Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

At jeg ikke er den eneste, der har tillagt mig den vane at samle på små, filosofiske udklip, fik jeg bekræftet for nogle få dage siden, hvor en af mine venner gav mig efterfølgende citat, som jeg med stor glæde bringer videre, da det forekommer mig at være en perle af kosmisk kemi. Ordene er en gammel læges, og de er tydeligt nok rettet til et menneske i en situation, vi alle er fortrolige med. De lyder:

"Hver gang du bliver urolig, utilfreds eller usikker, så luk dig ind i tavsheden! Når din nervekraft er ved at ebbe ud, så bliv tavs. Dyk ned i tavshedens havdyb og lad dens vande lukke sig over dig. Tavsheden er halvbroder til søvnen, kvægende som den for trætte nerver.

Hver gang vi formår at tie under omgivelsernes gnav og bebrejdelser, har vi sejret i en indre skærmydsel. Tavsheden er det stærkeste våben mod krænkende angreb. Beherskelsen af vor naturlige trang til at forsvare os og slå igen giver rejsning og værdighed. Her er ikke tale om i ydmyghed og trællesind at bøje hovedet. Mange bebrejdelser indeholder en kerne af sandhed, som vi kan drage nytte af for os selv. Rene uretfærdigheder preller af på vor tavshed og rammer dem, som har affyret dem. Tavshed giver tryghed og tilfredshed og tid til at finde det rette ord på rette sted!"

Naturligvis har jeg en grund til at bringe dette citat netop nu. Og grunden er den enkle, at vi nu påny nærmer os foråret, nærmer os den tid, hvor det dybereliggende åndelige element i os trækker sig tilbage for at hvile ud samtidig med, at sol og lys drager os ud til skov og strand for at give vort fysiske legeme alt det, det så længe har måttet undvære. Men netop nu, hvor vinteren knapt er forbi, og foråret kun svagt begyndt, oplever de fleste mennesker en ofte ret svær tid. Det åndelige element i os er endnu ikke synderlig stærkt, og for de flestes vedkommende slet ikke bygget til så lang en mørketid, som vi oplever på vore breddegrader. Resultatet kender vi alle. Helt imod vor vilje oplever vi, at vor evne til at blive irriteret og til at miste vor indre, åndelige balance så at sige blomstrer omkap med både vintergækker og eranthis. Utallige mennesker bliver på denne tid af året overfølsomme og oplever, at der "kommer nerver på" selv ved den mindste anledning. Andre glider ind i dybe depressioner og har store vanskeligheder med, åndelig talt, at holde sig oven vande. Vi er – kort sagt – alle mere eller mindre "åndeligt hudløse" netop nu!

Årsagen til dette forhold skyldes i virkeligheden vor komplicerede åndelige eller kosmiske struktur. Vi er ikke bare en krop. Bag vor fysiske fremtræden eksisterer der en åndelig organstruktur, der for mange menneskers vedkommende befinder sig midt i en meget stærk forvandlingsproces. Meget primitive mennesker fornemmer ikke denne forvandlingsproces så stærkt som det mere udviklede menneske. Sådanne menneskers livsoplevelse er ret unuanceret og foregår mest gennem anvendelse af instinkt, tyngde- eller eksplosionsenergi samt en endnu ret uudviklet følelse og en meget beskeden intelligens. Disse mennesker er som regel fysisk set ret robuste, og da deres åndelige indlevelsesevne endnu så at sige befinder sig på fosterstadiet, påvirkes de ikke overvældende af alt det, der truer det åndeligt mere fremskredne menneske og ofte driver det til desperation. Mon vi ikke alle har oplevet at føle en slags misundelse i os ved mødet med denne for mere sublime lidelsesformer så upåvirkelige type? Jeg vil tro det. Men derfra og så til ønsket om at bytte med den, er der alligevel et stort spring. Nej, der går ingen vej tilbage. På godt og ondt er vi det, vi er, og må finde os i den situation, vi på grund af egen udvikling befinder os i. Men selv om dette at være i besiddelse af en mere udviklet følelse og intelligens i en verden som den, vi oplever omkring os, kan føre til – især på denne tid af året – en brændende lyst til at "stikke af fra det hele", så ved vi dog alle, at denne trang til flugt, til at give op, ikke løser vore problemer, men tværtimod komplicerer dem alt for meget!

