Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Noget af det skønneste ved at blive virkelig voksen er dette, at bevidstheden uundgåeligt begynder at acceptere døden, ikke alene som en virkelighed, men som en skøn virkelighed i den forstand, at man erkender sit fysiske legemes begrænsning. Man indser simpelthen, at livet på det fysiske plan for sin virkelige realisation kræver intakte sanseorganer, og man forstår det kærlige i den fornemmelse af livsmæthed, der følger i alderdommens spor.

I sig selv er det ikke tragisk, at vi skal dø. Det tragiske ved døden kommer først for alvor frem der, hvor mennesket, på grund af åndelig umodenhed, hele s: liv igennem "vender døden ryggen", og i stedet for at forberede sig på den skubbe enhver tanke om den fra sig og så en dag står og skal møde den aldeles uforberedt. Mange vil her sige, at det i almindelighed er en stor lykke for mennesket, at det dør uden at vide, at det skal dø. At det, takket være kærlige lægers hjælp, "sover stille hen", som det næsten normalt udtrykkes. Jeg forstår disse mennesker, og også jeg føler en dyb taknemmelighed mod lægekunsten, der har gjort den fysiske dødsproces mindre pinefuld end før. Men jeg ejer ingen tyrkertro på, at den, der "sover stille hen", dybt i sig selv oplever døden helt så fredeligt, som det på overfladen kan se ud til.

For mig har der aldrig hersket tvivl om, at det er frygten for døden, der er vort sande åndelige livs moder. Ustandseligt griber døden ind i vort liv og tvinger os til ved sin realitet at tænke tanker, der så godt som intet har med vort rent fysiske liv at gøre, men tværtimod retter sig imod livsområder, der i ungdommens tid synes tågeagtige og uvirkelige sammenholdt med det brusende, rent fysiske liv, der omgiver en, men som, jo ældre man bliver, drager en stærkere og stærkere. Man begynder at forstå, at døden ikke blot er én ting – tabet af det legeme, der i ungdommens tid næsten helt synes at være en selv – men at den tværtimod rummer så mange aspekter, at den sluttelig ender med at blive det mest interessante, livet konfronterer os med.

På sin vis udgør vor tilværelse her et paradoks. Thi samtidigt med, at ethvert menneske ved, at den største lykke ved livet er, at vi helt og aldeles kan skjule vore inderste tanker, vort inderste Selv, for vore omgivelser, regner langt de fleste alligevel dette liv for rent fysisk i den forstand, at de tror, det afslutter med den fysiske døds indtræden. Tanken om Jeg'ets eksistens som uafhængig af den fysiske materie forekommer de fleste så fantastisk, at de, sig selv uafvidende, accepterer forestillingen om, at det er "øjet, der ser", "øret, der hører" o.s.v., at det kort sagt er det fysiske legeme, der er det primære, hvorimod brugeren af dette legeme henvises til en med dette legeme så forbundet eksistens, at denne eksistens forgår sammen med legemet. Mon ikke dette forhold har rod i den kendsgerning, at den fysiske tilværelses fjerde grundform: den stråleformige, endnu er så ny, at kun de færreste har formået at overføre den mulighed, denne ny viden har givet os, til deres egen sjælelige struktur? Disse mennesker tror faktisk stadigvæk, at det er "hjernen, der tænker", trods det, at livet hver dag producerer mængder af sunde, ubeskadigede hjerner, der forlængst er ophørt med at tænke, såvel som det uafbrudt producerer sunde øjne, der intet ser mere og sunde øren, der ikke længere opfatter selv den svageste lyd.

Men mod denne stærke tro på livet som værende rent fysisk i sin natur står der en ganske bestemt realitet, som forekommer mig langt vigtigere end nogen anden, vi kender, og det er den, at intet, absolut intet menneske kan forestille sig selv som ikke-værende! Alt muligt andet kan vi forestille os, men ikke det! Hele vort liv er baseret på en indre fornemmelse af evig-eksistens. Tanken nægter simpelthen at anerkende nogen som helst grænse, og mon ikke det er dette forhold, der gør forestillingen om døden så utiltalende for de fleste? For tanken må arbejde med noget produktivt, noget skabende, noget virkeligt. Og da døden for de fleste fornemmes som en uigennemtrængelig mur, søger tanken, søger den skabende evne i os tilbage mod det, som har realitet, som giver mulighed for positiv livsfornemmelse.

