Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det hænder, at små ting, ganske små ting i den ydre verden, sender en glad strøm af livslyst gennem ens nervesystem og lader en føle netop den glæde ved at være til, der må være livets inderste mening. Jeg oplever sådan en lille, men tindrende lys glæde i dette øjeblik, hvor en stær sidder uden for mit vindue og fløjter af livsens lyst! Vi har haft den hele julen, og den synes ikke at være indstillet på at forsvinde. Jeg ved, det hænder, at stære overvintrer hos os, men har ikke selv oplevet det før. Netop i disse korte, mørke dage virker dens livsglade fløjt som en hilsen fra den lyse tid, vi nu ved er på vej, som en påmindelse om, at selvom det endnu er mørketid, så har også mørket sin egen grænse.

Som altid var julen en vidunderlig oplevelse her i huset. Med Tokio som yderste grænse mod øst og Madras mod syd, Los Angeles mod vest og Reykjavik mod nord o strømmede glade og inspirerende hilsener ind til os fra næsten alverdens lande. År for år vokser strømmen af kærlige breve til os fra mennesker, for hvem vort arbejdes liv er blevet deres eget liv, og det enten de bor i vort eget land, i vore to skønne nabolande eller udover den ganske jord. At dette er en stor glæde, en stor inspiration for os alle og især for Martinus, tror jeg, De forstår. Gerne besvarede vi enhver hilsen, ethvert brev, men det er forlængst blevet umuligt og ventes næppe heller af os. Men vi ønsker, at enhver, der har skrevet til os, skal vide, at hver og en af os er meget lykkelige for disse hilsener her ved jule- og nytårstid, og at vi af hjertet gengælder enhver kærlig tanke, ethvert kærligt ønske, der er sendt os!

Vi er nu i et nyt år, og jeg tror, vi er mange, der i dets fødselsstund gjorde os vore egne tanker om dette år, der nu er begyndt. Det er så naturligt at ville være optimist, at ville se alt det lyse og gode ved livet netop i det øjeblik, klokkerne ringer et nyt år ind, og det er også rigtigt at møde det med den indstilling. På den anden side giver livet os jo vore erfaringer for, at vi gennem dem kan have en rettesnor for vore handlinger, Og som det er i det små, er det også i det store. Har man først én gang ikke alene forestillet sig jorden som et levende væsen, men også indstillet sig på, at den er det, har man brug for megen optimisme for at se lyst på de begivenheder, der synes at være under udvikling. Kosmisk set nærmer menneskeheden sig et voldsomt vårbrud. En knugende vinterperiode går mod sin afslutning, og under de iskolde og hårde tankeklimaer, som nu gennem årmillioner har behersket livet, mærkes nye kræfters indflydelse stærkere og stærkere. To gange i vort liv har brydningen mellem disse kræfter forårsaget frygtelige verdenskrige, og netop ved dette årsskifte spørger mange mennesker jorden over med bange hjerte: hvor længe varer freden?

Sandt nok passerer vi selv et højkonjunkturområde, og øget velstand mærkes overalt i Europa, så rent fysisk har vi alle grund til at være taknemmelige og til at se på "dagen og vejen" med større tillid og tryghed end måske i mange år. Men Europa er ikke verden, kun en beskeden del af den og måske ikke længere den del, hvor de største brydninger skal finde sted. Ser man på kloden som udtryk for en bevidsthed, må Europa vel siges at være den del af denne vældige bevidsthed, der er mest udarbejdet, og hvor muligheden for et regulært samarbejde er mest til stede. Selv om mange mennesker ikke kan lide udtrykket "velfærdsstat", er det ligefuldt en kendsgerning, at den del af Europa, vi kalder "Skandinavien", nu rent socialt er nået så langt frem, at den udgør en model for stater fjernt fra vore breddegrader. Man kan have hvilken mening, man vil, om det tempo, i hvilket Skandinavien er nået frem til sit relativt høje sociale stade, én ting står fast: der går ingen vej tilbage! Ingen i vor verdensdel vil give afkald på de opnåede goder, tværtimod, vor sociale struktur vil fortsat blive udbygget efter de humanistiske principper, vi her anerkender.

Men netop fordi vi har opnået så meget, glemmer vi let, at der uden for det rummæssigt beskedne Europa findes områder, hvor vort liv må forekomme som en skøn drøm, som et Utopia. Disse områder udgør dele af klodens bevidsthedsliv, hvor den mentale kulde endnu udgør en dominerende faktor, og hvor den humanisme, vi dagligt oplever som dagklar virkelighed, kun er et svagt spirende håb. Men livsrytmen er ikke længere den samme som for hundrede år siden. Vældige impulser, der alle sigter mod frigørelse, mod selvstændighed og – hvad der forekommer mig uhyre betydningsfuldt – mod et humant liv, går gennem klodens bevidsthed og påvirker hvert eneste større eller mindre menneskesamfund jorden over. Intet område er længere upåvirket af disse midtpunktsamlende kræfter, der alle koncentrerer sig i drømmen om et internationalt verdensrige, om "Verdens forenede Stater".

Livet lærer os i disse år at tænke i større linier og i større baner end før. Vi er ikke længere borgere i en lilleverden, der kun rygtevis hører om begivenhederne uden for vore egne døre. Gennem tekniske apparater, vore forfædre end ikke drømte om, er vi konstant i berøring med "alle de andre" og det på en sådan måde, at opståede og opstående konflikter fjernt fra vore breddegrader øjeblikkeligt påvirker vort sind og skaber angst og uro, skaber utryghed ved livet. Der er næppe nogen tvivl om, at dette forhold forekommer mange mennesker ondt, og at tusinder synes, at livet i "gamle dage" var langt mere fredeligt og altså langt bedre. Men disse mennesker lever på en illusion. Hvor ondt livet end i dag kan forekomme at være, er det et langt bedre liv end fortidens, for det er et liv, der indebærer en fremtid af ubegribelig skøn karakter. Vi behøver kun at se ind i os selv for at forstå dette. For også vi levede engang i en kold verden, en verden, hvor vi i alt var os selv nok. Der har virkelig været en tid i vor evige udvikling, hvor størstedelen af vor sjælelige struktur var undergivet en kosmisk kulde, der ikke levnede vor næste altfor meget, hvor vor kærlighed lige netop strakte sig til vore egne, til dem, med hvem vi var blodforbundne og det endda kun til dem, der stod vort eget blod nærmest. Også vort lille lands historie fortæller om blodige krige, om slægtsfejder og om en ondskab, der kun kan have rod i åndeligt tilfrosne hjerter. Vi er igennem dette nu, men det, vi har oplevet, skal alle andre også opleve. Blot får de næppe den tid til disse oplevelser, vi fik. Og det er netop i dette forhold, mange af os søger grunden til den ængstelse, hvormed vi betragter det år, der nu er begyndt. Både i Asien og Afrika hænger mørke, truende skyer lavt på den mentale himmel, og et uvejr, hvis dimensioner ingen kan overskue, kan bryde løs når som helst. Nej, kosmisk set er det langt senere, end vi tror. Den verden, der var, den verden vi troede at kende, er ikke mere. Vi oplever netop i vort århundrede den "alles kamp imod alle", der er bebudet som et ubedrageligt kendetegn på "de sidste tider" eller den periode, menneskeheden gennem utalte århundreder har lært at frygte.

Men der er ingen grund til frygt! Intet menneske har ret til, ej heller grund til at tro, at den homogeniseringsproces, der nødvendigvis må gå forud for skabelsen af et altomfattende verdensrige, skulle blive ublodig. Verdenshistorien har tilfulde vist os, at "blod, sved og tårer" er oplevelser, der hører med i enhver krise, og at det kun er udtryk for naivitet at tro, at vi en morgen vil vågne op og finde os selv som verdensborgere i et samfund uden grænser og uden de restriktioner, der gør livet af i dag så kompliceret, som tilfældet er. Nej, vi skal uden tvivl igennem store og ofte meget deprimerende vanskeligheder i den sidste del af dette århundrede, og mange vil vel tabe både modet og troen undervejs. Men vi kommer igennem! Jorden er ikke bestemt til at blive en undergangens skueplads, hvor mennesker ved hjælp af raketter og atombomber "udraderer" hinanden. Den er bestemt til at blive den verden af ånd, kunst og skønhed, alle store ånder gennem alle tider har drømt den. Det er kun målt med vor beskedne alen, at tingene tager sig ud, som de gør. Bagom det hele følger udviklingen sin egen plan på akkurat samme måde, som vi følger en plan, der engang vil lade os opstå som mennesket, der "har fuldendt løbet og nået målet!" I dag kan vi se, at målet for vort vedkommende er det fulde og absolutte herredømme over de kræfter i vort sind, der vil smerten og elendigheden, både for os selv og for vore omgivelser – og nøjagtigt det samme gør sig gældende for klodens vedkommende. På dette område står både mikro-, mellem- og makrokosmos ens! Men tidsopfattelserne er forskellige. Hvad der er evigheder for vore mikrovæsener, er kun timer for os, og hvad der i klodens historie er yderst begrænsede tidsintervaller for den, er evigheder for os. Det er dette, man må have i sine tanker, når man betragter livet, som det i øjeblikket ytrer sig. Og målt med evighedens alen er der uendeligt meget lys i verden i dag, og uendeligt meget er hastigt på vej. For det er ikke livet, der er noget i vejen med, det er os, det er vor måde at betragte og vurdere dette liv på! Om vi blot alle var opdraget til altid at vurdere det, vi er vidne til, med en kosmisk målestok, ville meget være vundet. Da ville vi ikke som nu forbande mørket i verden, men derimod se dets bitre nødvendighed. Da ville vi forstå, at som vi selv må have tid til at opleve og gennemleve vore illusioner, må kloden som levende væsen betragtet have sin tid! Martinus har på en vidunderlig klar og umådeligt inspirerende måde vist os, at kloden i sin udvikling er foran os, og at det, vi er vidne til, er virkninger af de beslutninger, den forlængst har truffet. Med andre ord: som vi ikke kan træffe bestemmelser om en ny væremåde, både fysisk og psykisk, uden at det får en revolutionerende indflydelse på mikrovæsenernes liv i vort univers, kan klodevæsenet heller ikke træffe sine bestemmelser, uden at det får en – i dette tilfælde – endog meget drastisk indvirkning på vort liv. Og her er det, at Martinus viser, at kun det menneske i dag står stærkt, hvis vilje har bragt sig i nøje overensstemmelse med klodevæsenets vilje, hvorimod de, der står denne vilje imod, går deres egen undergang i møde.

Og hvad er da klodevæsenets vilje i dag? Sagt med et enkelt ord: freden! Og det er dette dybe ønske om fred, denne den mest koncentrerede vilje på en fred, der i alt er krigens modsætning, som er den dybestliggende årsag til de vældige impulser, der nu gennemstrømmer klodens organisme og påvirker os alle. Men disse impulser ville være uden betydning, om ikke også vi bag os nu har et selvoplevet erfaringsmateriale, der gør denne altomfattende fred så tiltrækkende for os, at vi virkeligt ikke alene ønsker den, men også er villige til at ofre for den.

Det er dette dybe samspil mellem klodevæsenets og menneskets vilje, der i dag er verdens lys, verdens håb! Stærkere og stærkere virker fredens kræfter i verden, hvad der igen fører til, at mørkets kræfter nu for første gang i verdenshistorien for alvor træder ud af skyggerne og viser os deres sande ansigt. Onde ser de ud, og megen elendighed vil de frembringe, før deres endelige magt vil blive brudt. De er uden for os, og de er inde i os, men nu, hvor vi begynder at kende dem for det, de er, kan vi bekæmpe dem på en måde, vi aldrig før har haft mulighed for. Det er i denne kamp, Martinus verdensbillede kommer til at spille en rolle, kun de forstår, der helt er trængt ind i dets inderste natur. Men disse mennesker – og deres tal øges dagligt – ser klart, at som den verden, der var, havde sit åndelige fundament, må den verden, der er i færd med at fødes, have sit. Uklarhed må afløses af klarhed, og uigennemtrængelig tåge må vige for dagklar sol. At denne proces må tage en tid, der ligger langt hinsides den, der i et enkelt fysisk liv er os beskåret, siger sig selv, og dette er da heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at man med egne sanser ser og forstår, at processen er i gang, så man kan træffe sit valg! Og her er det, at Guddommen gennem de udødelige analyser, det blev Martinus mission at give os, rækker os hånden på en måde, vi aldrig før har kendt. Tager vi imod denne hånd, bliver vort liv ikke lettere, ofte tværtimod! Men det bliver rigere, skønnere og dybere end nogen sinde før, rigere og skønnere for os selv, men også for den menneskehed, vi i dybet af vort hjerte altid drømmer om at tjene!

Med de kærligste nytårshilsener fra Martinus og samtlige medarbejdere!