Åndeligt er langt de fleste mennesker trætte nu. Borte er den dybe længsel efter de lange, mørke aftener", som prægede os i september, oktober og fik os til at føle en indre salighed ved tanken om de mange dejlige bøger, vi nu skulle i gang med, de mange dejlige foredrag, vi skulle lytte til, kort sagt: det vidunderlige åndelige liv vi da stod på tærskelen til! Vi er mætte nu og længes mod lyset, mod solen og mod det farveprægtige ydre liv, som begge disse ting bringer os! Det kan synes paradoksalt at netop nu, hvor vi er foråret så nær, at netop denne tid forekommer de fleste så uoverkommelig. Men at det er således, kan ethvert udviklet menneske bekræfte og mere end det: ser man på selvmordsstatistikken, så tegner den altid sin kulminerende kurve netop i den periode, hvor foråret for alvor bryder frem. Det, vi oplever, er således ikke noget, der specielt angår den enkelte. Det angår praktisk taget alle åndeligt udviklede mennesker og har altså sin rod i den enkle kendsgerning, at de åndelige kræfter bag vor fysiske fremtræden endnu ikke er nær så stabile som vore rent fysiske funktioner. Vi er, som Martinus udtrykker det: "Sårede flygtninge mellem to riger!" Vi er ikke længere de vikingetyper, vi har været. "Dyret" i os har tabt terræn til fordel for det "menneskelige" i vor natur. Men ikke terræn nok! Åndeligt vil de fleste af os mere, end vi har kræfter til, og det er dette forhold, vi for alvor oplever netop nu. Men selv om verden ofte forekommer det åndeligt udviklede menneske modbydelig, og bestemt ikke uden grund, så er det alligevel klogt at se i øjnene, at denne verden åndeligt passer os som hånd til handske! Vi er her ikke ved en "misforståelse". Vi er her tværtimod, fordi den situation, vi befinder os i, udgør den for os absolut rigtige påvirkning, selv om denne påvirkning til tider kan forekomme næsten Raffineret djævelsk.

Mennesker med en stærkt udviklet følelse vil atter og atter gribe sig selv i at længes efter modsætningen til den verden, vi i dag oplever. Det er til disse mennesker, den gamle læges ord har størst bud, thi følelsen er, når alt kommer til alt, den strengeste "herre", der findes. Tager den magten i et menneskes sind, bringer den alt for let dette menneske der ud, hvor den kontrol, der er al indre harmonis forudsætning, pludselig brister, og helvede opsluger en. Vi har alle oplevet situationer, hvor vi bagefter har måttet tænke: "Havde du dog blot kunnet tie!" Men vi er ikke vismænd, blot vismænd i svøb, og vor evne til at beherske, end sige blande vore tanker på rette vis, er endnu amatørens! Gang på gang har der over for mig siddet mennesker, der bittert har beklaget sig over dette. Til dem alle har jeg kun kunnet sige, at selv om det det er en smerte at opleve sin egen åndelige ufuldkommenhed, rummer dette forhold dog i sig en meget Stor trøst. For det røber, at vi er på vej! På vej imod en verden, som livet netop igennem det oplevede er i færd med at tildanne os til! Svært, ja næsten uovervindeligt svært forekommer dette forhold mig kun at være for den, for hvem livet er uden evighedsperspektiv. Som tror, at dette ene og ak så korte liv udgør vort hele møde med den fysiske verden! At disse mennesker ofte bryder totalt sammen, og at nogle går til den forfærdelige yderlighed at tage deres eget liv, undrer mig ikke så meget, som det måske undrer andre, for jeg forstår disse mennesker! På sin vis undrer det mig mere, at antallet af selvmord i vor verden virkeligt er så beskedent, som det er, sammenholdt med det antal mennesker, for hvem livet ikke alene synes at være, men virkeligt er en næsten uudholdelig byrde.

