Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!
 

Som så mange andre store tanker i tiden vinder også reinkarnationstanken stærkt frem. Den drøftes i dag åbenlyst i alle kredse og har, som store tanker nu engang har det, både sine glødende tilhængere og lige så ivrige modstandere. I almindelighed opfattes reinkarnationstanken som kristendommen uvedkommende i den forstand, at man ikke mener, den hører kristendommen til, en opfattelse som dog nu i stedse højere grad af mange dybt alvorlige kristne tages op til grundig revision. At denne tanke derimod spiller en hovedrolle i det fjerne Østens religiøse liv, ved derimod de fleste, og som det ofte går, bliver det, når denne tanke føres på tale, mere dens østerlandske udformning end dens virkelige idé, der gøres til genstand for diskussion. Og her igen mest dette, at "man" i sit "næste liv" kan risikere at blive født som en tudse, en slange eller et andet lavtstående dyr, om man ikke arter sig vel i dette liv.

Nuvel, det er sandt, at man i Østen bruger den slags skræmmebilleder, men – og det ved kun de færreste – kun over for børn og meget barnlige sjæle. Hvis et indisk barn f. eks. piner en kattekilling eller en hundehvalp – børn er i den slags sager ens jorden over – truer moderen barnet med at fortælle det, at hvis det ikke holder op, vil det selv i næste liv blive en lille kattekilling, der bliver pint af et uartigt barn. Men moderen gør dette med et bestemt formål. Nemlig dette, at prøve at give barnet en forståelse af, hvilken smerte det er, det bibringer det lille dyr. Enhver indisk mor prøver med andre ord at lære sit barn at være i den pintes sted. Dette er det åndelige udgangspunkt i al indisk opdragelse, og derfor ved enhver inder, at uanset hvilken tåbelig opfattelse en vesterlænding har af kvindens stilling i Østen, så er den i mange forhold langt mere respekteret end i Vesten. For hende er børnenes opdragelse betroet i et omfang, vi dårligt evner at forestille os. Den voksne inder ser i al tale om genfødsel i dyr kun et symbol på den kendsgerning, at "som et menneske sår, skal det og høste!" Og takket være reinkarnationstanken føler en mængde østerlændinge en langt større omsorg for sine nærmeste, end tilfældet er i Vesten. Østen har jo ikke vort sociale liv. Endnu ejer denne store del af verden ikke de organisationer, der her i Vesten tager sigte på at hjælpe den nødstedte. Alt det er først nu under udvikling. Derfor udgør "familiebegrebet" noget andet i Østen end her. Der udgør det i virkeligheden den eneste gennemførte sociale institution, der findes. Som menneske betragtet er østerlændingen ikke meget anderledes end vesterlændingen. Man genfinder der de samme åndelige udviklingstrin som her. At der derude tales mere "spirituelt" end her, er vel nok sandt, men man skal alligevel være varsom med at drage for hastige slutninger ud af dette forhold. Sandheden er der, som altid i det virkelige liv, "midt imellem". Thi også i Østen gælder det, at intet menneske er fri til åndelig tænkning, så længe maven er tom og den ydre verden ren elendighed. Det, som forleder til den opfattelse, at Østen er mindre materialistisk end Vesten, er den kendsgerning, at de bedrestillede lag i befolkningen taler langt mere om religion og dyrker langt mere religion, end tilfældet er her i Vesten. Men hvor meget der menes med den megen tale og de mange ceremonier, er en helt anden sag.

Jeg har jo selv haft den lykke at tale til østerlændinge om reinkarnationstanken, men i denne forbindelse om Martinus udformning af den. Og jeg har haft den oplevelse, at disse mennesker, for hvem denne tanke er en selvfølge i den forstand, at de er opvokset i den, har mødt Martinus udformning af den med en begejstring, som rev dem helt ud af den sædvanlige ro, hvormed de ellers påhører åndelige problemer. Selv om jeg ikke i det efterfølgende kan gengive alt det, der optog dem i denne forbindelse, kan jeg alligevel påpege visse væsentlige faktorer, som jeg tror, at mange mennesker her vil være glade for at få nøjere præciseret. For som alle virkeligt store tanker indebærer også reinkarnationstanken næsten altfor mange muligheder for fortolkninger, der ender i de grænseløse tågers land.

