Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Så dybt er det materialistiske verdensbillede ad tusinde for os selv ofte helt usynlige kanaler gået os i blodet, at vi dagligt korsfæster os på ting, "vi selv ser" uden et øjeblik at tænke på den kosmiske sandhed, Martinus har udtrykt med de ord, at "intet af det, vi ser, er det, det ser ud til at være!" Vi ser f.eks. et møde mellem verdens største statsmænd, et såkaldt "topmøde", bryde sammen, endnu førend det kom i stand, og straks begynder vi at danne os de mørkeste forestillinger om, hvad der nu vil ske med os. En hel verden fylder sig selv med uro og ængstelse, og mennesker, hvis nerver i forvejen er tyndslidte, rykker med deres nye selvskabte bekymringer sig selv et hanefjed nærmere det nervesammenbrud, der i vor tid altid venter "lige henne om hjørnet". Sandt nok rummer vor tid begivenheder, som ikke på nogen måde frister til lyssyn eller blåøjet optimisme, men ligegyldigt hvor stor magt det enkelte menneske så end kan have, så har det aldrig "hele magten"!

Nej, den største ulykke for det enkelte menneske i vor tid er ikke alle de ulykkelige internationale begivenheder, vi, som enkeltindivider betragtet, har så ringe indflydelse på. Det er derimod den kendsgerning, at det store flertal må leve deres liv uden en virkelig grundig kosmisk opdragelse. Trods sine titusinder af kirker, templer og moskeer og trods et næsten til det usandsynlige velorganiseret præsteskab af alle tænkelige arter må mennesket, for hvem selvstændig tænkning er blevet livets alfa og omega, leve sit daglige liv uden det kendskab til tilværelsens virkelige kosmiske lovmæssighed, der altfor let fører det til at forveksle det, det oplever, det, det "selv ser", med den virkelighed, det kun kan møde og opleve i det øjeblik, det har en regulær kosmisk opdragelse bag sig.

Betragt f.eks. det vidunderlige forår, der nu for alvor er brudt igennem på vore breddegrader! Overalt manifesterer den guddommelige skaberkraft sig i en udfoldelse, der burde få vore hjerter til at juble og vore tanker til at bøje sig i den dybeste ærbødighed for denne overvældende åbenbaring af liv og bevidsthed. Men hvad sker? Udover de sædvanlige mere eller mindre talentfulde forårsdigte og et vældigt halløj om, hvor man skal rejse hen i sommer, drukner denne den skønneste af naturens tilsyneladelser i døgnets sensation, enten denne så er et nedskudt spionfly eller en halvdiktators uligevægtige galleriforestillinger. Vi lever i "fartens århundrede", og det både fysisk og psykisk. Vi er virkeligt blevet "Den slægt, der som en storm i høst henover jorden jager –". Selvfordybelse og fart forholder sig til hinanden som ild og vand – og vi har valgt farten!

Har De nogen sinde kigget lidt på resultatet af dette forcerede livstempo? Har De set, hvorledes alle det mentale livs ulykkeskurver hver og en udtrykker næsten desperate stigninger? Skilsmissekurven, selvmordskurven, kurven for ungdomsforbrydelser, kurven for nervesammenbrud, kurven for overfald og kurven for affektmord, osv., osv. Overalt bliver vi vidne til, hvorledes de negative kræfter dag for dag vinder terræn. Verden synes virkeligt med et nytestamentligt udtryk at "ligge i det Onde"!

