Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Dag for dag taber solen nu sin magt, og hastigt nærmer vi os den tid, hvor vi til lampens skær enten vil fordybe os i bøger eller sammen med ligesindede drøfte de problemer, der optager os. "Efteråret er sjælens forår", har et stort menneske engang sagt, og han har ret. Thi mennesket har mere end ét legeme. Skjult bag vor ydre form lever vore åndelige legemer deres eget liv, og så viseligt er livet indrettet, at medens sommerlivet almindeligvis hører vort fysiske legeme til, så er efteråret og den lange vinter reserveret den åndens vækst, uden hvilken livet blot bliver tankeløs overflade uden virkelig værdi, hverken for os selv eller for vore omgivelser.

På tærskelen til den kommende vinters arbejde i vor sags tjeneste har jeg følt trang til at standse op og prøve at vurdere den situation, vi i dag befinder os i. Bag os ligger nu en lang række rige arbejdsår, i hvilke vor sags rent ydre form blev til. Vi ejer i dag et sjældent smukt instrument i vor kamp for at udbrede Martinus tanker og ideer, og intet kan ligge hver enkelt af os mere på sinde, end at dette instrument ikke alene bliver anvendt på bedste måde, men simpelthen udnyttet så langt evner og kræfter rækker. Vort arbejde er jo – og vil altid være – opdelt i to på en måde fra hinanden afvigende områder, nemlig dets indre ledelse og dets "ydre organisme". Da en frugtbar vekselvirkning mellem disse områder udgør selve fundamentet for sagens vækst og trivsel, er det klart, at de, som bærer ansvarets byrder, hele tiden har deres opmærksomhed koncentreret på denne vekselvirkning. Er den, som den skal være, betyder det liv, vækst og udvikling. Er den det ikke, betyder det ganske enkelt stagnation eller direkte tilbagegang.

Et tilbageblik over de svundne år viser, at vi nu står ved en slags "korsvej". Bag os ligger år, hvor en til tider fantastisk intensiv skabelse nu rent fysisk er resulteret i tilblivelsen af den fysiske organisme, uden hvilken vort arbejde ville være uden mulighed for at gøre sig gældende i en ren materiel verden. Selv om vi naturligvis er fuldt vidende om, at denne rent fysiske organisme fremdeles vil være i vækst (og den nu svundne sommer taler jo her sit eget, meget levende sprog), så står vi dog nu ved et punkt, hvor selve udviklingen simpelthen tvinger os til at gøre holdt og undersøge, om ikke visse fundamentale ændringer er nødvendige. Jeg tænker her i første række på KOSMOS FERIEBY.

