Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af de begivenheder, der vil leve længst i de menneskers bevidsthed, der oplevede den, vil være Martinus 70-årsdag! Selv nu, hvor jeg skal forsøge at give et begrænset referat af denne dag, finder jeg det svært at overføre den særlige stemning, den udløste i os alle, i ord, der hverken er for følelsesstærke eller for stemnings svage. Jeg ved blot, at jeg, da dagen endelig var forbi, og jeg under en stille nattevandring sammen med Martinus prøvede at samle alle dens detaljer i et nogenlunde acceptabelt billede, kom til det resultat, at denne dag havde været en af de rigeste i mit liv – en følelse jeg tror, jeg har tilfælles med de fleste, der oplevede den.

Vi havde alle set hen til denne dag med stor forventning, og store forberedelser var truffet for at gøre den så festlig som overhovedet mulig. Men ét er vi jo aldrig sikker på i dette land, og det er vejret! Og naturligvis skulle vejrmeldingen den 11. august om morgenen lyde på: "Udbredt regn over hele landet!" Jeg har ikke siden undersøgt, hvordan det øvrige land havde det. Jeg ved blot, at vi vågnede i solskin, og at vejret hele dagen så at sige var et ønskevejr. Ikke for brændende sol, men heller ingen regn! At det så dagen efter regnede "skomagerdrenge ned", er en sag for sig, som vi let tilgiver vejrguderne, dersom det var prisen for det tørvejr, der gjorde det muligt for vore næsten 400 gæster at færdes overalt og glæde sig over den eventyrlige blomsterpragt, der dette år har smykket feriebyen og hele den egn, hvor den er placeret.

Med Sam Zinglersen i spidsen havde festarrangørerne organiseret fødselsdagens ydre ramme på en sådan måde, at alt forløb så selvfølgeligt gnidningsløst, at det hele næsten fik karakteren af en umådelig stor familie sammenkomst. For at det var en stor "familie", tør vist hævdes, uden at jeg af den grund behøver at få skyld for overdrivelser. Fra den tidlige morgen summede det af "skandinavisk" over hele feriebyen. Fra alle egne af vort eget og af vore nabolande strømmede gæsterne til, og da sagens store flag gik til tops, vajede de over en ferieby, hvor hver eneste lejlighed, ja hvert eneste rum var belagt med gæster, der, hver for sig, kun havde ét eneste ønske, nemlig det at gøre denne dag så smuk for Martinus, som det overhovedet var dem muligt. På en måde var Martinus fødselsdag allerede indledt søndag den 7. august, hvor vi havde den store glæde at modtage en gruppe af vore venner i New Delhi. Det var en festlig oplevelse af se de henrivende små sariklædte indiske kvinder svæve hen over plænerne på villa "Rosenberg" og at lytte til de mængder af spørgsmål, som vore indiske venner havde at stille Martinus. Alle var de ulykkelige over, at det ikke havde været dem muligt at få organiseret deres rejse, så de kunne være her på selve dagen. Men møde Martinus ville de, og mængder af billeder blev taget, som inden længe i reproduceret form vil blive spredt over det ganske Indien.

Straks om morgenen den 11. august begyndte gæsterne at strømme til villa "Rosenberg". Et væld af gaver fyldte hurtigt Martinus stuer samtidigt med, at breve og telegrammer fra hele verden lod ham føle, at hvor mange gæster han så end så omkring sig, var skaren af de usynlige, der var her med deres kærlige tanker, mangefold større. Martinus selv var som altid den samme. At han var lykkelig, skjulte han ikke for nogen. Men på den anden side er dette at blive fejret ikke netop det, Martinus elsker mest. Hele sit liv har han ønsket at være et "baggrundsmenneske", og dette at få offentlighedens søgelys rettet så stærkt imod sig, som tilfældet måtte blive på denne dag, har sikkert været meget imod hans inderste natur. Fra hans egen mund ved jeg, at han selv opfatter sin situation som den, at det er ham, der skylder os alle tak, og ikke omvendt. Han har, som han selv udtrykker det, "haft den lykke at leve og virke i det, der så helt fylder ham", at han ikke føler, at han har fortjent al den hyldest, vi denne dag ydede ham. Vi forstår ham, men hver og en af os føler det lidt anderledes, hvad der kom til klare og ofte meget skønne og gribende udtryk under de mange taler, der om eftermiddagen blev holdt ved kaffebordet i det kæmpetelt, der var rejst i feriebyen.

Men før vi nåede så vidt, var meget hændt. Norsk, svensk, engelsk, hollandsk o.s.v. blandede sig uafbrudt med dansk den ganske formiddag. En ting virkede ganske forbløffende, og det var, at det var en halvfjerdsårig, vi fejrede. Vore indiske venner ville kun acceptere denne kendsgerning på vort ord. For dem var Martinus en mand midt i fyrrerne, og han så faktisk også sådan ud. Sprudlende afliv og vital som altid underholdt han det hav af mennesker, som strømmede ud og ind af hans stuer. På svenskernes vegne overrakte sagens mangeårige, trofaste ven, direktør Gunnar Hedfors, Jonköping, Martinus en stor check fra sagens venner og interesserede i Sverige. Checken var ledsaget af en sjælden smuk mappe med samtlige giveres navne. Omsider stilnede strømmen af mennesker imidlertid af, og Martinus kunne få sig et tiltrængt hvil, inden de to store turistbussers ankomst med mennesker fra København indledte selve hovedfesten, der, som allerede bemærket, foregik i et kæmpetelt, rejst i selve feriebyen.

