan stråle ind i en selv nok så smuk forening, dør dens varmeevne, og resultatet bliver de noksom kendte stridigheder, der normalt hersker inden for alle "idealistiske bevægelser". Disse mennesker har virkeligt villet noget smukt med deres liv, og disse ord er ikke skrevet som nogen kritik af det arbejde, de har udført og fremdeles vil udføre, De er på sin vis "pionerer" for en ny tid, men deres pionergerning lykkes kun i det omfang, de selv er fri af illusionen om at være fuldkomnere end andre mennesker.

Det er ikke hensigten med den nye kosmiske impuls' åndelige ideindhold, at vi alle skal havne som medlemmer af en eller anden idealistisk sammenslutning. Meningen er, at dette strålende intuitive idemateriale skal gøre os til hundrede procents frie mennesker, der i alle livets forhold på grund af vort dybtgående åndelige studium, vort virkelige kendskab til tilværelsens kosmiske struktur, dybt i vort eget hjerte finder anvisningen på, hvorledes vi skal leve vort daglige liv. Ved at følge denne hjertets rene stemme vil vi se, hvorledes vort vågne, dagsbevidste ansvarsområde langsomt udvikles til ikke alene at omfatte alle levende væsener udenfor vor organisme såsom mennesker, dyr, planter og mineralier, men også de utalte millioner af levende væsener, af hvilke vor egen organisme består. Til at bære et så gigantisk ansvar, som det næstekærlighedens rene lov lægger på vore skuldre, er kun den moden, der ikke én, men måske tusinde gange hver dag formår at bede den dybeste og sværeste af alle bønner, nemlig den, der engang blev formet af en af menneskehedens største lærere i hans livs bitreste time: "Herre, ske ikke min, men din guddommelige vilje!"

Det bliver således et menneskes evne til at føle ydmyghed over for livets krav, der bliver den bestemmende faktor for dets åndelige vækst. Men ydmyghed er ikke en dyrisk egenskab. Tværtimod! Ydmyghed, beskedenhed, stilhed er kendetegn på alle dem, der for alvor er kommet i berøring med den nye kosmiske impuls' vældige kræfter. Ydmyghed, fordi de klart erkender deres afmagt over for deres egne idealer, beskedenhed, fordi de kender deres egen begrænsning og ikke på nogen måde ønsker at udfordre den skæbne, de ved er på vej mod enhver jordfødt sjæl, og stilhed, fordi de forlængst har forstået, at den, der virkelig ønsker at lytte til Guds egen stemme, må "stille stormen i sit eget sind" og dermed gøre sig værdig til den skønneste af alle oplevelser, livet har at give den, der dybt i sin egen sjæl har oplevet, at han virkeligt er "søn af Gud".

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere jorden over.