KOSMOS FERIEBY er i dag blandt en af landets største. På 25 år er den vokset frem fra at være en drøm til at blive en yderst regulær virkelighed. Dens rent ydre tilblivelse har haft en succes af sjælden karakter, men kan dette også siges om det, der var dens inderste bærende idé, dens virkelige bestemmelse? Både – og! Intet menneske kan bestride, at det åndelige liv på denne plads har været umådeligt intensivt. År efter år har der været holdt foredrag og kurser med en søgning på højeste plan. Og alligevel føles det, som om et og andet trænger til en revision, til en ændring. I det ydre formår sagen som sådan ikke at ændre andet og mere, end hvad slid og dermed følgende vedligeholdelse kræver. De sidste to år er feriebyen fra sagens side blevet udbygget og istandsat indtil en sådan grad, at vi føler en god samvittighed på dette punkt. Enhver fornuftig klage er blevet imødegået, og vore lejligheder og enkeltværelser har i dag en standard, som ligger langt over, hvad ferielandet i almindelighed byder sine gæster. Nej, den ændring, sagens ledelse har besluttet sig til, ligger på et ganske andet område. Den dybeste hensigt med vor feriebys skabelse var den, at vi her ville bygge en sommerskole for Martinus kosmologi, altså ikke blot en ferieby, hvor selve ferien som sådan var hovedformålet. Vi har længe følt, at denne indre hensigt i nogen grad har måttet vige for den næsten eksplosive udvikling, feriebyen i disse år har været undergivet, en udvikling, der, som bekendt, langt fra er standset. Nye bungalower rejser sig praktisk talt hver eneste måned. Fortsætter denne udvikling blot nogle få år, vil feriebyen være udbygget til grænsen af sin midlertidige kapacitet. Dette forhold har sagen imidlertid kun en ringe indflydelse på, eftersom hver solgt grund fra dens side blot betyder en ren fysisk frigørelse af areal. Derimod påhviler der den et meget stort ansvar med hensyn til bevarelsen af hovedformålet med feriebyens skabelse, og derfor har ledelsen besluttet fra og med næste år at ændre strukturen for de områder, sagen behersker, nemlig Pavillonerne og Svenskehuset derhen, at disse områder for fremtiden bliver rene "skoleområder" i den forstand, at de, så langt det er os muligt, kun vil blive udlejet til mennesker, der ved selve lejemålets indgåelse forpligter sig til at deltage i kurser og foredrag på den måde, at betalingen for disse kurser og foredrag indgår som en del af selve lejesummen. Dette vil muligvis føre til en forkortelse af selve højsæsonen indtil videre, men dette forhold er ved planernes tilrettelæggelse taget i fuld betragtning. Sagen er jo her den, at vi på begge sider af denne stipulerede højsæson altid vil have en fuldt belagt for- og eftersæson af henholdsvis scleroseramte, leddegigtramte og ellers af ældre medborgere, for hvem opholdet i feriebyen er blevet årets største lysoplevelse. Det, der for sagen må være det afgørende, er, at feriebyen virkelig tjener sit oprindelige formål. Da den rent økonomiske udvikling imidlertid er af en sådan karakter, at det ikke alene er umuligt, men også urimeligt at opretholde ideen med gratis foredrag og underholdning i foredragssalen, har ledelsen bestemt sig til fra næste år at opkræve et mindre beløb af hver enkelt husstand indenfor feriebyens område, idet man i videst mulig udstrækning vil søge at undgå opkrævning af penge direkte ved salens indgang. Meddelse om dette forhold til inden sæsonen tilgå hver enkelt husejer i feriebyen.

– – – – – – –

Men det er ikke alene KOSMOS FERIEBY, der har været i søgelyset. Inden dette års udgang afslutter Martinus sit livs hovedværk "Livets Bog". At han derefter omgående går i gang med det, der altid har været hans drøm og håb, nemlig skabelsen af den symbolbog, der vil komme til at indeholde forklaringen på alle hans symboler, ændrer ikke den kendsgerning, at vi nu for første gang i disse mange år endelig har hans fuldt udformede verdensbillede. I praksis vil dette rent salgsmæssigt betyde en stor lettelse og blive af uvurderlig betydning for vort arbejdes vækst fremover. Det har indtil nu været uhyre svært at organisere noget salg af Martinus hovedværk, idet vi aldrig har været i stand til at give køberne klar oplysning om værkets endelige fuldbyrdelse – en faktor, der har virket mere hæmmende pa salget, end de fleste vistnok forestiller sig. Hvorledes tilrettelæggelsen af udgivelsen af det kommende symbolværk af Martinus skal foregå, er det endnu for tidligt at udtale sig om. Kun ét kan her siges, og det er, at det bliver et uhyre kostbart værk, idet alene prisen for de mange klicheer formentlig vil overstige 100.000 kr. Imidlertid, problemet vil blive løst, derom er der ingen tvivl.

Som De alle véd fejrede Martinus sin 70 års dag den 11. august i år – en dag de, som oplevede den, næppe nogen sinde vil kunne glemme. Gennem samtaler ved denne lejlighed med mange af sagens interesserede er den idé fremkommet, at tiden nu er inde til at påbegynde udgivelsen af alle de af Martinus gennem årene holdte foredrag i vor lille blå-bog serie. Det drejer sig her om mere end hundrede foredrag, der hver for sig omhandler emner, vi alle har brug for at vide besked med. Sandt nok er alle disse foredrag allerede udkommet i vore kontaktbreve, i de fleste tilfælde bearbejdet af Mogens Møller, der her har præsteret en indsats på højeste plan. Men det vil være meningsløst at begrænse udgivelsen af disse af Martinus selv kontrollerede bearbejdelser til den relativt begrænsede sum af mennesker, der kender vore kontaktbreve, og vi er derfor allerede gået i gang med forberedelserne til denne nye serie, hvis navn til blive "Kosmiske Lektioner", og hvis første bog formentlig vil foreligge til jul. Så snart serien er startet, er det tanken at udgive en bog hvert kvartal og at holde dens pris så langt nede, at det skulle være muligt for enhver at deltage i denne i virkeligheden så betydningsfulde opgaves løsning. Når vi har valgt at udgive disse bøger i blå-bog serien, er det dels, fordi denne bogform er uhyre praktisk, lige til at putte i lommen, og dels, fordi vi selv er i stand til at udføre arbejdet her i huset.

