Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En mand rejste engang jorden rundt for at finde lykken, og han kom hjem igen med en hel del erfaringer, først og fremmest den, at lykken ikke lå gemt i den store verden derude. Han havde oplevet alverden, og han havde lært mange mennesker at kende, og dog følte han sig som det ulykkeligste og mest ensomme af alle mennesker. En dag traf han en barndomsven og kom i snak med ham. Det viste sig, at denne aldrig havde været uden for landets grænser, ja, egentlig kun på et par smårejser havde været borte fra sin hjemegn. Men hvor så han lykkelig ud! Et ansigt præget af fred og venlighed med fine smilerynker ved øjne og mund og et blik, der strålede af livsglæde som et barns og dog også havde et glimt af visdom og erfaring. Her sad de, den ene bitter og trodsig mod livet, den anden ligevægtig og livsglad.

Jeg bruger ikke dette billede for dermed at sige, at man ikke skal drage ud i verden for at opleve noget, men kun skal tulle rundt i sin egen lille begrænsede verden for at blive lykkelig; derimod for at vise, at de ydre oplevelsers mængde og spænding ikke betyder så meget, hvis man ikke, som der står i eventyret, har en firkløver i lommen, d.v.s. har et sind, der er åbent for livets mangfoldighed. Den ene mand havde været jorden rundt, men han havde haft sin egen lilleverden med sig. Han havde levet inden i den som i en æske, en uigennemtrængelig skal. Den anden havde været åben over for selv de mindste livsytringer og havde lært af livet, selv om hans fysiske oplevelsesområde havde været ret begrænset. Han havde erhvervet den store humor, alvoren bag smilet, han var blevet livskunster.

Bekendtskabet med Martinus kosmologi har bragt mange mennesker en langt større livsglæde, end de før var i besiddelse af, og samtidig også en større alvor. Disse to poler, glæden og alvoren, gør spændingstilstanden i ens liv langt større og er i stand til helt at forandre ens livsoplevelse og gøre selv et tilsyneladende uinteressant liv spændende og meningsfyldt. Med den viden bag sig, som studiet af "Livets Bog" giver, bliver man langt bedre rustet til at gå ud og opleve livet, til at gøre erfaringer og få bekræftet, om det, der ved studiet gav genklang i ens sind, virkelig er sandhed. Man må jo prøve, om man også i praksis kan gå ind for denne livsindstilling, som af nogle mennesker, der egentlig synes, den er smuk og god, alligevel betragtes som lidt naiv og umulig at praktisere. Er man i stand til i livet selv at opleve sandheden af Martinus ord, bliver hele ens livsindstilling og livsudfoldelse lidt efter lidt forandret; man vil erfare, hvorledes man får styrke til bedre at tage visse ubehagelige oplevelser, som man tidligere havde svært ved at bære. Ikke blot de små, men også de større byrder bliver det lettere at bære, og mange af de små ting i livet, som man måske tidligere gik blind forbi, vil man kunne se i nyt og større perspektiv og blive rigere på oplevelser.

På grund af den trang, man har haft, til at finde ind i sig selv, til at prøve at forstå forholdet mellem den verden, man selv rummer, og den, man har omkring sig, på grund af den længsel efter viden, som har bjergtaget én, fordi man ikke længere har kunnet leve på dogmer og læresætninger, er man endelig nået til disse analyser. Langsomt spredes skyerne, og et uendeligt panorama viser sig for én, strålende i sin skønhed og præcist i sin logik. Vor lille dagligverden, som måske tidligere føltes grå, fordi den blot oplevedes gennem vanesløvhed og rutine, viser sig som en del af en underfuld verden, et led i en gigantisk verdensplan. Og hvor der før måske blot var ligegyldighed og tro på tilfældighed, må en levende interesse og et vågnende ansvar komme i stedet. Men både interesse og ansvar kan føles som noget tungt og meget højtideligt, det ser man ofte, at religiøse mennesker gør. De ser på livsglæden og humoren som noget syndigt og vanhelligt og stiller sig selv i den højtidelige alvors bås, hvor de let af andre får prædikatet "hellige". Vil det også ske med de mennesker, der har fattet interesse for Martinus kosmologi, der, selv om den er en åndelig videnskab, også beskæftiger sig med religion og moral? Selvfølgelig kan det ikke undgås, at nogle af de mennesker, der har kendt én før og mærker, man har fået nye interesser og er lidt "anderledes" end man før var, vil stemple én med prædikatet "hellig" og tro, man er blevet medlem af en eller anden religiøs sekt. Folk er altid parate til at dømme og komme med forudfattede og færdigsyede meninger om noget, de ikke kender noget til. Men der kan ikke og vil aldrig kunne dannes nogen religiøs sekt på basis af Martinus kosmologi. Ville nogen forsøge derpå, ville de kun vise, at de totalt havde misforstået analyserne i "Livets Bog" og den hensigt, de repræsenterer: at være en medvirkende faktor i skabelsen af en virkelig menneskelig kultur på denne klode. Og en sådan kultur kan ikke skabes på basis af båsesystemer, men kun ved hjælp af kontakt, samarbejde, tolerance og medmenneskelighed, og i denne skabelse er den naturlige livsglæde og humor af uvurderlig betydning. Selv om det menneske, der studerer kosmologien, i begyndelsen måske får den fornemmelse, at han eller hun derved isolerer sig fra omgang med andre, er det kun et "overgangsfænomen", måske i nogen grad forårsaget ved, at vedkommende i sin naturlige trang til at meddele sig til andre og delagtiggøre dem i den store glæde, der er vederfaredes ham eller hende i mødet med åndsvidenskaben, farer frem ad "omvendelsens" stier og føler sig kaldet til at være "missionær for den sande tro". Men denne vej er ikke kosmologiens vej. Naturligvis skal man ikke lade være med at delagtiggøre andre i den viden, man har tilegnet sig gennem sine studier, hvis disse andre selv ytrer ønske derom og viser interesse derfor. Og da gælder det om at bruge sin indlevelsesevne og finde frem til, hvilke analyser vedkommende i begyndelsen har brug for. Altså ikke at vise, hvor meget man ved og hælde det i en strøm af ord i den andens bevidsthed, så det flyder over, så vil den, der måske først lyttede interesseret, flygte i rædsel. Men lige netop dryppe de dråber viden i den andens bæger, som forklarer et øjeblikkeligt problem, lade vedkommende få noget at tænke over og blive nysgerrig efter, så vil han komme igen med nye spørgsmål og få sine svar, indtil han ligefrem kræver at få meget mere at vide gennem foredrag eller bøger. Og så må han selv tage stilling til, om åndsvidenskaben er den inspirationskilde, som vil kunne hjælpe ham til at skabe fornyelse i sin indre verden og i sit forhold til omgivelserne.

Vi længes alle efter freden, ikke blot fred mellem nationerne, men fred i dagliglivet mellem de enkelte mennesker. Denne fred kan kun opnås ved at blive skabt i det enkelte menneskes sind. Det er hvert enkelt individs arbejde med sig selv, der betyder noget, og hvert menneskes eksempel, der kan udbrede den til andre. Virkelig menneskelig kultur opstår der, hvor flere og flere mennesker i det stille arbejder på at skabe den. Ved højrøstede diskussioner, hvor man er interesseret i "at få ret" opnås ingenting andet end ufred, men en forandring i væremåden kan få andre til at spore årsagen dertil, og så kan måske den viden, man har opnået, bringe andre på samme spor. Det vil sige en forandring i livsindstilling, som ikke er opnået ved "mission", men ved eksempel, ikke ved prædiken, men ved væremåde. Det er det, der er "kunsten", og sådanne livskunstnere er vi alle på vej til at blive.

Nogle mennesker er af den opfattelse, at dette at opnå harmoni i sit sind skulle blive ensbetydende med, at spændingen ved livet ophører. Hvis man ved spænding forstår den nervepirrende tilstand, gyser- og gangsterfilm samt kulørte hefter kan sætte sindet i, er opfattelsen rigtig nok. En sådan spænding vil menneskene efterhånden blive trætte af. Den er i virkeligheden blot en slags erstatning, fordi menneskenes eget liv ikke synes spændende nok. Men når livet selv bliver spændende, vil man ikke behøve surrogater. Det betyder ikke, at samme slags spænding, som folk kan opleve i en gangsterfilm, skal fylde deres eget liv – det vil de fleste vist trods alt helst være fri for – men en spænding af en helt anden art vil fylde deres bevidsthed. Man kan godt kalde det en kunstnerisk spænding, for den står i forbindelse med intens oplevelse, og den vil før eller senere få sin udløsning i koncentreret skabelse.

Livsglæde og alvor er som to poler, der stræber mod balance i sindet. Vi har vist alle gang på gang oplevet, hvorledes den ene af dem har taget overhånd på den andens bekostning. Livsglæden og alvoren har behersket os, og vi har følt vor egen mentale elevators styrt fra øverste etage ned i kælderen. Men hverken glæden eller alvoren skal beherske vort sind, det er vort Jeg, der med sine viljeførende kræfter skal have herredømmet over disse kontraster og blande dem i de forhold, der giver livet en skøn kolorit. En sådan "kosmisk kemi" kræver overblik og indsigt, og her kan Martinus kosmologi blive en uvurderlig inspirationskilde for den enkelte. Det menneske, som ser på naturen og livet omkring sig gennem en bevidsthed, der består af kaotiske tanker, vil også blot se kaos omkring sig, medens man gennem den mere harmoniske bevidsthed vil se logik og harmoni overalt, hvor de findes, og der, hvor der endnu hersker kaos, vil et væsen med en sådan bevidsthed kunne se, hvordan harmonien med tiden kan skabes.

Reinkarnationstanken er af kolossal betydning for den kunstner, der bor i enhver af os, og netop kunstneren i os er i stand til at fatte og inspireres af denne tanke. Man møder så ofte den indvending mod reinkarnationen, at den ingen betydning har, fordi vi ikke i næste inkarnation kan huske, hvem og hvad vi er i denne. Men er vi ikke lige lykkelige i denne inkarnation, selv om vi ikke kan huske, hvem og hvad vi var i forrige liv? Alle dets detaljer har ingen betydning for os nu, kun den essens af det, som vi har med os som evner og talenter, og den sæd, vi har sået dengang og må høste nu eller i fremtiden. Det er det væsentlige, og for kunstneren gælder det væsentlige. Vort forrige liv var et udkast, en skitse eller en kladde til noget, vi har kunnet gøre lidt bedre i dette – forhåbentlig! Kunstneren interesserer sig ikke for alle sine gamle skitsers eller kladders utallige detaljer. Han tager det fra hver af dem, han finder væsentligt, og som kan bruges i skabelsen af det hovedværk, han nu arbejder på. Vi har alle et sådant "hovedværk" at arbejde på, nemlig at gøre selve vor livsudfoldelse i hverdagen til et strålende kunstværk, hvor livsglæden og alvoren bruges i bevidste blandinger, ligesom maleren blander farverne på sin palet, inden han sætter dem på lærredet.

Intet virkeligt kunstværk kan ses isoleret, uden forbindelse med fortidens kunst, med samtidens påvirkninger og fremtidens muligheder. På samme måde er det kunstværk, vi er ved at gøre vort liv til (hvornår det så end vil ske) altid i pagt med fortiden og fremtiden og afhængigt af de påvirkninger, vi møder i nutiden. Derfor gælder det om at have sindet åbent udadtil og prøve at se gennem kærlighedens og forståelsens briller. Og indadtil – ? Kunstneren i os er jo netop det "noget", der er ét med selve universets og livets kunstner og skaber. Gennem koncentrationen på "Du, som er i himlene" får vi kontakten med livets inderste kildevæld, som vil lære os at skabe med en sådan suverænitet, at alt det, vi nu kalder kunst, teknik, videnskab og opfindelser kun vil være en barnlig ABC i forhold dertil. Det vil blive så skønt engang; at vi ikke kan fatte det med vor nuværende bevidsthed. Men det er heldigvis lige så skønt på sin måde at lære A B C'en og stave os frem og mærke vore evners gradvise vækst. Jo, livet er skønt for den, der kan se det, en bristende knop kan fylde én med glæde. Og det er alvorligt, der er muligheder for både det ene og det andet, det gælder at vælge – som digteren Poul la Cour har udtrykt det i "Fragmenter af en dagbog": "At vælge er: bestandigt at forkaste den, du er, for den du kunne være. Det er eventyrmod".