Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Medens jeg i mit sidste brev til Dem berørte begrebet "Bønnens Mysterium" og påpegede, hvor vigtig Martinus anser bønnen for at være – et forhold ikke alle, der studerer hans Kosmologi, er helt klare over – vil jeg i dette brev prøve at ga lige til roden af et spørgsmål, der lever i mange menneskers sind, nemlig dette: "Hvorfor er der så stor afstand mellem menneskets livsideal og livspraksis?"

For det er en urokkelig kendsgerning, at langt det overvældende flertal af jordens mennesker er utilfredse med dem selv i den forstand, at de ønsker at være langt bedre, end de er. Alle vil vi gerne så meget – her tænkt i betydningen "hjælpe menneskene" – og alle synes vi at evne så uendelig lidt i sammenligning med det, vi i hvert fald i ungdommen drømte om at gøre. Der må være en indre sammenhæng mellem disse to faktorer, for problemet er almengældende og i sig selv årsag til megen grublen og selvransagning.

Nuvel, der er ikke én, men derimod mange årsager til dette forhold. Men den vigtigste af dem alle er vort fortvivlende ringe kendskab til vor egen kosmiske position. I vort rent praktiske, fysiske liv er det således, at vor chance for at magte denne eller hin opgave, vi tager os på, står og falder med vort kendskab til den helhed, af hvilken opgaven er en del. For enhver praktisk livsopgave er altid en større eller mindre del af en eksisterende helhed, enten man så er politiker, eller mekaniker, ingeniør eller læge. Derfor får vi alle en uddannelse i det specielle felt, hvor vi skønner os selv bedst egnede, eller burde i hvert fald have det! For livet viser nemlig med ubarmhjertig tydelighed, hvor svagt det menneske står, der ingen ordentlig uddannelse har fået. Et sådant menneskes chancer for en ren fysisk succes er normalt minimale.

Mærkeligt nok er det kun få, der helt forstår, at nøjagtig det samme gør sig gældende inden for tilværelsens åndelige område – og hvordan skulle det i øvrigt kunne være anderledes? Logik – planmæssig tænkning – kan dog kun være én ting! Men det opfattes ikke således. Tværtimod mener mange mennesker, at det grænser til blasfemi at ville have klarhed på den altomfattende helhed, vi har givet navnet "Kosmos", den helhed, man også kunne kalde Guds bevidsthed. Nej, her gælder en helt anden indstilling, nemlig den, der kommer til udtryk i ordene "Guds veje er uransagelige!"

Ordene kunne have betydning den gang, vor videnskab lå i svøb, og den tekniske verden endnu var en blå drøm. I dag er de direkte meningsløse, eftersom al videnskab nu suppleret op med sin egen frugt: den strålende teknik, ikke bestiller andet end at "granske Guds veje", selvom man endnu holder sig til disse vejes rent ydre periferi. Men det gør man kun for en stund. I sig selv er videnskaben som en hær, der sejt og sikkert rykker frem og kun standser, fordi dens våben ikke er gode nok. Og i dag er den rykket så langt frem, at det dag for dag bliver sværere og sværere at se, hvor grænsen mellem det, vi kalder "fysisk videnskab", og det vi har givet navnet "åndsvidenskab" eller, som jeg vil foretrække at kalde det: "Kosmologi", går. Når jeg foretrækker denne betegnelse, skyldes det udelukkende, at studiet af udenlandske tidsskrifter har fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig ved synet af det, man der kalder "spiritual science".

Over en bred front er den fysiske videnskabs hærs respektive frontafdelinger, enten disse så har atomfysik, kemi eller lægevidenskab til speciale, af livet selv blevet tvunget til at gøre et midlertidigt holdt. De har simpelthen alle nået et grænseland, der for sin forceren kræver "nye våben". Men hvilke våben? Ja, for første gang hører man fra "generalerne" over disse hære udtryk som "intuition" og "moral". Ingen af dem siger: "Hertil går vor fysiske verden, der er intet mere at opdage!" Tværtimod! Alle er klare over, at den grænse, man har nået, intet som helst har med endelighed at gøre. Den er midlertidig – men hvordan forcere den?