Og mon ikke årsagen til, at selvmord kun udgør undtagelsen, er den simple, at mennesket aller dybest inde har en skjult kontakt med det i sin egen natur, der hører det evige til? At vi på en måde alle "ved", at flugt, hvilken form den så end har, intet nytter. Jeg tror, at det er dette forhold, der er årsag til, at vi alle lytter, hver gang en røst, der åndeligt er ældre end vor egen, taler til os! Bevidst eller ubevidst er vi alle søgende. Det er simpelthen en del af vor indre natur at ville vide besked med, hvorledes vi bedst kan magte denne eller hin situation, derfor fornemmer vi mødet med sandheder, der netop synes formede til vort sind, som en strøm af livgivende energi eller kraft, der bærer og løfter os. Under en af vore mange samtaler "på tomandshånd" gav Martinus en gang udtryk for, hvor farligt det er at træffe beslutninger om aftenen. Han beskrev for mig, hvorledes vort nervesystem time for time dagen igennem belastes, og hvorledes denne belastning gør det sværere og sværere at se klart, for til slut simpelthen at blive så overbelastet, at det er direkte ansvarsløst at presse det yderligere ved at skulle tage stilling til problemer, der måske angår egen og andres lykke og velfærd. Som man her vil forstå, accepterer Martinus helt ud tanken om, at man "skal sove" på sine beslutninger! Man skal skabe perspektiv mellem sig selv og sine meninger. Gør man det, får man ikke nær så ofte grund til at fortryde, som når man styrter sig hovedkuls ud i beslutninger eller i meningsdannelser, som livet så bagefter skal læse korrektur på.

Selvmordet har jo mange grader ud over den definitive. Faktisk begår vi en slags selvmord, hver gang vi synker ned i depressionens tåger, eller når vi i indre utilfredshed, ængstelse og uro giver efter for vore egne triste indskydelser og enten lader os forlede til de gnaverier, der kun forbitrer livet for os selv og vore omgivelser, eller også modstandsløst får os til at lægge hænderne i skødet og give op. Det er her, at Martinus skarpe analyser om vore åndelige legemers indbyrdes kombinationer og udviklingsgrader kommer os til så stor hjælp. Har man først én gang forstået, at vor kosmiske struktur er således indrettet, at vort følelses- og intelligenslegeme endnu ikke er fuldt bæredygtige, kan man lettere genfinde den tabte balance. For det er nu en gang således her i livet, at man ikke alene bør kunne tilgive andre – man bør også kunne tilgive sig selv!!! Var vi mere fuldkomne, end vi vitterligt er, ville vort liv også være mere fuldkomment. Men vi er ikke fuldkomne og kan derfor heller ikke altid handle fuldkomment. Og når vi ikke kan det, må vi af og til begå fejltagelser, hvis konsekvenser nødvendigvis må komme over vort eget hoved. Dette er loven – og den gælder os alle! Dette synes de fleste at vide, men hvad kun de færreste i samme forbindelse gør sig klart, er den enkle kosmiske kendsgerning, at al vor modgang, ligegyldigt af hvad art den så end er, ene og alene har rod i vort eget sind, at vi, med andre ord, over for Gud står som den, der ene er skyld i vor egen skæbne! Megen sjælelig elendighed ville forsvinde som dug for solen, om hvert eneste menneske gjorde sig denne sandhed klar! For det er aldrig livet, der er ondt imod os – det er os, der misbruger livet! Og i sådanne sager har livet kun ét svar: modstand! Og livets modstand er vor modgang! Dette ved de kosmisk bevidste. Derfor er de "ydmyge og sagtmodige af hjertet". De bekæmper ikke livet. De samarbejder med det! Det er sandheden bag disse ord, vi møder i sætningen: "Søger først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives Eder!" Den Vise får alting til overmål – vi andre kan få så meget, at vi dør af det – uden at have mødt eller oplevet livet! Derfor skjuler der sig bag den gamle læges ord stor visdom og stor hjælp til den, der evner at lytte til og finde meningen bag ordene! Unge sjæle larmer meget. Vi hører deres støj alle vegne i dag. De er utilfredse, for meget vil have mere! Men den fred, der er livets skønneste blomst, får intet menneske forærende, ej heller kan den købes. Den må bygges op indefra – den har rod i "tavshedens havdyb", dens grene, kviste og blade vokser alene i stilheden, og dens blomst og frugt tilhører ene den, der gør sit hjerte fri af enhver dom. Derfor har verden altid elsket vise mennesker og vil altid gøre det! For vise mennesker, virkeligt vise mennesker har aldrig dårlige nerver, er aldrig urolige, usikre eller ængstelige – –

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!