Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1960/25 side 9
MARTINUS
LIVETS BOG
Citat fra tredie bind stk. 769.
 
"Som vi allerede har nævnt, kan ingen form for skabelse manifesteres uden at være identisk med forvandling af en allerede i forvejen eksisterende ting. Dette vil igen sige, at materialet for enhver form for skabelse allerede eksisterer som et produkt af vilje og bevidsthed, er helt eller delvis noget, hvormed et eller flere jeg'er i forvejen har udtrykt eller tilkendegivet deres eksistens. Alt materiale for skabelse er således allerede fremtrædende som bearbejdet af vilje og bevidsthed. Når det skal tages i brug som materiale for skabelsen af nye former for synlighed må det altså forvandles. Med denne forvandling bliver dets natur som udtryk for en eller anden tilkendegivelse af det jeg's eller de jeg'ers eksistens, af hvilket dets nuværende form er skabt, nedbrudt. Enhver skabelses grundanalyse består derfor i at nedbryde og opbygge. Intet kan således skabes eller blive til, ligegyldigt om det er en materiel ting, eller det er en åndelig ting, hvilket vil sige: tanke, uden i kraft af en nedbrydning og opbygning. Men når skabelse udelukkende kun kan eksistere på basis af en kombineret nedbrydning og opbygning, bliver generalanalysen af jeg'ets skabeevne dermed synlig som udgørende en nedbrydnings- og opbygnings evne. Men derved bliver livets oplevelse jo også synlig som udgørende en oplevelse af nedbrydning og opbygning. Det er denne nedbrydning og opbygning, der ligger til grund for det gamle ordsprog: "den enes død er den andens brød". Intet nyt kan vokse op uden på ruinerne af noget andet. Nutiden må hvile på ruinerne af fortiden, medens fremtiden vil komme til at hvile på ruinerne af nutiden. Det bliver dermed en kendsgerning, at man kun kan manifestere sig eller bygge tilkendegivelsen af sin eksistens op ved hjælp af noget, man i forvejen har nedbrudt eller opløst. Denne forenede nedbrydning og opbygning er "kosmisk kemi". Materialet for denne "kemi" kan altså kun være det, der er genstand for nedbrydningen og opbygningen."