Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Reinkarnation, transmigration (latin), metempsykose, palingenesia (græsk), Samsara (sanskrit), alle disse ord er betegnelser for det samme kosmiske princip, som på dansk har fået det knapt så gode navn: sjælevandring. Re-in-karno: tilbage i kødet, den latinske betegnelse, er blevet den mest anvendte i vor kulturkreds, hvilket dog ikke vil sige så meget, da reinkarnationstanken hidtil ikke har haft stor udbredelse i Europa eller Amerika, hvor enten dogmatisk-kristelige eller materialistiske ideer har været og endnu er de dominerende.

Både i hinduismen og i buddhismen er reinkarnationstanken et grundlag for den religiøse tro, hos jøderne findes den i den kabbalistiske mystik, og hos muhamedanerne i visse kredse hos shiiterne og sufierne; men hvorledes står det til med denne tankes forhold til kristendommen? I urkristendommen fandtes reinkarnationstanken, men den blev forkætret, og den ortodokse kristendoms tilhængere vil absolut påstå, at reinkarnationstankens forbindelse med kristelig tankegang er kætteri eller synkretisme (religionsblanding), og at kristendom og reinkarnation intet har med hinanden at gøre. Sådan som kristendommen er blevet fortolket og forkyndt i Europa først af en katolsk og senere også af protestantiske, dogmatiske kirker, må man også sige, at dens grundtanker, nåden, forsoningen og frelsen ved Kristi blod fuldkommen udelukker enhver tanke om udvikling og om, at det enkelte menneske kan gøre noget som helst udover blindt at tro. Reinkarnationen har overhovedet ingen betydning set i dette perspektiv, hvor der kun er to muligheder, himmel eller helvede, frelse eller evig fortabelse. "Reinkarnationstanken vil gøre Gud overflødig og er derfor den rene ateisme", hævder nogle teologer. Og ligeledes, at: "man udfra reinkarnationstanken kun gør det gode for sin egen kommende skæbnes skyld og ikke for Guds, næstens eller det godes egen skyld, og derfor er denne tanke amoralsk". Medens man soner én skyld, pådrager man sig 100 andre", har man også indvendt, "og de må så sones i kommende liv, så må fødslernes og lidelsernes hjul jo rulle i det uendelige!" Disse indvendinger viser, at man kender til reinkarnation og karma som myte og som en slags dogmatik, men ikke kender noget til den kosmiske logik, de repræsenterer. De viser også, hvorledes man, når det drejer sig om at kritisere en religiøs tro, der er anderledes end ens egen, gerne vil forsøge at bruge den intelligens, som man ikke ønsker at anvende, når det gælder ens egen religion. I Østen er reinkarnationen, når det drejer sig om almindelige menneskers forhold til den, også en tro, der bygger på myter, mystik og for den sags skyld også dogmer, noget man ikke søger at bevise, selv om man med glæde – nærmest som en slags åbenbaring – modtager beretninger, der viser, at enkelte mennesker, som f. eks. Shanti Devi, undtagelsesvis kan huske tidligere inkarnationer. Nogle mennesker finder det naturligt at tro på nåde og forsoning og andre at tro på reinkarnation og karma, og hver for sig kan de være salige i deres tro; men hvad med de millioner af mennesker, som egentlig gerne ville tro det ene eller det andet, men som ikke kan, fordi tro ikke er en viljessag?

Martinus kosmiske analyser er ikke skabt til mennesker, som har en blind tro, enten det er tro på reinkarnation eller tro på nåde og forsoning; de er skabt for at kunne blive en hjælp til selvhjælp for søgende mennesker, som ikke uden videre kan tro det ene eller det andet, men også ønsker at kunne forbinde deres intelligens og evne til at forstå med deres religiøse livssyn. I Martinus verdensbillede forbindes reinkarnationstanken med kosmisk logik, så man forstår, at den er en af de naturlige virkninger af universets kredsløbsprincip, som gælder såvel i makro- som i mellem- og mikrokosmos. Gennen analyser af det treenige princip i verdensaltet, af livs enhedsprincippet, polprincippet, kontrastprincippet og perspektivprincippet kan den søgende forsker tilegne sig en forståelse af sin egen tilstedeværelse i denne verden i dette øjeblik på basis af sin evige fortid og med en evig fremtid for sig, hvis detaljer han selv er med til at skabe gennem de tanker, følelser og handlinger, der i nu'et udstråler fra ham. Hans person er kun en del, og kun en midlertidig del af ham, en virkning af hans bevidsthed i den fysiske materie, som begyndte, da han som et diskarneret væsen i en åndelig, helt igennem elektrisk verden, kom i kontakt med sit vordende forældrepar, hvis fysiske forening resulterede i en sammensmeltet æg- og sædcelle, en koblingscelle. Denne består af elektriske ladninger, gener og kromosomer, hvoraf det diskarnerede væsen gennem de elektriske energier i sit skæbneelement tiltrækker nogle og frastøder andre. Fosterdannelsen er en repetition af hele det levende væsens udviklingshistorie i denne udviklingsspiral, og denne repetition fortsætter efter fødslen indtil væsenets ca. 30. år.

