Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Set på evighedens baggrund er vor rent fysiske tilsynekomst i sig selv et næsten ufatteligt eventyr. Vi er så vant til at se, at kun de aller færreste forestiller sig, at før vore øjne var, var lyset, før vi evnede at høre selv den aller svageste støj, var lyden, og det samme gælder både lugt og smag. Og hvad er, når alt kommer til alt, disse sanseoplevelser mod dem, vi kalder "åndelige"? Som en fontæne af skaberkraft har vort livsbegær, det Martinus kalder "urbegæret", formået at forme i materien organer, gennem hvilke vor oplevelseshorisont uafbrudt har udvidet sig. Hvor planten kun aner lys og formentlig ikke den svageste lyd, der ejer vi øjne, der gør det muligt for os at orientere os i det vældige hav af former, der omgiver os. Og vi ejer ører så fine, at vi, hvad hverken plante eller dyr formår, evner at lytte til en musik, der for øjeblikket kan henføre os til tilstande så hinsides den rå fysiske verden, at denne verden blot synes os en ond drøm, et hæsligt mareridt.

Vi ved alt dette, og mange ser i det her skrevne intet andet og mere end det, der hører det menneskelige liv til. For disse mennesker er lys, lyd, lugt og smag ting så "selvfølgelige", at de ganske overser, hvilket vidunderligt skjult budskab de indeholder. Og dog vil det blive disse "selvfølgeligheder" suppleret med utallige andre "selvfølgeligheder", der en dag vil bringe hvert eneste jordisk menneske på sporet af sin egen udødelighed. Kosmisk kemi er andet og mere end blot et postulat. Det er en form for kemi, enhver kan efterprøve. Læg et løg i jorden, med spidsen nedad, og enhver vil alligevel opleve, at spiren når jordens overflade, og at krumningen bliver den mindst mulige. Hvorfra denne evne til at vide, hvor lyset findes? Og se, hvorledes der i det blinde menneske er indbygget organer, der, optrænet, gør det muligt for et sådant menneske at orientere sig. Læg mærke til, at al livsoplevelse hviler på organer, der fra de mindste, næsten mikroskopiske kirtelfunktioner til de største fysiske instrumenter alle er et resultat af et forud eksisterende begær. Og vel at mærke et begær hos et levende væsen. I mine hidtil udkomne breve, rettet til venner af vort arbejde jorden over, har jeg skildret nogle af de fundamentale kosmiske principper, vi alle er i berøring med indtil en sådan grad, at vi opfatter dem som "rene selvfølgeligheder". Vi ved alle, at vi ikke kan male et hvidt maleri på en hvid væg og ser intet som helst nævneværdigt i denne kendsgerning. Og så er sandheden den, at en blot så beskeden oplevelse er nøglen til tilværelsens vældige kontrastprincip, der i sig selv udgør selve fundamentet for det, vi kalder "sansning". Vi ser en kat krumme sig til spring for få sekunder senere at have byttet i sine klør – heller intet imponerende eller opsigtsvækkende, og dog alligevel nøglen til selve "det dræbende princip". Dagligt læser vi om læger, der bøjet over operationsbordet kæmper for at redde tilsyneladende håbløst syge fra at dø. Videnskabens triumf, siger mennesker og ser ikke, at det, de her er vidne til, er en nøgle til forståelsen af tilvæselsens "livgivende princip". De læser om mennesker, der har raset ud ad landevejene, besat af trang til at "vise sig", med det resultat, at de nu må henslæbe resten af deres fysiske liv som hjælpeløse invalider, men hvor mange tænker på, at det, de er vidne til, udgør beviset for eksistensen af "begærledet vilje"? Og kender vi ikke alle eksistensen af en indre tilstand, der får os til at tænke, før vi handler, altså "den forstandskontrollerede vilje"? Og vi taler i flæng om mennesker med "alt for meget følelse", om mennesker med en "lysende intelligens", om mennesker, der er født "arrige", "ondskabsfulde" eller "nederdrægtige", om "dårlig hukommelse", og om "intuitivt benådede mennesker" – jo, vi kender alle disse ting, kender dem indtil en sådan grad, at vi helt overser det budskab, de indeholder, det jeg i mit forrige brev hentydede til med Martinus ord om, at "intet af det, vi ser, er det, det ser ud til at være!" Men uden en virkelig kosmisk opdragelse må vi tænke, som vi gør. Da må det rent ydre være det afgørende – og er det! Men en dag vil hele dette forhold ændre sig totalt, da vil enhver vide, at det kun var i vor åndelige barndomsperiode, at "Guds spor var usynlige". For det kosmisk opdragne menneske ses hans spor alle vegne. Thi hvor de andre kun ser meningsløshed og kaos, ser han plan, hensigt eller det Kosmos, der altid vil være begrebet "Kaos" modsætning.

