Kontaktbrev 1961/7 side 9
MARTINUS
LIVETS BOG
Citat fra tredie bind, stk. 800 og 801.
"Ligesom man kan jonglere med materien eller detaljerne i den "ydre" verden og derved blive i stand til at befordre selvopholdelsesdriften – dyrene skaffer sig føde og befordrer deres parringsdrift, menneskene gør det samme plus en begyndende højere jongleren med materien eller den såkaldte "kunstneriske skabelse" – således kan man også jonglere med den "indvendige" verdens materie. Alle de mange "indtryk", vi igennem sanserne har fået af den "ydre" verden, er vi i stand til at "flytte om" eller "forandre" noget ved. Har vi set en kirke med ét spir, er vi i stand til at forsyne den "indvendige" kopi af dette syn med to spir. Vi kan også give denne "indvendige" kopi flere vinduer, flere fløje end dem, der forefindes på det "ydre" billede, kirken repræsenterer for vore sanser, ligesom vi også er i stand til at forandre kirkens indre på vor "indvendige" kopi. Vi kan her give den helt andre møbler, helt andre rumforhold og lignende end dem, der forekommer i vor oprindelige "indvendige" kopi af nævnte. På samme måde kan vi lave om på alle andre af vore "indvendige" kopier. Vi kan reducere disse og forandre detaljerne og gøre disse tarveligere, lige så vel som vi kan gøre disse fuldkomnere, alt efter vore egne begreber om fuldkommenhed. Det er denne jongleren med den "indvendige" verdens materie og detaljer, vi udtrykker som "tankefunktion" eller "åndsarbejde".
Men ligesom den "ydre verden" igennem vore sanser afspejler sig i vor "indvendige verden", således kan vor "indvendige verden" også afspejle sig i den "ydre verden". De forandringer, vi foretager med "kopierne" i vor "indvendige verden", kan vi bringe frem til synlighed i den "ydre verden", hvor de da bliver til skue for vore medvæsener. Vi må da her i den "ydre verden"s materie forme eller skabe "kopier" af de kopier eller foreteelser, der er blevne til eller har dannet sig i vor "indvendige verden". Det er denne gengivelse i den "ydre verden" af den "indvendige verden"s kopier, vi kalder "manifestation" eller "skabelse". Enhver manifestation eller skabelse er altså i realiteten kun en i den "ydre verden" frembragt kopiering eller genskabelse af de levende vægeners "indvendige verden". Det er denne "ydre verden", der i sin groveste fremtræden opleves som det, vi kalder "den fysiske verden". Og det er denne, der som læserne her vil forstå, almindeligvis bliver betragtet som "den materielle verden". Men denne "materielle" verden kan altså ikke i noget som helst tilfælde eksistere eller blive til uden netop som en afspejling af de levende væseners "indre verden". Det er denne kendsgerning, vi allerede tidligere har mødt i "Livets Bog" i vor erkendelse af, at et hus ikke kan blive til uden en bygmester, ligesom en klædning heller ikke kan blive til uden en skrædder. Hvad er vel huset og klædningen andet end nogle i fysisk materie manifesterede "kopier" af forekomster i de pågældende ophavs "indre verden"? – "