Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

"Der findes ikke den materialistiske løsning, og ikke den politiske formel, som ved egen kraft vil kunne hjælpe os. Mennesket har aldrig kunnet hente sin frelse i politiske, nationaløkonomiske eller logiske læresætninger. Lige fra Platons republik til Roosevelts forenede nationer er forsøgene på at skabe et Utopia altid mislykkedes – thi svaret må søges i et højere plan. Vor redning – vor eneste redning – er den, at den vestlige videnskabs våben stilles under kontrol af en vestlig filosofi, der bygger på Guds evige sandheder. Den er at finde i åndens, hjernens og hjertets harmoni i vort folk. Uden denne kontrol, uden denne harmoni kan vore militære sejre ikke bringe os varig fred, vore love ingen varig retfærdighed og vor videnskab intet varigt fremskridt".

Ordene er Charles Lindbergh's i hans lille berømte essay "Atomalderen og Mennesket", men kunne være udtalt af enhver, der har studeret Martinus verdensbillede. År for år forstærkes disse udtalelser i en uendelighed af varierede former jorden over. Menneskeheden mangler ikke advarsler, og alligevel ved enhver af os, at den krise, vi befinder os i, tiltager for hvert døgn, der går. Der kan glimtvis i det ydre synes at indtræde mindre pauser, og hver gang det sker, blusser håbet op, for så kort tid efter at slukkes af nye "episoder", nye spændinger, nye uro- og angstbølger. Vi vil så gerne tro, at politiske formler eller nye videnskabelige opfindelser eller erkendelser skal bringe orden i tingene, men dybt inde i os selv ved vi faktisk allerede nu, at dette ikke vil ske. For kunne det ske, var det allerede sket. Verden af i dag har mere end viden nok om, hvordan udviklingen, sådan som den nu er, vil forløbe. Vi er ikke længere blottet for rædselsfulde erfaringer. Bag os ligger to frygtelige verdenskrige i ét århundrede, oven i købet med Hiroshima som dramatisk punktum. Vi er ikke længere uerfarne og troskyldige. Vi har selv frembragt effektive gaskamre og koncentrationslejre, der ganske stiller fortidens inkvisitionsfængsler i skygge. Nej, vi tilhører ikke en uerfaren slægt, der kan påberåbe sig sin uvidenhed som undskyldning for det, der er i anmarch. Hvad er det da, der er i vejen? Hvad er det, der sker? Hvad er det, vi er vidne til?

Mon ikke svaret på det, vi oplever i det store, skal hentes i det, vi oplever i det små? Mon det ikke er inden for det livsområde, vi kender bedst, det, vi er mest fortrolig med, at det svar, der om end det ikke bringer megen trøst, så dog mulighed for forståelse, skal hentes? Lad os undersøge denne sag!

Ethvert modent menneske, der ser tilbage over sit liv, må, om ikke i det ydre så dog for sin egen indre domstol, indrømme, at det har lært mest af sine fejltagelser, mest af sin modgang, af sine skuffelser. To sjælelige tilstande lever sideordnede i vor bevidsthed: overbevisningen om vor egen midlertidige fuldkommenhed og den indre vished om vor reelle uvidenhed. Ingen af os kunne leve, om vi ustandselig i alt dyrkede den opfattelse, at vi er ufuldkomne og uvidende. Selve indstillingen ville lamme os og langsomt dræbe ethvert initiativ. Får vi en idé, og vel at mærke en idé, der aktiverer alt i os, må vi tro, at den er rigtig – at den altså er i kontakt med livet selv. Uden denne tro ville vi ikke evne at aktivere den. Og da vort liv simpelthen består af aktiverede ideer, må hver og en af os faktisk leve i et permanent spændingsforhold mellem det foran berørte fuldkommenheds- og ufuldkommenhedskompleks. Normalt tror ethvert menneske, at det, det gør, er det absolut rigtige. Og skyder der sig ydermere en given sum forelskelsesenergi med ind i det, man føler sig kaldet til at gøre, kan ingen dødelig magt overbevise en om det forkerte i aktionen. Det kan kun livet selv – og det er sådan set også det, vi har det til!

