Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Har De nogen sinde tænkt over, at De og jeg, alt det frygtelige der i dag sker i verden tiltrods, er født i et århundrede, der efter al sandsynlighed af fremtiden vil blive betegnet som et af de mest interessante århundreder, menneskeheden har oplevet? At vi, med andre ord, midt i alt det, der ængster og forfærder os, alligevel har grund til at være Forsynet taknemmelige for den inkarnation, vi nu oplever? Det er muligt, De studser over denne indledning, og muligt er det også, at De føler trang til at protestere. Men læs nu alligevel det efterfølgende og se så, om De ikke giver mig ret!

Bag os har vi i dag de århundreder, hvor udviklingens hjul bevægede sig som hjulet på en sindig indisk oksekærre. Går vi tilbage til midten af det nittende århundrede og derfra betragter den bagved liggende fortid, er det ofte svært at skelne de enkelte århundreder fra hinanden. Livsrytmen var dengang så anderledes end vor, at den næsten forekommer os uforståelig. Udover beretningerne om krige og livet ved hofferne synes det, som om det almindelige menneskes liv har været én stor grå hverdag, hvor kun den, der ejede noget, havde et liv i den forstand, vi opfatter dette ord, medens resten førte en tilværelse, der for os at se mere havde karakteren af slaveri og halv dyrisk tilværelse end det, vi forstår ved menneskeligt liv.

Sandt nok ved vi, at livet i Asien nåede frem til højere kulturformer end i Europa, men uanset dette står det alligevel fast, at livet for masserne i den del af verden ikke, hvad fattigdom angår, var meget forskelligt fra livet for den fattige i vor del af verden. Det har næppe været lykkeligere at være kuli i Kina, end det har at være hovbonde i Danmark. Nej, verden op til vor tid har tilhørt den del af menneskeheden, der i kraft af rå styrke, enten fysisk eller økonomisk, har forstået at skaffe sig selv de fordele, der var nægtet den svage. I den retning har der ingen forskel været på Øst og Vest eller Syd og Nord.

Men med det attende og nittende århundrede begynder udviklingens hjul at dreje hastigere. En vældig kraft – en kosmisk kraft – pressede på, og i det korte spand af tid, der er forløbet siden da, har livet helt skiftet karakter. En verden er kommet i opbrud, og det så grundigt, at mange mennesker af og til får en følelse af, at udviklingen er ved at løbe løbsk. Den kosmiske kraft, der her er tale om, har vi givet navnet "intelligensen". Sandt nok var der også intelligens i verden før midten af det attende århunhundrede, men ikke i den udstrækning tilfældet siden har været. Set i lyset af vor verden må intelligensen betegnes som ny i verdens historie, eftersom det først er i de to sidste århundreder, denne kraft eller energi, hvis natur er rent kosmisk i den forstand, at den jo ikke er "opfundet" af mennesket, men udgør en evig bestanddel af dets samlede sansesæt, for alvor er kommet i vækst, i levende udvikling. I dag behersker denne kosmiske energi eller kraft menneskeheden på samme måde, som følelsen beherskede tilværelsen før intelligens energien erobrede herredømmet over vort mentale liv. Fortidens store masser følte og troede, hvor nutidens mennesker ser og ved. Skolerne var dengang kun for de rige, for den herskende klasse, og selv hos dem var det så som så med den kundskab, der var adgang til. For alle de andre, dem man med et moderne udtryk kunne kalde "underudviklede", var livet uden for det selvoplevede, yderst beskedne erfaringsområde tåget mystik. Disse mennesker måtte leve på renlivet autoritetstro, enten denne så gjaldt det religiøse eller det materielle. På begge områder var der et myndigheds system, som i vore øjne har karakter af det rene formynderskab.

