Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Efter at have tilbragt de sidste tre vintre i Indien er det ganske mærkeligt at opleve kulden og mørket påny. Og dog. Livets kontrastprincip er nu en god ting! Jeg har faktisk nydt den blide overgang fra sommer til sensommer, til efterår og nu til vinter langt mere end nogen sinde før i mit liv. Ikke således, at jeg ikke har savnet Indiens sol og varme, for det har jeg, men det hårde, hvide sollys, som behersker tropelandene, har ikke den blege sols charme, og den indendørs hygge, vi nu oplever, er jo så temmelig ukendt for inderen, så alt i alt føler jeg det som en meget stor glæde påny at opleve den særegne stemning, som tiden ind under jul altid vil være for os nordboere.

Tiden siden sommeren har været en travl tid for hver og en af os. Vort arbejde er inde i en meget levende vækstperiode, og min frygt for en eventuel svigtende deltagelse i foredragene på grund af fjernsyn og andet har vist sig aldeles ubegrundet. Som De måske vil erindre, efterlyste jeg i mit "åbne brev" til Dem i september nye ideer til hjælp for os i vor kamp for at sprede Martinus tanker, og vi havde den store glæde at modtage mange breve med udmærkede forslag. Noget virkeligt nyt bragte disse forslag os ikke, men de bekræftede en tanke eller idé, vi længe har arbejdet med, og som jeg i det efterfølgende gerne vil berøre, fordi tiden nu er inde til at realisere den.

Grundstammen i vort arbejde er naturligvis Martinus hovedværk "Livets Bog", der netop er afsluttet. Ud fra tankerne i dette værk er alle sagens øvrige funktioner bygget op præcis som grene på et træ. Hver for sig har disse "grene" udviklet sig på en måde, vi alle har grund til at være glade for. Feriebyen har således fulgt sin egen linie og har gennem årene udviklet sig til at blive et overordentligt betydningsfuldt led i vort arbejde. Det samme gælder Kontaktbrevene og nu også det netop påbegyndte Korrespondancekursus, der straks i starten har haft en solid succes. Medens feriebyens udvikling nu må siges at være stabil – livet har jo her selv sat en given grænse – så ligger forholdet anderledes, når talen drejer sig om de to andre nævnte funktioner. Ny er her Korrespondancekurset, som må have en vis tid til at stabilisere sig selv, men den sag ligger trygt i Per Bruus-Jensen's hænder. Anderledes derimod med Kontaktbrevene, som rent økonomisk indebærer muligheden for at blive den faktor, der kan blive vort arbejdes økonomiske hovedpulsåre. Kontaktbrevene har været i værkst fra den første dag, de udkom, og har dermed bekræftet deres egen værdi. Dette erkendes klart fra alle sider, og det er da også dette område, samtlige forslagsstillere har peget på som det, vi burde koncentrere os om. Men hvordan? Forslagene er mange og ikke alle lige realisable. Og dog går der gennem dem én tanke, som vi har fæstnet os ved, og det er den, at der her er et område, hvor alle kan være med. Lad os prøve at se meget nøgternt på problemet. De fleste, for ikke at sige alle, der virkelig har forstået Martinus mission, ønsker hans arbejde al den fremgang, det er muligt. Men ikke alle har i sig evnen til at bidrage til denne fremgang. Det er nu engang sin egen sag at have en livsinteresse, selv ens bedste venner måske ryster lidt på hovedet af, og de fleste mister, efter nogle mere eller mindre heldige forsøg derpå, lysten til at "missionere" for den tankeverden, der, trods alt, betyder så uendelig meget for dem selv. Årsagen her er ganske klar. Martinus arbejde befinder sig på et meget højt plan, åndeligt set, og det er i dag fremdeles kun de færreste, der ønsker at lave deres liv om. De fleste vil gerne være idealister – når idealismen blot kan holdes inden for den almengældende livsforms rammer. Det er nødvendigt at se denne kendsgerning i øjnene. Lå Martinus verdensbillede den almengældende tankeverden betydeligt nærmere, end tilfældet er, ville muligheden for dets udbredelse også være betydeligt større, end tilfældet er. Men da ville det blot ikke være det verdensbillede, som skal bære kommende slægters åndelige liv.

