Kontaktbrev 1960/24 side 5
Mogens Møller:
SJÆLEN OG PERSONLIGHEDEN SET I REINKARNATIONENS PERSPEKTIV
Sjæl – personlighed – psyke
I vor tid bruger man udtrykket "personlighed" mere end udtrykket "sjæl". Man siger f. eks. om et menneske, at vedkommende er en stor personlighed, men kun de færreste ville bruge udtrykket "en stor sjæl". Man kan tale om bevidsthedsliv, men helst ikke om sjæleliv, med mindre ordet "sjæl" oversættes til det græske: psyke. Psykologi, psykoterapi, psykoanalyse o.s.v. er almindelige udtryk i dag, hvormed man straks forbinder videnskab og tænkning, medens man uvilkårligt forbinder ordet "sjæl" med følelsesbetonede og kristeligt-dogmatiske udtryk som "opstandelse", "fortabelse" og "frelse". Med udtrykket "psyke" forbinder man ikke i vor tid det samme, som de gamle grækere gjorde. Efter deres opfattelse var psyken den del af mennesket, der forlader kroppen ved døden. I dialogen "Phaidon" siger Sokrates således, at det legeme, disciplene snart skal begrave, ikke er den Sokrates, der nu taler med dem. Psyken var altså efter den gamle opfattelse noget primært i forhold til det sekundære legeme. Men i vor tid er opfattelsen af legeme og sjæl stik modsat, idet man opfatter legemet som den primære realitet og enten benægter eksistensen overhovedet af noget sjæleligt, eller opfatter det som en mere eller mindre selvstændig side ved de legemlige funktioner. At denne "psyke" eventuelt skulle overleve den krop, som man opfatter den som en virkning af, kan ikke bevises med materielle beviser, og så nægter materialisten naturligvis at tro på en sådan mulighed.
Sokrates og moderne pædagogik
Inden for moderne pædagogik er man imidlertid ikke uinteresseret i den undervisningsmetode, Sokrates benyttede. Og selv om der ikke findes skriftlige efterladenskaber fra denne store filosof, har man rig lejlighed til at lære hans metode at kende gennem studiet af Platons dialoger. Platon var selv discipel af Sokrates, som han lader optræde som hovedperson i dialogerne, hvor man i samtalens form konfronteres med hans tanker. I dialogen "Menon" møder man den mest direkte udtalelse om Sokrates' undervisningsmetode. Platon lader Thessalieren Menon spørge Sokrates, om denne mener, at "det Gode" kan læres, og Sokrates svarer, som han så ofte gør, med at stille et andet spørgsmål, nemlig, hvad Menon egentlig mener, "det Gode" er. Menon kan kun beskrive forskellige former for godhed, men ikke sige, hvad "det Gode" er. Sokrates kommer da ind på at beskrive, hvorledes han aldrig prøver at BELÆRE folk i sine samtaler med dem, men ved spørgsmål søger at drage den indsigt frem, der ligger gemt i dem, og det kalder han at få mennesket til at erindre. Om baggrunden for sin undervisning siger han:
"Nu skal du høre, hvad de siger, de præster og præstinder, som har stræbt efter at gøre sig selv rede for betydningen af deres gerning, og tænk så over, om det forekommer dig sandt. Menneskets sjæl, siger de, er udødelig, og snart afslutter den sin bane – det, som man sædvanlig kalder at dø – og snart fødes den igen, men aldrig går den til grunde." Og videre:
"Eftersom altså sjælen er udødelig og atter og atter født påny, og følgelig har set både denne verden og underverdenen og meget mere, har den lært alt, hvad nævnes kan, at kende; derfor er der intet mærkeligt ved, at den også er i stand til at genkalde sig i erindringen, hvad den før har vidst, både om det gode og om meget andet. Thi da hele verdensaltet er af samme natur og oprindelse, og sjælen har lært det alt at kende, kan der intet være til hinder for, at når den blot har erindret én ting – vi mennesker kalder det at lære – så kan den finde alt det øvrige frem igen, hvis den blot er udholdende og ikke bliver træt af at søge."