Men tryk avler modtryk! Fra dybet af folkemasserne lød der et stadigt råb mod den Evige om hjælp, og hjælpen kom i form af inkarnationen af mennesker fra verdener af en anden materiel struktur end vor egen, mennesker, der i dybet af deres egen sjæl havde oplevet andre og skønnere materielle verdener end vor, verdener i hvilke materielle goder, menneskene dengang kun kunne ane, forlængst var dagklare virkeligheder. Tag en type som den store amerikanske opfinder Thomas A. Edison! Hundreder og atter hundreder af strålende opfindelser brød sig igennem hans hjerne vej til vor verden og tændte i bogstaveligste forstand lys i mørket. Men han var kun én i den strålende række af sjæle, der satte udviklingens hjul i gang og bragte os der til, hvor vi nu står. På alle områder skiftede livet karakter, og overalt i verden tændtes lyset i det slavebundne menneskes øjne. Direkte erobringskrige blev afløst af sociale kriser og revolutioner, en proces, der først vil ophøre i det øjeblik, det sidste åg er fjernet, den sidste koloni frigivet og den sidste rest af "herrefolksmentalitet" brændt ud af det samlede menneskesamfunds sjælelige struktur.

Men er verden under intelligensens herredømme blevet så meget skønnere end under følelsens regime? Intelligensen gav os sejren over materien i hænde. Fysisk evner vi i dag alt lige fra at kunne skabe en materiel, forgyldt tilværelse for alle og til at udslette enhver form for liv! Ingen kan i dag stå frem og sige, at mennesket ikke har fået magt. Men heller ingen kan bestride, at denne magt synes at skulle koste det samme menneske en blodig pris – tabet af magten over dets eget sind! I sin iver for at gøre op med den fortid, der endnu er den så nær inde på livet, at menneskeheden kun synes at se alt det onde, denne fortid bragte, står den samme menneskehed i begreb med at overskære båndene til det gode, denne fortid også rummede. Thi omend følelsesenergien er farlig som dominant i det sjælelige liv, ejer den dog én ting forud for den kolde og neutrale intelligensenergi. Den forbinder stadigt mennesket med Gud, med moral eller med erkendelsen af, at den virkelige lykke ikke er et spørgsmål om at være sig selv nok, men derimod om, som Martinus udtrykker det, at "være sin næstes næste!"

Følelsesenergiens styrke var dens evne til at binde mennesket til tro på autoritet. Men mennesket er et evigt væsen, og i dets indre verden følges hungeren altid af mættelse. Og mennesket blev mæt af at tro, mæt af at lade sig regere af andre, mæt af at lystre den, det så udnyttede det til egen fordel. Det var denne mæthed, der udløste råbet mod den Evige om hjælp, og hjælpen kom. I dag har følelsesenergien tabt sin magt over sindene. Ingen vil længere tolerere bånd. Alle vil være frie. Som en uimodståelig flodbølge har dette krav om frihed rejst sig overalt i verden, og kun kort er den tid, der er tilbage, før enhver nok så lille gruppe mennesker er blevet frie, blevet selvstændige. Og hvad så?

For hvad er frihed? Er det blot retten til selv at bestemme? Til at gøre lige hvad der falder en selv ind, ligegyldigt hvilken konsekvens dette i sig selv så ukontrollerede begær eller ønske så end har? Dæmrer det ikke allerede for de fleste fremskredne mennesker, at vi i virkeligheden kun er kommet op af én grøft for næsten omgående at være havnet i en anden? Kan det ikke tænkes, at så strålende intelligensenergiens betydning for vor frigørelse end har været, så har også denne vældige kosmiske energi eller kraft sin egen grænse, og at grænsen netop går der, hvor den i kraft af sin egen kølige neutralitet nedbryder kontakten mellem os selv og det øvrige liv eller – religiøst sagt – kontakten mellem os selv og Gud. Som ingen anden kraft i vort liv har intelligensen stimuleret vort materielle begær. Den har gjort os til materialister i dette ords mest ubehagelige betydning, for den har gjort os til renlivede egoister. Alle vil i dag være frie, og alle vil i dag have – bare lidt mere – end naboen! Og mange får begge dele og i tilgift en ensomhedsfølelse, der truer med at ødelægge dem totalt. Det er sandt, at vi også skal være gode imod os selv. Men denne sandhed er som et tveægget sværd, for hvor går grænsen mellem os selv – og de andre? Går den ikke der, hvor vi mister kontakten med dem? Der, hvor det materielle stræb har isoleret os, og hvor vor vurdering af andre er sunket så dybt, som den kan synke, nemlig dertil, hvor al vurdering bliver materiel, altså påny: magt og social position!

