Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De ved alle, at der er noget, vi kalder "kultur". Men hvad dækker dette udtryk egentlig over, hvad er kultur? Man siger i daglig tale om en eller anden person, at vedkommende har kultur, eller måske er blottet for kultur. Men mange mennesker mener dermed blot, at vedkommende persons opførsel er mere eller mindre i overensstemmelse med, hvad de såkaldte finere kredse i samfundet kalder "dannelse". Man tror, at et menneske er kultiveret, fordi det forstår at hilse på en bestemt måde og sige komplimenter (som det måske egentlig ikke mener) og ved, hvilke skeer, knive og gafler det skal bruge ved den ceremoni, man kalder en fin middag. Ikke desto mindre kan en person, som ved et middagsselskab kommer til at spise suppe med den forkerte ske til de omkringsiddendes mere eller mindre åbenlyse morskab eller forargelse, være i besiddelse af meget mere kultur end dem, der tror om sig selv, at deres kendskab til vedtagne dannelsesmønstre er ensbetydende med virkelig at være et kultiveret menneske. Kultur og dannelse er ikke det samme. Det, man i almindelighed kalder dannelse, har naturligvis sin betydning. Men man er tilbøjelig til at overdrive og overvurdere den. Dannelse er ydre manerer, mennesker kan opøves i, ja, ligefrem dresseres til, men kultur er resultatet af en viljebestemt bevidsthedsproces. Det er noget, der kommer indefra, talenter og karakteregenskaber, der er et resultat af vor planmæssige, viljesledede indsats for at tvinge urkræfterne i vort sind ind i de baner, hvor de er i overensstemmelse med de livslove, der ligger til grund for at være MENNESKE.

Martinus viser os gennem sine analyser og symboler, hvorledes de to store fundamentale begreber "lys" og "mørke" har hver sin kulminationszone i det udviklingsafsnit, han kalder en "spiral". Og, hvad der for os i øjeblikket er det mest aktuelle, han viser også, at begrebet "mørke" er kulminerende i det jordiske menneskes mentalitet. Hvor dette "mørke" besejres i bevidstheden, kommer et menneske i besiddelse af det, der kosmisk set kan kaldes kultur, da råder "lyset" i dets tankeverden. Hvad er det for "mørke" og "lys", Martinus taler om? I Martinus" terminologi er "lyset" det samme som det, der i Bibelen er omtalt med ordene "Vorde lys, og der blev lys". Det er ikke solens lys, der tales om, den blev efter skabelsesberetningen først skabt på "den fjerde skabelsesdag", hvilket vil sige på et senere stadium af åndens forvandling af materien. Det er åndens, bevidsthedens lys, der skal besejre ubevidsthedens og materiens mørke. Skabelse af kultur er i virkeligheden en skabelses- eller udviklingsproces, der forberedes i mineralrigets krystaldannelser og plante- og dyrerigets organismeskabelse, som bliver redskaber for anelsesbevidsthed, og videre over primitive menneskestadier til mennesket af i dag, der er et vordende kulturvæsen, d.v.s. et menneske, der er på vej til at blive, hvad der i Bibelen kaldes "mennesket i Guds billede".

Menneskelig kultur er ikke noget, der findes på vor klode, men noget, der er ved at blive skabt i de enkelte jordmennesker og dermed kommer til at udfolde sig på denne jord som adfærdsmønster og sædvanehandlinger. Og det er noget, der tager sin 5 tid. Mørket, i betydningen uvidenhed, ukendskab til livslovene og materiens magt over ånden, hersker i vor verden. Det fremtræder som alles krig imod alle, og det kan i visse tilfælde camoufleres i de fineste former for "dannelse", der giver sig ud for at være høj kultur, men i virkeligheden er barbari, dyrisk mentalitet i menneskelig forklædning.

Menneskene har i årtusinder dyrket jorden, de har forvandlet junglekrat, sumpe, moser, heder, ja, selv ørkener til frugtbare marker. De har kultiveret jorden; ordet "kultur" kommer netop af det latinske "colo": jeg dyrker. Materialistisk indstillede mennesker vil hævde, at mennesker skaber kultur simpelthen ved at dyrke jorden. Men det er kun den ene side af sagen. Kultur er også forbundet med ordene: "kult" og "kultus", der forbinder begrebet at dyrke med åndelig kraft, med hellighed og velsignelse, altså gudsdyrkelse. Således har menneskelig kultur både sin åndelige og sin materielle side, og så længe der ikke er en fuldkommen harmoni mellem disse to sider, er den såkaldte jordmenneskelige kultur blot forskellige former for barbari, hvori en virkelig menneskelig kultur er ved at spire frem. At denne kultur findes som en mulighed i menneskets sind, vidste Kristus, da han sagde: "Himmeriges rige er inden i Eder".

Nu vil mange mennesker uden tvivl hævde, at "Himmeriges rige" er noget åndeligt, som ikke har noget med det fysiske at gøre, og dertil må man udfra et kosmisk synspunkt svare: "Hidtil har det i alt fald kun været meget lidt". Men hvis man vil hævde, at "Himmeriges rige" ikke SKAL have noget med det fysiske at gøre, må det menneske, som studerer kosmologi og føler sig på bølgelængde med de kosmiske analyser, stilfærdigt svare, at han eller hun ikke kan dele dette synspunkt. Kristendommens virkelige mission på denne klode er netop at opdyrke den mentale jordbund i menneskenes sind, så "Himmeriges rige" kan spire frem gennem tanker, følelser, ord og handlinger og forvandle krigens helvede til en fredens verden. Kristendommen må blive en måde at leve på, et kulturfundament, der ikke blot betyder, at man går i kirke om søndagen og til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. De fleste mennesker kommer der jo forøvrigt næsten kun ved de fire omtalte lejligheder og ikke om søndagen. Mange ser dette som en begyndende afkristning af vort samfund og er bekymrede af den grund. Men en sådan bekymring kan kun opstå, hvor der mangler kendskab til den store forvandling, der er ved at foregå med menneskeheden. Her i vesterlandet er det en forvandling fra kristent barbari til kristen kultur.

