Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I det døgn, vi nu går i møde, er det nøjagtigt fyrretyve år siden, at den krise, der gennem måneder havde rådet i den unge Martinus sind, kulminerede i oplevelsen af den åndelige indvielse, han i sit værk har givet navnet "Den store Fødsel". Alle vi, der siden i vort liv har høstet så rig en åndelig frugt at denne begivenhed, har næppe evne til helt at forestille os, hvad det vil sige at have været i Martinus sted i netop disse døgn, hvor han oplevede en sjælelig forvandling, til hvilken vi kun har ganske få historiske paralleller. Lidt kan vi vel forstå, om vi har mod til at forsøge at forestille os selv i hans situation. Har mod til at stille os selv spørgsmålet om, hvad vi ville gøre, om vi pludseligt oplevede at befinde os i den situation at vide – vide med hele vor sjæl – at i os var inkarneret en viden, som skulle blive kommende århundreders åndelige fundament for en hel menneskehed. Jo ældre jeg selv er blevet i livet, jo mere forfærdet er jeg blevet ved tanken om det uhyre pres, denne oplevelse må have lagt på den unge Martinus sind. For De og jeg ville efter al sandsynlighed enten være blevet grebet af vild panik eller også af overbevisningen om, at vi simpelthen havde fået storhedsvanvid i en aldrig tidligere set målestok!

Martinus blev ingen af delene! Gang på gang har han fortalt mig om, hvorledes han ustandseligt både var sig sin uhyre ringe fysiske position bevidst samtidigt med, at han vidste, at den Guddom, der havde lagt denne byrde på hans skuldre, også vidste veje til at hjælpe ham at bære den. Et stod ham med det samme klart, og det var, at hans liv nu var viet til at hjælpe kommende slægter, og at Guddommen ikke krævede mere af ham, end han evnede at magte. Der er noget dybt fascinerende i på sin livsvej at møde et menneske, for hvem det, vi har givet navnet "idealer", ikke er et mål, men derimod daglig livsvirkelighed. For vi må gøre os selv klart, at før sin åndelige indvielse kendte Martinus dårligt nok ordet "vegetarisme" eller alle de andre "-ismer", som livets store idealer i dag er blevet omskrevet til. Han var på sin vis så "almindelig", som tænkes kan – og altså: alligevel! For Martinus var bag sit beskedne ydre, sin af alle bekræftede enkle og kærlige væremåde, trods alt meget lidt almindelig. Thi han ejede, skjult bag sin ydre form, i sit indre livets kosteligste talentkerne – ydmyghedens strålende juvel! Hvis noget menneske ad mærkelige veje skulle have evnet at fortælle ham, hvilken rolle han af Guddommen var udset til at spille, ville hans svar være blevet en hjertelig latter! End ikke i sine drømme ville han have evnet at give liv til forestillingen om, at han skulle være andet og mere end det, han var, et venligt og beskedent ungt menneske fra den lille vendsysselske landsby Sindal, et almindeligt ungt menneske med en yderst almindelig fremtid foran sig! Og dog var hans sjæl netop det "ler", Guddommen kunne anvende til at forme "i sit eget billede, efter sin egen lignelse".

