Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra tredie bind, stk. 759 og 760.
 

"Hvad nytter det, at man intimt i lønkammeret eller åbenlyst i forsamlinger beder til Gud om dette eller hint, når man med sin viljekraft og legemlige styrke selv kun manifesterer egoisme, vrede, had og bagtalelse, ja, myrder og dræber om end ikke mennesker så dog dyr i massevis under påskud af, at dette er nødvendigt for den daglige ernæring, skønt disse drab i realiteten slet ikke er nogen livsbetingelse mere inden for et virkeligt kultursamfund? – Hvad nytter det, at man i lønkammeret med en autoriseret bøn eller med smiger, ros eller lovprisning søger at overbevise Guddommen om sine dyder og gode forsætter eller hensigter, når man med sit daglige væsen mere eller mindre i form af selviskhed, indignation og forfølgelse slår løs på sin næste og derved gør de modsatte foreteelser til kendsgerning over for den samme Guddom. Man må stadig huske på, at vor næste er Guddommens absolutte realistiske sanseredskaber. Det, vi gør imod disse "sanseredskaber", bliver Guddommens eneste virkelige materiale for hans analyse og bedømmelse af vort sande væsen og vor autoriserede eller intime bøns ægthed.

At en intim bøn vil miste noget af sin glans og inderlighed og i mange tilfælde ikke blive bønhørt, hvis vi samtidig ved vort forhold til vor næste slår løs på den Guddom, vor bøn er rettet imod, med alskens sorg- og lidelsesfrembringende foreteelser, er naturligvis en selvfølge. Det bliver således her lettere at forstå, hvorfor den intime eller autoriserede bøn i så mange tilfælde ikke bliver bønhørt Man kolliderer simpelthen med selve bønnens særlige teknik. Vil man gøre sig håb om et virkelig intimt forhold til Guddommen og om en virkelig bønhørelse af sine lønligste ønsker, må disse ønsker naturligvis først og fremmest være noget, vi selv er rede til at opfylde hos vor næste, uanset at denne næste måske i øjeblikket af os betragtes som en fjende, thi i modsat fald beder vi Gud om noget, som vi absolut ikke selv ønsker at give Guddommen, hvis forholdet var omvendt, og det var Guddommen, der var den bedende part over for os. Tror man ikke, at dette, at forlange at Guddommen skal gøre noget for os, som vi slet ikke selv vil gøre for Guddommen, hvis vi blev sat i stand dertil, vil være nok til at neutralisere den pågældende bøn, lige meget hvor intim og inderlig en henvendelse til Guddommen den så end har været? – Det vil være vigtigt at huske på denne analyse, hver gang vi går ind i "lønkammeret" og henvender os intimt til Guddommen. Enhver såkaldt "bøn" er værdiløs, så længe den kun er en hensyntagen til Gud i "lønkammeret". Så længe den ikke er en virkelig hensyntagen til en hvilken som helst næste, vi så end måtte stå overfor, uanset hvordan denne næste så end måtte tage sig ud for os, vil den i virkeligheden kun være en camouflage af dette vort ydre væsen. Men en sådan camouflage nytter ikke over for Guddommen, da han jo er det samme væsen såvel i "lønkammeret" som i form af vor næste."