Reinkarnationstanken som baggrund
Her har vi baggrunden eller fundamentet for Sokrates' livsudfoldelse og filosofi: reinkarnationen. Denne baggrund interesserer pædagogerne sig i almindelighed ikke for, kun for Sokrates' metode. Men det er et stort og meget væsentligt spørgsmål, om man sådan uden videre kan adskille metode og livsindstilling, og det er også et meget væsentligt spørgsmål, om ikke netop reinkarnationstanken er den faktor, som lidt efter lidt vil være i stand til at skabe den hårdt tiltrængte fornyelse i vor stagnerede kultur, der er ved at underminere sig selv og gå til grunde i materialisme og selviskhed. Forstår man virkelig reinkarnationstanken og den dermed forbundne skæbnedannelse, vil man også forstå, at der er naturlige årsager til, at menneskeheden og de enkelte mennesker i øjeblikket er, som de er, og oplever et liv, som de selv til tider karakteriserer med udtrykket "ad helvede til". Men, hvad der er mindst lige så vigtigt, er, at man gennem forståelse af reinkarnationens princip kan overvinde den håbløshed og meningsløshed, som præger vor tids mennesker temmelig meget og BEVIDST være med til at skabe den fremtid for os selv og hele menneskeheden, som for mange står som en ren utopi, en ønskedrøm, der aldrig kan realiseres. Rom blev ikke bygget på én dag, og en fredens verden kan heller ikke skabes i ét liv, det er en skabelses- eller udviklingsproces, som strækker sig over lange tider. Mange mennesker har den opfattelse, at der ikke kan være nogen Gud til, når der eksisterer en sådan uretfærdighed i verden, og når alle de lidelser og grufuldheder, som både de store og små krige fører med sig, eksisterer. Også børnene gør sig sådanne tanker, når de hører om den alkærlige, almægtige, alvidende Gud; det erfarer mange lærere.
Hvorfor – ?
En lærerinde skrev for nylig om en oplevelse i en 3. klasse i Storkøbenhavns område, hun kaldte sin artikel "Replikker i religionstimen". Her er et lille uddrag af artiklen: Man er efter at have talt om bøn (bl.a. om man kan bede om en ny cykel) kommet ind på flygtningeproblemet: – "Frøken, det kan da godt få en til at tænke, at der ikke er noget om det med Gud", siger Jens. "Hvorfor skal de have det så dårligt?" – "Hvorfor er der nogen, der skal være så fattige, og andre, der har meget mere, end de har brug for?" "Ovre i Asien er der folk, der har millioner og billioner af kroner, og så er der andre, der sulter!" "De dør af sult!" – "Tror I egentlig, at man kan sige, at det er Guds skyld, når der er nogen, der har det ondt?" prøver lærerinden sig frem. – "Der er da PENGE nok i verden til at købe mad for!" – "Er det mon pengene, der er det vigtigste?" – "Nej, det er vigtigere, om der er mad nok". – "Jeg tror faktisk, at der nok kunne blive mad nok til os alle sammen. Men hvad er der da i vejen, når der alligevel er så mange, der ikke har, hvad de trænger til?" – "Folk kan ikke dele med hinanden!" "Det er, når man vil have det hele selv!" "Det er også derfor, der bliver KRIG!" "Frøken", nu er Jens der igen, "hvorfor kan Gud ikke gøre det sådan inde i hovederne på mennesker, at de ikke laver krig?" –
Jens' spørgsmål er ikke let at svare på, lærerinden taler om atomvåbnene, som skulle være i stand til at udslette alt levende på jorden, og henvendt til Jens siger hun: "Jamen Jens, når vi nu lever alligevel, tror du så ikke, det kan være, fordi Gud alligevel nu gør det sådan inde i hovederne på dem, der har magten over atomvåbnene, at de ikke bruger dem?" Lærerinden slutter med at foreslå, at de alle sammen skal bede til Gud, inden timen slutter. "Men kan I ikke selv foreslå, hvad vi skal bede om?" "Jo", siger Jens, "for de atomfyre!" "Og flygtningene!" – "Ja", siger lærerinden, "men der var også en, der snakkede om en ny cykel. Hvordan passer de tre ting sammen?" – "Ikke godt!" – "Hvad er der i vejen?" – "De to første passer godt nok sammen – men den tredie?" – "Hvorfor passer den ikke med de to første?" – "Jo, det er jo noget, man vil ha' for sig selv!" Sven gør en udtryksfuld bevægelse med armene ind mod sig selv, "– men de to første ting er for andre!" – en modsvarende bevægelse ud med armene fuldstændiggør svaret.
