Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Er De nogen sinde på en ganske almindelig hverdag og ganske ene gået ind i en af vore gamle kirker for at tilbringe en lille stund i den atmosfære, der som oftest råder der? Jeg tror, de fleste af os ikke alene har gjort dette, men også følt stor glæde derved! Personligt har jeg gjort det mange gange, ikke alene i vort eget land, men alle de steder livet har ført mig hen. En af de forunderligste af disse oplevelser havde jeg for få år tilbage i den lille by Budh Gaya i Vestbengalen, hvor jeg besøgte det tempel, der er bygget på den plads, hvor Buddha havde sin åndelige oplevelse. Jeg sad da i skumringen meget længe under efterkommeren af det træ, hvorunder Buddha oplevede sin åndelige indvielse, og jeg erindrer endnu meget tydeligt det stærke indtryk, denne "stille time" efterlod i mit sind. Men jeg har siddet i andre templer, i moskeer, i domkirker og i bitte små landsbykirker langs alle de ruter, mine lange rejser har fulgt, og altid med samme resultat, nemlig dette, at en dyb fred har sænket sig over mit sind. Det er, som om disse gudshuse, af hvad art de end har været, rummer kræfter, vi har brug for, samtidigt med, at de ligesom forbinder os med den evige fortid, uden hvilken vor ånd ikke var nået dertil, hvor den i dag står.

Muligvis undrer en og anden af Dem sig over denne indledning fra netop min hånd. Men naturligvis har jeg en mening med den, en mening, som længe har levet i mit sind, men som jeg først for alvor blev fuldt bevidst i for kort tid siden, hvor jeg pludseligt stod ansigt til ansigt med en af disse nye, moderne kirker, hvis udseende altid forvirrer mig, fordi jeg opfatter eller fornemmer dem som tragiske forsøg på at skabe noget "nyt" på områder, hvor ingen nyskabelse – hvor kunstnerisk forsvarlig den så end er – evner at ændre blot en tøddel ved den udviklingsproces, der er i gang jorden over, og som ikke vil standse, før alle klart har erkendt, at fremtitidens gudshuse vil blive lige så forskellige fra fortidens, som disse er fra dem, menneskene anvendte, før Buddha, Jesus og Muhamed fremtrådte og løftede det åndelige liv op på højere og mere inspirerende planer end dem, det da befandt sig på.

Jeg har en enkelt gang "forvildet" mig ind i en af disse moderne kirker og må ærligt tilstå, at den største glæde, jeg følte ved besøget, var tanken om, hvor let dette rum kunne laves om til et glimrende undervisningslokale i åndsvidenskab. Det ligger i min natur at søge at se det lyse ved enhver ting, men det, der i denne forbindelse optog mig mest, var den besynderlige fornemmelse af dette moderne rums mangel på åndelig atmosfære. Lad en gammel landsbykirke være så fattig i udstyr, den være vil, ja til og med måske direkte forsømt, men evner man at lukke sine fysiske øjne for disse i sig selv ret ligegyldige foreteelser og åbne sin sjæl for den atmosfære, selve rummet udstråler, og som har rod i de utalte generationers åndeligt fortættede liv, der så at sige udstråler fra hver eneste sten i bygningen, kan det ske, at rummet får mæle og kommer til at virke som en dybt inspirerende bekræftelse på det budskab, til hvilket det for måske århundreder siden blev indviet.

Det er en kendt sag, at noget, der er dømt til undergang og ophør, ofte umiddelbart før dødens indtræden oplever en sidste krampagtig opblussen af liv. Alle åndeligt udviklede mennesker jorden over ved, at kirkernes, templernes og moskeernes tid er forbi. Målt med evighedens målestok har de kun meget kort tid tilbage, nogle få århundreder om det kommer højt, men absolut heller ikke mere. For det åndelige liv er netop liv i den forstand, at det – som os selv iøvrigt – forbruger "kroppe", forbruger skabte former. Og de nuværende kirker, templer og moskeer er sådanne "kroppe", sådanne former, der én gang evnede at udtrykke Guds bevidsthed i netop den form, menneskene da havde behov for og kunne forstå. Men Guds bevidsthed er liv og liv i en betydning, kun de færreste i dag forstår. For den er den ene form for liv, der aldrig kan standse sin vækst og derfor aldrig finde sin endegyldige ydre form! Gud er ånd – men det er De og jeg også! Og det er først den dag, vor egen og Guds ånd går op i den universelle enhed, vi har givet navnet "kosmisk bevidsthed", at den sidste "kirkebygning" i form af vor egen totalt ændrede væremåde er fuldbyrdet!

Det er dette, jeg oplever, når jeg ubemærket går ind i en gammel kirke, et gammelt tempel eller hvilken form for gudshuse, menneskene nu har skabt i den fortid, af hvilken vi selv udgør et resultat. Umærkeligt sammensmelter min ånd da med den atmosfære, der ligesom står i rummet. Evigheden er pludselig over mig, og salige fornemmelser fra en svunden, åndelig "barndom", hvor livet var enkelt, de moralske love selvfølgelige og vor væremåde så at sige bestemt af kræfter, hvis autoritet forekom os så indlysende, at vi end ikke drømte om at sætte os op imod dem, næsten besætter mig. For hvor har vort liv dog engang været enkelt imod det, det siden hen udviklede sig til!!! Dengang levede vi i en sort/hvid verden. At den i sig selv var helt uden nuancer, vidste vi jo ikke. Gud var god, djævelen ond, og da verden "lå i det onde", ja så var det dejligt, at vi havde vore gudshuse, hvor vi kunne få al den hjælp i vor kamp imod dette onde, vi havde behov. Og menneskene brugte deres gudshuse – hele jorden over! De udgjorde det virkelige centrum i deres liv, det hvorom alting drejede sig – og formede sig! Ingen diskuterede, om Gud eksisterede eller ej, alene tanken var absurd!

Og nu. Se udover verden! Betragt den opvoksende ungdom, den som så mange angriber og kun altfor få virkeligt forstår. Thi hvordan skal den være anderledes, end den er? Hvem har for alvor trængt ind i denne ungdoms inderste væsen og der set, at den misere, enhver kan se, alene har rod i denne ungdoms ulykkelige åndelige stilling? Man dømmer denne åndeligt rodløse ungdom, som man altid har dømt ungdommen, men ungdommen af i dag har ingen brug for domme! Den har brug for en åndelig hjælp, som ingen nok så moderne kirke- eller tempelbygning kan give den. En åndelig hjælp, som taler dens eget sprog, og som anskuer dens vanskeligheder fra helt andre synspunkter end dem, der rummes inden for de synkende kirke- og tempelmure.

Bedømt og vurderet i lyset af den kristne ét-livs teori er denne ungdom naturligvis "evig fortabt" o.s.v., såsom den har sprængt alle tidligere moralske påbud og forskrifter og tilsyneladende gladelig overtræder samtlige de ti bud uden at føle hverken anger eller anden åndelig elendighed derved. Den har muligvis mindreværdskomplekser og mereværdskomplekser, men "syndskomplekser" har den i hvert fald ikke.

Og dog er det den bedste ungdom, dér nogen sinde har gået på jorden! Thi uanset de "vildskud", enhver kan se, og som på grund af deres næsten ubegrænsede hæmningsløshed dominerer vore avisers forsider, lever der i det skjulte jorden over en ungdom, som åndeligt er mere værdifuld end nogen ungdom før den! Lad så være, at den tilhører "de stille i landet", og at mange betvivler dens reelle eksistens. Den er der, tvivl aldrig på det, og det bliver på denne næsten skjulte ungdoms skuldre, at en ny verdens skønne struktur en dag vil hvile! For denne ungdom er ingen "ny ungdom". Det er jordens moralske elite, dens umådelige åndelige ressourcer, som i det givne øjeblik vil evne at forme den verden, der i dag vrider sig i fødselsveer. Vi er alle evige, har altid været og vil altid være! Og det vigtigste ved os er ikke vor krop, men derimod vor ånd. Og verden af i dag har både unge, vildførte ånder og gamle, vise sjæle! At disse gamle, vise sjæle nu gror frem i nye, unge legemer, er kun absurd for den, der har korsfæstet sin egen sjæl på ideen om materiens overlegenhed i forhold til det, vi gav navnet "ånd", en indstilling man vel kan have, men som i sig selv er blottet for enhver inspiration.

Nej, mennesket lever i dag i "den store mellemakt", i den besynderlige spænding, der altid opleves, før tæppet går for dramaets sidste og afsluttende akt. Bag os ligger en verden, hvis enkelte dele helt havde rettet sig ind efter den magnet, vi gav navnet "magt", og hvis kræfter udløste sig gennem den såkaldte "herskende klasse", foran os en verden, hvor vi bag det slør af blod, som næsten er blevet sædvane for os, kan skimte tilsynekomsten af den nye kraft, der en dag vil omgruppere alle kræfter og skænke os et livsmønster, i hvilket den "ret", der vil blive denne nye tids åndelige magnet, bliver livets virkelige og urokkelige centrum. Men en ret, der ikke er knyttet til et moralbegreb, er ingen ret. Og et moralbegreb uden tilknytning til en evigt eksisterende Guddom er et så illusorisk moralbegreb, at det er uden virkelig værdi eller betydning. Og derfor oplever vi da også en over hele verden voksende hunger efter både et nyt moralbegreb og et nyt gudsbegreb.

I det ydre synes verden af i dag at ligge mere "i det onde" end nogen sinde før i menneskehedens lange historie. Og de, som i de altfor øjensynlige opløsningens kræfter, der manifesterer sig jorden over, ser tegnene på "de sidste tider", kommer ikke til at mangle stof for fantasien. Men den, som ved, at intet af det, vi ser eller oplever, er det, det ser ud til at være, har forlængst gennemskuet dét nuværende drama og set, at mindre end at "ligge i det onde" befinder verden sig i dag på tærskelen til en tid, hvor alt det, slægterne drømte, det, som de bad om i kirkerne med de enkle ord: "Komme dit rige!", nu er i færd med at fuldbyrde sig lige for øjnene af os. Den "undergangens tid", vi oplever, er ikke en livets undergang, men derimod en given mentalitets undergang, nemlig den, der i sin åndelige kortsynethed gav hadet, hævnen og alskens nederdrægtighed den næring, der alene gav disse kræfter magten over den menneskelige sjæl. Årti for årti spiller denne mentalitet nu sine sidste kort ud. At disse sidste udspil vil blive mere blodige end noget andet, vi har været vidne til, mere end aner vi, men det ændrer ikke den kendsgerning, at det er de sidste udspil! Et vældigt kosmisk kredsløb er i færd med at fuldbyrde sig og et nyt i færd med at etablere sig. Det er kræfterne fra dette nye kredsløb, der i dag påvirker hver eneste af os. Med en uimodståelig kraft bringer det alt det, der før skjulte sig i dybet af vor sjæl, op på overfladen. Intet i os vil forblive skjult, thi intet af det, som ikke hører den kommende ny tid til, skal "overvintre" og bringes med ind i denne nye verden. Derfor ser verden af i dag ud, som den gør!

Klokker i alle tonearter kaldte i fortiden menneskene til de kirker, templer og andre former for gudshuse, man dengang frembragte. Sagte toner lyden af disse klokker ud jorden over, thi så meget i det budskab, de bragte, er ikke længere i samklang med den menneskelige sjæl. Men nye klokker er i støbeformen! Også de støbes til gudshuse, men gudshuse af en helt anden form end den, vi hidtil har kendt. Som evnen til at tro frembragte sine templer, vil evnen til intuitivt at forstå forme sine. I det ydre mindre prangende måske, men så til gengæld i det indre fyldt med en kraft, der på ny forener mennesket med den Guddom, hvis eksistens det måske i dag benægter, men som til den tid vil blive den ildsøjle, hvis lys vil nå til jordens fjerneste kroge, og ved sin evige kærlighed, sin altomsluttende indsigt blive den inspiration, der vil gøre budet: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv!" til den urokkelige videnskab, der alene kan gøre krav på at være livets sande og uangribelige fundament.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!