Som "sønner af jorden" er vi opdraget til en materieforskning, der, hvor strålende den så end er, idag næsten føles som en jernbøjle, der har lukket sig om vor sjæl. Vi har øjne, men "ser" alligevel intet, hverken til Gud eller udødelighed. Vi kan høre den fineste musik og "hører" alligevel ikke Guds røst bag den. Og hvorfor? Simpelthen fordi vi er faldet for den moderne overtro, at alt kun er bevægelse. At alt blot er vibrationer indeni vibrationer, og at dette uendelige hav af vibrationer simpelthen er livet. Ingen overtro kan være mere fjern fra virkeligheden end netop den forestilling. Det er sandt nok, at det kan se sådan ud. Men hvad er en vibration i sig selv? Intet! Det er først i det øjeblik, den eksisterer i relation til et levende væsen, at den får betydning, får mening eller hensigt. Men mening og hensigt har intet med vibrationen selv at gøre. Begge dele er resultatet af vibrationen, er beviset på, at der er "noget", der oplever vibrationen, sætter den igang og afventer virkningen af den. Også dette ved vi alle, for vi udfører uafbrudt denne funktion. Men for hvor mange af os udgør denne funktion den livsytring, der alene udgør nøglen til den fulde forståelse af det liv, vi oplever? Vi ved idag, at livet dybest set er et spørgsmål om stråler og bølger, og at alt såkaldt "fast stof"s sidste analyse er et vibrationsproblem. At livet ret beset kun er ét, nemlig åndeligt. For vore forfædre var det ikke således, de kendte kun materiens tre faser: den faste, den flydende og den luft- eller dampformige. Den fjerde – og sidste – fase: den stråleformige, kendte de ikke. Men at de anede dens eksistens, fremgår af de glorier, alle virkeligt fremragende åndelige personligheder overalt er fremstillet med.

Idag ved vi ikke alene, at alt er stråler og bølger, men vi ved også, at det jordiske menneske kun er i forbindelse med en begrænset del af universets vældige bølgeområde. Vi ved, at vi dybest set kun er "sendere" og "modtagere", og at forskellen mellem en lille og en stor bevidsthed udelukkende er et spørgsmål om udvikling. Og her er det, at livsytringsforskningen nu står på tærskelen til at afløse materieforskningen, for vi lever idag i grænseområdet for de tekniske instrumenters rækkevidde. Der er en grænse for, hvor langt et rent fysisk instrument kan nå. Hinsides denne grænse er livet kun ånd i den forstand, at bølgerne, vibrationerne her bliver så fine, at kun den menneskelige hjerne, om den er udviklet dertil, kan fungere som modtager.

Og her er vi ved det, jeg gerne vil understrege for Dem i dette kontaktbrev. Et dybtgående studium af det vældige livsytringsområde, der står til vor rådighed, afslører, at der gennem alle tider har eksisteret mennesker, hvis hjernemateriale, på grund af deres høje moral, har tilladt dem at modtage vibrationer på et så højt plan, at de gennem denne "korrespondance" med universets fineste "bølgelængder" har oplevet bevidst at se, at hele universet er ét stort levende væsen, én stor, altomfattende bevidsthed, nemlig den menneskene gav navnet "Gud", og som Jesus af Nazareth kaldte "Faderen". Disse store ånder oplevede, at vi alle "lever, røres og er" i denne altomfattende bevidsthed, at vi – hver og én af os – uafbrudt korresponderer med den, undervises eller opdrages af den. Opdrages? Til hvad? Til i alle livets situationer at være som den, hvilket i virkeligheden kun vil sige: at bruge universets kræfter på en sådan måde, at vort liv – hele konsekvensen af vor samlede korrespondance med universets kræfter – bliver til lykke og velsignelse for vore omgivelser og derigennem for os selv også. Men for at kunne det, må vi passere erfaringsfelt efter erfaringsfelt, og alt eftersom denne passage fuldbyrdes, ombygges vore hjerner og tilpasses i stedse højere og højere grad til en universel korrespondance af en art, vi idag kun kan ane, men som i en overskuelig fremtid vil blive dagklar virkelighed for utallige mennesker. Det er i denne tilpasningsproces, det er af uhyre betydning for os at vide, at den kosmiske bevidsthed, hvilket jo blot vil sige: den bevidsthed, der har "fuldendt løbet og nået målet", allerede har været en realitet iblandt os, eftersom det er den, vi møder overalt, hvor vi stilles ansigt til ansigt med de moralske genier, der har været vore lærere i kunsten at tænke kosmisk. Det er deres ord, vi idag lever på. Dem er det, der har formet vore sind, og dem vil det blive, der hjælper os det sidste stykke vej gennem livsytringsforskningens labyrinter.

Engang opfattede vi disse mennesker som "hellige" og anbragte dem på piedestaler trods deres egne klare ord om, at vi måtte efterfølge dem i ånd og væremåde, om vi ønskede at se det, de havde set. Vi dyrkede dem i stedet for den ene, de selv ønskede, vi skulle dyrke. Men vi vidste ikke bedre. Idag begynder vi at vide mere. Langsomt begynder vi at forstå, at også vi i os har muligheder for en langt større livsoplevelse, om vi har mod til at tage deres ord alvorligt og virkelig ændre vore livsvaner.

Disse strålende ånder var "sønner af himlen". De evnede at se, hvad vi ikke kan se. De vidste, hvad vi kun dunkelt kan ane, men i deres ubegrænsede kærlighed til os gav de os deres liv og viden – også selvom de vidste, at vi til tak derfor ville myrde dem! Men idag er vi selv ved at være voksne nok til at kontakte de samme bølgeområder, de samme guddommelige tankevibrationer, som disse strålende sjæle så mesterligt beherskede. Langsomt vokser vi ud af den grove materieforskning og frem imod en livsytringsforskning, som, dyrket på rette vis, vil åbne vidunderlige kosmiske panoramaer for os. Endnu er vi kun "sønner af jorden", og vore fejl er stadigt mange. Men vi mere end aner det himmelske lys' eksistens, og som frøet dybt i jorden kender vejen til solens livgivende lys, har også vi et instinkt, der leder os på vej. Ud fra dette instinkt er nye organer i færd med at vokse frem i vor bevidsthed. Lad os i et følgende brev undersøge, i hvor høj en grad det er muligt for os, både at følge den her berørte proces og at se, hvor fremskreden den i virkeligheden er!