"Men hvorfor kan vi ikke huske det, hvis vi dog har levet før?" Hvem husker hver dag og time af sin nuværende tilværelse? – kan man stille som modspørgsmål. Hvem kan huske, hvad han eller hun bestilte om fredagen for fire uger siden kl. halv fire om eftermiddagen? Det er, som Tagore har udtrykt det: "Vandreren husker ikke hvert skridt, han har taget på vej op ad bjerget, og dog er han nået så langt, som han er, og har fået det udsyn, han har, ved snart at løfte foden og snart at sætte den mod jorden". Ja, vi har som kosmiske vandrere fået et "udsyn", vi har fået vore erfaringer gennem oplevelser i svundne timer og dage, vi har oplevet forvandlinger i materie, i tid, i rum og i vor egen bevidsthed. Det er vort jeg, der har oplevet disse forvandlinger. Engang fyldte vore forældre så at sige hele vor bevidsthed, og vi blev grebet af angst ved tanken om, at vi engang skulle miste dem. Vi kom til at elske andre end vore forældre, som ikke gled ud af vor bevidsthed, men dog forholdsvis kom til at fylde mindre i den end før. En ægtefælle, børn, slægtninge, venner, flere kom til, og når vi "mistede" nogen, som man siger, var det en sorg, men ikke en sorg, som kunne fylde hele vor bevidsthed. Nogle kom efterhånden til at fortone sig bagude i vort mentale perspektiv, hvorfra vi somme tider ligesom kunne drage dem frem i minderne, men mindre og mindre detaljeret. Vore tidligere inkarnationer er fortonet så langt ude i vort mentale perspektiv, at vi ikke kan drage detaljerede minder frem, men de evner og talenter, vi har udviklet dengang, er naturlige bestanddele af vort væsen, vor skabeevnes udfoldelse og vor oplevelsesevne i dette øjeblik.

Foruden dette, at man ikke kan huske, kan man ofte møde den indvending, at det er forfærdeligt at skulle begynde forfra, at skulle ned i en barnevogn igen, at en Einstein f. eks. skal i skole og lære, at 2 og 2 er 4. Men man begynder ikke forfra! Medens fosterdannelsen og den tidlige barndom finder sted, d.v.s., medens grundlaget for at kunne udfolde sin bevidsthed i den fysiske verden fornyes ved skabelsen af organismen og udviklingen af hjernen, finder de egentlige oplevelser sted i den åndelige verden, i salighedsriget. Det er derfor, barneøjnene stråler, og først gradvis overføres dagsbevidstheden til den fysiske verden. Når et geni ( som f. eks. en Einstein) fødes igen og kommer i skole, vil læreren snart opdage, at denne lille dreng – i alt fald når det gælder regning – er meget lærenem. Han genkender nemlig, som Sokrates sagde, metoder og principper og længes efter at komme videre i lektierne, medens andre af kammeraterne måske har svært ved at følge med, fordi de ikke har udviklet særlige evner på dette område i tidligere liv. Med hensyn til teologiske indvendinger: at reinkarnationstanken skulle gøre Gud overflødig, og at man da kun skulle gøre det gode for sin egen kommende skæbnes skyld, så er de heller ikke holdbare over for den kosmiske logik. I Martinus kosmologi spiller forholdet til Gud gennem bønnen og gennem vor næste (gennem hvilken vi også møder Gud) en væsentlig, for ikke at sige den væsentligste rolle. Gud er ikke en begrænset skikkelse, men det væsen, hvori vi "lever, røres og er", hvis evige skaberkraft som guddommelige skabeimpulser påvirker "gudesønnerne" og deres skabe- og oplevelsesevne og bevirker en evig forvandlingsproces, som er en evig fornyelse og udvikling. Så længe man kun ville gøre det gode med henblik på belønning i fremtiden, er det kun en slags "dressur", men livet og erfaringerne medfører uvilkårligt, at der bliver mere og mere, et menneske ikke nænner at gøre både udfra sin tanke og sine følelser. Det gode udvikles som noget spontant, og med intuitionens udvikling forbindes menneskets kærlighed med Guds kærlighed, så mennesket bliver et strålende redskab for denne. Skæbneloven virker så hårfint, at den, som sår det gode "på beregning", ikke vil opleve samme gode som høst, som den, der gør det gode for det godes egen skyld. Og endelig indvendingen: "Medens man soner én skyld, pådrager man sig 100 andre". Gennem Martinus analyser af skæbnedannelsen får man et klart indblik i, at ens "karma" ikke er at "sone en brøde", men at gøre en nødvendig erfaring, der samtidig kommer til at vibrere i ens aura eller elektro-magnetiske kraftfelt som en særlig bølgelængde, der virker som beskyttelse mod kræfter udefra. Ellers ville "fødslernes og lidelsernes hjul" ganske rigtigt blive ved med at rulle, men takket være oplevelsens og skabeevnens udvikling vil menneskeheden gå frem i kærlighed og visdom, og den tid vil oprinde, da andre og højere verdener end denne klode vil blive det naturlige virkefelt for vor skabende bevidsthed. Men vi må lære livets love og energier grundigt at kende, før vi suverænt kan bruge dem, og til dette studium er Martinus værk den hårdt tiltrængte lærebog, der – som alle andre lærebøger – kan få uvurderlig værdi for os, hvis vi bruger den i praksis.