Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Der findes dage i livet, hvor mørket ligesom sænker sig over sjælen og trænger alt lys bort. Dage, hvor man synes, at Gud er blevet borte for en, og hvor alt for nogle øjeblikke synes tomt og meningsløst. Man ved, at det ikke er sådan, men alligevel finder man sig selv som centrum i en depression af den mest smertefulde art.

En sådan dag oplevede jeg mandag den 13. juni. En kort meddelelse over telefonen, og en dag, der ellers var så lys og skøn, var på få øjeblikke forvandlet til een stor smerte. I et kort brev til kontoret i København fra Delhi, dateret 10. juni 1960, lød ordene: "Kære onkel!

Det er med et dybt bedrøvet hjerte, at jeg må skrive, at min far Mahabir S. Mathur døde af et hjerteslag igår eftermiddag kl. 15.15. Uforståelige er Guds veje. Far må have forudanet dette, thi natten før skrev han et brev til mig, i hvilket han instruerede mig om at overtage arbejdet for M.I.O.S.S., indtil du igen er i stand til at vende tilbage til Indien. Jeg afventer dit svar og instruktioner. Mere i mit næste brev.

Meddelelsen lammede mig totalt. Jeg havde hørt ordene, men det var for mig, som om hjernen nægtede at fatte dem. Mathur død. Umuligt. Jeg havde netop to dage før ikke alene fået det mest inspirerende brev fra ham, men også den her medfølgende artikel *) der lyser af hans glæde over mødet med Martinus arbejde og hans dybe forståelse af det budskab, det bringer verden.

Som før, når en stor sorg har ramt mig, gik jeg ud i naturen. Gik, indtil hjertet igen slog sine regelmæssige slag, og tankerne påny kom under kontrol. At Mathurs død ikke alene er et frygteligt slag for mig rent personligt, men også for vort arbejde i Indien, ved jeg, De forstår. Fra vort første til vort sidste møde var der imellem ham og mig en forståelse, som kun fødes mellem dem, der i deres hjerter ved, at de vandrer imod samme mål. Megen travlhed straks efter min hjemkomst fra Indien i marts forhindrede mig i at skrive til ham så ofte, jeg gerne ville, og i et brev til ham beklagede jeg dette, men fik omgående til svar: "Forstyr ikke dig selv med bekymringer om hyppige breve til mig. Vor kærlighed til hinanden er så dyb, at den ikke behøver breve for at blive holdt vedlige."

Og i det samme brev skrev han: "Vort arbejde i Indien er inde i en dramatisk udvikling, og jeg er overmåde tilfreds. Udviklingen er langt over min forventning. Det er klart, at dette er Guds værk!" Hans ord havde fyldt mig med stor glæde, for jeg vidste, hvor lykkelig han var. Fra den første dag vi mødtes, og indtil døden lukkede hans øjne, var Martinus arbejde blevet livet for ham. Takket være de midler, en engelsk-indisk ven havde efterladt mig, var han blevet i stand til at forberede en rejse til samtlige indiske centre, hvor det var hans agt at finde mennesker, der var egnet til at lede arbejdet i de mange grupper, der er ved at vokse frem i så godt som alle større indiske byer. Hans sind var fyldt med planer, og hvert eneste brev, han sendte mig, lyste af glæde over hver ny lille fremgang, han kunne fortælle om. Kun eet tyngede ham, og det var hans frygt for, at hans evner og kræfter ikke skulle række til at løse den opgave, han havde taget sig på. Den første frygt var så grundløs, som den vel kunne være – den sidste kun altfor sand.

Vi var næsten jævnaldrende, så det var aldrig i min tanke, at dette kunne ske, selvom han af og til nævnte det for mig som en mulighed, vi måtte regne med. Indien er et hårdt land for mennesket over de halvtreds, men Mathur så så rask og energisk ud, at jeg viste enhver tanke om en tidlig død for hans vedkommende bort fra mig. Han var for mig så åbenlyst sendt af Gud til at hjælpe mig i mit arbejde derude, at jeg simpelthen nægtede at give rum for anden tanke end den, at vi begge skulle arbejde sammen i mange år.

Da den første sorg havde sat sig lidt, gik alle mine tanker til vort arbejde derude. Hvad nu? Ganske naturligt gik mine tanker til min anden kære indiske ven T.P. Advani, som var den indirekte årsag til mit møde med Mathur. Jeg vidste ikke, om han var i Delhi netop nu, hvor heden derude er forfærdelig. Men allerede to dage efter kom hans brev, som jeg bringer i oversættelse, fordi det fuldstændiggør billedet af Mathurs sidste timer:
 

"Min kære Erik!