Alene ordet "genfødsel" rummer store muligheder for misforståelse, For ordet "fødsel" er næsten altid identisk med "et lille barn". Men det er, når alt kommer til alt, ikke et lille barn, det drejer sig om. Det er genfødslen af en voksen, altså en moden sjæl. Og en moden sjæl inkarnerer nu engang ikke i et lille barn – det inkarnerer i et voksent legeme. Men hvad er da det lille barn? Ja, hvad er det andet end en station på vejen frem imod den voksne tilstand? Vi kan nu engang ikke blive i "moders liv" indtil det øjeblik, den åndelige modenhed indfinder sig. Derfor har Martinus ret, når han påviser, at det, vi kalder "barndom" og "ungdom", blot er det "forlængede svangerskab!" Det, at vi fødes, udtrykker blot, at en given periode er overstået. Vi er simpelthen blevet for store til at opholde os inden for en livmoders relativt begrænsede rum. Men at vi nu er "født", ændrer ikke selve situationen som sådan. Vi fortsætter fremdeles vore repetitioner, nu blot her på det ydre, rent fysiske plan.

For østerlændingene var det noget i retning af en åbenbaring at høre Martinus forklaring om det, man rent populært kan kalde det "forlængede svangerskab". Hans analyser her kastede for dem lys over områder, de anede eksisterede, men som de ikke vidste tilstrækkeligt om. Men er det samme ikke tilfældet i vor egen verden? – Se engang på de vanskeligheder manglende kendskab til dette forhold bringer med sig i vort forhold til vore børn og til det lidt senere "teenage"-stadium! Medens disse stadier reelt er rene "fosterstadier", har vi gjort dem til en slags "voksne stadier", vi bilder os ind, vi har stor indflydelse på. Vi tror at kunne "forme" vore børn efter vore ønsker, medens sandheden er, at "børnene" her følger lige så klare linjer som dem, de følger, medens de endnu befinder sig inden for livmoderens beskyttende vægge. Vi udvikler os nu engang ikke "udefra", men derimod "indefra". Og selvom man tilsyneladende ved tvang og dressur kan udrette "underværker", så viser livet meget nøgternt, at selv de "bedst opdragne" kan havne bag solide fængselsmure på grund af "medfødte naturer", som opdragelsen, hvor dygtigt gennemført den end var, ikke kunne få bugt med.

I dag er vi nået dertil, at vi er meget nær ved at tage livets fosterstadier mere alvorligt end de voksne stadier. Vi vil komme de unge "til hjælp" på alle områder uden at gøre det klart for os selv, om de unge er nævneværdigt interesseret i denne hjælp, ja, om vi faktisk ikke er ved at gøre det sværere at være ung end nogen sinde før! Et foster behøver ro for at udvikle sig. Og giver vi de unge denne ro? – Er det ikke sådan, at mange mennesker i dag synes, at det at være ung er selve livets mål, at kun livet i ungdommen er værd at leve! Sådanne mennesker burde af og til gøre sig den ulejlighed at spørge de unge selv! De ville sikkert blive overraskede over svarene, de ville få.

Det er her, Martinus tanker skaber en klarhed, vi aldrig før har haft, men som vi i dag har mere brug for end nogen sinde før. For ham udgør barndom og ungdom kun det forlængede svangerskab. Den egentlige, virkelige fødsel, finder for ham først sted mellem det 25. og det 30. år. Da indtræder den tilstand, der muliggør fortsættelsen af den åndelige modningsproces, der fuldbyrdedes med det foregående fysiske livs afslutning. Indtil omkring det 28. år fortsætter den indre "gæring", de repetitioner, der røber, at vi står overfor et "blivende menneske", ikke et "fuldfødt" menneske. Denne analyse forstod inderne og var begejstrede for den. Men mere end det. De forstod også den seksuelle forvandlingsproces, der i disse år skjuler sig bag den unges udvikling og så ganske klart, at Martinus har ret, når han hævder, at beslutninger taget af åndeligt umodne mennesker, eller måske rettere af mennesker midt i en fostertilstand, ikke må bedømmes på samme måde, som beslutninger taget af mennesker, der er hinsides repetitionernes omskiftelige domæne. Aldrig er vi så meget "hanner" og "hunner" som i den periode, hvor kroppens hormonproduktion når de maksimale højder og med deres indflydelse kun søger det ene, der så praktisk er udtrykt i ordene "artens opretholdelse". Man kan digte, hvad man vil ind i denne proces – og der digtes meget! men den kendsgerning, at "– det bødes der for!" står stadig ved magt. Skilsmisserne ville ikke nå de fantastiske højder, vi i dag kender, om forbindelsernes inderste fundament mere var åndelig modenhed end regulær drift.