Vi vil ikke i ar udgive noget specielt jule-KOSMOS. Årsagen hertil er mere end én, men hovedårsagen er udgivelsen af festskriftet til Martinus, der har fået en så strålende modtagelse. Vi kan anstændigvis ikke bede dette festskrifts forfattere være os behjælpelige med en ny stor-artikel indenfor et så kort tidsrum. Desuden er vi i besiddelse af et så stort restoplag af sidste års jule-KOSMOS, at vi finder det rimeligst at søge at få dette restoplag afsat, selvom dette må ske til en betydeligt lavere pris. Dets artikler er alle tidløse og har akkurat lige så stor en værdi i dag, som for et år siden. Såfremt det er os muligt, vil vi prøve at supplere dette tidsskrift op med en fotoreportage fra den svundne sommer, her specielt med henblik på Martinus 70 års dag. (Jeg erindrer her endnu engang om, at vi vil være overordentligt taknemmelige for tilsendelse af fotos taget i feriebyen denne sommer. Der må eksistere mange dejlige billeder rundt omkring, som vi ikke kender – vær venlig at hjælpe os med denne lille opgaves løsning!) At selve festskriftet i vid udstrækning vil blive brugt som julegave, håber vi. Det fortjener det!!! Da der fra mange sider er fremsat ønske om, at min egen artikel i dette skrift betitlet "Martinus Verdensbillede" må udkomme i særtryk, idet man skønner den velegnet til brug i vor informationstjeneste, er dette i færd med at ske. Den vil blive suppleret med professor Hannemann's efterskrift samt Martinus egen forklaring til det medfølgende hovedsymbol – alt i alt et forhåbentlig værdifuldt supplement til den række af introduktionsbøger vi efterhånden råder over.

Medens vi er ved bogområdet, tror vi, at det vil glæde både danske og svenske læsere at erfare, at en af vort arbejdes trofaste venner i Sverige, Halsens Förlag's energiske leder, Nils Kalén, Linköping, hvis navn vil være de fleste velbekendt gennem hans smukke bog KOSMISKA LEKTIONER, nu har overtaget ikke alene salget, men også udgivelsen af alle vore bøger på svensk. Nils Kalén, der netop har overrasket os med en meget smuk oversættelse og udgivelse af bogen "Hvad er Sandhed?" og håber at kunne udgive "Mellem to Verdensepoker" inden jul, har af Martinus fået frie hænder til i et naturligt samarbejde med os at udforme de svenske udgivelser i overensstemmelse med sine egne, mangeårige erfaringer. Sagens ledelse her i Danmark er meget lykkelig ved denne ordning, der fritager os for en del vanskeligheder med ekspedition og prisberegning. Ansvaret for oversættelser og udgivelser inden for det svenske område påhviler således nu alene vore to svenske venner, ingeniør Gustav Björdal i Malmø, der udfører et enestående og meget højt værdsat arbejde med oversættelserne af de svenske kontaktbreve, og så nu Nils Kalén, der i kraft af sit eget forlag og sin kontakt med utallige, idealistisk indstillede svenskere virkelig er i stand til at gøre en stor indsats for vort arbejde i Sverige.

Men også to andre udenrigsområder presser på. For det første Island, der benyttede Martinus 70 års dag til at glæde ham med at meddele, at sagens venner der, i stedet for en ham måske ret ligegyldig gave, ønskede at udgive Nils Kalén's KOSMISKA LEKTIONER på islandsk til næste år. Martinus gentagne besøg på den skønne sagaø er ikke gået sporløst hen. Interessen for vort arbejde er stadigt levende deroppe, og vi har den tro, at udgivelsen af netop denne bog på islandsk vil føre andre udgivelser med sig. Det næste område er Indien, hvor kravet om litteratur simpelthen er brændende. Naturligvis var vor indiske leder Mathur's død et frygteligt slag for arbejdet derude, men selvom han ikke øjeblikkeligt kan erstattes – det kan den slags mænd nu engang ikke – , så fortsætter arbejdet uden afbrydelse. Forholdene i Østen er imidlertid meget komplicerede, og vi overvejer i øjeblikket at udgive de indiske kontaktbreve på den måde, at de trykkes her og derefter sendes ud til centret i Delhi. Mathur var så dybt inde i vort stof, at han kunne klare korrekturlæsning etc. Dette kan naturligvis ikke være tilfældet med hans ganske unge sønner og døtre, så en tid vil det muligvis blive nødvendigt at foretage den her nævnte ændring, der kan foretages uden større vanskelighed. Men vi savner bogen "Logik" meget og håber, at den oversættelse, der er i gang, kan blive aktiveret så meget, at vi inden længe kan påbegynde en udgivelse af dens stof i de engelske kontaktbreve – vi er overbevist om, at dette stof vil interessere vore indiske venner kolossalt.

Omtalen af dette forhold fører naturligt tanken hen på vore egne kontaktbreve. Disse breves vækst har været en af de senere års største glæder for os alle, thi salget af dem udgør i virkeligheden en af sagens betydningsfuldeste økonomiske bærepiller. Imidlertid har vi en stærk følelse af, at disse breves udbredelse kunne være betydeligt større, end tilfældet er. Jeg omtalte denne sag for en af vore venner, der svarede med rådet: "Averter!" Svaret lød enkelt, men vor ven vidste blot ikke, at denne sag slet ikke er så enkel, som den kan se ud. Jeg gad vidst, hvor mange der egentlig er klar over, at praktisk taget alle vore førende ugeblade pure nægter at modtage annoncer fra os. Grunden kender vi ikke, selvom man jo nok har sine anelser. Og en almindelig dagbladsavertering er dels meget kostbar og dels meget tvivlsom. Vi har lavet mindre forsøg, men resultatet af dem inspirerer ikke meget hverken til gentagelse eller forstættelse. Det store spørgsmål er her, om vi har grebet denne sag forkert an – den mulighed må man altid have for øje –, eller om der findes andre veje. Vi vil her være meget glade for eventuelle råd og vejledning, blot ikke anonymt! Foreløbig agter vi selv fra vor side at søge kontakt med en eller flere personer inden for foredragscentrene her i Danmark og i Sverige for at prøve at få skabt en gruppe mindre, rent praktiske Martinus-centre, hvis opgave det vil blive at kontakte de enkelte interesserede inden for området. Denne ordning savnes, og vi har den tro, at én gang sat i scene vil den blive af stor betydning for vort arbejdes vækst. Så snart en del presserende arbejder her i huset er fra hånden, agter jeg at tage denne opgave op og vil derfor være glad for at høre fra eventuelle interesserede i denne plan. Jeg vil da besøge de respektive centre og der søge den her skitserede opgave løst på bedst mulig vis.

Og endelig har vi så en nyhed, vi venter os meget af. Som De måske vil erindre, gik sagens yngste medarbejder, Per Bruus-Jensen, efter Martinus ønske i fjor i gang med udarbejdelsen af et Korrespondancekursus i Martinus Kosmologi. Dette arbejde er nu så vidt fremme, at en udsendelse kan begynde, selvom vi i starten må gå en smule langsomt til værks. Dette kursus, der er udarbejdet i nøje samarbejde med Martinus selv, kommer til at omhandle en lang række områder, som Martinus kun flygtigt har berørt i "Livets Bog", men om hvilke vi ved, at de vil interessere mange mennesker. For den, der som jeg har haft lejlighed til at følge Per Bruus-Jensen's udvikling, er det en meget stor glæde at give udtryk for den overbevisning, at hans kursus uden tvivl vil udfylde en stor lakune i vort arbejde, Der er her tale om en indsats, som naturligvis må begynde i det små, men som uden tvivl har en meget stor fremtid for sig. Utroligt mange mennesker er ikke indstillet på foredrag. Disse mennesker ønsker at studere på egen hånd, og det er specielt til denne gruppe, Bruus-Jensen's kursus henvender sig. Selve kursets form og opbygning er af en sådan karakter, at hver den, der deltager i det, bagefter vil kunne vide, at han eller hun virkeligt har fået den bedst tænkelige indføring i Martinus tanke- og ideverden, der i dag kan gives. Nærmere oplysning om dette kursus vil blive tilsendt enhver af sagens interesserede, så snart udgivelsesdatoen er fastsat.