Jeg må dennegang bringe dig en meget smertefuld nyhed. Vor meget kære ven M.S. Mathur blev pludselig syg med mange hjertesmerter meget tidligt i går morges omkring kl. 4, og trods lægernes mest energiske anstrengelser døde han fredeligt kl. 15, altså på kun 11 timer. Telefonbeskeden om hans død nåede mig kl. 17,30, og jeg gik og overværede begravelsen på bredden ved Jumnafloden. Præcis kl. 19,40 var de sidste ritualer fuldbyrdet, og den hellige ild blev tændt af hans ældste søn B.S. Mathur. Inden der var gået tyve minutter, havde den stærke ild skabt et flammende bål, der hurtigt udslettede de fysiske rester af vor meget, meget kære ven Mathur. Netop før de sidste ritualer var fuldbyrdet, var hans ansigt udækket, og jeg kunne se hans dybt fredfyldte ansigt sovende bort i den evige søvn, fra hvilken ingen igen vågner. Men sådan er livet. Hvad ellers skal jeg skrive og fortælle dig idag. Dit arbejde vil fortsætte uden afbrydelse, derom forsikrer jeg dig. Det vil nu være mit ansvar!

Jeg mødte Mathurs søn og brødre og gav dem nogle få kærlige ord til opmuntring. Jeg håber på og beder til, at de vil evne at bære dette med styrke. Jeg slutter dette brev med de kærligste hilsener fra hver eneste af os!

– Som dagene er gået, og den første svære smerte har fortaget sig, forstår jeg, at selvom min kære vens bortgang er et alvorligt slag for os alle, og her især måske mest for vore indiske venner, så vil det være helt imod Mathurs ånd, om vi blot for et øjeblik tabte modet, endsige lod os forlede til tanken om at give op. Advanis brev kom netop, som jeg ville skrive og spørge ham til råds, og jeg følte det som et dybt og varmende kærtegn fra Forsynets side. At det ikke vil blive let at udfylde den plads, Mathur har efterladt sig, ved både Advani og jeg, men jeg har den tro, at der udover Indien nu er venner nok, der vil føle sig inspireret til at række os begge en hjælpende hånd. Som Mathur er også T.P. Advani et menneske med fremragende organisatoriske egenskaber. Hver for sig var disse to mænd de piller, der bar mit liv i Indien, og jeg nærer ingen tvivl om Guds plan med dem begge. Selv om jeg økonomisk var i stand til at rejse til Indien nu og stå ved Advanis side, indtil arbejdet havde fundet sit nye leje, er jeg nødt til at sige, at jeg ikke har helbred dertil. Hvor vidunderlig en oplevelse det end har været for mig at besøge Indien tre gange efter hinanden, har det krævet så meget af min fysik, at jeg må forblive hjemme endnu nogen tid. Mathur vidste dette og skjulte det ikke for mig. Det var hans meget store ønske, at jeg blev i Danmark, indtil jeg følte mig stærk nok og herhjemme satte alle mine kræfter ind på at gøre vort institut i Danmark så stærkt og så vel funderet, at jeg kunne genoptage mine rejser uden dagligt at skulle tænke på sagens fremtid i Skandinavien. For ham var drømmen den, at han engang skulle komme her, møde Martinus og opleve en kort tid sammen med os. Vi talte ofte om dette, og hans øjne lyste da af glæde. Men mere end dette var det hans overbevisning, at når centret i Norden var udbygget, skulle der i Indien udbygges et tilsvarende center. Til dette gav han sit liv. Han elskede Martinus tankeverden og så klart, at Martinus verdensbillede opfyldte enhver indisk forjættelse. Hele sit liv havde han søgt sandheden, og gennem sin nære tilknytning til den store Ramakrishnamission havde han selv erfaret, at den, sine strålende egenskaber til trods, ikke var i stand til at møde den indiske ungdoms åndelige behov. Ukendt for mig selv var han een af de mere end tusinde, der for snart tre år siden lyttede til mit foredrag i Ramakrishnamissionens vældige foredragssal. Dagen efter opsøgte han mig og stillede mig et hav af meget nærgående åndelige spørgsmål. Han har senere fortalt mig, at mine svar var en så chokerende oplevelse for ham, at det var ham umuligt at sove den påfølgende nat, og straks næste morgen opsøgte han mig påny og fortsatte sin meget klare og meget skarpe spørgen. Dette var begyndelsen til vort nære venskab og samarbejde, der, så længe det varede, simpelthen har været forbilledligt. I sine krav til sandheden og til sig selv var Mathur uhyre streng. Han er iblandt de ædleste hinduer, jeg har mødt, og Indiens åndelige fremtid lå ham uhyre alvorligt på sinde. Han så med egne øjne, hvorledes en rentud latterlig dyrkelse af Vestens materialistiske idealer erobrede de unge, og følte, at såfremt Indien ikke oplevede en fornyelse af sine ældgamle åndelige idealer, ville faren for en katastrofe blive overhængende. Det er på denne baggrund, man skal forstå hans begejstring for Martinus. Gang på gang har jeg oplevet, hvorledes denne på sin vis så strenge og på en måde meget tillukkede inder måtte have luft for sin glæde over Martinus klare analyser gennem følelsesudbrud, der sikkert var ret fremmede for ham selv. Og nu er han borte. Men i vort arbejdes historie vil han leve som den, der sammen med T.P. Advani ikke alene startede centret i Delhi, men også gav det et liv, der rækker langt udover vor egen korte, ak altfor korte tid.