Der er noget dybt lærerigt i dette i netop vort århundrede, hvor alle jager efter at være "noget for sig selv". Hvor dette at spille en rolle, at få succes, kort sagt "at gøre sig bemærket", synes at være selve livets mål. For har man ikke "succes", er man faktisk en "fiasko" – og dermed uden interesse! Og resultatet af denne vilde jagt efter at "være anderledes end de andre" er ikke udeblevet. Nervemæssigt er vi vel nok den mest sønderrevne slægt, der hidtil har befolket vor klode. Og så, i dette af eksamensraseri, af titeltilbedelse og intelligens snobberi beherskede liv står der pludselig midt iblandt os et menneske, som på ganske få døgn oplever dybt i sin egen sjæl at se den livskilde bryde frem, hvis frugt vil blive åndeligt brød for verdens ulykkelige millioner! Hvad var det, Martinus daværende og senere venner i virkeligheden blev vidne til efter hin 24. marts 1921? – De blev – med Martinus egne ord i hans skønne lille bog: "Omkring min Missions Fødsel" – vidne til, "at et menneske kan komme til viden ad andre veje end de sædvanlige ydre, synlige eller for andre uundgåeligt nødvendige. For dem blev det en kendsgerning, at en undergørende oplysningens kraft helt kan overskygge et uvidende menneske og ganske uafhængigt af bøger eller andres viden og forsken gøre ham til en kapacitet i livets højeste visdom, viden, kendsgerninger eller religiøs oplysning. De er det tyvende århundredes tilskuere til den hellige ånds eksistens. De har fået lov til at se fortidens åbenbaringer gentage sig i nulevende kød og blod, været vidne til, hvordan visdommen bliver til, hvordan livets store facitter, de evige sætninger, de udødelige "Guds Ord" inkarnerer i fysisk materie, bliver til "hellige bøger", der kan være åndeligt brød for slægternes generationer gennem tid og evighed."

– – – – – – –

At Martinus efter sin kosmiske opvågnen måtte gennemleve en svær tid, er forståeligt. Han var den gang ansat som kontorist på det store af de fleste kendte mejeri "Enigheden" her i København. Det var hans overbevisning, at han ville kunne gennemføre sit daglige kontorarbejde og så arbejde på sin mission, når han efter dagens gerning vendte hjem. Men kræfterne slog ikke til, og han bad derfor ledelsen om tilladelse til at blive overflyttet til en afdeling med rent kropsligt arbejde, fordi han derigennem mente at kunne skåne sin hjerne. Hans ønske blev opfyldt, men uvant med groft fysisk arbejde, som han var, tog dette langt flere kræfter, end han havde beregnet. Men gode venner, der ikke alene havde bevidnet hans kosmiske opvågnen, men også forstået den, trådte til, og takket være en uhyre beskeden understøttelse fra disse venner kunne han en dag opgive sin stilling og helt hellige sig skabelsen af det symbolmateriale og senere de skriftlige analyser, der siden hen udgjorde grundlaget for udgivelsen af det første bind af "LIVETS BOG".

Er Martinus en mystiker? Spørgsmålet har gang på gang været rettet til mig, men mit svar har altid måttet blive et klart nej! En mystiker er et menneske, der gennem kosmiske glimt mere aner end klart oplever den evige side af vor tilværelse. Hvor strålende disse menneskers åndelige frembringelser end har været – og de har simpelthen været uvurderlige i deres betydning for utalte millioner – så har de dog aldrig givet os det randskarpe billede af universets kosmiske struktur, der gennem Martinus verdensbillede nu er blevet vort evige eje. Kosmiske visioner er, som alle visioner iøvrigt, afhængige af det sansesæt, de opleves igennem. Er dette sansesæt endnu farvet af en for stærkt vibrerende maskulin eller feminin pol, vil visionerne blive derefter. Intuitionens hellige flamme evner kun at brænde klart og rent der, hvor disse to seksuelle poler er i absolut balance. Og det var dette, der var tilfældet i Martinus bevidsthed. For første gang i vor historie står vi derfor her over for kosmiske visioner, der helt og aldeles er under intuitionsenergiens totale kontrol, hvorfor vi da også for første gang i vor historie står over for kosmiske visioner overført til rene, kontrollerbare kosmiske analyser, om man da ved ordet "kontrollerbare" forstår, at kontrollen naturligvis er afhængig af ens eget selvoplevede erfaringsmateriale og den deraf følgende evne til selv at anvende intuitionen i sin egen sanseoplevelse. For "bevisets stilling" er anderledes inden for åndsvidenskabens områder end inden for den rent fysiske videnskab, hvor ethvert facit, enhver analyse, må hvile på rent fysiske faktorer.

Martinus store kamp blev således ikke oplevelsen i sig selv. Den havde han fra det øjeblik, han havde passeret sin åndelige indvielse, fri adgang til. Han har i virkeligheden fra hin 24. marts og til i dag, hvor han, omend nået "støvets år", fremdeles taler og skriver som den, der i alt besidder evig ungdom, uafbrudt korresponderer direkte med hin guddommelige bevidsthed, det blev hans mission at gøre os andre bevidste i. Nej, Martinus kamp blev kampen med det uhyre beskedne selvoplevede kosmiske erfaringsmateriale, vi som "sønner af jorden" besidder. Thi hvor strålende vi end har besejret materien og underlagt os dens kræfter, ved vi stadigt meget lidt om Gud og om vor egen evige eksistens som "søn af Gud". Vor viden på disse områder har langt mere karakteren af tågeagtige anelser, og det er først med indførelsen af Martinus kosmiske analyser som strålende arbejdsmæssige kosmiske hypoteser, vi kan begynde at orientere os i de vældige områder, som ligger hinsides det rent fysiske erfaringsfelt, vi i dag så overlegent behersker. Og her er Martinus verdensbillede simpelthen suverænt. Intet menneske har som han evnet at forme selv de mindste erfaringsgrupper, vi besidder, og gøre dem til konstruktive dele af den kosmiske tænkning, der udgør forudsætningen for en erkendelse på et helt andet plan end det fysiske. Trin for trin leder han det kosmisk indstillede menneske fra erkendelse til erkendelse, bestandig med det formål for øje at være Guddommens defensor over for en slægt, der er tilbøjelig til at benægte hans eksistens. Intet menneske ved bedre end Martinus, hvor voldsomt evnen til blindt at tro nu degenererer hos den opvoksende slægt, og intet menneske har klarere imødeset konsekvensen af dette forhold. Hvert eneste af hans symboler og hver eneste af hans analyser er bygget til en mennesketype, der kræver klare svar på klare spørgsmål. Undersøger man hans undervisningsmetode, vil man se, at hvor tidligere følelsen dominerede i al religiøs undervisning, har Martinus helt erstattet denne ofte ukontrollerbare følelse med en harmoniseret følelse, intelligens og intuition eller mentale kræfter, der netop er i levende vækst i hvert eneste udviklet menneskes bevidsthed!

Nej, Martinus er ingen mystiker. Han er ganske simpelt et menneske, der "har fuldendt løbet og nået målet". Et menneske, for hvem Guds eksistens og hans egen personlige udødelighed er dagsbevidste realiteter, der i alt udgør selve fundamentet for hans daglige livsoplevelse. Det er sandt, at han taler vort vesterlandske sprog, men hans ord er ikke blot rettet til os, de er rettet til hele verden, og vi, som gennem vort eget liv har lært hans tanker at kende, tilegnet os dem og gjort dem til grundlag for vort eget liv, ved, at han vil blive lige så elsket af Østens mennesker, som han i dag er det af alle os, der har haft den for os selv næsten ubegribelige lykke at møde ham.

– – – – – – –

Fyrretyve år er nu gået siden hint døgn, der indviede et menneske til en mission, kun han alene vidste ville blive fuldbyrdet. Fra at være et ganske ukendt menneske – et menneske, om hvem ingen drømte, at netop han rummede livets største muligheder – er Martinus i dag et navn, der forlængst er fløjet kloden rundt. Dag for dag øges summen nu af mennesker, der gennem den viden, Martinus giver dem, påny genfinder den indre balance, uden hvilken livet kun er én stor meningsløshed. Og sådan vil det fortsætte gennem kommende århundreder. Intet sted er digterens ord om, at "for de gamle, som faldt, er der ny overalt", mere sandt end i det arbejde, der med Martinus kosmiske oplevelse som lysende centrum i dag skyder sine grene udover den ganske jord. Vi, der har kendt ham gennem de mange år, ved dette, og efter os vil andre vide det. Og netop fordi vi ikke alene ved dette, men også – og måske mest – fordi vi selv gennem det, han gav enhver af os, påny genfandt den vej, der aldrig svigter, bøjer vi i denne stund vort hoved i taknemmelighed for den velsignelse, det har været for enhver af os at møde ham og gennem ham den Guddom, der alene formår at give mennesket det livsindhold, der er selve livets evige bestemmelse!