– – – – – – –

Studiekredsarbejdet over "Livets Bog" er allerede i gang, og alle ser vi hen til en lang række lyse og lykkelige samvær i sagens ånd. Men også her står vi over for visse vanskeligheder, det ville være tåbeligt at gå uden om i dette specielle brev. Den første, jeg i denne forbindelse tvinges til at tænke på, er fjernsynet. I hvor høj en grad vil denne nye faktor i vort daglige liv komme til at influere på interessen for vore foredrag? Vi ved fra anden side, hvor stor en håbløshed denne nye kulturfaktor har fremkaldt, men uden at ville undervurdere den, tror jeg ikke, at den i det lange løb vil magte at ødelægge det levende ords magt. Tværtimod tror jeg, at som "Ordet" var begyndelsen, vil det også blive afslutningen. Hvad jeg derimod tror er, at fjernsynet en kort periode fremover kan blive en ubehagelig "konkurrent". Det er endnu så nyt, at de fleste, der får det, skal se alt, hvad der er at se, akkurat som vi i begyndelsen skulle høre alt, hvad radioen kunne frembringe. Loven for hunger og mættelse vil også her gøre sig gældende en dag, så jeg har altså ikke tabt modet, selvom jeg klart ser vanskelighederne.

Men fjernsynet er ikke ene om årsagen til den "mødetræthed", der vitterligt findes overalt. Vi passerer i øjeblikket en økonomisk højkonjunktur, hvad der normalt fører til en rent midlertidig opblusning af materiel livslyst. Og når dette er tilfældet, er der kun ét, der kan blive trængt i baggrunden, og det er tilværelsens rent åndelige værdier. For mange mennesker ser livet i dag rent materielt bedre ud end i mange år, og det skal man evne at glæde sig over så meget mere, som de fleste af os ved, at denne periode i sin natur er begrænset. Mørket i verden er ikke så langt borte. Truende skyer hænger horisonten rundt, og meget kan hænde, der hurtigt vil få hele billedet til at skifte karakter. "Lidelsen er vi sikker på", siger østerlændingen, "de lyse dage ved vi ikke meget om, derfor må vi tage imod dem med glæde, når de kommer!" Ja, lidelsen er vi alle sikre på, så derfor tror jeg ikke, man skal tage denne så meget omtalte "mødetræthed" alt for højtideligt. I hvert fald agter vi at gennemføre vore foredragsplaner, som de nu engang er bestemt. Noget andet er, at jeg i Østen lærte en ny teknik at kende, som muligvis kan få betydning for arbejdet her i Skandinavien. Den gik i korthed ud på at lade de enkelte hjem være rammen om foredragene. Der ude indbyder man dem af sine venner, som man føler sig overbevist om, gerne vil høre om disse problemer, og frembringer derved en atmosfære af en helt anden karakter end den, der normalt råder i et foredragslokale. Måske kan metoden overføres til start af kredse i nye byer her i Skandinavien. At foredraget da normalt kommer til at vare noget længere, spiller knap så stor en rolle, idet den specielle atmosfære rigeligt vejer dette forhold op. Det synes mig, som om begge parter har en chance for at få et udmærket udbytte af en sådan aften, og økonomisk ser jeg ingen større risiko ved den, idet man dog bliver fri for udgifter til sal o.s.v. Hvis nogen skulle være interesseret i denne form, så lad os høre derom!

