Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har alle vore meninger – om andre mennesker, om politik, om kunst, om ernæring, om æstetiske, etiske, religiøse og sociale problemer. Nogle har den mening, at mange af disse problemer ikke kommer dem ved, andre, at de kommer dem ved i så høj grad, at de må prøve at omvende andre mennesker til at have de samme meninger, som de selv. Og så er der jo også mennesker, som nok har deres meninger om tingene, men som også kan lide at høre andres mening, enten de er enige med dem eller ej, fordi de har den opfattelse, at det er godt at se en ting fra mange sider og møde nye synspunkter, som enten kan rokke ved deres egen mening eller overbevise dem om, at de – i alt fald i øjeblikket – ikke kan se anderledes på tingene, end de gør.

Man hør have sine meningers mod, siges der, og det er rigtigt nok, men man bør også have mod til at skifte mening, hvis en indre stemme siger en, at ens synspunkt er ved at blive uholdbart. En mening kan blive et mentalt fængsel, som forhindrer et menneskes livsfornyelse, det bliver snæversynet og går i stå, og dets meningstilkendegivelser bliver ofte årsag til skænderier eller til, at andre mennesker undgår meningsudvikslinger med det. Hvis man alt for ofte hører et menneske slutte tilkendegivelsen af sine synspunkter med udtrykket: "Det er nu min mening!", og med en så eftertrykkelig understregning af ordet: "min", eventuelt et slag i bordet, at man forstår, at en hvilken som helst anden mening for vedkommende ville være det rene idioti, så undgår man snart et sådant menneske på samme måde, som man vil undgå at komme inden for den radius, en bidsk lænkehunds bånd tillader den at rase i. Meningsdiktatur er noget, flere og flere mennesker tager afstand fra idag – i alt fald, når det kommer fra andre det er jo altid lettere at se skæven i sin broders øje end bjælken i sit eget. Men selv om det direkte menings diktatur er degenererende på grund af flere og flere menneskers uvillie imod det, eksisterer det i mange aflæggere og camoufleringer, bl.a. som propaganda og reklame. I krigens verden er meningsdiktatur noget almengældende, soldaten må helst ikke have sin egen mening om tingene, og i den variation af krigens verden, som kaldes forretningsverdenen, bruger man også – omend velcamoufleret – at suggerere folk til at mene, at netop det vaskemiddel, den tandpasta eller de havregryn m.m. vil gøre livet vidunderligt at leve. Et navn bankes ind i menneskers bevidsthed gennem annoncer, film og nogle steder også gennem fjernsyn og radio ofte med et slogan, som er let at huske, og varen opnår en mægtig popularitet, som ikke altid er i overensstemmelse med dens kvalitet. Naturligvis går det kun en tid, hvis kvaliteten ikke er til stede, men der kan tjenes penge på det, og blandt de utallige meninger, folk lever på idag, er der én, mange er fælles om: det gælder om at tjene mange penge, selv om det eventuelt må blive på andres bekostning.

Når en sådan mening behersker mange menneskers mentalitet, bliver resultatet let en alles krig imod alle, som vi oplever det i vor verden idag. Storkrigene er jo også i væsentlig grad økonomiske krige, og den moderne krigsførelse er ikke blot forfærdelig på grund af de moderne langtrækkende våben, der på et øjeblik kan gøre en storby til en ruinhob, man råder også idag over forfærdelige mentale våben. Jeg tænker her ikke blot på den almindelige krigspropaganda, slagord, som skjuler krigens virkelige formål, og som ligesom al anden propaganda efterhånden har devalueret ordenes betydning og værdi for mennesker, men også på den umenneskelige proces, som med et moderne ord hedder "hjernevask".