Og dog kan ingen illusion være større! Sandt nok synes vi kun at se mørke og elendighed. Sandt nok peger alle tegn hen på en kommende tredie verdenskrig, hvis virkning i gru og rædsel intet jordisk menneske har fantasi nok til at forestille sig. Sandt nok synes alle dem, der påstår, at menneskeheden åndelig talt er gået tilbage, at have ret. Men de har det ikke! Menneskeheden er ikke gået tilbage, åndelig talt, og verden står hverken foran sin undergang eller sin totale udslettelse. Den står tværtimod foran den mest lysende epoke i menneskehedens historie. Lige på tærsklen til oplevelsen af alt det, dens mest fremragende ånder i intuitive glimt har anet ville komme. Men alt dette er skjult for flertallets øjne. Det ser kun mørket og elendigheden og har det akkurat som patienten umiddelbart foran en stor og farlig operation. Også hans sind er da almindeligvis fyldt med angst, uro og deprimerende bekymringer. Men sådan må det være. Natten er altid mørkest lige før dagen skal fødes. Og vi oplever netop nu et mentalt "nattemørke" af så enorme dimensioner, at slægterne efter os vil undres over, at vi evnede at bære det. Thi disse slægter vil komme til at leve i "dagens lys". De vil vokse op med en åndelig viden og indsigt, som kun et forsvindende fåtal idag aner lidt om. Fra deres spædeste barneår vil de blive opdraget til at "elske sandheden eller Gud over alle ting og deres næste som dem selv!" Hvor vi er vokset op i tågeagtige forestillinger om så godt som alt, hvad der vedrører det virkelige liv, men derimod som eksperter i alt det, der så godt som er værdiløst i det øjeblik, sorger og modgang rammer os, så vil fremtidens mennesker kun blive virkelige eksperter i een ting: at elske, bevare og beskytte livet i alle dets mangfoldige former! For disse mennesker skal ikke tænke hverken på det daglige brød, på landegrænser, sprogforskelligheder eller politiske systemer. De skal kun tænke på een eneste ting: ved deres eget daglige liv og væremåde at sprede mest mulig lys og lykke omkring sig. Hvor vi er svage amatører i kunsten at leve, vil de blive mestre! Hvor vi, både fysisk og mentalt, bruger langt de fleste af vore kræfter i livsnedbrydningens tjeneste, vil disse mennesker bruge al deres energi i livsbevaringens tjeneste. For dem vil det religiøse liv ikke blive et utal af mentale fængsler, der mere adskiller end samler. For dem vil det religiøse liv blive en indvendig urokkelig viden om Guddommens absolutte eksistens, og fuldt fortrolige med tilværelsens kosmiske love og principper vil de vide, at kun de selv og de selv alene i alt bærer ansvaret for enhver af selv deres mindste handlinger. De vil kende skæbneloven og i alt tænke, før de handler. Tænke i kontakt med livets egne love og bygge dem selv en tilværelse, der i alt er gennemstrålet af ånd, af kunst og af en kærlighed, vi idag kun i glimt kan ane.

"Uforbederlige utopist", hører jeg en og anden mumle, og jeg kan kun smile! For jeg er ikke det mindste "utopist" i dette ords almindelige betydning. Vidste mennesket ikke på vore breddegrader på en sludfuld og modbydelig januardag, at maj vil bringe al det lys og al den varme, man da savner, ville man vel også kalde ham, der en sådan dag forsøgte at beskrive en majdags lyksaligheder, for "tåbelig utopist og hjælpeløs dagdrømmer!" Men alle i vort land ved, at maj Vil bringe al den ydre skønhed, januar må savne, så det imponerer ingen! At de samme mennesker idag, rent mentalt og udviklingsmæssigt, oplever et kosmisk "januarklima", ved de derimod intet om. De ser en verden omkring sig, og ser den alligevel ikke. For de ser ikke alle de tusinder af tegn, der afslører, at et strålende kosmisk forår er på vej. De ser kun mørket og kulden, sluddet og snavset og vurderer alting ud fra denne "absolutte virkelighed"! Ja, end ikke det i ethvert strålende forår skjulte budskab ser de. For dem er duftende blomster og bristende knopper i virkeligheden kun "døde ting". De ved endnu ikke, at "sålænge der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud", for de tror simpelthen ikke på nogen "højere verden" end den, der åbenbarer sig i form af et lakskinnende, mekaniseret køretøj, der i huj og hast kan bringe dem ud til en natur, der for dem blot skal være en ny ramme om en "bedre frokost". Mekanik, penge og sex – faktorernes orden er her omtrent ligegyldig – er deres "guder", er det, de forstår ved "liv"! Sætter jeg tingene hårdt op? Nuvel, det gør jeg, og gør det med vilje! For det, jeg her har skrevet, er det liv, jeg tænker på, når jeg lytter til såkaldt "moderne underholdning", og når jeg læser mandagens aviser om antallet af trafikdræbte i den week-end, hvor fartens djævel kræver sin glæde betalt. At der jorden over lever mennesker, for hvem idealisme ikke er en død og latterlig ting, ved jeg fuldt vel, men de udgør ikke det flertal, der giver tonen an – det gør de andre!

