Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jo ældre man bliver i livet, desto mere finder man, at det er med ens medmennesker, som det er med isbjerge. Man ser ganske lidt af dem, resten fortoner sig under "havoverfladen". Og også i dette, at det ikke er det åbenbarede, men derimod det skjulte, der er det farligste ved dem, er de ens. I ungdommens mindre eftertænksomme periode er det uhyre let at indbilde sig selv, at man "kender" en masse mennesker, ja endda så godt, at man har sine fuldt færdige meninger om dem parat til enhver tid og på ethvert sted. Senere, når ofte bitre, selvoplevede erfaringer begynder at hobe sig op i den enkeltes sind, begynder tvivlen at gøre sig gældende, og en dag står de fleste med undren i sindet og spørger sig selv: "Kender du overhovedet noget menneske til bunds? Ved du egentlig, hvad et menneskesind er? Hvad det virkeligt rummer?"

Hvis disse spørgsmål var lette at besvare, blev de aldrig stillet. Men hver for sig er det så svære spørgsmål, at de fleste helt opgiver at få dem besvaret. Thi at kende et andet menneske helt til bunds er i sig selv en opgave, det ville tage al ens tid at løse. For mennesket er et dobbeltbundet væsen. Og ofte, meget ofte, modsiger det ydre det indre – og omvendt. Og da det indre – for ikke at sige det aller inderste – for det meste holdes godt skjult, tvinges vi til at danne os vore meninger efter det ydre, vi møder, og efter de få handlinger, vi normalt er vidne til. Disse to ting tilsammen danner "isbjerget" s lille synlige spids – og de advarer ikke altid om den skjulte fare, der findes under det tilsyneladende så venlige og forstående smils uigennemsigtige overflade.

At det er således, er i sig selv både en ulykke og en lykke. En ulykke, fordi dette forhold så fortvivlende let giver anledning til adskillige misforståelser. En lykke, fordi så få mennesker tåler synet af det åndeligt absolut nøgne menneske uden straks at have den dom på læben, der på brøkdele af sekunder forvandler det skønne til det hæslige. For mig at se står vi her ved kilden til det meste af den sjælelige lidelse, vi er vidne til. Hver for sig lever vi på den illusion, at vi "ved", hvordan livet bør være. Os selv uafvidende gør vi os til det "normale" eller til det "faste punkt", ud fra hvilket alting bedømmes – og bedømmes retfærdigt. Men vi er ikke retfærdige. Ingen af os. For hver for sig er vi "overgangsvæsener", hvilket jo blot vil sige, at vi på et område er noget, vi ikke bryder os om at være, og på et andet endnu ikke er det, vi gerne vil være. Og en sådan væsenstype har intet med en stabil normalitet at gøre, som tilfældet f.eks. er det hos dyret eller hos det, vi forestiller os som "det rigtige menneske".

Har livet da på forhånd dømt os til at leve på fejlvurderinger af hverandre? Det kan sommetider se sådan ud, og der er næppe nogen tvivl om, at det store flertal af menneskene er denne situations notoriske ofre. Men der findes en vej ud af miseren. Den har altid været der, og den vil altid være der. Og slet ikke så få anvender den. Nemlig alle dem, der aldrig danner sig blot én skarp eller dømmende – altså negativ – mening om det, vi så smukt betegner med ordene: vor Næste. Disse mennesker synes at være på sporet af noget meget væsentligt i livet. Nemlig den kosmiske kendsgerning, at ethvert levende væsen, af hvilken art det så end er, altid på én og samme tid ved sin væremåde både selv får livet, samtidigt med at det anvendes som et led i en plan, det almindeligvis ikke selv kender noget som helst til.

Det er i dette forhold, den skjulte side ved "isbjerget" spiller den største rolle. På overfladen – altså igennem det, vi lader vore omgivelser se af os – synes vi at være. Og hver for sig ønsker vi så absolut at synes at være noget godt. Men det er den skjulte side både ved os selv og ved dem, vi har med at gøre, dem, vi enten er knyttet til eller dem, vi blot igennem bekendtskab eller det lidt mere krævende: venskab er i mere eller mindre intim berøring med, der er det mest skæbnebestemmende for os. Var menneskene blot, som de synes at være, var livet ikke så kompliceret, som det faktisk er. Men det er menneskene ikke, og deri ligger livets største undervisning for os der, hvor vi nu står. Thi livet kan ikke fortsat eksistere på dette at synes at være, i hvert tilfælde ikke det liv, der ligger forude. Dette liv, der i følge sin egen natur må hvile på det rigtige menneskes stabiliserede normalitet, altså en tilstand, hvor der altid eksisterer en urokkelig balance mellem indre tænkemåde og ydre væremåde, vil ikke blive tilgængeligt for os, så længe vi rider blot på ukontrollerede sympatier og antipatier. Det synes at være dette, de mennesker har opdaget, man aldrig griber i at dømme andre eller i at danne sig skarpe meninger om deres eventuelle adfærd. Disse mennesker synes på én eller anden måde at være trådt ned af den almindelige jordmenneskelige tankekarussel, der ellers byder de fleste at svinge med i den meningernes myggedans, vi overalt er vidne til. Disse mennesker føler sig ikke bedre end andre, det røber deres væremåde. De er det måske heller ikke. Men de er i hvert fald anderledes, og anderledes på en god måde! For de er i færd med at kultivere den del af deres evighedsnatur, der er skjult under overfladen. Ingen af os ved, hvad det har kostet dem at være, som de er, og er det ikke også ligegyldigt? De ikke alene er, som de er, men de udgør, midt iblandt os, en model på noget, som hører fremtiden til.

