Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Som en evigt rindende flod strømmer tiden igennem vort sind, og ofte mærker man slet ikke dagenes lydløse gang. Man oplever, at foråret går over i sommeren og sommeren i efteråret, og standser af og til op i undren over, så hastigt månederne gik. Og dog. Af og til sker det, at man pludselig når en dag, man måske i måneder, måske i mange år, har set hen til. Da sker dét, at man tvinger "floden" til at standse sit løb for et øjeblik, standse, for, at man både kan nyde denne dag og nyde dette, at se tilbage og med tak i hjertet erindre al den tid, der nu endelig har sat sin frugt!

En sådan dag oplevede vi her i huset fredag den 25. november! Og vi, som oplevede den, vil aldrig glemme den! For den dag satte Martinus det sidste punktum i "Livets Bog"! Jeg ved, at denne oplysning vil glæde mange både i vort eget land og i vort store naboland Sverige. Men for den, der har fulgt dette værk fra det øjeblik, den første sætning blev skrevet, fulgt det gennem de mange faser og oplevet ængstelsen hin svære 11. juni 1956, hvor Martinus sygdom for et øjeblik syntes at true os alle med at efterlade os dette for hver og en af os så betydningsfulde værk uafsluttet, må denne 25. november føles anderledes end for den, der ikke har levet dets tilblivelse med.

En arbejdsdag, der begyndte så langt tilbage som i marts 1921, er afsluttet, og en mission, som for hvert århundrede, der går, vil lyse stærkere og stærkere, dermed fuldbyrdet. Sandt nok venter vi alle med spænding det værk, Martinus allerede er gået i gang med, nemlig forklaringen til samtlige hans symboler, et arbejde, som på sin vis ikke kræver mindre af ham end Livets Bog, men som alligevel vil blive langt lettere for ham at skrive end hovedværket, idet dets indhold på forhånd er givet og også gennemlevet så stærkt, at jeg ingen tvivl nærer om, at det vil gå betydeligt lettere fra hånden end selve hovedværket. Også den dag, det er færdigt, vil vi fejre, men det er alligevel med fuldbyrdelsen af Livets Bog, at Martinus mission har nået sin største og mest afgørende milepæl. Thi med dette værk ejer menneskeheden nu en kosmisk vejledning, som kan bringe ethvert virkeligt søgende menneske frelst igennem den skærsild, som uvidenheden om livsmysteriets løsning er for hver og en, der ikke længere besidder den blinde tros nådegave.

Syv store bind blev Livets Bog på! Syv? Jeg ved, at de fleste mener at læse forkert, men sjette bind blev simpelthen for omfattende. Med sine ca. 700 sider ville det blive en "murstensbog", kun de færreste kan magte, og Martinus bestemte sig derfor til at bryde sjette bind ved 15. kapitel og lade det 16. og sidste kapitel komme i et værk for sig. Begge bind blev derved næsten lige store – til gavn og glæde for alle. Jeg forestiller mig, at det må være med en dyb glæde i hjertet, at Martinus selv ser disse 7 skønne bind på sin reol. For os, der har været hans medhjælpere gennem så mange år, føles det simpelthen som et eventyr – ét af den slags, man kun oplever én gang i sit liv, måske kun én gang i evigheden.

Minderne om tiden før og under dets tilblivelse strømmer ind over mig. For nogle dage siden sad jeg over for bogtrykker Valdemar Pedersen og mindedes sammen med ham, da jeg første gang, som en – synes det mig nu – grønskolling, sad og diskuterede sats og format med ham. Bernhard Løw havde givet mig meget strenge instrukser. "Husk", sagde han, "at i denne sag spiller penge ingen rolle!" Kun det bedste var godt nok – sikkert dejligt for en bogtrykker at høre, men alligevel lidt hjertebeklemmende for en, for hvem penge altid havde været en udpræget "mangelvare". Kun få har glædet sig så meget til at se dette værk, som den første virkeligt store giver i denne sag, og dog blev det ham ikke forundt. Men sit løfte holdt han, og selv om nogle andre også måtte træde til, skyldes det alligevel Bernhard Løw, at Livets Bog straks i starten fik sit fornemme format og udstyr.