– – – – – – –

En realitet, man altid bør have for øje, når man vurderer vort arbejdes vækst, er den grænse, livet selv har sat for denne vækst. Var Martinus arbejde bestemt til at blive en øjeblikkelig succes i dette ords almindelige betydning, var forholdet et andet. Men i følge sin natur henvender det sig i virkeligheden til en relativt beskeden gruppe af menneskeheden, nemlig den gruppe, der har passeret det "kosmisk døende" (den blinde tros domæne) og det "kosmisk døde" s stadium (den rene materialisme) og nu befinder sig i den kosmiske opvågningsproces, der udgør sidste stadium før en ny kosmisk bevidstheds, tilsynekomst. Der hører virkeligt åndelig "sult" i dette ords dybeste betydning til for helt at fatte Martinus tanker. Det kan aldrig blive vor opgave blot at etablere et salg af hans bøger i almindelig forretningsmæssig betydning, for gør vi det, sender vi blot disse bøger ud for at se dem stå og samle støv på reoler – og det er trods alt ikke det, vi ofrer os for. Vi ved alle, at alt virkeligt stort fødes småt, og selvom vi altid har haft og formodentlig altid vil få ret store vanskeligheder at kæmpe med, er dette ikke det afgørende. Det afgørende er, om vi selv, hver for sig, gør alt, hvad der står i vor magt for at følge sagens vækst op, således at stagnation og tilbagegang aldrig vinder indpas. Det, vi i dag oplever, er, at den gruppe mennesker, der i øjeblikket kender Martinus arbejde, har fået sit bog-behov så nogenlunde dækket, hvorfor selve bogsalget først vil stige igen, når denne gruppe udvides. Men her ved vi af erfaring, at denne proces altid går i rytmer. For os er hovedsagen den, at vi nu på dette felt selv er i stand til at fremstille nye oplag uden den overvældende kapitalinvestering, første-oplagene krævede, så dette problem kommer ikke til at volde større vanskeligheder. Skal man endelig tale om en fare, der kan true vort arbejde, tror jeg mere, at denne fare findes inden for end uden for selve arbejdet, nemlig i dette, at man kan tro at "kende det hele". Sker dette, ophører ens eget "kosmiske blodkredsløb" at fungere, som det skal, og det lys, der før varmede og gav liv, drager sig da sagte væk fra én. Her er en virkelig fare, men den kan kun hver enkelt selv alene finde ud af, og ingen udefra har nogen ret til at påpege den. Vor sande åndelige vækst bestemmes alene af graden af den åndelige hunger, vi er i besiddelse af. Derfor er det en uendelig stor lykke, både for den enkelte såvel som for sagen, at Martinus har modsat sig enhver form for foreningsdannelse. Som det er nu, kan enhver komme og gå efter behov, og det må i sig selv udgøre selve betingelsen for vort arbejdes eksistens som virkeligt levende. Og et tilbageblik her giver ingen grund til bekymring. At vort arbejde, i følge min egen overbevisning, har nået en "korsvej", betyder for mig kun en erkendelse af, at én periode går mod sin afslutning samtidigt med, at en ny periode holder på at udvikle sig. Fra mine lange rejser ved jeg, i hvor høj en grad verden har brug for Martinus tanker. Men jeg ved også, at et arbejde, der er bestemt for kommende årtusinder, nødvendigvis må have en meget lang barndom, så jeg nærer intet ønske om eksplosive udviklinger, kun om den fortsatte, stabile vækst, der altid vil kendetegne det virkelige og uangribelige liv. At vi, der her i sagens centrum både bærer ansvar og byrder, til enhver tid vil være lykkelige for saglige råd og velbegrundede ideer, siger sig selv. Vi ved, at mange gerne så, at Martinus med et slag var verdenskendt o.s.v., og vi forstår dette ønske. Men livet vil næppe realisere det. Tværtimod tror jeg, at Martinus arbejde i princippet kommer til at følge den vækstlov, der præger de stolte ege i vore skove. Stormene gjorde dem krogede og vred dem i sære mønstre. Men de overlevede enhver storm, enhver modgang, og deres krone blev år for år større og større og gav livsbevarende skygge til flere og flere. Sådan forestiller jeg mig selv denne sags vækst, og intet af, hvad jeg gennem de snart mange år har oplevet, har ændret dette mit syn, der måske nok har rod i Martinus egne ord til mig om, at hans arbejdes indflydelse på verden og dets fremvækst i verden var tilrettelagt længe før hans fysiske fødsel; deraf hans egen indre dybe ro og tryghed i forholdet til dette problem. Men dette syn bør blot ikke forlede os til at sætte os med hænderne i skødet og lade tingene gå deres egen gang. Derfor dette brev, der på én og samme tid er tænkt som en slags status – og som en appel til hver enkelt om hver på sin plads at være med i sagens liv og vækst, det være sig gennem rent praktisk arbejde, eller gennem ideer og forslag som, derom kan enhver være overbevist, vil passere alle instanser i dette centrum, der, når alt kommer til alt, altid vil være sagens både meget levende og meget stærke hjerte!

 

P.S.

Måske burde jeg have meddelt, at vi i øjeblikket arbejder på en meget omfattende brochure over samtlige sagens funktioner og dens litteratur. Så snart denne brochure er færdig, vil den blive sendt Dem sammen med andet interessant oplysningsstof.