Det er faktisk Sokrates' metode, lærerinden her har brugt. Hun har ved at spørge fået noget frem, der var i børnenes bevidsthed, hun har fået dem til at tænke over det, at blive bevidst i det. Og her var det jo netop "det Gode", man kom ind på. Hun belærte ikke børnene om det med en løftet pegefinger, men hun fik noget, der boede i dem, frem i dagens lys. Men hvor kommer dette "Gode" fra, nogle børn har jo mere af det end andre? Det er med børn som med voksne vidt forskelligt, hvad de kan nænne at gøre mod hveranandre og mod andre levende væsener i det hele taget, og det er også vidt forskelligt, hvordan de kan dele med andre, og hvor meget de tænker på deres egen fordel. "Det er arv og miljø, der er skyld i det", siger materialisten, men der findes børn, der både er bedre eller værre end deres miljø; de har det i sig. Og selv om både arv og miljø spiller en rolle, en væsentlig rolle, er det dog kun på den måde, at det spiller en rolle, hvorledes individet BRUGER det nedarvede, og hvorledes han eller hun reagerer over for miljøet. Der findes gode såvel som mindre gode børn af samme forældre, og der findes begavede såvel som mindre begavede, hvad man også kalder lærenemme og mindre lærenemme,
Årsagsforklaring
Hvad Sokrates altså kalder en større eller mindre evne til at generindre eller drage viden frem fra sjælens dyb, kalder vi i daglig tale lærenemhed eller fatteevne. Vi ved alle, hvilken forskel der er mellem at gøre brug af andres meninger blot som noget, der læres udenad og efterplapres, og mellem virkeligt at forstå og indleve sig i tingene, så der sker noget i vort sind; noget bliver siddende som en erfaring, der på et øjeblik kan drages frem og bruges i vor vekselvirkning med omgivelserne. Andres meninger, er de end nok så rigtige, kan ikke få nogen virkelig betydning for os, før end vi har tilegnet os dem og fattet dem med hele vort sind. Sokrates siger i slutningen af "Menon": "Thi også de rigtige meninger er, så længe de forbliver, hvor de skal, en værdifuld ting og har alle mulige gode virkninger; men de er sjældent tilbøjelige til at blive på deres plads ret længe, men løber ud af menneskets sjæl, så at de ikke er meget værd, før man får bundet dem ved en årsagsforklaring. Og dette er, kære Menon, netop generindring, sådan som vi blev enige om før". En årsagsforklaring! Det er jo netop, hvad mennesker af i dag ønsker og også er i stand til at få på nogle områder. Efter Sokrates' opfattelse er en årsagsforklaring altså at forstå som en dybtgående oplevelse, en erfaringsdannelse, der er opstået som en særlig kontakt mellem energier eller kræfter uden for det levende væsen og kræfter i samme væsens bevidsthed, en oplevelse af sammenhæng, som gør dybt indtryk og rodfæstes som erfaring i forbindelse med andre erfaringer i væsenets erindringskartotek.