Udtrykket "kristens barbari" vil nok falde nogle for brystet, idet man vil mene, at kristendom og barbari ikke kan have noget som helst med hinanden at gøre. Det har de i virkeligheden heller ikke. Men menneskene har forsøgt at iklæde deres barbari et kristeligt klædebon. Vesterlandets historie i de sidste nitten hundrede år er netop beretningen om dette forsøg. Det kan ikke bebrejdes nogen, for det har ikke kunnet være anderledes. Kristendommen har som alt andet sine udviklingsfaser, først en nebuloseagtig tilstand, en mental tågedannelse repræsenteret ved forjættelserne i det gamle testamente om det, der skulle komme, derefter en begyndende materialisation eller fortætning gennem den begivenhed, at Kristus inkarnerede på jorden og viste guddommelig menneskelighed i ord og gerning. Hans liv og død kunne naturligvis ikke på én gang forvandle barbari til kultur, det sker ikke ved mirakler, men gennem en skabende udvikling. Den tro, som hans liv og død blev årsag til, blev den næste fase i kristendommens udvikling. Det blev en tro på frelse fra denne verdens "jammerdal" og på tusindårsriget, som skulle komme, når Kristus atter viste sig for at holde dom over levende og døde med evig belønning til "sine egne" og evig straf for "de andre". Er det en kristen kultur, der er blevet skabt på basis af denne tro? En kultur, som er gennemstrålet af Kristi ånd, af kærlighed til Gud og næstekærlighed? Både historien og det vesterlandske samfund af i dag viser, at det ikke er det. Krigens barbari fortsatte som korstog og religionskrige, præster velsignede våben, og ingen folkeslag har udkæmpet flere, større og mere barbariske krige end netop de "kristne barbarer". Man kan heller ikke påstå, at de såkaldte kristne stater just er "hellige samfund", når det gælder deres borgeres indbyrdes samkvem og vekselvirkning. Læser man aviser, kan man ikke undgå at læse om mord, overfald, voldtægt, tyverier, bedragerier, retssager om bagvaskelse, arvinger der strides, strid om forældrerettigheder og meget andet. Kristendommen er altså blevet en teori, som nok har påvirket menneskene til en vis grad i deres tanke- og handlingsliv, men mest i deres følelses- og trosliv, der ligesom har været en verden for sig, medens tanke- og handlingslivet i sin praktiske udfoldelse stadig var barbari. Kristendommen er altså ikke inkarneret i den fysiske verden endnu. Men før en inkarnation eller fødsel eksisterer flere fosterstadier, således også for kristendommen. Og der er veer og smerter, når noget skal fødes til denne verden, ikke mindst når dette "noget" er en ny kultur, en menneskelig kultur, som hidtil kun er blevet praktiseret 100 procent af ét væsen som et eksempel til efterfølgelse kulminerende med ordene: "Tag dit kors og følg mig."

En menneskelig kultur og en kristen kultur er et og dét samme. Vil det da sige, at kristendommen skal udbredes over hele jorden i fremtiden? Den mulighed vil mange sikkert i dag betvivle, ikke mindst fordi den dogmatiske kristendom, efter at menneskenes intelligens og logiske sans i de senere tider er blevet stærkt udviklet her i vesterlandet, er degenereret mere og mere til blot at være en ydre form, altså "dannelse". Man tilhører folkekirken, fordi det er noget, der nu engang hører sig til. Og kultur i betydningen "hjertets dannelse" møder man lige så godt hos mennesker, som ikke kalder sig kristne, som hos mennesker, der gør det. Hvorfor da en kristen kultur? Det bliver kristendommens tredie fase. Den første (forjættelserne i det gamle testamente) var "Faderens epoke", det nye testamente og troen på Kristus er "Sønnens epoke", og den tredie, som menneskeheden er ved at glide ind i, er "Helligåndens epoke", hvilket vil sige kristendommens fødsel i tankens og handlingens verden, dens materialisation. Dens udbredelse bliver ikke gennem dåb, nadver, ritualer og dogmer, det bliver ikke missionærers prædikener, der skal "omvende hedninger". Det bliver en kosmisk eller universel videnskab, en "sandhedens ånd", der i samklang med den fysiske videnskab lidt efter lidt vil komme til at ændre menneskenes livsindstilling og hjælpe dem til at ændre deres væremåde. Kristus har selv omtalt dette. Man kan læse det i Johannes' evangelium, 16. kapitel: "Endnu har jeg meget at sige eder; men I kan ikke bære det nu; men når han, sandhedens ånd, kommer, skal han vejlede eder til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men det som han hører, skal han tale, og de tilkommende ting skal han kundgøre eder. Han skal herliggøre mig, thi han skal tage af mit og forkynde eder. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han tager af mit og forkynder eder."

"Sandhedens ånd" - ? Hvad er sandhed? Disse ord af Pilatus har givet genlyd ned gennem tiderne. De opfyldte menneskenes tanker, før han udtalte dem, og de gør det stadig. Videnskaben, som har udviklet sig her i vesterlandet, er forsøg efter forsøg på at opklare sandhedens detaljer og afdække dem lag efter lag i den fysiske verden. Man har forsøgt at skrælle "sandhedens løg" ved at analysere materiens verden både i makro-, mellem- og mikrokosmos. Men det er stort set gået, som Henrik Ibsen skildrer det med Per Gynt, der som gammel sidder og plukker et løg, svøb efter svøb: