Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fødsel og død er stadig mysterier for mennesket. Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen? Man har jo den mulighed, som så mange benytter sig af, ganske simpelt at prøve på at borteliminere mysteriet ved at sige, at vi ikke "kommer fra", men at vi "bliver til", og at vi ikke "går bort", men "tilintetgøres" ved døden. Man lader sig nøje med den forklaring, at vi som individer er opstået af "det store intet" ved sædcellens og ægcellens sammensmeltning i moders liv, og at vi i vor nuværende tilstand er et produkt af arv og milieu. Konklusionen af denne opfattelse må blive den, at bevidstheden, personligheden, er noget sekundært i forhold til den fysiske organisme. Sjælelivet opfatter man som et resultat af de i organismen forekommende kemiske processer, og forandringer i sjælelivet som resultat af forandringer i de kemiske processer specielt i hjernen. Denne opfattelse er også udgangspunkt for de forsøg med "hjernevask" og "afpersonificering", jeg omtalte i min forrige artikel. I de mest konsekvente af omtalte forsøg prøver man at føre forsøgspersonen helt tilbage til tilstanden i moders liv ved at isolere ham i en vædskefyldt beholder, hvori han kan holde sig svævende og have en fornemmelse af vægtløshed. Man forhindrer ham i at sanse noget som helst fra den ydre verden og forsøger at gøre hans bevidsthed "tom", så hjernevaskeren efter nogen tids forløb kan udfylde bevidstheden med sin viljekraft og sine meninger. Beretninger fra disse forsøg går ud på, at det i visse tilfælde er lykkedes at fortrænge forsøgspersonens personlighed i en sådan grad, at han har forvekslet sig selv med hjernevaskeren.

Det er uhyggelige perspektiver, der her oprulles, hvad enten man ser dem i et ensidigt materialistisk perspektiv, eller man forsøger at få et større overblik over dem. Men set i perspektiv af de kosmiske analyser bliver uhyggen alligevel så meget mindre, fordi de viser en begrænsning af dette "djævelskab" og en vej ud af det, lige som de forklarer, at et menneskes sjæleliv ikke kan tilintetgøres og erstattes af et andet, men kun fortrænges på grund af forstyrrelser i dagsbevidsthedens fysiske instrument, hjernen. Forstyrrelser kan påføres enten af væsenet selv eller af andre, men i det kosmiske perspektiv vil det jo altid til syvende og sidst være væsenet selv, der er den inderste årsag. Hjernevask eller afpersonificering er moderne former for den slags hypnose og besættelse, der som "sort magi" har floreret i menneskehedens historie i mange variationer, og som altid har været farlige og uhyggelige foreteelser. Der har dog altid været nogle mennesker, som sådanne kræfter ikke kunne få magt over, enten på grund af deres store viden og stærke vilje, eller fordi deres åndelige renhed og store fromhed forhindrede det, måske især forårsaget af alle disse egenskaber i forening. En virkelig vismand en i ordets dybeste forstand hellig mand vil aldrig kunne hjernevaskes eller afpersonificeres. Han vil have den fulde magt over sin bevidsthed, så den ikke kan fortrænges og bliver han sat i den fuldkommen isolerede tilstand, vil han ikke ængstes eller føle usikkerhed.. Han ved, at lian aldrig er alene, og hans bevidsthed, hans rige indre verden, er forbundet med den åndelige verden på en sådan måde, at han er lige så dagsbevidst i den som i den fysiske verden. Han vil bevidst overføre sin dagsbevidsthed til det åndelige plan uden frygt og usikkerhed, og derfor vil der ikke være noget at "besætte". Han kan ikke blive mentalt overmandet ved hjælp af ensformighed, angst og usikkerhed, fordi hans bevidsthed ikke mere rummer disse egenskaber. Man kan dræbe ham, om man vil være ham kvit, som man gjorde det med Kristus, men døden er han i forvejen helt fortrolig med og uden frygt for. For den, der kan se det, bliver det et tydeligt bevis på, at han trods de andres magt er den stærkeste, fordi han besidder en kraft, som ikke blot er hans egen. Hans bevidsthed er blevet ét med Guddommens bevidsthed, og Guds kraft stråler igennem ham.