Men når intet af det, vi ser, er det, det ser ud til at være, hvad er det da? Ja, hvad andet end den nøgle til virkeligheden, livet – eller Gud – selv har givet os ihænde? Netop nu, hvor naturen forbereder sin "pinsefest", sin højeste åbenbaring af al den skønhed, den indebærer, er der rig lejlighed til at påpege, hvor fattig og mørk verden ville være, om ikke Gud havde maget det så, at han midt i mørket, midt i det dræbende princips iskolde verden havde givet os blomsterne til ikke alene at lyse op, men også til at sprede deres velsignede dufte. Har han ikke her givet os en model til efterligning? Har ikke også vi en indre mulighed for at lade vor "vinterbevidsthed" – alt det sure, mørke, gnavpotteagtige – i vort væsen blive afløst af et muntert smil og en glad og opmuntrende bemærkning? Hvor står det skrevet, at vi altid skal bevæge os rundt i mentalt mørke, i irritation og kold kritik af vore omgivelser? Sandt nok kan vi ikke ændre verden i det store, men vi kan gøre det i det små! "Kolde ord fryser og dræber", siger inderen og fortsætter: "Men varme ord skaber glæde og liv!" Dette er kosmisk-kemi på et meget højt plan, og livet giver os dagligt et utal af muligheder for at praktisere denne kosmiske kemi. Et lille smil her og en lille, venlig opmuntrende bemærkning der koster ingen penge. Disse ting koster kun vilje, vilje til at lade bevidstheden producere lys i stedet for mørke, varme i stedet for kulde – og den vilje burde vi opøve i os! Mon ikke Guddommen dekorerede vor verden med sit eventyrskønne blomsterflor, fordi han kendte vore mørke, vore altfor begrænsede sjæle? For mig har alle disse blomster altid været tegnet på hans store kærlighed til os, og intet i livet formår at give mit sind den fred og indre harmoni, som synet af og samværet med blomster har formået at give mig. En af mine indiske venner betroede mig en dag, at for ham måtte Guddommen godt tage både penge og kvinder ud af hans liv, blot han aldrig ville tage blomsterne! Og jeg forstår ham! Thi også for mig blev blomsterne en af de "nøgler" til at forstå livet, som jeg idag nødigst ville undvære. Vi har en Martinus at takke for denne nøgle. Gennem ham kom vi på sporet af blomsternes skjulte hemmelighed, skjulte budskab til vor ånd. Men blomsternes hemmelighed udgør kun een af de nøgler til livet, han har givet os. Alle de andre har samme værdi. For hver og een giver de os adgang til den indre mening, til det skjulte budskab, hver eneste af de begivenheder, vi dagligt oplever, rummer. Mere end nogen anden, jeg har læst eller hørt om, har Martinus gjort det muligt for os i alle livets situationer at høre "Guds røst" direkte, rent og klart. Gennem den viden, han har bragt os, har han virkelig gjort det muligt for hver og en af os at "leve vort eget liv". Først nu forstår ihvert fald jeg den dybe mening bag ordene. "Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!" Og gennem alt det mørke verden af idag oplever og fremdeles endnu i lang tid vil komme til at opleve, ser jeg ganske klart den vej, vi alle kommer til at følge. Men denne vej, hvor smertefuld den så end kan synes at være, er trods alt en "lysets vej", for den fører os sagte men sikkert ud af denne dræbende og i sin natur så livsfjendtlige verden. At vide dette, vide det indtil en sådan grad, at det udgør selve ens livsfundament, er det, jeg ønsker ethvert menneske. Thi først når denne viden er blevet en urokkelig bestanddel af ens bevidsthed og natur, begynder livet omkring en at skifte farve. Da ser man fremdeles det mørke, triste og tomme, men nu forstår man dets dybere mening og hensigt, forstår, at i alt liv afhænger det sete og det oplevede af øjnene, der ser og af sindet, der oplever. Og vi er allerede mange i verden, der forstår, hvorfor livet ytrer sig, som det gør, og som bag de mange mørke begivenheder i stadigt hyppigere glimt aner Guds blide, altforstående og altomfattende smil!

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle vore medarbejdere jorden over!