Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jo ældre man bliver i livet, og jo mere man går på sporet af dets såkaldte indre hemmeligheder", desto mere opdager man, at én af årsagerne til, at så mange mennesker aldrig oplever at blive virkelig tilfredse, virkelig glade i dette ords smukkeste betydning, er den, at o de ikke evner at acceptere sig selv. De føler pa den ene side, at de absolut ikke er så gode, som de burde være – en følelse alle normale mennesker dagligt må opleve – men de evner på den anden side ikke klart at se, at livet i kraft af vore såkaldte "medfødte naturer" selv sætter en grænse for vore åndelige forvandlingsmuligheder.

Mennesket, som ikke accepterer sig selv, udsætter sig i virkeligheden for et permanent mentalt krafttab. Det går i stadig fare for åndeligt at "forløfte" sig der igennem, at det ofte vil mere, end det har naturlige forudsætninger for at klare, og resultatet bliver derfor let den indre uro og utilfredshed, der netop i vor tid kendetegner mange mennesker og let fører til det altfor kendte begreb "dårlige nerver". For dårlige bliver vore nerver, når de uafladeligt udsættes for et overtryk, for et pres, de slet ikke er beregnet på.

Nu er det jo forholdsvis let at påpege en mangel ved mennesker, men ulige sværere at give et virkelig godt råd der imod. I dette tilfælde er det imidlertid ikke så svært, om blot modparten rummer den mindste mulighed for at forstå rådet. For årsagen til den mangel på evne til at acceptere sig selv, som altfor mange dagligt må lide under, har i virkeligheden sin rod i det heltud utrolige ukendskab, flertallet i dag har til sig selv, til sin egen kosmiske struktur. For det er nemlig aldeles givet, at dersom vi påfører os selv den forestilling, at vi på en måde allerede er "færdigskabte", rummer denne forestilling i sig alle muligheder for at udstyre os med et næsten djævelsk mindreværdskompleks, eftersom vi alle uafbrudt begår større eller mindre fejltagelser i vort daglige liv. Hvem af os kender ikke den lammende fornemmelse af at være "umulig", der altid er den første virkning af en nylig begået regulær dumhed? Og mindre lammende bliver denne fornemmelse i almindelighed jo heller ikke af, at vore omgivelser altid synes mere beredvillige til at bekræfte den end til at begrænse og bagatellisere den. Det er her, man har brug for et selvskabt kraftcenter, der omgående formår at virke som en afbalancerende faktor, der kan forhindre altfor voldsomme udsving. Men dette center kan ikke skabes ud fra den almengældende kristne ét-livs indstilling! Skal det få virkelig værdi og betydning, må det have rod i erkendelsen af, at vi er evige væsener og altså har en lige så evig fortid som fremtid!

Det er sandt nok, at mange mennesker reagerer stærkt over for reinkarnationstanken, men det er min overbevisning, at dette forhold mere bunder i måden, de får denne tanke forklaret på end i tanken selv. For selv et ringe studium af den menneskelige bevidsthed gør det klart, at den på den ene side er en ufærdig bevidsthed, samtidigt med at det på den anden side er lige så klart, at den er en bevidsthed under vækst! Vi er alle klare over, at vi hver for sig har virkelig fuldkomne sider i vort sind, altså sider, ud fra hvilke vi i alt handler korrekt eller, om man hellere vil: i hundrede procents kontakt med de universelle love. Disse sider af vort sind volder os derfor aldrig kvaler, eftersom det jo netop er dem, der giver os fornemmelsen af at kunne "magte livet". De sider derimod, der endnu er ufærdige, stiller os dagligt over for dette at skulle vælge mellem flere former for væremåde. Dette forhold må nødvendigvis gøre enhver usikker – og dobbelt, når vedkommende er aldeles uvidende om dette forholds virkelige årsag! Har man derimod accepteret reinkarnationstanken som livsfundament, kan billedet helt skifte karakter, fordi denne tanke i sig selv rummer en uhyre positiv kraft. Den giver nemlig en første klar forståelse af, at "de andre" heller ikke er fuldkomne og derfor i virkeligheden uden ret til at dømme os. Derudover giver den en dyb indre glæde over dette at se resultatet af sine fejltagelser som det "byggemateriale", der udgør selve forudsætningen for vor egen bevidstheds videre vækst. Lammelsen over den nyligt begåede dumhed er måske stadigt den samme som før, men den hæves ulige hastigere og når ikke at skabe den indre åndelige "betændelse", hvis resultat vi kender som mindreværdsfølelse.