Oprindeligt var det tanken, at Livets Bog skulle udkomme i ca. 50-sidede hefter, men denne tanke blev opgivet til fordel for færdiggørelsen af 1. bind, der forelå i juni 1932. Hvilken højtidsdag i vort liv, da vi stod med det i hånden! En vældig milepæl var nået, og begge troede vi, at det kun ville vare få år, før hele værket var færdigskrevet. Bestillingerne strømmede ind, og med ét slag var vor tilværelse ændret fra det meget ukendte og beskedne til det mere offentlige og dermed også mere krævende. "Livets Bog's Bureau" blev skabt, idet Bernhard Løw på forhånd havde afvist enhver tanke om at lade Martinus værker udkomme i kommission hos en boghandler. Fra første færd indpodede han os, at vi selv skulle stå for udgivelsen og selv forhandle alt, hvad der ville komme fra Martinus hånd. Og sådan blev det!

Når man i et så kort tilbageblik som dette tænker på, hvad denne førstedel kom til at betyde for sagens liv så vel som for mit eget, påkommer der én en følelse af, at Livets Bog allerede i sin første fremkomst var som en håndfuld umådeligt kraftige sædkim, der hvirvlede udover landet. Hvor vi før havde levet meget isolerede og tilbragt størstedelen af vor tid med samtaler om åndelige problemer og planlægninger for den fremtid, der rykkede nærmere og nærmere, befandt vi os med ét slag inde i disse planers begyndende realisation. Jeg røber ingen hemmelighed ved at fortælle, at jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at jeg skulle blive lærer i Kosmologi. Da jeg brød alle broer bag mig, var det for at blive Martinus sekretær og dermed aflaste ham for brevskrivning og andet manuelt arbejde, bestemt ikke for alt det, jeg på en måde i stedet blev. Men allerede det følgende efterår fik vi henvendelse fra adskillige, der ønskede en mere detaljeret gennemgang af stoffet i Livets Bog – og så rullede den lavine, De alle mere eller mindre kender igennem Deres tilknytning til vort arbejde.

Et er de planer, vi selv undfanger, noget ganske andet det livet selv formår at sætte i scene! Hvor Martinus havde regnet med en kontinuerlig fortsættelse af udgivelsen af Livets Bog, brød livet ind med krav, der skulle og måtte honoreres. Bøger, ingen i 1930 havde skænket blot den mindste tanke, var gamle kendsgerninger i 1940. Et tidsskrift blev nødvendigt og derefter en ferieby – uafbrudt meldte ny krav sig, og Livets Bog's Bureau blev andet og mere end et navn, der alene var knyttet til Martinus hovedværk, det blev faktisk meget hurtigt en hel Institution. Afstanden mellem første- og andendelen blev langt større end beregnet, og sådan gik det hvert eneste bind! Et under, at vore subskribenter holdt ud!!! Men de gjorde det, og ingen tak til dem kan blive stor nok! For dem er det, der har båret den materielle byrde ved dette økonomisk så kostbare værks tilblivelse. Og nu høster de lønnen i form af, at dette værk, som adskillige mente aldrig ville blive færdigt, inden længe ligger på deres bord. Og jeg føler, at de, når de har læst Martinus meget skønne "Efterskrift", vil føle sig rigt belønnet!