"Sort magi" ville man vel mene hører fortiden eller primitive naturfolk til, men den florerer også i vore dage blandt mennesker, som mener om sig selv at være højt udviklede, civiliserede og kultiverede. Mange former for propaganda er i virkeligheden "sort magi". Man søger udfra sin egen villie at påtvinge andre mennesker bestemte meninger, som man har fordel af, at de har. Primitive medicinmænd gør det på deres måde, men selv om metoderne kan være forskellige, når det drejer sig om primitive og civiliserede medicinmænd, så er målet det samme: magt over andre. Men medens medicinmanden i almindelighed har forholdsvis let spil, fordi han har med primitive mennesker at gøre, der let lader sig suggerere, har det civiliserede samfunds "sorte magiker" større vanskeligheder at kæmpe med. Det er jo ikke alle, der lader sig påvirke af massesuggestion. Derfor oprettede man i Nazityskland koncentrationslejre, hvor man foruden jøder anbragte alle politisk uønskede personer, hvilket stort set var personer, der ikke ønskede at lade føreren og hans klike tænke for sig, men gerne ville tænke selvstændigt og have deres egne meninger. Koncentrations- og tilintetgørelseslejrenes gru er afsløret for menneskeheden, og man skulle tro, at intet mere sadistisk og grusomt skulle kunne udføres af jordiske mennesker mod deres medmennesker. Men det viser sig, at det intellektuelle rovdyr "homo sapiens" skulle kunne nå endnu videre i udfoldelse af det dræbende princip. I koncentrationslejrene dræbte man langsomt, idet man nedbrød fangernes fysiske og mentale modstandskraft og livskraft gennem brutalitet, og de fleste bukkede under eller blev dræbt i gaskamrene. Men magthaverne har fundet ud af, at endnu bedre end at tilintetgøre sine modstandere vil det være at vise folket, at man har overbevist dem om, at de tog fejl og "omvendte" dem til den "rette" mening, magthavernes. Hvad har der ligget bagved den række af "tilståelser" ved politiske processer i østeuropæiske lande, som har vakt opsigt verden over? Og hvorfor havde amerikanske krigsfanger under koreakrigen så lidt modstandskraft mod de kinesiske kommunisters propaganda? Bag disse begivenheder ligger ikke fysiske torturmetoder af den slags, inkvisitionen i gamle dage brugte mod kættere eller nazisterne mod deres modstandere. Moderne "inkvisitorer" lader sig inspirere fra en helt anden side, fra fysiologerne og deres forsøgsmetoder med dyr. Når forsøgsdyr, som udsættes for langvarig fysisk eller psykisk belastning, kan føres ud i nervøst sammenbrud, hvorfor skulle dyret "homo sapiens" så ikke også kunne det? Sådan ræsonnerede man, og resultaterne har vist sig at være strålende – set fra magthavernes og eksperimentatorernes synspunkt.

Det, det gælder om ved en sådan hjernevask eller "af-personificering", som det også kaldes, er at holde "ofret" i en konstant tilstand af spænding, uvished og stærk bekymring. Dag efter dag og måske nat efter nat bliver han afhørt af eksperter, der gør deres bedste for at skræmme og forvirre ham. Stærke lamper lyser ham ind i ansigtet, alt bliver gjort for at bringe ham til en tilstand af nervøs udmattelse, hvor man kan få ham til at "tilstå", hvad det skal være. Han får også at vide, at alt dette vil ophøre, så snart tilståelsen foreligger, og folket kan blive oplyst om hans "omvendelse". De, der forhører, besidder en særlig evne til at finde personlige "svage punkter", hvor de kan sætte ind for at ydmyge og fremkalde rådvildhed, angst og helst også dårlig samvittighed. I de kinesiske fangelejre under koreakrigen gjorde man alt, hvad man kunne, for at få alle til at spionere mod alle, og på basis af denne totale usikkerhed søgte de kinesiske myndigheder gennem forstillet venlighed og imødekommenhed at vinde fangernes tillid, så et samarbejde kunne komme i stand.

"Djævelske metoder" vil man sige, og det er det også, det er, som Martinus har udtrykt det, udfoldelse af djævlebevidsthed. Og denne form for behandling af mennesker anvendes ikke blot i krigstid mod fjender, der skal omvendes, men også i skoling og uddannelse af unge mennesker, der skal virke som ledere og propagandister, for de må selv kende metoderne til bunds for at kunne bruge dem. Og i en række lande er der nu videnskabsmænd, der har – ikke forsøgsdyr, men forsøgsmennesker for at kunne udforske de processer, der foregår i mennesker, som udsættes for hjernevask. Dels vil man gerne forbedre teknikken, og dels prøver man at finde frem til metoder og midler, som eventuelt kan hjælpe den pågældende stats egne soldater og gøre dem mere modstandsdygtige, hvis de som krigsfanger skulle blive udsat derfor.
 

Alt dette lyder højst uhyggeligt, men det nytter ikke noget at stikke hovedet i busken og prøve at se bort fra det. Det er en del af vor tid og vor verden, og det er noget, som kommer os alle ved, fordi selve "hjernevaskningens princip" også udfolder sig i hverdagen, omend det naturligvis er i mindre format. Den tilstand, man bevidst søger at bringe hjernevaskens "offer" eller eventuelt en forsøgsperson i, er først og fremmest monotoni, ensformighed, bagved hvilken der lurer angst og usikkerhed. Det virker nemlig opløsende på den menneskelige personlighed. Men alt dette er jo noget, der er karakteristisk for vor tids daglige tilværelse, som er præget af maskiner, teknik og rutine. Mange menneskers hverdag er umådelig ensformig, de passer en maskine, som kræver ensformighed, og maskinens automatfunktion kan komme til at præge menneskets bevidsthed på to måder, enten på en sådan måde, at mennesket bliver robotagtigt og uden evne til og ønske om selvstændig tænkning og dermed et let offer for propaganda, eller også sådan, at dets bevidsthed fyldes af en kolossal længsel efter underholdning, spænding og handling, efter at der "sker noget". Begge dele er farligt, og begge kategorier har repræsentanter overalt, også i vort samfund, og vi kan selv komme ud for det. Det er ikke blot ensformigheden, men også angst og usikkerhed, der præger menneskenes daglige tilværelse, og her har vi de to andre faktorer, som hjernevaskerne gør brug af. De forstærker altså blot det almindelige "helvede", menneskene befinder sig i, ensformighedens, angstens og usikkerhedens "helvede". Hvordan kan dette mareridt overvindes? Kun ved at overvinde ensformigheden, angsten og usikkerheden. Naturligvis omtales disse uhyggelige eksperimenter med mennesker ikke her i kontaktbrevet for at skabe angst og sprede uhygge, men tværtimod for at understrege, at selv en sådan kulmination af "helvede" og "djævlebevidsthed" vil kunne overvindes.

De videnskabsmænd, hvis arbejde – i mange tilfælde imod deres viden og villie – er blevet brugt i hjernevaskens og af-personificeringens tjeneste er materialister. De har beskæftiget sig med det fysiske legemes reaktioner og er blevet klar over, at dettes reaktionsevne og modstandsdygtighed nedsættes ved sygdom, smerte, sår og træthed. Deres eksperimenter med forsøgsdyr er ført videre med mennesker, og her spiller i langt højere grad end hos dyrene begrebet "sjælen" ind. Men for det materialistisk indstillede menneske er "sjælen" jo blot en virkning af de kemiske reaktioner i legemet. Man ændrer altså i kemien og dermed i sjælen – mener man. Men denne opfattelse er akkurat lige så overtroisk som den opfattelse, at en dræbt mand er tilintetgjort. Set i kosmisk perspektiv er en dræbt mands fysiske legeme et instrument, der er blevet gjort ubrugeligt, derfor oplever man ikke mere mandens personlighed igennem det, og på samme måde må man, set i et større perspektiv end det materialistiske, sige, at en hjernevasket mands tilstand ikke er ensbetydende med ændringer i hans sjæleliv, men med en delvis forstyrrelse eller kortslutning af det fine instrument, hjernen, der bærer hans dagsbevidsthed i den fysiske verden. Der sker i princippet det samme, som vi alle oplever, når vi er meget trætte og blot længes efter at komme til at sove. Vi mister interessen for det, der sker omkring os, vor personlighed tager ikke mere del i det, den er netop ved at trække sig ud af det, ikke fordi DEN er træt, men fordi dens instrument i øjeblikket er ubrugeligt. Men inden et menneske falder i søvn, kan det hænde, at en anden person ved at plage det kan overtale det eller få det til at sige eller gøre noget, det ellers ikke ville gøre. Det udfylder med sin villie en slags tomrum i den trættes dagsbevidsthed, der nu kun reagerer automatisk, og man udfolder på den måde akkurat det samme princip, som benyttes i de hidtil mest konsekvente forsøg på hjernevask. Disse forsøg har fundet sted ved universitetet i Oklahoma, hvor man anbragte forsøgspersonerne i en tank, der var således ophængt, at den ikke kunne vibrere. Tanken var fyldt med vand af legemstemperatur, som var tilsat kemikalier, der bevirkede, at forsøgspersonerne holdt sig svævende midt i den og havde en fornemmelse af vægtløshed. De var udstyret med gummimasker og iltapparater. Her var tale om en tilstand af absolut isolation, de så intet, hørte intet, følte intet og var også berøvet fornemmelsen af deres egen legemsvægt. De mistede snart, hvad vi kalder kontakten med virkeligheden, en slags drømmebilleder og hallucinationer dukkede op i deres bevidsthed, og snart var de et let bytte for den perfekte hjernevasker, som nu trådte til. Hans stemme lød bestemt og bydende gennem det telefonanlæg, som naturligvis også fandtes mellem ham og forsøgspersonerne, men som først blev taget i brug, når disse var blevet en "hr. Ingen", hvis dagsbevidsthed var trykket tilbage fra den fysiske verden, og de, da de ikke virkelig sov, befandt sig i en trancelignende tilstand, hvis "tomrum" kunne udfyldes af hjernevaskerens personlighed, villiekraft og meninger.

Forsøgspersonen anbringes altså i en tilstand, der nærmest kan sammenlignes med den, han befandt sig i før fødslen i moders liv, isoleret og omgivet af vædske. Det var den tilstand, som var nødvendig, for at hans dagsbevidsthed gradvis kunne overføres til det fysiske plan, en lignende tilstand kan altså få den til at forsvinde. Men hvor kommer den fra, og hvor forsvinder den hen? De spørgsmål kan kun besvares udfra kendskabet til en åndelig videnskab. Og hvad kan det enkelte menneske gøre for at overvinde det ensformighedens, angstens og usikkerhedens "helvede", som er basis for, at "sort magi" lige fra oversmart reklame til fanatisk propaganda og hjernevask kan få magt over os i den fysiske verden? Det skal jeg forsøge at svare på i næste kontaktbrev.