Nuvel, rent fysisk kan denne grænse ikke forceres. Det ved de mest fremskredne af disse videnskabelige "generaler", derfor udtrykkene "intuition" og "moral". Men hvad dækker disse udtryk andet end erkendelsen af, at den menneskelige natur foruden sin evne til at opfinde rent ydre "gennemtrængningsvåben" også rummer evner, der, tilstrækkeligt udviklede, vil formå at gennemtrænge det "grænseområde", man nu er nået frem til, og besvare de spørgsmål, der nu for hvert årti bliver mere og mere brændende. Den fornemste af de evner, der her er tale om, har man givet navnet "intuition", hvilket ifølge autoriserede ordbøger betyder "genial åndelig synsevne". Mon ikke man kan erstatte denne lidt besynderligt lydende definition med udtrykket "kosmisk klarsyn" uden derfor at træde nogens ære for nær? Jeg vil tro det. Så meget mere som det er det, der i virkeligheden er tale om. Intet genialt syn på livet kan være virkeligt genialt uden at være kosmisk. Og her står vi da ved den synsevne, der alene kan give svaret på det i indledningen stillede spørgsmål. For den fysiske videnskab ligger erkendelsesgrænsen inden for den fysiske materie, altså helt et spørgsmål om mål og vægt. Men for det kosmiske klarsyn er billedet ikke alene et andet, det er så afvigende fra dette begrænsede syn, at man med selv den mest udtalte beundring for det resultat, den fysiske videnskab er nået frem til, indser, at Martinus har ret, når han karakteriserer denne videnskab som "søluften, der røber havets nærhed!" "Havet" selv er noget ganske andet. Det er det Kosmos, som i sin evige fysiske og psykiske ubegrænsethed alene rummer svar på alle spørgsmål. Og her er det, at Martinus i kraft af, at han totalt behersker sin intuition, har evnet at give os det kosmiske overblik, der tilfulde giver "kejseren, hvad kejserens er, men også Gud, hvad Guds er!" Og Guds bevidsthed rummer nu engang andet og mere end det kosmiske støvfnug, vi kalder "tellus mater" eller "moder jord". I sit hovedværk "Livets Bog" sammenligner Martinus tilværelsens kosmiske kredsløb med de fire årstider og viser os, hvorledes dette kredsløb har en vinterzone, en forårszone, en sommerzone og en efterårszone. Og derefter viser han os, at det jordiske menneskes position i dette vældige kredsløb er den, at det er placeret i dets "vinterzone", hvilket vil sige, at det åndelig talt er et "nedfrosset" væsen. Det er først nu, hvor vældige kosmiske "forårsvinde" påvirker dets sjælelige struktur, at det begynder at fornemme sin "nedfrossethed" og længes efter større bevægelsesfrihed. Målt med en kosmisk målestok er det kun et meget, meget kort tidsrum siden, det var ganske tilfreds med den verden, i hvilken hadet og gengældelsen udgjorde livets bærende moralske fundament. Selv i dag findes der områder i f. eks. Afghanistan, hvor en far foretrækker at dræbe sin egen søn, dersom han viser tilbøjelighed til at ville nægte at deltage i de der herskende evige slægtsfejder, fremfor at skulle opleve den skam at se ham nægte sig fornøjelsen af at fuldbyrde familiens ret til blodhævn! Nej, det jordiske menneske er nyt i kunsten at tænke humant eller demokratisk i dette ords virkeligt ophøjede betydning, og derfor må situationen være, som den netop er. Vi er "mætte" af at dræbe, men alligevel ikke så mætte, at vi kollektivt kan afskaffe krigen. Vi tror på lyset og på, at livet har en dyb og skøn indre mening, men ikke så stærkt, at vi har mod til at realisere denne "indre mening". Vi er, kort sagt, stadigt renlivede Paulus-sønner, der umådeligt gerne vil "det Gode", men som i daglig livspraksis finder det betydeligt lettere at realisere den væremåde, vi rent ideelt fordømmer. Alt dette ved flertallet, men hvad flertallet ikke ved er, at der dybest set intet ondt er i dette forhold. Det udgør i sin egen natur den regulære konsekvens af den specielle kosmiske position, vi i øjeblikket befinder os i. Det ville faktisk være langt mere mærkværdigt, om forholdet ikke var, som det er. Men det urokkeligt lyse i situationen er det, at vi er på vej ud af hadets eller det kosmiske kredsløbs "vinterzone". Alt er i opbrud i vor verden, både i det ydre og i det indre, og intet vil mere blive, som det var. De lune kosmiske "forårsvinde" vil tiltage i styrke og i varme, og "isen om vort hjerte" er af livet selv dømt til at smelte. Vi ser i dag vældige riger, der har været bundet i en hæslig imperialismes jerngreb, frigøre sig, og vi ser et nyt nationernes forbund kæmpe en kamp på liv og død for sin beståen. Nuvel, måske vil det forgå som sin forgænger, men det bliver igen kun for en kort stund. Det vil genopstå og genopstå, indtil det en dag ikke alene har konsolideret sig, men også overtaget den magt, det rent kosmisk er bestemt til. Og det samme gælder os selv. Vi kan snuble og falde, gang på gang, men vi vil rejse os og blive ved at gøre dette indtil den time, hvor vi med en sidste kraftanstrengelse stryger "dyrehammen" af os og opstår som det, der nu er vort mål: det befriede menneske!