Angst, usikkerhed og ønsket om magt er årsager til, at der overhovedet findes noget, der kaldes hjernevask, som de også er årsager til, at der i fortidige kulturer og i nuværende primitive samfund har været og er troldmænd og heksedoktorer, der udøver sort magi. Hypnose, suggestion og besættelse har altid været væsentlige faktorer i udøvelsen af denne magi, og selv om forudsætningerne har ændret sig betydeligt, idet man i almindelighed ikke mere tror på ånder og en åndelig verden, og i det hele taget ikke har en metafysisk men kun en fysisk indstilling til tilværelsen, gør de samme principper sig gældende også i vor hverdag, uden at folk i almindelighed ved, hvad der foregår. Inden for moderne psykologi og psykoanalyse begynder man at ANE, at mennesket også modtager påvirkninger i den del af sjælelivet, som kaldes det ubevidste, og moderne lægevidenskab er også begyndt at interessere sig for "psykosomatiske metoder", d.v.s. metoder, der ikke blot skal påvirke patienten legemligt, men også sjæleligt. "Man begynder mere og mere at få øjnene op for patienten som tænkende og følende væsen, som påvirkes af sygdommen, men som også kan påvirke sygdommen", skriver den svenske læge dr. Lennart Levi i sin lille bog "Kropp, sjal och sjukdom", og han fortsætter: "Opfattelsen af patienten som en upersonlig krop, en uengageret bærer af et sygt organ er begyndt at give plads for et andet syn. Man skal behandle HELE det syge menneske og ikke blot dets syge organ, og ved bedømmelse, diagnose og behandling tage lige så meget hensyn til sjælen som til kroppen". Dette er naturligvis ikke "sort magi", tværtimod, ad en sådan vej nærmer lægevidenskaben sig, hvad man kan kalde "hvid magi", vel at mærke, hvis den behandling, der tager hensyn til sjælen, er baseret på kærlighed og forståelse. Når jeg bruger udtrykkene "sort og hvid magi", er det for at understrege, at man endnu ikke ved mere om disse principper end dengang, man kaldte dem magi. Men sådan skal det ikke være i fremtiden, en åndelig videnskab vil vokse frem og vil side om side med den fysiske videnskab være med til at ændre menneskenes livsforhold og dermed også deres meninger om tingene, men uden suggestion, hypnose eller besættelse.

Såvel hjernevaskere som medicinmænd og heksedoktorer ved ikke, at deres "sorte magi" vil vende tilbage til dem selv før eller senere som en sæd, de har sået og nødvendigvis må høste. Et eksempel på en meget hurtig "høst" viser følgende beretning af den amerikanske forfatter, globetrotter og tandlæge dr. Harry B. Wright fra hans bog "Witness to Witchcraft", en beretning som viser, at "hvid magi", i dette tilfælde modsuggestion, kan være et stærkere åndeligt våben end den primitive "sorte magi", der skulle have dræbt en ung mand. Harry Wright skriver:

"En amerikansk antropolog foretog nogle undersøgelser angående den tidlige polynesiske kultur på Palmyra Island, og en af hans unge indfødte hjælpere blev forelsket i en pige i den landsby, hvor man for øjeblikket arbejdede. Men pigen var forlovet, og hendes kæreste opsøgte en heksedoktor og bad ham nedkalde død over rivalen. De sædvanlige ritualer blev udført (det er aller bedst, hvis medicinmanden kan komme i besiddelse af en dråbe blod af den, der skal forbandes), og den unge mand blev underrettet om, at han var bedt til døde af en "kahuna", en heksedoktor. Han blev syg, men ved undersøgelsen var det umuligt at finde nogen årsag til sygdommen. Han blev stadig svagere og var øjensynligt godt på vej til at dø, da antropologen besluttede at ville prøve en slags modmagi for at forsøge at redde hans liv, og antropologens evne til at suggerere viste sig højst effektiv. Han forklarede den unge mand, at han havde større magt end den kahuna, som havde nedkaldt død over ham, så han skulle ikke frygte. Det samme blev også meddelt heksedoktoren. I løbet af forholdsvis kort tid kom den unge mand sig, men der skete noget, som antropologen ikke havde forudset, heksedoktoren døde."

Var det antropologen, der dræbte medicinmanden? Nej, hans ønske var blot at redde den unge mand fra at dø. Men dette ønske kaldte atter den vilje til livet frem i den unge mand, som medicinmanden havde haft magt til at fortrænge, og han var dermed beskyttet. Den stærke tankekoncentration, som medicinmanden selv havde udsendt, vendte sig igen mod ham i det øjeblik, han troede og frygtede, at den hvide "medicinmand", antropologen, var stærkere end han. Hans egen angst, usikkerhed og ønsket om at vise sin magt blev de kræfter, der dræbte ham, og som det gik ham, vil det gå enhver "sort magiker", selv om processen måske vil strække sig over flere inkarnationer.