Ethvert virkeligt åndeligt modent eller udviklet menneske ved dybt i sin sjæl, at mennesket, sådan som det i dag fremtræder, er rystende uvident. Ved det simpelthen fra sig selv! For hvorfra stammer gråden og de mange smertefyldte timer i vort eget liv end fra den uvidenhed, der var al denne smertes ophav? Hvor mange gange har vi ikke, hver for sig, fortalt os selv, at "havde vi bare vidst!!!" – så havde ingen magt på jorden fået os til at handle, som vi gjorde. Men vi vidste ikke – og de andre ved det heller ikke! I sig selv burde dette forhold være nok til en dybtgående tolerance mod enhver. Men det er det ikke! Og det er her, vi må søge forklaringen på den kurs, menneskeheden i dag følger. For menneskeheden består af Dem og af mig! Vi vil så gerne tro på, at der er en enorm åndelig forskel på pygmæen og os selv. At vi – De og jeg – står på et uendeligt højere åndeligt trin end denne lille, snavsede mand i Afrikas jungle. Men gør vi det? Er den mand, der i sit laboratorium ophidset ser, at han nu har fundet en ny raffineret metode til at udslette liv, så forfærdelig meget større end ham, der bag et træ afventer det rette øjeblik til at afskyde sin forgiftede pil? Er de ikke begge så temmelig uvidende om de yderste konsekvenser af den handling, de begge er optaget af?

Den ydre verden vil ikke kunne give os nogen virkelig forståelse af det, vi er vidne til. Den er kun et spejl for det, der foregår i sjælene. Og her er det, om man da har evne og lyst dertil, ikke så svært at se, at vi rent teoretisk befinder os i en fremskreden civiliseret verden – om man altså ved ordet "civilisation" forstår en teknisk fremskreden, for ikke at sige næsten fuldkommen verden – samtidigt med, at vi åndeligt endnu lever på rene barbarstadier. For hvad ved vi om vore egne handlingers yderste konsekvens? Hvad ved vi egentlig om os selv? Vi siger, vi "tænker", men gør vi det? Lever vi ikke snarere på et hav af ukontrollerede følelsesforhold opdelt i en uendelighed af sympati- og antipatifornemmelser? For tænkning er mere end én ting. Vi kan tro, at vi tænker, når vi danner os en række mere eller mindre velbegrundede opfattelser af dette eller hint. Men tænkning, i dette ords dybeste mening, kan dog kun være en proces, ved hvis hjælp vi helt og fuldt overskuer både de nære og de meget, meget fjerne konsekvenser af den handling, den idé, vi netop står i begreb med at aktivere! Mon livet havde skabt visdomsordet: "Først den søde kløe – og så den sure svie!", om ikke det netop var almen gældende, at vi i langt de fleste tilfælde glemmer at danne os en forestilling om de yderste konsekvenser af det, vi står i begreb med at gøre? Er det vor egen eller vor næstes lykke, vi mest har i vore tanker i vort daglige liv? Mon ikke det første! Og mon det ikke er denne selvkoncentration, der er den dybeste årsag til forholdene i verden i dag? Jeg vil tro det!

Men tag ikke mine ord som et angreb på nogen eller noget. Vi er alle i samme båd, og den verdens skæbne, der er på vej, vil ramme hver og en af os på akkurat samme måde, som den skæbne vi – og vi selv alene – har skabt for os selv. Og det er derfor, jeg har lyst til at lade både Dem og mig selv prøve at anskue verdensproblemerne sådan, som vi oplever dem i dag, fra en helt anden synsvinkel end den sædvanlige. For mig er det en dyb erkendelse, at jeg står i en ubetalelig gæld til de dumheder, jeg har begået i både dette og tidligere liv. Uden dem havde jeg simpelthen ikke den bevidsthed, den indsigt i livet, jeg i dag har. Jeg hører derfor ikke til dem, der "græder over spildt mælk". Martinus ophævede i min bevidsthed troen på "det onde"s eksistens. Jeg forstår ganske klart, at det, vi kalder "det onde", i virkeligheden kun er "det ubehagelige gode" i modsætning til "det behagelige gode", der altså udtrykker alt det, der gør sjælen glad og får os til at fornemme det, vi har givet navnet "lykke" som noget reelt og i højeste grad attråværdigt. Men jeg evner også at blive grebet af rædsel ved tanken om, at jeg – om verden havde været anderledes indrettet, end den er – ikke havde haft adgang til at begå disse dumheder. Konsekvensen er nok til at lamme min tanke. Fortidens mennesker søgte Gud i det, de gav navnet "Lyset", jeg har lært at søge ham i det, man kalder "Mørket" – og jeg tror ikke på nogen som helst lykke for verden, før alle mennesker søger ham der. Går vi ikke på sporet af årsagen til det, der bragte smerten ind i vort eget liv, ville vi jo aldrig komme videre. Men er livet ikke netop sådan indrettet, at vi simpelthen ikke kan lade være med at gå på sporet af den smerte, der altid synes at ligge på lur for at ramme os? Er det ikke netop "den sure svie", der har lært os kunsten at tænke? Og jo dybere, jo mere "sur" den var!