Skal vi da ikke tage stilling til dagens brændende begivenheder og problemer? Skal vi bare være sagtmodige, indifferente tilskuere? Lad mig besvare disse spørgsmål med modspørgsmålet: "Behøver man at være indifferent i sin indstilling til problemerne, fordi man ikke kæfter op og deltager i de almindelige hylekor? Er det absolut nødvendigt i det ydre at tilkendegive, hvad man erkender i det indre?" Det er det ikke, ikke altid i hvert fald. Det er klart, at om man erkender, at man ikke kan udstå at dræbe, ej heller dyr, kan dette give sig til kende derigennem, at man lever som vegetar, og det samme gør sig naturligvis også gældende, om man ikke ønsker at have noget med nikotin og alkohol at gøre. Men drejer spørgsmålet sig om de problemer, som knytter sig til verdensfreden og de med denne forbundne spørgsmål, kan det udmærket tænkes, at den handler mest i denne sublime tankes ånd, der mindre ved ord end ved væremåde er denne fred. Sagtmodigheden koster også en pris, og mon den, når alt kommer til alt, er mindre end aggressivitetens? Det er her, at det forekommer mig, at studiet af Martinus verdensbillede er uvurderligt. Trin for trin udvikler dette studium i én forståelsen af, at hvor værdifulde ord end er, så er det alene et menneskes væremåde, der formår at ændre den skjulte side af "isbjerget"s struktur fra at være ulykkes- til at blive lykkebestemt. Vi er evige væsener. Vi har altid været, og vi vil altid være. I et større kosmisk sammenhæng er vort nuværende liv blot at ligne ved en enkelt krusning på vort evige livs uendelige ocean. Det har vi anet. Men vidst det, har vi ikke. Idag begynder vi at vide lidt derom, og denne spæde, fremvoksende viden gør det muligt for os at opleve alt det, der sker omkring os udfra et større perspektiv end før. Det er dette større syn, der gør det muligt for et kosmisk indstillet menneske at tage det, der sker omkring ham med en større ro end før. Han er ikke så alarmeret, ikke så angst, som de andre, for han ser ikke længere det oplevede som noget adskilt fra helheden, men derimod som en del af den helhed, han hele tiden er bevidst i.

Verden begynder således at bestå af to slags mennesker. Dem, for hvem livet omkring dem, hvilken form det så end har, stadigt er uden mening, og så dem, for hvem livets indre kosmiske struktur er blevet åbenbar. De første ser, og ser alligevel ikke. De hører, og hører alligevel intet. Intet af det, de er vidne til, ændrer deres skjulte struktur. De er stadigt "farlige isbjerge", som man skal tage sig i agt for. De andre derimod er inde i en udvikling, der hurtigere og hurtigere vil føre dem frem imod en tilstand, hvor de bliver i stand til at leve "deres eget liv", hvilket vil sige et liv, der på én og samme tid synes udskåret af helheden samtidigt med, at det i en langt højere grad repræsenterer denne helhed, end de andres gør. Disse mennesker støjer ikke op og blander sig nødigt i dagens strid. Men studerer man dem nærmere, ser man, at de afviger fra flertallet derved, at de uafbrudt kæmper for at leve deres idealer. De kan synes irriterende neutrale og tilsyneladende uinteresserede. Men det er blot en form. Bag formen eksisterer der en indre skjult kontakt med den store plan, de nu føler deres liv en del af, og som de er villige til at ofre alt for.

Hver og en af os må opleve livet, om vi kan lide det eller ej. Vi er her, ja vi er simpelthen en del af dette vældige liv. Og netop nu bruser dette liv stærkere end nogen sinde før, og ting er under udvikling, der på få døgn kan ændre situationen for enhver af os. Dette føler de fleste, og verden har idag flere rodløse og ulykkelige mennesker end nogen sinde før. Netop derfor er det af så stor værdi, at man på en eller anden måde får bragt sig selv i kontakt med de kræfter i tilværelsen, der nu begynder at forme den fremtid, vi er på vej imod. For vi skal ikke i al evighed leve livet som "isbjerge" med kun en svag synlig top over havoverfladen. Også vi skal en dag opleve en tilværelse, hvor det i os, der idag tvinges til at leve sit eget lukkede liv, skal åbenbares for hele verden. Vi skal ikke i al evighed forblive som overgangsvæsener med et liv halvt i mørke og halvt i lys. Sagte, meget sagte ganske vist, er vi på vej imod en verden, hvor enhver kamp for at synes at være forlængst er ophørt, og hvor alene dette at være – at være helt og aldeles i kontakt med loven er blevet det herskende, og hvor livets inderste grundtone – næstekærligheden – forlængst har afløst den angst, den frygt og det had, der idag behersker livet omkring os.