Men lad os vende tilbage til de spørgsmål, hvormed jeg sluttede min forrige artikel: Hvor kommer bevidsthedslivet eller personligheden fra, og hvor forsvinder den hen ved den proces, vi kalder døden? Her vil Martinus kosmiske analyser af sjælelivets tekniske struktur med tiden kunne give såvel psykologien, psykoanalysen som psykiatrien nye perspektiver at arbejde med. Men ikke før forskerne opgiver deres materialistiske indstilling og åbner deres sind for videre og klarere tanker, der overskrider tids- og rumdimensionelle foreteelser. Ved de omtalte afpersonificeringsforsøg i Amerika prøvede man at sætte forsøgspersonen i en tilstand, som mindede om fostrets tilstand i moders liv. Derved lykkedes det at "fortrænge" personligheden, men hvor blev den af? Forsvinde helt gør den ikke, for et par døgn efter, at forsøgene var overstået, begyndte forsøgspersonen at blive "sig selv" igen. Spørgsmålet kan ikke besvares udfra et materialistisk livssyn, personligheden gik ikke noget "sted" hen, for den hører ingen "steder" hjemme, den hører hjemme i en tilstandsverden og ikke i en afstandsverden. Den oplever ganske vist en afstandsverden, der kan måles og vejes, gennem sin fysiske organismes sanseapparater, men bevidstheden selv er af elektrisk natur, den er stråler og bølger, og den er ikke sekundær i forhold til hjernens og organismens kemiske forbindelser, men det er tværtimod bevidsthedens elektriske svingninger, som oprindelig har sat organismens kemi igang. Ganske vist kan disse efter at være sat igang også påvirke bevidstheden, det gør de, når vi modtager indtryk fra yderverdenen og gør erfaringer, udfra hvilke vi danner os meninger om begivenheder, mennesker, dyr, planter og materie. Vi er "født af ånden", som Kristus sagde til Nikodemus. "Det, som er født af kødet, er kød", det er det materiale, som stilles til vor rådighed gennem sæd- og ægcellen af den fædrene og mødrene slægt, det er de kemiske forbindelser. "Og det, som er født af ånden, er ånd", det er vor dagsbevidsthed, som er udviklet gennem mange inkarnationer, og som lidt efter lidt får indpas, efterhånden som foster- og barneorganismen udvikles, og dens instrumenter og organer kan bære dens vibrationer. Men ved denne "dybdeboring" kan vi ikke standse ved sjælens eller bevidsthedens verden, ved tilstandsverdenen, vi må videre. Bag en hvilken som helst personlighed findes det, som oplever sig selv som et skabende væsen, der vekselvirker med andre levende væsener. Dette "Noget", som oplever sig selv og andre, repræsenterer ikke blot en afstandsverden, der forvandles, og en tilstandsverden, hvori der også sker forvandlinger i kraft af nye erfaringer, men også selve stilhedens verden, Jeg'et, hvorigennem det levende væsen er ét med verdensaltets "Jeg", som Kristus kaldte "Faderen". Ved studiet af Martinus analyser vil den søgende forsker kunne få indblik i, hvorledes det levende væsen er et evigt væsen, som udfra de skiftende elektriske tilstande i sit sjæleliv opbygger skiftende fysiske organismer, hvorigennem det lærer at behandle materien, både den fysiske materie, der danner afstandsverdenen, og de åndelige materier, der danner tilstandsverdener. Dette former sig som en udvikling, og med hensyn til de jordiske mennesker, som hver for sig oplever sin hverdag, er deres hverdagsoplevelser led i denne udvikling. De former sig ofte som et "helvede", som menneskene ikke ved, at de selv har skabt, fordi de ikke med deres dagsbevidsthed endnu kender de årsager fra fortiden, der melder sig som virkninger i nutiden. Men det er netop et sådant overblik over sin egen skæbnedannelse, menneskets udvikling skrider frem imod, en tilstand uden angst og usikkerhed og uden ønske om at have magt over andre levende væsener, fordi man oplever, at disse, enten de ved det eller ej, også er ét med Faderen. Bag det virkelige broderskab ligger faderskabet, vort forhold til "ham, hvori vi lever, røres og er".

Det sidste spørgsmål i slutningen af forrige artikel lød sådan: "Hvad kan det enkelte menneske gøre for at overvinde det ensformighedens, angstens og usikkerhedens "helvede", som er basis for, at "sort magi" lige fra oversmart reklame til fanatisk propaganda og hjernevask kan få magt over det i den fysiske verden?" Og svaret må udfra Martinus kosmologi blive: Det kan åbne sit sind mod åndens verden gennem bøn og kontemplation, hvorved dets kræfter forenes med Guds kraft, så det aldrig føler ensomhed eller ensformighed, og det kan bede om, som Nazaræeren gjorde det, at ikke dets egen, men Guds vilje må ske. Det kan også åbne sindet mod den ydre verden, som også for det åbne sind bliver en guddommelig åbenbaring, hvori mennesket efterhånden vil få større og større indsigt. Hvor man før havde bestemte meninger, bag hvilke der ofte lå angst og usikkerhed, fordi man inderst inde havde en anelse om, at de måske ikke var holdbare, selv om man skjulte det ved at udtrykke dem med camouflerende sikkerhed, vil de blive afløst af en livsholdning, som nok er sikker, men beskeden, fordi man forstår, at alle i øjeblikket naturnødvendigt må mene, som de gør, på basis af de erfaringer, de har gjort. Man vil ikke diskutere, men hvor man møder åbenhed, vil man vise åbenhed, og man vil opleve den vidunderlige "trekant", hvis to nederste "spidser" består af to levende væsener, som er forenet i det "toppunkt", som er selve Guddommen.

 

NB. Rettelse til Mogens Møller's artikel i forrige kontaktbrev: MENNESKER OG MENINGER. I., side 3, linie 22 fra oven: "De foretrækker altså…" , bedes rettet til: "De forstærker altså." [Denne rettelse er gennemført her i online-udgaven. Red.]