Som alle andre ængstes jeg for den frygtelige skæbne, menneskeheden er på vej imod. Men jeg nægter at opfatte den som et resultat af andre "onde kræfter" end dem, der på grund af manglende indsigt, altså regulær uvidenhed, behersker det almindelige menneskes sind. Vi er opdraget til at frygte og forbande lidelsen, men accepterer vi en Guddoms eksistens, må vi også acceptere, at han skabte lidelsen. Og ydermere tvinger livet os til – i vor egen situation – at indrømme, at af alt, hvad vi her skylder tak, synes vi at skulle takke lidelsen mest. For den er det, der bragte os selvbesindelsens nådegave. Barbaren vil kun sig selv, og måske er den bitreste straf, livet giver ham, den, at han en dag har sig selv til overmål! Mennesket derimod, har formået ud af sit eget livs bitre lære at uddrage den viden, at kun i dette at give sit liv for andre ligger den lykke, der aldrig kan forgå. Vise mennesker er altid ensomme, og det hvad enten man møder dem på Indiens landeveje, i Himalaya eller på Nørrebro – men ét har de tilfælles: de er aldrig ulykkeligt ensomme! For de er aldrig tvunget til kun at omgås dem selv. De kender hemmeligheden bog ordet "Brændt barn skyer ilden!", og de ved, at Martinus har ret, når han siger, at det enkelte menneske er sin egen bitreste fjende, så længe det ikke til bunden har forstået, at det er sig selv og sig selv alene, man gør fortræd, hver eneste gang man aktiverer en ond og hadefuld tanke, hver eneste gang man søger en lykke, hvis tilfredsstillelse hviler på andres elendighed, kort sagt: hver gang man blot vil sig selv!

Vort århundrede er materialismens århundrede i den forstand, at det blev dette århundrede, der gjorde mennesket materielt fri. I dag er vi berusede i denne frihed, i alt det "tekniske legetøj", vi har fået i hænderne. Men med vor modenhed til denne frihed er det så som så. Vi har nu intelligens nok til at bygge en materiel verden for en hel menneskehed så skøn, at den mere end opfylder enhver digters drøm, men vi har ikke kærlighed nok. To grupper står her over for hverandre. Disse grupper har intet med politik eller nationer at gøre. De er blot i verden. Den ene består af alle dem, der "har fuldendt løbet og nået målet", alle dem, der til bunden af deres sjæl forstår livslovenes indre krav og ubønhørlighed. Den anden består af de mange, der er "på vej". Og denne gruppe er endnu den største. Den er det, der er den dybeste årsag til den skæbne, der er på vej. Men knuse menneskeheden vil denne skæbne ikke. Den vil blive som en meget omfattende operation, der vil kræve en lang rekonvalescens! Og har man blot én gang i sit liv set den varmende taknemmelighed, den dybe ydmyghed og forståelse, der kan lyse ud af det menneskes Øjne, der netop igennem en meget farlig operation blev bragt tilbage til livet – så har man også en anelse om den skønhed, menneskeheden er på vej imod, og som den vil opleve den dag, "operationen" ikke alene er overstået – men lykkedes over al forventning!