I sig selv er Livets Bog ikke en rigtig bog. Det er, som jeg ofte har påpeget, et kildemanuskript, hvor store afsnit kan læses helt selvstændigt. Men derudover er det et værk, der ikke findes magen til på den hele jord, et værk, hvis førsteudgaver engang vil blive ubetalelige. Dunkelt anede vi før Martinus, hvad kosmisk bevidsthed var, i dag ved vi, at et menneske, ukendt, uden nævneværdig uddannelse og uden den ærgerrighed, der er den normale drivfjeder for at "blive til noget", kan rejse sig ud af den grå masses rækker og ved sin inde fra kommende, af universet selv givne indsigt, tvinge selv den mest kolde skeptiker til tavshed. For man kan mene, hvad man vil, om Livets Bog, og der menes meget og meget forskelligt, men den er skrevet, og den vil overleve alle, både nuværende og kommende angreb. Tidløs i sin natur vil den i al fremtid blive en kraft, der vil irritere, skabe uro, give liv og sprede navnløs velsignelse – kan en bog give mere? Fysisk er vi alle flygtige gæster på denne klode, og kun de færreste af os efterlader os noget, der er værd at erindre. Den Martinus, vi har kendt og stadigt kender, har hele sit liv været et "baggrundsmenneske". Der er intet i hans natur og væsen, der "søger sit eget", eller drømmer om at spille en rolle. Tværtimod! Stod det helt til ham selv, tror jeg ikke, ret mange ville have truffet ham personligt. Og dog lever der ikke mange i vort land, der hver eneste dag, ja, hver eneste time, øver en så stærk personlig indflydelse, som Martinus gør igennem det værk, han har givet os! Ustandseligt er det hans tanker, vi søger tilbage til, når stormene rejser sig enten i vort private liv eller på tilværelsens større skueplads. Det er med hans "øjne", vi ser, og med hans "øren", vi hører. Midt i al forkrænkeligheden har han allerede – selv lyslevende iblandt os – gjort sig udødelig. Og det blot ved en væremåde, der ganske enkelt er den kærlighed, den tolerance og den selvopofrelse, der er vore egne idealer. For ham medfødt natur – for os en, synes det os ofte, uopnåelig drøm!

Alle er vi født ind i et af de mest ejendommelige århundreder, kloden har oplevet. Fra tælleprås til neonlys og fra "jernhest" til stratofly. Fra krig med våben, der viser en mands mod, til krig med våben, kontrolleret af elektronhjerner. Fra kamp, mand mod mand, til udslettelse af et omfang intet menneske formår at forestille sig – og så midt i alt dette koncentrerede had, midt i dette destruktionens århundrede, står næstekærlighedens mysterium nu lyslevende og urokkeligt videnskabeliggjort iblandt os! Kan nogen kontrast være større? Omkring os kirker, templer og moskeer i opløsning, sæder i forfald og traditioner, der engang havde magt over millionerne, prisgivet latterliggørelse, og så, på denne åndeligt natsorte himmel en funklende triangel, hvis lys begynder at vibrere ud til vor klodes fjerneste egne!

Det er sandt, at kun få endnu har set dette lys, men hvor er det dog ligegyldigt for den, der har det set! Ingen af os skal leve vor næstes liv. Kun ét bærer vi ansvaret for: vort eget liv! Og kan nogen lykke her tænkes større, betyde mere end den at vinde en sådan grad af indsigt, af menneskelig forståelse, at dette vort eget lille liv begynder at skifte karakter, begynder at blive lysende der, hvor mørket før herskede enevældigt? Og er det ikke netop det, mødet med Livets Bog har betydet for os? Om man rent fysisk kunne se, hvor meget Martinus tanker allerede har betydet af onde ord, der nok blev født, men aldrig sagt, af glødende had, nyfødt og farligt, der, takket være hans analyser, blev kvalt, af vrede der, takket være ham, døde bort, og af ufødt godhed der, takket være hans ord, blev født, ville de, der betragter hans livsgerning med skepsis, blive én stor undren!

Og dog er det hele først begyndt! Ligegyldigt, hvad vi end får at se af virkningerne af dette værk, der nu er givet os, vil det være for intet at regne imod det, kommende slægter vil få at se! Hvor stort end det, vi har oplevet, forekommer os, så er det dog kun en ny kosmisk impuls' første beskedne virkning. Efter den vil lyset vokse og en dag omslutte hele jorden – det ved hver eneste, som ikke alene har læst Livets Bog, men også evnet at læse mellem linierne i den!

– – – – – – –

Da vi ville takke Martinus, afviste han enhver tak med de ord, at det var ham, der var alle os tak skyldig! Intet menneske har dog fået skønnere og mere rigt liv, end jeg har fået, sagde han! Og så tilføjede han stille: "Jeg har dog kun gjort det, Gud ønskede, jeg skulle gøre –".