Men hvad kan man da gøre? Spørgsmålet brænder i os alle, og jeg tror, at de mange har ret, der har foreslået os med visse mellemrum at vedlægge en "adresseliste", på hvilken man kunne nedskrive navne og adresser på de mennesker, mannaener har en vis mulighed for at forstå Martinus arbejde og så overlade "resten" til Instituttet. Og her er det så, at en bestemt idé har føjet sig ind, og som går ud på, at Instituttet skulle sende disse muligt interesserede mennesker Kontaktbrevene i en kort tid, f. eks. 2 måneder, gratis, for derigennem at give dem en rimelig chance for at se, hvad Martinus arbejde virkeligt byder på.

Ideens realisation forudsatte imidlertid et vist forarbejde. Man måtte være i besiddelse af et givet propagandamateriale, som så enkelt som muligt belyste vort arbejdes forskellige funktioner samt et "prøvebrev", som kort og instruktivt gør rede for årsagen til, at et os ellers ubekendt menneske pludselig står med et af vore Kontaktbreve i hånden. Dette forarbejde har vi nu udført. De har alle – håber vi da – modtaget vor nye brochure, som giver enhver interesseret et klart indblik i vort arbejdes forskellige funktioner, vor litteratur og vor ferieby. Derudover har vi udarbejdet et instruktivt prøvebrev, i hvilket vi gør modtageren opmærksom på, at han eller hun modtåger dette prøvebrev på opfordring af en af vedkommendes venner eller bekendte (navnet opgives ikke, såfremt det ikke direkte forlanges). Derudover meddeler vi, at såfremt modtageren ikke direkte frabeder sig det, vil han/hun modtage vore Kontaktbreve vederlagsfrit de kommende to måneder.

Sandt nok bliver dette en økonomisk belastning for os, men lykkes denne idé – og herom synes alle at være enige – så betyder dette intet i sig selv. Imidlertid er ideen på forhånd dømt til at mislykkes, om det samarbejde, der forudsætter dens succes, udebliver! Det er her, vi står over for denne tankes ubekendte X. Men hvorfor skulle den mislykkes? Enhver af os møder året rundt på vor vej mennesker, vi "føler" er modne for Martinus verdensbillede. Vor følelse kan være forkert, nuvel, men deri er der ingen skam. Er den derimod rigtig, er det et stort spørgsmål, om vi ikke svigter vort livs inderste mission, nemlig den at være "budbringer" for de magter, af hvilke også vort eget liv er afhængigt, om vi ikke gør os den ulejlighed blot at sende Instituttet vedkommendes adresse. Det er her, at vesterlændingen er anderledes end østerlændingen, som føler det som en dyb pligt at viderebringe en åndelig oplysning, der har bragt ham selv stor glæde og nytte. Personligt mener jeg, at vi bør gøre dette forsøg og oven i købet starte med det samme. Julen er en udmærket tid til at sætte sig hen en stund og i tankerne gennemgå de mennesker, man kender, og stille sig selv spørgsmålet: "Vil han eller hun kunne forstå Martinus?" – og hvis man så kommer til et positivt resultat da indføje vedkommendes navn og addresse på medfølgende liste og så overlade resten til os!!!

– – – – – – –

Vi nærmer os igen et årsskifte, og trods alt lyst og godt i tiden synes horisonten mørk og truende. Vældige kontinenter er i opbrud, og også den hvide mands verden er fyldt med strid og uro. Alt for mange pile fra fortiden peger hen på, at perioden mellem 1960 og 1970 er udset til at skulle danne rammen om det mentale mørkes kulmination, til at man helt tør ignorere tanken. I Afrika trues F.N. af en fiasko, denne vældige sammenslutning muligvis ikke kan overleve, og i Asien rører kræfter på sig, der på øjeblikke kan styrte verden ud i en uoverskuelig katastrofe. Ligegyldigt hvor optimistisk man end er, så er det svært at skjule for sig selv, at den fred, vi i øjeblikket oplever, hviler på et så spinkelt grundlag, at nærmest kun et mirakel kan holde den gående. Nej, det er ikke i den ydre verden, man i dag kan hente inspiration til overbevisningen om fredens endelige sejr i verden. Denne inspiration kan kun hentes i vor egen indreverden, i vort for intuitionen tilgængelige evige erfaringsmateriale, der for den, der virkelig evner at se det, rummer de endegyldige beviser for, at menneskeheden er på vej. Er på vej imod en verden så modsat den, vi nu oplever, at vi næppe har fantasi nok til at forestille os denne nye, kommende verdens virkelige skønhed.

