Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Ethvert menneske ved, at den dybeste hensigt med al åndelig søgen er at finde det, man enten betegner som "selve sandheden" eller "Gud". Dybt i os alle bor der en mere eller mindre skjult viden om, at den ydre verdens såkaldte "virkelighed" kun er tilsyneladende. Hos nogle mennesker er denne skjulte viden så skjult, at de først, når det er ved at være forsent, begynder at interessere sig for den. For vi skal alle dø en dag, enten vi så kan lide tanken eller ej. Og kan vi ikke lide den, skubber vi den fra os og lader den tilsyneladende virkelighed dække hele vor åndelige horisont. Man kalder ofte et sådant menneske materialistisk, men det er ikke helt rigtigt. For livets indre virkelighed er ikke så tilgængelig, at enhver øjeblikkeligt kan kontakte den, og kan man ikke det, har ingen ret til at bebrejde en det, ej heller at man da, trods gentangen indre ængstelse, vender denne så utilgængelige indre virkelighed ryggen. Nej, virkelig materialist er kun den, der af absolut og urokkelig overbevisning benægter denne indre åndelige virkeligheds eksistens – og det er faktisk så få, at det er uden større betydning.

Nej, langt det største flertal af jordens mennesker har oplevelser, hvor denne indre åndelige virkelighed krydser deres vej så konkret, at det falder dem umuligt at benægte dens eksistens. Den har blot ikke åbenbaret sig for dem i en sådan grad, at de er blevet grebet af en trang eller lyst til for alvor at gå på sporet af den. For dem er den en skjult kilde, der kun i glimt åbenbarer sig for så igen at forsvinde i dybet, Andre derimod mere end aner dens eksistens. De har oplevet glimt af den så ofte, at de nu søger at finde ud af dens veje og natur – de er blevet det, man med en fællesbetegnelse kalder "åndeligt søgende".

Men at være åndeligt søgende er mere end een ting. Hos nogle mennesker er det åndelige behov så beskedent, at det meget hurtigt dækkes, medens andre på disse områder kan lide under en livslang sult. Begge typer er kommet over det kosmisk døde stadium. De er på opvågningsstadiet, men altså blot ikke lige langt fremme. Den ydre virkning af dette forhold ses derpå, at medens den første type både anerkender en Guddoms eksistens og også i livspraksis påbegynder den indre selvtugt, der sluttelig fører til en ændring af både livsindstilling og livsvaner, så går den sidste type det skridt videre, der meget let fører til et yderst kompliceret liv. For, som allerede antydet, den indre virkelighed er ikke tilgængelig på samme måde som den ydre. Den skal søges. Og den skal søges med en intensitet, som i sig selv fordrer et medfødt talent.

Vi har alle af livet selv været anbragt i en situation, hvor vi har oplevet en eller anden kunstnerisk præstation, der i os har udløst en dyb længsel efter at kunne præstere det samme! Det kan have været inden for musikkens, sangens eller farvernes verden, og vi har følt vor sjæl brænde i længsel efter at eje den evne, hvis virkning netop har tvunget os til at være stille eller til at føle blot lidt af den jublende skaberglæde, som vi har oplevet udstråle fra den udøvende kunstner. Men vi har samtidigt vidst, at der bag denne evnes tilblivelse og nu strålende manifestation er gået utallige timers slid og øvelse. For vi ved, at ingen bliver en stor kunstner fra den ene dag til den anden. Mærkeligt blot, at kun så få overfører denne indre, sikre viden fra de kunstneriske felter til det åndeligt søgende område. Flertallet – og dette skyldes måske den vesterlandske illusion om det ene liv – tror virkeligt, at åndeligt søgende i dette ords mest værdifulde betydning er noget, enhver kan være eller blive, blot man opfordres dertil.

Det er imidlertid ikke sådan. Lige så lidt som man bliver en strålende udøvende kunstner fra den ene dag til den anden, lige så lidt resulterer en nyfødt åndelig hunger omgående i en viden og indsigt i den erkendelse – og den indre fred der er dens inderste mål. Derimod kan der ske noget helt andet. Noget, der på een og samme tid både udgør en kilde til stor fryd og – ganske vist længere frem ad vejen – dyb skuffelse. Og det er, at man i sin nyvakte begejstring for den vej til livets indre virkelighed, man er kommet i berøring med, forelsker sig i selve vejen! Har man ikke selv set en port blive slået op og al viden åbenbaret en? Er man ikke midt i et kundskabens hav, hvis bølger uafbrudt går igennem ens sjæl, og gør det muligt for en at besvare ethvert spørgsmål, der bliver stillet en, løse ethvert problem, der kommer på ens vej? Ved man ikke alt, ja, er man næsten ikke Guds ligemand i kundskab og i trang til at meddele denne kundskab? Brænder ens sjæl ikke for sandheden, så man må synes som en oplysningens fakkel i den uvidenhedens onde og mørke verden, man selv føler sig i? Jo, livet er skønt, thi enhver forelskelse udgør jo porten ind til hvedebrødsdagenes forgyldte og underfulde verden!