Selvom det åndeligt er sundt at erkende sin magtesløshed over for mange af de idealer, man inderligt gerne levede bedre op til, end tilfældet er, er det dog direkte usundt at fylde sin sjæl med forestillingen om, at "man intet er og intet bliver". For hvert eneste nogenlunde åndeligt udviklet menneske er i dag temmeligt meget. Det er bl. a. en absolut uundværlig del af den menneskehed, vi alle samlet udtrykker! Og jo mere man evner at acceptere sig selv, som man er, og der igennem gøre sig fri af den livsangst, der altfor åbenlyst præger mennesket, der forekommer sig selv umuligt, desto større chance får man for virkelig at gøre en positiv indsats til fordel for helheden og dermed også for sig selv.

Undersøger man de dybereliggende årsager til den nuværende kristendoms vaklende indflydelse, vil man hurtigt se, at én af dem må søges i den kendsgerning, at kristendommen i sin nuværende udformning er perspektivløs. Dette, at vi kun skulle have ét fysisk liv, fører uundgåeligt til en overdimensioneret forestilling om dette ene fysiske livs betydning. I modsætning til inderen, der virkelig har "hele evigheden" foran sig, har vi kun en evighed af meget tvivlsom art at se hen til. Inderen føler, at hvad han ikke opnår i dette liv, får han nok i det næste, og derigennem er hans sind befriet for det jag efter livsoplevelse, der præger vesterlændingen og bevirker, at nok oplever han meget, men også, at udbyttet af de mange, ofte altfor mange, livsoplevelser bliver så som så. At acceptere sig selv er dybest set kun muligt der igennem, at man accepterer sin egen evige tilværelse. Derved forbinder man sig påny med tilværelsens evige perspektivprincip, der ene af alt formår at stille samtlige livsoplevelser på deres rette plads. Som det er nu, både over- og undervurderer vi altfor ofte de begivenheder, vi møder på vor vej, og kommer derved altfor let til at se vore omgivelser – ikke som redskaber til at forme vor sjæl – men derimod som årsager til den form for skæbne, der nemt fører til både at hade og forfølge dem.

Igennem sit verdensbillede lærer Martinus os, at livet dybest set kun består af to væsener: Guddommen og Gudesønnen! At alt liv i virkeligheden udgør en "enesamtale" mellem disse to, og at tilværelsens sande skønhed først for alvor åbenbarer sig i den stund, hvor Gudesønnen bliver fuldt bevidst i dette forhold. Selvom der måske endnu er lang vej for de fleste af os til den time, i hvilken vi opnår kosmisk bevidsthed og der igennem igen skal tale med Gud, "som mand i dag taler med sin næste", giver dette fuldt og helt at acceptere sig selv, som man er på godt og ondt, alligevel en første fornemmelse af den fryd, der venter forude. For mennesket, der accepterer sig selv, er langt mere fri af sig selv end mennesket, der altid iagttager sig selv og derigennem ængstes for at handle, ængstes for dette: at leve! Det er sandt, at vi selv, i kraft af vor store uvidenhed om vor egen evige eksistens som "Søn af Gud", er vor egen værste fjende. Men man kan behandle en fjende på to måder! Man kan være så bange for ham, at man uafbrudt kryber i skjul for ham – og man kan opsøge ham og udfordre ham! Det er det, mennesket, der accepterer sig selv, gør! Det føler, at livet skal og må overvindes for at blive den tjener, det dybest set selv ønsker at være! At vi i denne ulige kamp mange, mange gange må fornemme nederlagets smerte både på krop og sjæl, ændrer ikke den kendsgerning, at denne livsform i sig selv er langt mere positiv end den flugt for livet, det er, altid at give op på halvvejen, fordi man påfører sig selv den forestilling, at man ikke duer til nogen ting, og at det var langt bedre, om man ikke var blevet født!

For vi er ikke alene blevet født – vi har været til i al evighed, og vi vil være til i al evighed! Sandt nok er vi i dag placeret i det eneste virkeligt eksisterende helvede, og det mærkes! Men vil man, kan man selv i dette helvede "organisere" et i virkeligheden både udholdeligt og meget positivt liv! Men det kræver, at man lærer sig kunsten at accpetere sig selv, og i forsøget på at tilegne sig denne kunst kan jeg kun sige, at næppe noget andet menneske her har rakt os en mere hjælpende hånd, end Martinus har gjort gennem sine kosmiske analyser, der på dette livsområde virkeligt fornemmes som guddommelige i dette ords dybeste betydning.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!