Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Et problem, der volder mange tænkende mennesker stor bekymring, er, udtrykt i meget få ord, dette: hvordan kan det gå til, at hundredtusindvis af mennesker kan blive dræbt kollektivt? Er forskellen i udvikling ikke større, end at så mange mennesker (Hiroshima f. eks.) – ældre, voksne, unge og små børn – alle har en så frygtelig skæbne til gode? Man forstår disse spørgsmål, fordi det synes så grusomt meningsløst at se en storby totalt udslettet. Alle er jo i dag klar over, at en eventuel kommende krig netop betyder massedrab, betyder udslettelse, ikke alene af storbyer, men af alt liv inden for vældige områder, og derfor presser de foran nævnte spørgsmål sig stadigt frem. For utallige mennesker jorden over er det disse oplevelser og udsigten til en forstærket gentagelse af dem, der udløser den dybeste tvivl om Guds virkelige eksistens. De ræsonnerer som så: lad så være, at vi voksne ved vor væremåde nedkalder forbandelsen over os, men børnene, de gamle og dyrene er da uskyldige i alt dette. Hvor kan Gud – hvis han eksisterer – tillade denne i virkeligheden rent djævelske grusomhed? Har djævelen – hvis han eksisterer – i så tilfælde ikke større magt end Gud?

Alle disse deprimerende tanker er dybt forståelige. Livet af idag tegner et mørkere billede end nogen sinde før i menneskehedens historie. Hele horisonten rundt synes kæmpebål at ligge klar til antændelse, og utallige føler, at selv om ingen kender "dagen og timen", kan den ikke være altfor fjern. Vore aviser, vore radioudsendelser og vor T.V. har fået en tone, vi kender alt for vel. Som i 1914 og i 1939 er det påny opgangstider med fuld beskæftigelse, rigeligt med penge, kort sagt: tilsyneladende vældig godt. Men bagom det hele føles skyggerne vokse med stor hast og nu ikke alene i Europa, men over den ganske verden. Vi er alle, kort sagt, nøjagtig så utrygge i sindet, som da både Hitler og Mussolini styrtede vor verdensdel ud i katastrofen.

Men det anførte problem løses ikke ved studier af andres sjæleliv. Det løses kun ved en meget ærlig koncentration på de kræfter, der rører sig i ens egen sjæl. Spørgsmålet om det levende væsens forhold til sin egen skæbne er måske det mest individuelle, der findes. Begreberne "sæd og høst" angår dybest set kun os. At vi tilsyneladende oplever dem kollektivt, beror udelukkende på, at vi i så mange af livets forhold fremdeles fremtræder som "massemennesker", hvilket jo blot vil sige mennesker, der mere lyder instinktets og de primitive følelsers røst end den forstandens røst, der næsten altid går på tværs af det én gang vedtagne. Men uanset dette har vi alle vor egen individuelle skæbne, helt og aldeles. Ikke to mennesker kan opleve en absolut ens skæbne, selv om det i det ydre kan se sådan ud. Og vort liv følger ikke de såkaldte "blinde tilfældigheder". Det følger en plan, som ganske vist for hovedpartens vedkommende er et resultat af en kosmisk automatik, der netop fører os ud i store vanskeligheder, men også, selv om områderne her endnu er små, af vor egen vilje til selv at bestemme vor evige fremtid.