Præcis klokken femten/femten trådte Martinus ledsaget af Sam Zinglersen ind i det tætfyldte telt. Alle rejste sig og hyldede i et stille minut denne mand, der har haft en så afgørende indflydelse på vort liv. Efter at jeg ganske kort på festkomiteens og Martinus vegne havde budt alle velkommen, fik dagens hovedtaler, professor, dr. techn. Johan Hannemann ordet. Han indledte sin dybt alvorlige, men ofte strålende vittige tale med at overrække Martinus et meget smukt og meget omfangsrigt festskrift, i hvilket en lang række af sagens venner og medarbejdere gennem mange år i store artikler har behandlet forskellige sider af Martinus verdensbillede. Professor Hannemann begyndte med at skildre de to mest epokegørende postulater i menneskehedens historie, nemlig Newtons postulat om tyngdekraften og Jesu ord: "Du skal elske din næste som dig selv – det er hele loven".

"Men", sagde professor Hannemann, "medens Newtons postulat har ført til en forståelse af det fysiske verdensbillede, har Jesu postulat stået uundersøgt i næsten 2000 år". Han gik derefter over til i form af syv punkter at påvise, hvorledes Martinus som det første menneske har forklaret og dermed sandsynliggjort sandheden i Jesu postulat på en sådan måde, at vi nu ikke alene er i stand til at følge Jesu tankegang, men også verificere udtalelser fra hans mund, vi før var ude af stand til at fatte. Da professor Hannemanns tale var bygget over det afsluttende efterskrift i det førnævnte festskrift, der kan købes ved henvendelse til vort kontor, vil enhver, der har interesse deraf, selv kunne studere disse syv kernepunkter, der blev gennemgået på en strålende kritisk, men ubetinget positiv og beundrende måde. I sin form og i sit indhold betegnede denne tale selve fødselsdagsfestens klimaks, og professor Hannemann høstede stort bifald for sine ord, der på én og samme tid både udtrykte hans dybe beundring for Martinus verdensbillede og hans store kærlighed til Martinus person.

Umiddelbart efter at professor Hannemann havde afsluttet sin tale, overrakte redaktør Sam Zinglersen Martinus en check og en bankbog på det meget store beløb, sagens venner i Danmark har stillet til hans rådighed. Alle klappede begejstret, hvorefter søde damer under frk. Maren Eriksens dygtige ledelse sørgede både for kaffe og te til de mange gæster. Jeg håber ikke, det vil blive opfattet som en indiskretion, når jeg her fortæller, at både kaffe, te, kager og servering var en gave til os alle fra frk. Eriksen, der i dagene forud for denne store fest må have haft forrygende travlt.

Efter kaffedrikningen blev Martinus, under Mogens Møllers dygtige ledelse, hyldet af en lang række talere. Ind imellem skiftedes Arne Krogh og Mogens Møller til at læse de mange telegrammer op. Et af disse udløste en spontan klapsalve. Det var fra Island, hvor sagens venner der meddelte Martinus, at de, i stedet for at sende ham et eller andet, han alligevel ikke havde brug for, havde besluttet at udgive vor svenske ven Nils Kålen' s strålende "Kosmiska Lektioner" på islandsk inden udgangen af 1961. Denne bog, der indeholder en række af Martinus inspirerende foredrag, vil uden tvivl få en meget stor udbredelse på den fjerne sagaø.

Kl. ca. 17.15 var festen forbi, og Martinus trak sig tilbage efter at have holdt den i dette kontaktbrev medfølgende tale, der her gengives direkte fra hans manuskript. Overalt samledes de mange gæster i indbyrdes glade grupper, og overalt mærkede man en stemning og en glæde, det er umuligt at gengive i ord. Kl. 20 vendte de store busser tilbage til København. Da de skulle passere villa "Rosenberg", blev de standset af Martinus, der benyttede denne lejlighed til at bringe de mange gæster en sidste meget varmfølt tak for den store glæde, denne dag havde bragt ham.

– – – – – – –

Som jeg indledte med at sige, har det været meget svært for mig at skrive et kort referat af denne dag, der i det ydre forløb så strålende, men som også i det indre gav os alle minder, ingen af os, der fik dem, vil være foruden. Men det er med vore indre åndelige oplevelser som med støvet på en sommerfuglevinge. Rører man dem for meget, mister de deres oprindelige skønhed. Vi vidste alle, at det ikke var en almindelig fødselsdag, vi fejrede. At det langt mere var en dag, hvor hver eneste af os gennem et indre tilbageblik følte, hvor dyb en gæld vi står i til Martinus for al den viden om livet, han med sit livsværk har givet os og for al den kærlighed, han rent personligt har ladet os blive til del. Det føltes gennem de mange taleres ord, som jeg gerne skulle have refereret, om pladsen havde været dertil. Blot én vil jeg nævne til slut, generaldirektør Dunnewolt, der dybt bevæget gav udtryk for hollændernes taknemmelighed for mødet med Martinus tanker og for sin urokkelige overbevisning om den betydning, Martinus vil få for fremtidens mennesker. Her lyttede vi til en mand, der gennem sin egen dybe søgen vidste, hvad han talte om, og hans ord greb os alle. Men, som skrevet, han var kun én af de mange, der på hver sin måde bragte Martinus deres dybeste og inderligste tak for alt, hvad hans tanker og han selv havde betydet for dem.

At Martinus var lykkelig for denne dag, ved jeg. Beskeden af natur som han er, følte han den som en bekræftelse på, at den mission, der for snart fyrre år siden blev lagt på hans skuldre, er lykkedes. Dengang en aldeles ukendt person stillet over for en opgave, der på forhånd må have forekommet ham næsten uløselig. I dag et menneske, kendt over den ganske jord og elsket af utallige – i sandhed, et også for os næsten ufatteligt eventyr!