Taget i den rene mystiks tjeneste er reinkarnationstanken akkurat lige så farlig og bindende, som den er frigørende i det øjeblik, man lærer dens dybeste, kosmiske hensigt at kende. Thi her udgør den livets eget fundament, bekræftet indadtil såvel som udadtil. Men det almindelige menneske kender meget lidt til sin egen kosmiske struktur, sit eget evige liv som "søn af Gud"! Og i sin længsel efter lys er mange ikke nået længere, end at de fremdeles foretrækker mystikkens osende tande fremfor tænkningens rene, klare flamme. Thi når alt kommer til alt, er det hverken det liv, der var, eller det liv, der kommer, der mest burde beskæftige vor tanke, men derimod det liv, der er! Thi det er i dette liv, at vi ikke alene skal se, men også bevidst opleve reinkarnationstankens umådelige storhed!

Kan vi da det? Har denne tanke nogen som helst mulighed for at sandsynliggøre sig selv i vort eget lille, tilsyneladende så grå og ubetydelige liv? Lad mig besvare dette spørgsmål med et modspørgsmål, dette: "Har den det ikke, hvordan skal den da nogen sinde blive til liv og virkelighed for os?" Og her er det, at vi, takket være Martinus strålende analyser om vore evners, vore talenters tilblivelse, kan få mulighed for at se direkte ind i vort eget evige liv. Kan se, hvorledes også vi, selv som voksne, stadigt er "blivende mennesker", og at han med udtrykket "den store fødsel" viser frem til en livsoplevelsesform, hvor selv det, vi i dag kalder "det voksne liv", blot udgør "fosterstadier" – at der forude vinker en livsform, hvor alt det, vi i dag kæmper med, vil blive oplevet og erkendt som det, det virkeligt var, nemlig "fødselsveer" til en tid, hvor mennesket, med digteren, lever sammen med Gud, som mennesket i dag lever sammen med sin næste.

Det er godt at kunne tænke små tanker, for det er simpelthen nødvendigt at kunne gøre det, om man ellers skal kunne hjælpe sine medmennesker. Men for sin indre sjælefreds skyld bør man også kunne tænke store tanker og vel at mærke tænke dem på en sådan måde, at man i givne situationer og på sin egen frie viljes bud kan gå fra det ofte pinende timelige til det altid harmoni- og fredgivende evige! Og det er netop her, at reinkarnationstanken udgør den "nøgle", ved hvis hjælp vi kan åbne den "port", vore tanker så ofte i fortvivlelse har banket på. Thi hvorfor benægte det – livet er ondt for de fleste mennesker, og hver og en af os har dage, hvor vi er meget nær ved at forbande vor egen fødsel. Det er på disse dage, i disse svære stunder, at reinkarnationstankens vældige lys formår at stille tingene på plads. Thi uden den intet kosmisk perspektiv og dermed ingen kosmisk fremtid. Men den eksisterer, både som tanke og som virkelighed. Den alene er det, der gør det muligt tilbunds at forstå den indre mening i ordene "som sæd, så høst!" Det har Østen forstået bedre end vi, thi Østen har aldrig svigtet denne tanke. Nu gror den i vor verden, og det er måske vor største lykke, at vi er med i dens vækst, ja, at vi i dag er blandt dem, der for alvor har fået chancen til helt at forstå dens inderste kosmiske hensigt.

Jeg forstår, at mennesker kan leve på tanker om nåde, forsoning og straf. Jeg kan blot ikke selv og kommer aldrig til det, og jeg forstår, at disse tanker har haft deres tid. Afløsningens time er inde. En ny åndelig verden er langsomt ved at vikle sig ud af det svøb, der omgiver enhver strålende blomst. Denne blomsts farver og dufte er rene og stærke, og vi er mange nu, der evner svagt at skimte dens skønne konturer. Det er lidt af det, mødet med denne blomst gav mig, jeg her har søgt at give udtryk for!