Men også denne grænse skulle og måtte nås, før en ny verden kunne begynde at tone frem. Denne nye verden er også baseret på en kosmisk energi eller kraft. Vi har givet denne kraft navnet "intuitionen", og mod den begynder flere og flere mennesker verden over at rette deres øjne. Thi livet set i intuitionens lys er anderledes end det samme liv set i lyset af intelligens og følelse. Det er ikke alene et større liv, det er det største liv, det mest fuldkomne liv og dermed det skønneste liv. Overalt bryder livet fra denne høje og skønne verden sig i dag vej ned til det jordiske menneske. Fra højtudviklede videnskabsmænds læber såvel som fra strålende kunstneres vidunderlige visioner i farver, ord og toner bringer det bud til hver den, der formår både at "se" og at "høre" om, at en helt ny tidsalder er på vej, en tidsalder, i hvilken livet påny forbinder sig med det evige kosmos, der på alle sider omgiver os. Og her er det, at vi i vort eget lille land har den strålende lykke iblandt os at have et menneske, hvis kosmiske visioner er af en sådan karakter, at alle vi, der kender ham, er ganske klare over, at det først bliver senere tiders menneskeheder, der for alvor vil forstå den virkelige storhed i det verdensbillede, han har bragt os.

Så eventyrligt stille, som det altid har været de virkeligt vises måde at leve og virke på, har Martinus gennem sit liv fuldbyrdet skabelsen af et åndeligt fundament for fremtidens mennesker, som vil vise sig at indeholde lige stor velsignelse for såvel det kristne som det buddhistiske, det hinduistiske og det muhamedanske søgende menneske. Menneskeheden af i dag er ikke alene på vej, den er på vej imod en verden så afvigende fra den, den har forladt, at ingen af os evner at forestille os fremtiden, som den virkeligt vil blive. Men ét kan alle, der åndeligt er nået frem til skelsår og alder, se, og det er, at verden nu i forfærdende grad behøver et nyt åndeligt ståsted og vel at mærke et ståsted, der er lige inspirerende for såvel det intellektuelle som det højintellektuelle menneske. Medens man på en måde kan sige, at der var for megen religiøsitet i fortidens verden, fordi det religiøse der udartede sig til en trussel imod selve livet, så er nutidens verden ved at nå en åndelig fattigdom, der skriger til himlen. Vi har mere end nogen anden slægt "spist af kundskabens træ", og det er gået os nøjagtigt som forudsagt, vi er virkelig "døet døden". Vi vil blot os selv på godt og ondt, og ensomheden gror omkring os! Et liv uden idealer, uden moral, uden Gud er i sig selv intet liv. Det er bare den kulminerende selvdyrkelse, der langsomt forvandler alt til tomhed, til livslede.

Det er på grænsen til denne kommende kosmiske tidsalder, at alle vi, der har lært Martinus tanker og ideer at kende, føler det som en dyb, ja som en brændende pligt at gøre vore medmennesker opmærksomme på eksistensen, ikke af Martinus, for det er i denne forbindelse på sin vis underordnet, men derimod på hans verdensbillede. På den vidunderlige strøm af belivende tanker og ideer, han har givet os, tanker og ideer, der gør det muligt for ethvert udviklet menneske at genvinde kontakten med det tabte, men så uendeligt skønne kosmiske liv, der omgiver os på alle sider! Martinus giver os ingen ny religion! Men gennem sine tanker gør han det muligt for os at forstå de lærere, der hele jorden over gav deres liv for at hjælpe datidens mennesker, på en så ny og så vidunderlig måde, at vi genvinder vor respekt for dem og lærer at se dem – ikke som forældede dogmeskabere – men derimod som de forkyndere af det virkelige liv, de virkeligt var. Som en enestående skikkelse i vor urolige tid vil Martinus af en efterverden blive erkendt som den, der i dette det mest interessante århundrede af alle forbandt mennesket med sin egen evige, kosmiske fortid og viste det vej frem til den kosmiske fremtid, som allerede nu er begyndt at vibrere ind over verden!

 

Dette brev sendes til samtlige engelsktalende interesserede i vort arbejde, Indien og Japan inklusive.