Vi har således dybt i vor sjælelige struktur to "magneter", hvoraf den stærkeste drager alle de skæbnebølger til sig, der er udsendt fra det kosmisk automatiske område, plus dette områdes forlængelse ind i det dagsbevidste, nemlig der, hvor vi med koldt overlæg vil hadet, drabet eller det, vi har givet navnet "det onde", medens den svageste kun evner at drage de kærlige kræfter til sig, vi fuldt bevidst har udsendt. Det er forholdet mellem disse to magnetiske kraftfelter, vi kalder "skæbne". Og vil vi være ærlige imod os selv, må vi indrømme, at vore chancer for at blive beskyttede imod en såkaldt kollektiv skæbneudløsning er meget små. Rent individuelt forestiller vi os vel alle sammen en smule bedre end vor nabo. Men i vor trang til selvhævdelse overser vi blot altfor let, at selv om vort private livsmønster rent individuelt er anderledes end vor nobos, så ligner det alligevel hans så meget, at vi er inkarneret på samme klode, i samme land og under samme sociale struktur, som han er det. Afvigelserne er der ganske vist, men betragter vi hans og vor situation i lyset af de to "magneter", jeg netop har beskrevet, er forskellen så mikroskopisk, at vi i tilfælde af krig næppe har meget større chancer for at undslippe en mørk skæbne, end han har. Det er dette skæbnefællesskab, der har ført til illusionen om, at vi ved et kollektivt "forsvarssystem" kan undgå denne mørke skæbne, en illusion, der har kostet og fremover til koste mere blod og smerte end nogen anden, vi har knyttet os til.

Men mennesket må bygge sit liv på de erfaringer, det har gjort under sin lange vandring fra junglen og dertil, hvor det idag er nået. Og her ser det tilsyneladende ud, som om det er den bedst udrustede – altså den stærkeste –, der bestemmer udviklingen. Når denne illusion er så altbeherskende, som tilfældet er, skyldes det imidlertid kun de våbens natur, fortiden "forsvarede" sig med. De var alle kortdistance våben. Idag derimod er afstanden mellem dræberen og den, der skal dræbes, øget til en sådan grad, at selv den bedst udrustede gruer ved tanken om den gengældelse, der automatisk vil træde i funktion, om han begynder. Begge parter ved idag, at en kommende krig bliver uden sejrherre.

Og det er netop denne kendsgerning, der får det enkelte menneske til i sit hjerte at spørge efter Guds plads i denne situation. Har mennesket det i sin hånd at kunne udslette alt liv på jorden, eller findes der, når alt kommer til alt, en anden – og større kraft – end menneskets? Findes der en dybereliggende plan med vort liv end den, der er et resultat af menneskelig tænkning, findes der, kort sagt: en Guds plan? Og findes den, hvordan ytrer den sig så i mit eget liv? For så kompliceret er livet blevet, at vi af dette komplicerede liv mere og mere tvinges til at studere os selv, om vi ellers skal udholde det. Der trækkes idag i os fra alle sider, og problemer slynges imod os, som, om de skal løses, kræver al vor koncentration. Mere end nogen sinde før behøver vi et "fast punkt" at vurdere alt det, vi oplever, ud fra, om vi simpelthen ikke skal gå nervemæssigt til grunde i dette efterhånden så forvirrede og kaotiske liv.

Og her er det, at Martinus lærer os, at den Guds plan, der engang skal frelse verden, af hvert enkelt menneske først må opleves i ham selv. At den beskyttelse af vort eget liv, vi drømmer om, ligger i vor egen hånd. Ligger i dette gradvis at tage kontrol over de kræfter, vi anvender i al vor tænkning, i alle vore ønsker og begær. To begreber hører i denne forbindelse uadskilleligt sammen, og det er ansvar og beskyttelse. I akkurat samme grad, som vi føler vort ansvar over for liv, er vi beskyttede. Men her er det, at vi selv har sat alt for snævre grænser for denne ansvarsfølelse. Ved liv forstår langt de fleste mennesker i dag kun "menneskeliv", og ved ansvar forstår de kun ansvar for menneskeliv. Men dette er et så snævert ansvarsområde, at det kun udløser meget lidt beskyttelse for den enkelte. Så lidt, at det sig selv uafvidende placerer sig midt i de kollektive skæbneområder eller dem, der beherskes af den "magnet", der tiltrækker lynet. Vi vil så gerne tro, at vi er uskyldige inden for de områder af livet, hvor vi synder uden at vide det. Men det er vi ikke. Skæbneloven er neutral. Den siger kun, at "som sæd, så høst". Og sår vi smerte, enten denne smerte så rammer et menneske, et dyr eller andet, som kan opleve denne smerte, ja, så har vi udløst kræfter, som uundgåeligt vil vende sig mod os selv. For der er kun os og livet. Eller os og Gud. For Gud og livet er det samme. Og at handle ilde mod livet er at handle ilde mod Gud. Da også vi er "guder", behøver vi blot at spørge os selv, hvordan vi behandler dem, der behandler os ilde, for at vide, hvordan Gud må behandle os. Thi vi slår jo aldrig for blot at slå. Vi slår for at "opdrage". At den, vi slår, ikke kan forstå dette, angår ikke os. Vi handler i den "bedste mening" og med den "bedste samvittighed". Men det gør Gud også, når det drejer sig om os. Der er blot det, at han ved, vi er evige, derfor er hans opdragelse på en måde blidere. Han tager sig god tid, hvor vi som regel har stor hast, men han når ligefuldt det mål, han har sat sig. Og dette mål er, sagt meget kort, at forvandle os fra at være livsødelæggende til at blive livsbevarende, i stort såvel som i småt! På vejen frem mod dette mål er vi nu nået til at forstå faren ved at ødelægge livet i det store, livet i vor egen verden. Vi ønsker idag verdensfred. Vi ønsker tryghed! Vi ønsker at leve beskyttede imod drab, imod undergang!

Men giver vi selv vore omgivelser denne beskyttelse? Måske i det store. Altså i familien. Måske også det land, vi tilhører. Måske endda mennesker i andre lande. Men stadigvæk kun mennesker! Vender vi os mod livet i det mindre, skifter billedet straks karakter. Ganske vist er vi nu nået dertil, at vi bedøver vore svin, før vi dræber dem, fordi vi føler – ja, hvad føler vi egentlig? Hvorfor gør vi dette??? Vi bedøver jo ikke engang vore menneskelige fjender, før vi dræber dem! Nuvel, vi gør det, fordi vi ikke kan lide tanken om, at disse dyr skal pines eller føle smerte, før vi kan sætte tænderne i dem! Vi tilkender dem altså evnen til at lide, til at føle smerte. Og dermed er vi allerede inde i et for os selv meget farligt skæbneområde. Ved at indrømme, at vi bedøver dyrene for at dulme vor egen samvittighed, indrømmer vi, at også dyret er vor "næste", er et væsen, vi føler med – uden derfor at føle trang til at beskytte det imod den kniv, kun en menneskehånd kan føre.

Det er her, den store afstand mellem viden og væren kommer frem. Vi ved så meget idag. Men vor viden er ung, så ung, at den har meget lidt indflydelse på vor væremåde. Teoretisk finder de fleste den vegetariske tanke både smuk og ideel, men ikkesandt –! Lad os endelig ikke blive fanatikere! Lad os så hellere bygge endnu større hospitaler – og endnu flere! At det så både var bedre, billigere og langt mere kærligt at ændre de fra dyreriget nedarvede kostvaner, er en helt anden sag. Nej, vi "sender" fremdeles meget mere på den dyriske "bølgelængde" end på den menneskelige, og vi må se lige i øjnene, at vor skæbne vil forblive mørk akkurat så længe, som vi selv – og dette afgør hvert enkelt menneske trods alt med sig selv – begrænser vort ansvarsområde over for livet til kun at omfatte det beskedne, der alene angår mennesket. Vi er kosmiske væsener, dels af et kosmos, der omfatter alt og derfor pålægger os ansvar for alt på akkurat samme måde, som vi ikke alene har ansvar for enkelte organer i vor egen organisme, men for hele organismen. Så længe vor evne til at føle med andre livsformer er så ringe, at vi uden det samvittighedsnag, der fører til livsforvandling, kan dræbe, så længe må vi ikke forestille os, at vor egen skæbne kan blive mirakuløs beskyttet og lidelsesfri. Gør vi det alligevel, opsætter vi fremdeles til "imorgen", hvad vi udmærket kunne gøre idag, må vi ikke undre os over, at vi, som inderne siger det, " går ind i en tid, hvor alle vil bede om hjælp, men hvor ingen vil blive bønhørte!"