Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mandag eftermiddag den 23. januar stod jeg igen med et af de telegrammer i hånden, der for et øjeblik lader en opleve den intense smerte, vi alle føler, når et menneske, til hvem vi føler os knyttet med mange og stærke bånd, pludselig går bort. Telegrammet lød i al sin enkelhed som følger: "Far døde pludselig kl. 10.17 i morges efter en kort sygdom", og var underskrevet "Mangha" – Advani's ældste søn. Uvilkårligt gik tankerne tilbage til det øjeblik, jeg den 5. marts sidste år sagde farvel til både M.S. Mathur og T.P. Advani i Delhis lufthavn. Jeg beskrev denne afsked straks efter min hjemkomst til Danmark, for den var af en sådan art, at den gjorde et dybt indtryk på mig. Det var, som om vi alle følte en vis usikkerhed over for et fremtidigt gensyn, så det var svært at sige det sidste farvel. Og nu, ikke ét år efter, er de begge borte.

Jeg ved, at alle, der har læst mine breve fra Indien, forstår, at vi i T.P. Advani har mistet en næsten uerstattelig ven. Han var den første inder, der virkeligt forstod min mission i Indien, og han var utrættelig i sin omsorg for mig og i sin trang til at hjælpe mig til de rigtige kontakter. Ham var det, der ordnede invitationen for mig til at tale i det store Rama-krishna-tempel, hvor omkring tusinde mennesker for første gang hørte om Martinus, den tale, der bragte mig i forbindelse med M.S. Mathur, og ham var det, der tog mig med til de hellige mænds dal i Himalaya. Han gjorde sit dejlige hjem til mit og sin familie til min egen. I kraft af sin store sociale position i Indiens hovedstad bragte han mig i berøring med utallige indflydelsesrige mennesker – jeg vil simpelthen aldrig blive i stand til at takke hverken ham selv eller hans familie nok for den kærlighed og trofasthed, de viste mig og dermed også den sag, jeg repræsenterede.

Både M.S. Mathur og T.P. Advani kom til at stå mit hjerte meget nær. Noget i vore naturer var dybt beslægtede, og begge disse mænd forstod rent intuitivt, at Martinus ikke alene var min åndelige leder, noget man i Østen er vant til, at ethvert menneske har, men også, at han havde noget uhyre værdifuldt at bringe, ikke alene dem selv, men hele Indien. Begge var de utrættelige i deres hjælp og i deres omsorg for min person – det er meget svært at tænke på, at jeg ikke mere skal møde dem.

Tabet af M.S. Mathur var stort. Det viste sig hurtigt, at hans børn ikke kunne erstatte ham, og T.P. Advani stod netop i begreb med at få vort arbejde derude helt omorganiseret. Han følte det som en dyb pligt for sig selv at hjælpe og beskytte Martinus arbejde i Indien, idet han følte sig overbevist om dets kommende betydning for hans landsmænd. Hans sidste breve lyste af glad optimisme og af overbevisningen om, at han snart ville få sit livs største ønske opfyldt: at besøge Martinus her i København.

Var jeg en meget ung mand, ville disse to smertende dødsfald muligvis have bragt forvirring i mit sind med hensyn til vort arbejdes stilling i Indien. Men livet har lært mig at være tålmodig, og med hensyn til vort arbejde derude har jeg ingen bekymringer. T.P. Advani hjalp os så langt, det var ham muligt. Sammen med M.S. Mathur fik han sat vort arbejde i gang, og i sine sidste breve gav han os de ideer, vi nu realiserer, og som i korthed går ud på at udsende brevene direkte fra centret her i Danmark, medens centret i Delhi bliver bevaret som det sted, hvorfra vore bøger vil blive distribueret. Ansvaret for dette arbejde hviler nu helt på Ram Advani, T.P. Advani's yngste broder og som han en meget nær ven til mig.

– – – – – – –

Atter engang har livet bekræftet for mig, at det "er altid senere, end vi tror". Men T. P. Advani døde ikke uforberedt. Til sin inderste sjæl var han hindu, og reinkarnationstanken var for ham en uomdiskutabel selvfølgelighed. For ham var jeg ikke en ny sjæl, men derimod en ven, han var overbevist om at have kendt før, en ven, for hvem han ville gøre alt. Vort samvær var af den slags, intet menneske evner at glemme, fordi det hvilede på den naturlige åbenhed, der er det virkelige venskabs adelsmærke. Jeg havde håbet på mange års dejligt samarbejde, men det skulle altså ikke være sådan. Han fik åbenbart den død, han selv ønskede sig og har nu nået det land, han inderst inde altid higede imod. I mit hjerte lykønsker jeg ham hertil og føjer dertil et vemodigt: ære være hans minde!

København, den 30. januar 1961.