– – – – – – –

Her i Danmark blomstrer roserne nu, som de gør det i Delhi i december og januar, og om ganske kort tid strømmer venner af vort arbejde til vor store ferieby for påny at nyde samværet med ligesindede og lytte til de mange foredrag og kurser. Vi fejrer i år ikke alene feriebyens femogtyveårige beståen, men også Martinus 70 årsdag den 11. august. Bag os ligger en lang række skabelsens år, i hvilke både vort store institut i København og vor ferieby – en af de største i Skandinavien – blev til. Men lad os ikke i vor glæde over de nåede mål glemme de mange, der hjalp os, og hvis røst i mellemtiden er forstummet. Dødens høst i vort arbejde har været stor de sidste år. At dette er naturens lov, ved vi, og vi bøjer os i ærbødighed derfor. Men lad os i vor sorg aldrig glemme, at døden kun er en ydre adskillelse. Vore venner, der er gået bort, ikke alene lever, de er os også nær med hele deres kærlighed og trofasthed. Vort arbejde er ikke alene af "denne verden". Vort arbejde er ånd i dette ords dybeste og skønneste betydning, og dets område er ikke begrænset af det stof, vi for en stund låner af moder jord. Vi ikke alene føler os som gæster her, vi ved, at vi er gæster, og at vort virkelige hjem ikke er her. Vi var, før vi inkarnerede i form her, og vi vil være, når denne form en dag bryder sammen, være i nye, skønne verdener, fra hvilke vi stadigt kan være medarbejdere i skabelsen af den kultur, der engang også skal beherske denne grove, fysiske verden. Det er sandt, at vore kære venner og medarbejdere er døde, men kun for at leve videre. Da min første dybe sorg over Mathurs bortgang havde sat sig, så jeg påny hans kærlige, brune øjne rettet imod mig, og jeg følte, at de sønderrevne bånd påny knyttedes. I den timelige fysiske tid er vi ikke længere sammen, men i Guds evige tid vil vi fortsætte, hvad vi her påbegyndte. Venner i Indien! Lad os bøje vort hoved i ærbødighed over M.S. Mathur's uselviske indsats, men lad vor tak til ham være den, at vi i fællesskab går videre ad den vej, han fulgte. Lad os fuldbyrde hans drømme, fordi disse drømme var sande. Endnu er Martinus arbejde i Indien ungt og kan i det ydre synes svagt. Men alt stort fødes både småt og tyst. Når mine opgaver her i Skandinavien er løst, vil jeg vende tilbage til Jer. Men indtil da beder jeg Jer om at fortsætte vort arbejde. Alle venner af Martinus arbejde her bøjer deres hoved i dyb taknemmelighed ved M.S. Mathurs båre, men vi ønsker også, at I skal vide, at selvom en stor inder med ham rent fysisk er gået bort, så lever hans ånd. Han løste af et rent og uselvisk hjerte sin opgave. Lad os følge det eksempel, han anviste os, ham til ære og Martinus arbejde i Indien til gavn!

 

P.S. For at undgå enhver misforståelse vil M.I.O.S.S.'s adresse i Delhi forblive den samme.

 

– – – – – – –

(*) Den her nævnte artikel medfølger dette brevs engelske udgave. Den vil senere fremkomme på dansk.)