Der er i dag intet forkert i den store afstand mellem livsideal og livspraksis. Jeg vil være så dristig at hævde, at hellere end at beklage dette bør vi juble over, at vi overhovedet er i stand til at opstille problemet, som vi gør. Thi alene dette, at vi alle erkender den eksisterende afstand, bekræfter vor mulighed for at formindske denne afstand. Det ville være langt værre, om vi slet ikke var i stand til at konstatere modsætningsforholdet. Vi er evige væsener, har altid været og vil altid være. Vor opfattelse af begrebet tid er derfor underlagt det illusionsprincip, der altid gør ventetiden lang. Men tid og afstande er illusioner, som livet selv gør det af med. Og hvad vi i dag finder "langt borte", rykker os ligefuldt nærmere for hvert sekund, vi drager ånde – også den væremåde vi drømmer om at repræsentere!

I dag er vi så stolte af den rent fysiske uddannelse, vort samfund evner at give os – og der er også grund til at nære en slags stolthed, men også kun en slags! For om nogen virkelig uddannelse er der ikke tale, så længe den ikke indebærer samme mulighed for indre som for ydre succes! Og det gør den ikke al den stund, det meste af undervisningen, vi og vore børn har været og fremdeles er undergivet, har hele hovedvægten lagt på det materielle, på det, som giver "brødet", men ikke garanterer hverken smilet eller den indre harmoni, uden hvilken selv det mest velsmagende "brød" kan give kvalme og livslede! Derfor er det, at vi aldrig må slappes i vor kamp for at få skabt den skole for Kosmologi, som må blive resultatet af Martinus mission. Svigter vi denne opgave, enten den så kræver noget af os her i København eller om sommeren ved Klint, svigter vi i virkeligheden slet ikke Martinus, men helt og alene os selv!!! For hans kosmiske analyser vil bestå, uanset hvad vi end så gør eller ikke gør, men svigter vi her, berøver vi os selv det plus, som mødet med den vældige tankeverden, han har delagtiggjort os i, kunne have givet os. Så er vi igen bukket under for den "vintersøvn", der gør sjælen snæver og livet fattigt. Så er vi igen "os selv nærmest!" – og det vinder ingen af os nogen større glæde ved!