Årsagsforklaring kalder vi også logik, og inden for den materialistiske videnskab og teknik spiller dette begreb en overordentlig stor rolle. Men det gælder for logik, som for elektricitet: det er noget, mennesket i nogen grad er i stand til at bruge, men ikke rigtigt ved, hvad er. Logik er forståelse af forholdet mellem årsag og virkning, vil man sige, og det er for så vidt også rigtigt; uden en sådan forståelse ville vor tids tekniske vidundere lige fra de mest gigantiske konstruktioner til små maskiner og redskaber, der letter det daglige arbejde, ikke være blevet skabt. Mennesket er blevet en genial maskinskaber og maskinpasser, men det har i sin koncentration på detaljerede logiske årsags- og virkningskæder overset det væsentlige: det "noget", som er i stand til på basis af oplevelse og erfaring at tænke logisk og slutte fra årsag til virkning og skabe udfra sin tænkning. Elektronhjerner udregner på utrolig kort tid de mest indviklede opgaver, som dygtige matematikere skulle have lang tid for at løse, med maskiner overvinder vi tiden og rummet og forlænger vore sansers rækkevidde til makro- og mikrokosmos, oversættelses- og endog højtlæsningsmaskiner har været omtalt i aviserne, og en og anden synes måske, at de tekniske opfindelser til tider nærmer sig det parodiske, som vi kan møde det i tegneseriefiguren, den geniale opfinder "Georg Gearløs" fra det berømte "Anders And-blad". Men selv om man kan opfinde maskiner, der tilsyneladende "tænker", kan man ikke opfinde en maskine, der oplever og er nyskabende på basis af disse oplevelser. Her er forskellen mellem maskinen og det levende væsen.
Teknik og tekniker
Vi har alle vore oplevelser; men hvad vil det i grunden sige at opleve? Professor Hannemann har i "Kosmos 1958" side 50 givet følgende tekniske forklaring: "Ydre påvirkninger registreres af en organisme eller et registreringsredskab ved, at der heri opstår forandringer. Disse forandringer transformeres til elektriske impulser, der overføres til en til væsenet hørende elektrisk energiorganisation. Herved opstår der forandringer i det til den elektriske organisme hørende spændings- eller kraftfelt. Her standser og må enhver form for teknisk beskrivelse standse, og man har tilbage: Jeget med en evne til at opleve forandringer i det til dets organisme knyttede kraftfelt".
Professor Hannemann er i sin analyse nået gennem materien og dens tekniske organisation frem til teknikeren eller skaberen med sin skabe- og oplevelsesevne. Han bruger en kosmisk og ikke en lokal logik. Og hvilken forskel er der på det? Den lokale logik bliver altid hængende i årsags- og virkningskæden, der kun er mekanisk og kun fortæller om stof, energi, kraft og elektricitet, alt det, der findes både i maskinen og menneskets eget legeme, der egentlig også er en maskine opbygget i organisk materie. Den kosmiske logik derimod beskæftiger sig foruden med det tekniske også med teknikeren, der er i stand til ved hjælp af sin tænke- og skabeevne gennem sin fysiske krop at forlænge dennes rækkevidde og ydeevne ved tilkobling af alle mulige maskiner og apparater, der skaber endnu større oplevelsesmuligheder og overvinder materiens modstand.
Logik og reinkarnation
At reinkarnationstanken har nogen forbindelse med logik, vil nogle mennesker måske foreløbig have svært ved at fatte. Nogle siger straks, de hører ordet: "Nå, det er det samme som sjælevandring, som de tror på i Indien, og at man skulle kunne blive til en skrubtudse eller en ko i næste liv. Næh, det er dog for langt ude!" Andre indvender: "Når jeg nu ikke kan huske, at jeg har levet før, og i et eventuelt næste liv ikke kan huske, at jeg var "mig", hvad betydning har det så?" Og man kan høre nogen sige: "Tanken tiltaler mig på én måde, men jeg kan nu ikke lide at skulle ned i en barnevogn igen – og hvorfor skulle dog f.eks. Einstein begynde forfra og lære, at to og to er fire?"
Ved studiet af Martinus kosmologi kan man opleve, hvorledes den kosmiske logik naturligt forbindes med reinkarnationstanken, ikke som mystik og okkultisme, men som livsytringsforskning og åndelig videnskab. Hvad Sokrates og Platon omtalte som en naturlig baggrund for DERES tænkning og undervisningsmetoder, kan ikke gælde på samme måde for os i en langt senere tidsalder. Det betyder dog ikke, at reinkarnationstanken i sig selv er forældet, blot at vi i vor tid må anskue denne tanke også ud fra de erfaringer, der siden Sokrates' og Platon's dage er gjort af mennesker. Og det skal jeg forsøge i min næste artikel.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige