Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hver morgen vågner vi til en ny dag, en spændende dag eller en trist dag, en morsom dag eller en kedelig dag, men i alt fald til en ny dag. Den første januar vågner vi ikke blot til en ny dag, men også til et nyt år, et nyt kredsløb af nætter og dage. Vi symboliserer det nye år som et lille barn og det gamle som en olding, der glider ud af vor synskreds. Det gamle år har haft sine livsaldre, sin barndom forrige vinter, sin ungdom det sidste forår, vi har oplevet, sin modne alder sidste sommer og sin alderdom i dette efterår, nu er det gledet ind i døden. Det er ikke gledet ud i glemselen; stadig vil én og anden mindes begivenheder fra 1960 og sige: "Kan du huske dengang". Det lever som fortid, som minder og erfaringer. Det er nok dødt rent fysisk, fordi det ikke mere er nutid, men det lever i en åndelig verden, i millioner af menneskers bevidsthed.

Vi vender os nu mod det kommende år med en blanding af forhåbninger og bange anelser i vort sind. Selv om dette at fejre nytår – ligesom julen – for en stor del er stivnet i konvention og vaner eller gledet ud i en forvrængende karikatur og udnyttet kommercielt, er tidspunktet, hvor vi glider fra et år over i et andet, et øjeblik af en mærkelig fortættet stemning for mange mennesker. Hvad vil det nye år bringe os? Krig eller fred? Sorg eller glæde? Sygdom eller sundhed? I mangt et sind – også hos dem, der ellers ikke kaldes religiøse – rettes en stille bøn mod det ukendte, en bøn, som det menneske, i hvis sind den er opstået, absolut ikke ville fortælle om til nogen anden. Den er en del af dette menneskes bevidsthed, som ikke vises for andre, men den er der og betyder mere end meget af det, der vises udadtil. Måske afbrydes dette øjebliks koncentration snart af omgivende larm, men det har dog efterladt noget i bevidstheden, et udgangspunkt, som kan få betydning i kommende dage.

Den mulighed for en god begyndelse, nogle benytter sig af, grebet af nytårets særegne stemning, har vi i virkeligheden hver eneste morgen. Det er det, Tagore fortæller i ovennævnte citat fra samlingen af poetiske sentenser: "Flakkende fugle"; hver eneste dag er en nyfødt dag, en dag med nye muligheder for fornyelse af evner og erfaringer. "Jeg skal dø igen og igen for at lære, at livet er uudtømmeligt", siger Tagore et andet sted i samme bog. Der taler han ikke blot om reinkarnationen, som er én form for kredsløb og livsfornyelse, men også om, at vi faktisk dør hver nat, når vi sover ind, og vågner til nyt liv hver morgen. Ligesom julen er en beretning om kristusbarnet, der fødtes, er den også, som Martinus fortæller det i sin lille bog: "Juleevangeliet", en beretning om kristusbarnet, der er ved at fødes i vor bevidsthed. For engang at komme til at opleve denne "store fødsel" må vi dø igen og igen, og vi må fødes atter og atter i nye inkarnationer med nye evner og erfaringer. Men reinkarnationernes kredsløb består jo af mindre kredsløb, af år, af dage og nætter, af timer, minutter og sekunder. Og det, vi kalder tiden, begivenhedernes forløb, er netop det, der giver os mulighed for den livsfornyelse, som engang vil medføre kristusbevidsthedens eller den kosmiske bevidstheds udfoldelse i vor vågne dagsbevidsthed. Ligesom det vil få betydning for os selv og vore omgivelser, om vi kan sprede julens grundtone, lys og gaver, ud over hele året, har det også sin betydning, om vi kan se på hver ny dag som en del af det nye år og de nye muligheder, der gives os, for det er i virkeligheden "nytår" til og med den 31. december.

Tagore taler om at se på den nye dag som på et nyfødt barn, og vi symboliserer det nye år som et lille barn. Til dette symbol: "Barnet" knyttes der ganske naturligt forhåbning og forventning, som vi også kender det gennem julens koncentration på kristusbarnet. Barnet er fornyelsens tegn. Al såkaldt begyndelse er jo i virkeligheden fornyelse af noget, som i forvejen var. "Hvert barn kommer med det budskab, at Gud ikke har opgivet mennesket", siger Tagore også. Hvert barn, der fødes, betyder ikke blot nye muligheder for et levende væsen på dets evige livsbane, men også nye muligheder for menneskeheden, der gennem et enkelt væsen somme tider har modtaget impulser og inspiration, der har kunnet virke fornyende og åndeligt stimulerende gennem årtusinder. "Men der fødes også mennesker, der tværtimod har været som en svøbe for menneskeheden", vil man måske indvende. "Væsener, som har trukket tusinder af andre ind i krig, voldshandlinger og gruopvækkende begivenheder, der er som sorte, uafvaskelige pletter i menneskehedens historie". Ja, menneskehedens historie er en kæde af beretninger om mørke og lyse begivenheder, der er vævet ind i hinanden som et livsmønster af ondt og godt, og vi har alle sammen mulighed for at være med til at danne enten mørke eller lyse tråde i mønstret. Vi er nok også alle medvirkende til begge dele i forskellige grader, men "den frie vilje", som mennesket taler om, er netop en frihed til at vælge og gøre enten det ene eller det andet, en voksende frihed til at være med til at skabe de lyse sider, efterhånden som erfaringerne udvides, menneskekærligheden vokser, og skabeevnen udvikles. Men hvordan havde vore erfaringer, vor menneskekærlighed og vor skabeevne været i dag, om ikke vi havde haft mulighed for at opleve det såkaldte onde? Kun ved at erfare det til bunds, kan vi også lære at overvinde det. Gennem vildfarelsernes mørke når vi frem til sandhedens lys, og det er netop dette lys, som nu er livsfornyelsen for os. Med sine kosmiske analyser giver Martinus mennesket mulighed for at gøre status, hvilket jo vil sige at finde ud af, i hvilken tilstand det befinder sig og hvorfor. Men hvorfor gør man status? For på baggrund af denne opgørelse af fortidens debet og kredit at prøve at finde ud af de bedste muligheder for fremtiden. Hele sin lange udredning af menneskehedens fortidige udviklingstrin, "fra mineral til menneske", har Martinus udelukkende skabt for at belyse nutiden og fremtiden og vise menneskene de naturlige årsager til, at vor verden i øjeblikket er en mental jungle, og de muligheder hvert enkelt menneske har for at være med til at gøre den anderledes; at forvandle den til en næstekærlighedens og logikkens verden.

Mange vil uden tvivl mene, at dette er en selvmodsigelse, at en næstekærlighedens verden ikke vil have meget med logik at gøre, og man vil mene det, fordi man hverken har noget særlig stort kendskab til logik eller næstekærlighed, idet man, når man tænker på logik, kun vil forbinde den med neutral og kølig intelligens, og når man tænker på næstekærlighed, vil man kun forbinde den med følelser. En sådan indstilling kan ændres ved et nærmere studium af Martinus verdensbillede, hvori den "kosmiske kemi" eller blandingen af energierne i vor bevidsthed spiller en meget væsentlig rolle.

Vi er meget ofte enten stærkt intelligens- eller stærkt følelsesbetonede i vor livsudfoldelse, hvilket i begge tilfælde er en virkning af manglende indre balance, en mangel, som kommer til at give sig udslag i vor skæbnedannelse. Forsøger man at bruge den lærdom, "Livets Bog" og Martinus andre skrifter kan give én, i praksis, vil det sige, at man i hverdagen prøver at bruge en kosmisk logik, der er lige meget baseret på følelse og intelligens. Det vil sige, at man lader sine medmenneskelige følelser være meddirigerende i de handlinger, som ens intelligens eller forståelse af årsags- og virknings sammenhæng får én til at udløse, og at man lader sin intelligens eller omtanke være meddirigerende, hvor man før måske var tilbøjelig til at lade følelserne løbe af med én. Baggrunden for en sådan livsudfoldelse er en forståelse af de evige principper og livslove, som ligger bag vor hverdags hændelser. Først og fremmest en forståelse af, at vore medmennesker, som vi så gerne vil kritisere og ønsker skulle være helt anderledes, end de er, i dette øjeblik ikke kan være anderledes, og at det ikke er os, der skal lave dem om. "Den, som vil forvandle hele verden, kan med held – starte i dens centrum og begynde med sig selv", skrev Kumbel, og det er lige så sandt, som det er vittigt sagt. Det er til denne forvandling, Martinus med sin kosmologi giver en hjælp til selvhjælp, men arbejdet må gøres af det enkelte menneske, hvilket dog ikke betyder, at det er noget, vedkommende er alene om.