Men et er at synes, et andet at være! Måske var det dette Nazaræeren havde i tankerne, da han formede sit berømte: "Hvo, som synes at stå, se vel til han ikke falder!" Man er nu engang ikke virtuos, fordi man har råd til at købe en stradivarius, og man er heller ikke vismand, fordi man er blevet den lykkelige ejer af Livets Bog. Man kan i begge tilfælde være ved en begyndelse, som kan ende i det overvældende skønne, hvis – . Ja, hvis man altså er sig sin begyndelse bevidst. Men hvor mange forveksler ikke i livet forelskelsen med den virkelige kærlighed? Og hvor mange oplever ikke at se sin åndelige søgen kronet med en fornemmelse af at vide alt – uden at eje evnen til at efterleve idealerne? Den nye vej, der sendte stråler af ild gennem nerverne, bliver en dag en "gammel vej". Man ved det hele, kender alt – og er alligevel stadigvæk den samme!

Hvorfor går det mange således? Mon ikke, fordi vejen blev alt, og dens mål, det den skulle føre en til, blev helt og aldeles forflygtiget. Jeg har ofte med en vis bekymring i hjertet spurgt mig selv om, hvor mange af de mennesker, jeg selv gennem mit arbejde har gjort begejstrede for Martinus kosmiske analyser, der virkeligt kender bønnens fantastiske betydning for vor indre åndelige vækst. For hvor mange længslen efter den oplevelse, der lader en fornemme og opleve en indre fred "over al forstand", er blevet det centrale i deres åndelige søgen – og for hvor mange det blot er blevet selve analysernes blændende intelligensspil, der er blevet det centrale?

Skal vi da blive mystikere i dette ords almindelige betydning? Mennesker, der søger ekstasens dybe, men så uendeligt farlige fryd? Nej, vi skal slet ikke. Vi skal blot blive det, der synes vanskeligst at blive i vor forvirrede verden, nemlig ganske almindelige mennesker! Blive mennesker, der i kraft, af en stadigt voksende åndelig indsigt, altså en stadigt voksende forståelse af livets skjulte indre åndelige virkelighed, får en langt større evne til at leve sammen med vore medmennesker, forstå dem og her og der give dem det "lift", andre ikke kan give dem. For så skøn kundskabens vej end er, ender den helt og aldeles blindt, om ikke kundskaben omsættes i væremåde. Kundskaben om livet bliver aldrig identisk med kunsten at leve. Man kan vide næsten alt – næsten! – og fremdeles være lige så langt borte fra Gud som ham, der intet ved. Ja, hvad værre er, han kan være Gud nærmere. For han kan have en væremåde, som står Gud nærmere end vor!

Jeg vil ikke sige, at der syndes inden for Martinus arbejde på dette område. Kun påpege, at det aldrig var Martinus ønske, at man skulle gøre hans analyser til et mål i sig selv. For ham har hans mission i forholdet til os kun eet mål, dette, at vi gennem den hjælp, han kan yde os, kan nå frem til den oplevelse, det møde med Gud, der er selve årsagen til hans fremtræden som åndelig lærer. Af os alle vil han være den sidste til at påstå, at kendskabet til hans mission og til de bøger, han har skrevet, er nok. Lad mig slutte dette brev til Dem med hans egne ord:

"Men kendskabet til denne mission kan umuligt tilegnes ved blot og bar læsning eller ved omtale fra andre. Det kan kun blive til virkelig kendsgerning for forskeren eller den søgende ved absolut frivillig, upartisk erfaringsmæssig indlevelse af nævnte mission i hans egen bevidsthed, i hans eget daglige liv, i hans egen optræden over for alt og alle. Kun moralsk ufærdige væsener dømmer uden virkeligt at se, uden virkeligt at høre, uden virkeligt at forstå. Og for virkeligt at forstå må man altså efter evne gøre min mission, mit arbejde identisk med sit eget liv. Kun den, der gør dette, kan komme til at erfare sandheden om en forklaret tilværelse i det hvide og gyldne lys, en tilværelse i organismer af blændende solskin." ("Omkring min Missions Fødsel", 20. kapitel.)