Det er her, Martinus verdensbillede virker så overvældende, at det af og til svimler for tanken. For Martinus hævder simpelthen, at ikke alene eksisterer døden ikke, den er ganske simpelt den største, af mennesket selv frembragte, illusion. For ham udgør det, menneskene opfatter som "døden", simpelthen den største tænkte modsætning til det liv, der er ethvert levende væsen beskåret, og gennem utallige personlige samtaler med ham om dette problem har jeg forlængst måttet erkende, at selvom døden stadigvæk udgør en realitet for mig, så udgør den det kun for Martinus i betydningen af den for udskiftningen af det fysiske legeme med et nyt, hundrede procent reaktionsdygtigt åndeligt legeme nødvendige fødselsproces.

Martinus evner ikke at acceptere det jordiske menneske som fysisk i dette ords almindelige betydning. For ham er ethvert levende væsen åndeligt i den forstand, at det vigtigste ved det ikke er dets fysiske form, men derimod den bag formen opererende kosmiske struktur eller den "bevidsthed", hvis hele opbygning hviler på stråleformige materiearter, det er blevet hans mission at lære menneskene at kende. For Martinus er det en lige så selvfølgelig ting, at det levende væsen "besætter" materien og bruger den til sit eget formål, som det for os andre er, at de fra radiostationerne udgående elektriske impulser "besætter" vor radio, når vi selv skaber betingelserne derfor. For Martinus er vore rent fysiske sanseorganer således kun "døde" ting, som vi bruger, og som i deres dybeste natur intet som helst har med vort virkelige Selv at gøre udover det, at de er frembragt af dette Selv med deres ganske specielle formål for øje. Hvor vi kan falde for fristelsen til at tro, at vor evne til at se helt er afhængig af vort øjeorgan, er for Martinus den samme evne helt fri af selve organet, selv om det midlertidigt kan tvinges til at måtte indstille sin trang til at se, fordi organet er blevet ødelagt, på samme måde som vi kan tvinges til at undlade at bruge vor radio, fordi den er gået i stykker.

Vi står her overfor en nyopfattelse af livet, der ganske kuldkaster vore tidligere forestillinger om døden som noget endeligt og absolut. Hvor Martinus oplever livet under et urokkeligt evighedsperspektiv, der i alt lader ham se årsag og virkning og ikke et eneste sekund lader ham acceptere timelige virkninger som andet og mere end det, de midlertidigt er, så lever vi fremdeles på vore timelige forestillinger som udtrykkende evige realiteter. Vi tror, at dersom vi mister synet, har vi "for evigt" mistet det, og det samme gælder alle vore øvrige fysiske funktioner, hvor Martinus opfatter de samme hændelser som dele af livsoplevelsesformer, der udelukkende er begrænset til det nuværende fysiske liv og kun vil have ringe eller ingen indflydelse på en ny, kommende fysisk tilværelses livsoplevelsesform.

Dermed være ikke sagt, at Martinus ikke frygter døden. Men blot ikke den død, der altid er i vore tanker, men derimod en helt anden død, nemlig den, der knytter sig til vort åndelige liv. Det han på vore vegne frygter, er den fastgroen i forestillinger, der altfor ofte præger os og spærrer os inde i det, han har givet navnet "mentale fængsler". Det er den død, der "dræber sjælen", og derfor af alle Vise er blevet advaret imod. For Martinus er livet i sig selv én eneste stor åndelig verden, som man enten kan bringe sig selv i den dybeste og mest intime kontakt med – eller også lukke sig selv helt ude fra. Gør man det sidste, og mange gør det, da "ligger synden for døren". Da må skæbnen gribe ind, og desto hårdere, jo tykkere det mentale fængsels mure er, man selv har opbygget!