I vor praktiske tidsalder gælder det om at bruge sin intelligens for at klare sig, og intelligens beundres da også i al almindelighed som den største menneskelige egenskab eller evne, hvorved mennesket adskiller sig fra det egentlige dyrerige. Dog begynder det at gå op for flere og flere, at intelligens alene ikke kan skabe en menneskelig verden, så havde det været gjort nu. Der er andre menneskelige evner og egenskaber, som også må komme i højsædet og arbejde sammen med intelligensen, om en sådan verden, som vi længes efter, skal blive en realitet. Man kan være meget intelligent uden at være i besiddelse af stor menneskekærlighed, uden at have synderlig megen fantasi og uden at besidde sans for humor. Og disse tre former for bevidsthedsudfoldelse spiller en meget stor rolle, når det gælder begrebet livskunst. Findes disse tre faktorer i menneskets bevidsthed i forbindelse med en normalt udviklet intelligens, vil en femte faktor som regel også findes, en absolut uundværlig bevidsthedsfaktor, når det gælder begrebet livskunst, og det er ydmyghed.

Nu har jeg i denne artikels begyndelse skrevet en del om barnet som symbol på fornyelse, og lad mig slutte med igen at gøre det, omend på en lidt anden måde: om barnet, der findes i ethvert voksent menneske, og som er uløseligt forbundet med dette menneskes muligheder for livsfornyelse og virkelig menneskelig udvikling. Kristus vidste det, han sagde: "Uden I bliver som børn, kommer I ingenlunde ind i himmeriges rige". Han har ikke ment, vi skulle blive naive og barnagtige. Hans mening med disse ord tror jeg, Tagore har forstået, når han skriver: "Gud venter, at mennesket skal genvinde sin barndom i visdom".

Hos barnet møder man tillid og oprigtighed. Ganske vist kan børn også forstille sig og være mistænksomme, men det er den del af deres bevidsthed, som er begyndt at blive voksen. Der, hvor de helt er børn, lever de i en paradisisk tilstand uden "det onde", uden at have spist af "kundskabens træ". Men er barnet da ikke nærmest et "lille dyr" og ikke noget "englebarn"? Dyrene er netop "rene", de kan ikke "synde" af den simple grund, at de endnu ikke har bevidsthed dertil. Først når det menneskelige vokser frem, begynder kampen mellem "godt" og "ondt". Desuden gælder det for barnet, at det kun er igennem sin repetition, at det er et "lille dyr", det kommer lige fra sit besøg i "salighedsriget", det lever i sin egen indreverden og må som sådan siges at være et lille "englebarn", indtil det begynder at blive bevidst i, at den ydre verden kan "ejes". Ganske vist begynder "mig-vil-ha-tendensen" snart at gøre sig gældende, men der er stadig områder, hvor barnet er "en lille engel", hvor dets indreverdens rigdom stråler ud og forgylder den ydre verden, der bliver et barndommens paradis, som kan stråle så stærkt, at de voksne påvirkes af det, og endda så stærkt, at mindet derom hos barnet selv, når det bliver voksent, står som en salig drøm. Kan dette "tabte paradis" vindes tilbage? Nej. I sin søgen efter realiteter ønsker den voksne bevidst oplevelse og kan kun glimtvis saliggøres af en drøm. Han (eller hun) må søge mod et andet paradis, som kan findes af de voksne, der har barnets oprigtighed og tillid i sig, ikke ubevidst som barnet, men bevidst. Det er det, alle de virkelig store mennesker har haft, de har også været store i ydmyghed, og derfor har de kunnet "se Gud".

Hvad vil det sige at "komme ind i himmeriges rige", som Kristus taler om? Han har jo også sagt om det samme rige, at det er "inden i eder". Det er en sindstilstand, en s ansedimension, hvis oplevelse betinges af, at der er harmoni i bevidstheden mellem følelse og intelligens og derved mulighed for intuitionens udfoldelse. Men dette arbejde på at skabe indre harmoni er, som før omtalt, ikke noget, det enkelte menneske er alene om. Har det tilliden, oprigtigheden og ydmygheden, vil det gennem sin indre verden opleve at komme i kontakt med det kosmiske kildevæld, hvorfra al fornyelse kommer, universets evige Guddom. Det vil opleve hver ny dag som en ny skabelsens morgen og se det evige bag det timelige, det vil opleve et glædeligt nytår, hvad der end sker, fordi det er med til at skabe det for andre.