Mange af os mødte Martinus tanker, da vi endnu var meget unge og vor sjæl derfor et føjeligt ler. Med begejstring greb vi de vældige syner, han oprullede for os, og dyb ville smerten vel have været, om livet senere havde vist os, at vi var faldet for en "lygtemand". Men faldet er kun dem, for hvem synerne ikke var alvor nok. Som ikke til bunden forstod, hvad det var, de virkelig mødte. Alle vi andre ser i dag med de svundne års erfaring bag os, at havde vi ikke mødt Martinus rige og brændende, inspirerende tankeverden, ville også vi forlængst have været indrulleret i tidens vældige hær af åndeligt rodløse og ulykkeligt ensomme mennesker. Nu er det anderledes. Nok er vi ensomme, men vi er bevidste i vor ensomhed som positiv. Vi har forstået, at kun vi og vi alene kan og skal leve vort eget liv. Vi kom nøgne, og vi vil gå nøgne. Men vi vil ikke komme til at gå ulykkelige! Jo ældre vi bliver, desto klarere vil vi se, at det vi gav vort livs timer til, har selve evigheden i sig. Af natur var vi født til at søge udover os selv, til at ville mere end blot os selv, og allerede nu står de fleste af os med høsten i hånden. Foran vore øjne har vi set vældige dramaer udløse sig, men intet øjeblik har rædslen i disse dramaer kunnet fratage os overbevisningen om, at der bag selv enhver nok så stor eller nok så lille tilsyneladende uretfærdighed befandt sig en plan, der, for helhedens skyld, skulle og måtte opfyldes. Det er denne koncentrerede indstilling på "meningen bagom tingene", der er blevet det urokkelige resultat af vort kosmiske studium. Hver og en af os har for ofte set sandheden i Martinus ord om, at "intet af det, vi ser, er det, det ser ud til at være!", til at vi kan fornægte denne sandhed, Martinus tvang os med sin klare logik ud af de mentale fængsler, vor sjæl før var fange i, og i dag ser vi, at som det er gået os, vil det gå enhver, der for alvor har mod til at tage tanken om sin egen evige eksistens så alvorligt, at han i det mindste går til angreb på den! Vi gjorde det, og i dag ved vi det om denne tanke, dén ikke ved, der aldrig har haft mod til at undersøge dens mulige virkelighed. Men vort fysiske liv er kort, og jeg ved mig i dyb kontakt med mange, når jeg skriver, at vi må gøre noget. Gøre noget for den menneskehed, vi lever iblandt, og hvis største ulykke er dens umådelige uvidenhed. Jeg mener at være mig mit eget ansvar dybt bevidst, men jeg ser ganske klart, at mine muligheder er yderst begrænsede. Men står vi sammen, stærk og svag, kan vi løfte den opgave, det er at bidrage til, at mennesker, med hvem vi kommer i berøring, kan få del i det kosmiske lys, vore egne øjne har skuet. Lad os gøre det. Ikke alene for de andres skyld, men også for vor egen! For også vi skal en dag se vort nuværende liv fra en kyst, fra hvilken ingen er vendt tilbage, og i det øjeblik skulle vi helst ikke opleve for megen unødvendig fortrydelse. År efter år har Martinus givet os sit liv, og nu ligger hans bevidsthed endelig udmejslet foran os i et værk, der aldrig vil forgå, så længe den menneskelige ånd søger mod stjernerne. Men dette værk er lagt i vore hænder – måtte vi aldrig glemme det!