Hvor vi baserer vort liv på mål, vægt, volumen og afstande, baserer Martinus sit liv alene på tilstande! Hvordan et menneske rent fysisk ser ud, hvor gammel det er o.s.v., o.s.v., interesserer ikke ham det mindste. Derimod interesserer dets åndelige tilstand ham umådeligt. Om det er et levende menneske med alle det levende menneskes muligheder i sig, eller om det er et "dødt menneske", indespærret i fordomme og udstrålende den åndelige "ligstank", der altid røber de forudfattede meningers triste domæne. Det er denne død og den hermed følgende ligstank, Martinus på vore vegne frygter, ikke den død, der for ham udgør en beskeden udskiften af et gammelt og ubrugeligt legeme til fordel for et nyt hundrede procents reaktionsdygtigt s anseinstrument, der giver adgang til en endnu mere sublim livsoplevelse end den, mennesket netop har forladt.

Accepterer man Martinus verdensbillede som en brugbar åndelig arbejdshypotese, vil man snart opdage, at hans tanker fører en ind i en kosmisk tidsalder, hvor de store perspektiver, hans analyser giver adgang til, i den grad vender op og ned på tidligere synspunkter eller forestillinger, at meget af det, der før syntes én stort og attråværdigt, svinder ind til det rene ingenting, hvorimod opfattelser, der før stod én fjernt, ikke alene rykker én tæt ind på livet, men også antager helt nye formater. For eksempel vil den nationale tanke, idé eller opfattelse, der måske før syntes én så virkelig, at den udfyldte hele ens horisont, pludselig give sig til at skrumpe til fordel ikke alene for den internationale tanke eller idé, men for den endnu større universelle eller interplanetariske forestilling. Omvendt vil tanken om en ny og langt mere etisk betonet ernæringsmåde, der måske nok tidligere kunne synes én en smule fanatisk betonet, pludselig give sig til at vokse i betydning i akkurat samme grad, som man opdager og erkender ansvaret for det univers af levende væsener, vort legeme virkeligt er, og for hvis velbefindende vi bærer det fulde ansvar.

Studiet af Martinus umådeligt omfattende tankeverden vil uundgåeligt af mange fornemmes på samme måde, som jeg forestiller mig, larven må føle det, når den efter endt forpupning træder ud i livet som nyfødt sommerfugl. Der er højt til loftet og vidt til væggene i det verdensbillede, Martinus har givet os. Muren, der så tungt og så tæt adskilte vort liv og væren i denne verden fra vort liv og væren i den næste, viger tomme for tomme, og en dag griber man sig selv i at tænke på, om den overhovedet er der. Sandt nok mister man stadigt sine gamle venner, men til sin forundring oplever man, at man ikke mister samlivet med dem! Man føler stadig deres nærværelse, og til sin forbavselse oplever man, at de stadig er lige levende i ens egen tankeverden. Man føler på en forunderlig måde deres nærhed, og at de blot er gået "forud" til en verden, man måske snart selv skal betræde, og som i sin natur står ens indre skjulte Selv langt nærmere end denne, hvor man så ofte skal optræde i mere eller mindre ydmygende "roller", man kun spiller, fordi de ydre omstændigheder tvinger en dertil. Det er dette, jeg mener med, at Martinus tanker bevirker, at den "mur", der adskiller den fysiske verden fra den åndelige, sønderbrydes. Accepterer man hans tanker – og det tvinger livet os simpelthen gradvis til – oplever man uundgåeligt, at det tidligere altfor timeligt prægede livsperspektiv langsomt afløses af det evighedsperspektiv, der alene formår at sætte ting og begivenheder på rette plads. Man ser og forstår da ting, det måske er umuligt at tale med sine såkaldt "nærmeste" om, men det betyder så uendeligt lidt imod den indre glæde, disse inspirerende visioner giver os. For Gud er pludseligt blevet andet og mere end et tomt begreb for en. Man føler ham – eller måske bedre – hans universelle livsplan, der jo dog, når alt kommer til alt, er hans egen altomfattende bevidsthed, som noget man selv har del og part i, og gradvis viger den tyngende ensomhedsfølelse, som før kunne bemægtige sig en for den umådelige befrielse, det er bevidst at opleve, at livet, kun livet, eksisterer, og at det, menneskene gav navnet "døden", mindre end at være en grænse, en lukket port eller en uoverstigelig mur for tanken, blot var en af os selv frembragt og opsat skranke, der på vor egen viljes bud måtte vige og svinde bort i samme øjeblik, dens sande natur som illusion var erkendt.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!